Talent forpligter

Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers har succes i verdens hårdeste liga, den nordamerikanske NHL. Han har investeret næsten hele sit liv i at nå så langt. Men det er kun naturligt, for det forpligter at have et talent, siger hans far, den aalborgensiske ishockeylegende Heinz Ehlers.

Af Thomas Møller

Han er blevet beskrevet som en superstjerne i svøb, der nærmest flyver hen over isen. 21-årige Nikolaj Ehlers har succes på ishockeysportens allerstørste scene, den nordamerikanske liga NHL. Med sin nuværende kontrakt tjener han omkring halvanden million dollars om året inklusiv bonusser, og der er ingen tvivl om, at det beløb vil stige væsentligt, når han om senest et år skal have en ny kontrakt på plads.

Nikolaj Ehlers er blevet en værdifuld spiller for sin canadiske klub, Winnipeg Jets. I sidste sæson spillede han samtlige 82 kampe og lavede 64 point. Med den kraftpræstation slog han Frans Nielsens rekord for flest point scoret af en dansker i en NHL-sæson.

Han er ud af det aalborgensiske hockeydynasti, Ehlers. Hans storebror, Sebastian, er i denne sæson skiftet fra Aalborg Pirates til Odense Bulldogs, og hans far, Heinz Ehlers, var sin generations bedste danske ishockeyspiller. I dag er han træner i Schweiz.

Selvom hele familien således spiller på udebane, så mødes de i sommerpausen i Nordjylland. Nikolaj Ehlers har en lejlighed i Aalborg, og hans far bor i familiens sommerhus i Blokhus. De har revet en eftermiddag ud af ferien for at fortælle om baggrunden for den succes, som Nikolaj Ehlers oplever i NHL. Vi møder dem på den aalborgensiske hjemmebane i Gigantium, hvor vi skal høre historien set fra både farens og sønnens perspektiv.

Den gamle skøjtehal
Når man spørger Heinz Ehlers, hvor hans fascination af ishockey stammer fra, peger han på geografi og erkendelsen af eget talent.

– Jeg tror, at det var den geografiske nærhed til den gamle skøjtehal ved Østre Allé, der bragte mig ind i ishockeysporten. Jeg voksede op i kvarteret omkring hallen, og næsten alle mine venner og skolekammerater spillede hockey, og så blev det også sporten, som jeg gik op i.

Han betegner ishockey som en meget kompleks sport, hvor man skal være dygtig til mange forskellige ting. Spillet har både tekniske og fysiske facetter. Man skal have hurtighed, spilforståelse og boldtalent.

– Hvis du så opdager, at du har et vist talent for spillet, så vil det jo være dumt ikke at udnytte det, siger Heinz Ehlers.

Han var kun en stor dreng, da udlandet fik øje på hans talent og hans stærke vinderinstinkt. På en sommer-ishockey-skole i Sverige blev han kontaktet af to svenske klubber i eliteserien.

– De ville have mig op til Sverige, men jeg var kun 15 år. Det var for tidligt. Jeg skulle lige være færdig med skolen, og jeg var måske heller ikke moden nok. Det blev så Leksands IF året efter, og det føltes rigtigt. Når du kan mærke, at du er en af de bedste, og der samtidig er udenlandske klubber, der rykker i dig, så ved du i hvert fald, at du kan være med på et vist niveau, siger Heinz Ehlers.

Stifter familie
Han blev den danske ishockeyspiller, der for alvor åbnede døren til udlandet. Han spillede 18 succesfulde sæsoner i Sverige, Schweiz, Østrig og Tyskland, inden han vendte tilbage til Aalborg for at spille og siden også blive træner i AaB. Undervejs stiftede han familie.

– Jeg fik min ældste søn i 1993, mens jeg boede i Sverige. Nikolaj er født i Aalborg, men på det tidspunkt spillede jeg i den tyske liga, og vi boede i Augsburg i Sydtyskland. Siden fulgte deres lillesøster. Men hun spiller ikke ishockey. Det har hun ikke fået lov til, siger Heinz Ehlers med et smil.

Alligevel er det hele familien, der interesserer sig for hockey. Sporten har altid fyldt meget i hjemmet. Både i forholdet mellem faren og de to sønner og brødrene imellem.

– Jeg snakker rigtig meget ishockey med min bror, men det gør jeg nu også med min lillesøster og min mor. Vi går jo alle sammen op i sporten, så det er helt naturligt, at vi snakker meget om den, siger Nikolaj Ehlers, der med sit sympatiske og beskedne væsen også har de menneskelige kvalifikationer på plads.

På is i Berlin
Han var kun 3-4 år gammel, da han tog de første forsigtige skridt ud på isen. Det var, mens familien boede i Berlin, og hans far spillede i den tyske liga.

– Jeg blev meget tidligt bidt af sporten. Jeg var ude og se alle de kampe, som min far spillede, og det inspirerede mig. Min storebror var allerede begyndt at spille ishockey, så der var slet ingen tvivl om, at det skulle jeg også. Jeg havde lidt problemer i begyndelsen. Jeg var for eksempel ikke glad for at have hjelm på. Men det blev løst, for jeg ville bare ud på isen. Det var så fedt, husker Nikolaj Ehlers.

Hans far kunne lide det, han så.

– Nikolaj havde lige fra starten en fantastisk teknik. Dertil kom, at han havde dygtige ungdomstrænere i klubben Berlin Capitals, hvor han spillede med drenge, der var 2, 3 og næsten 4 år ældre end ham selv. Når du er den mindste, så er du nødt til at finde dit eget unikke talent, for ellers kan du ikke være med. Det er fuldstændig det samme, som da vi som børn spillede fodbold ude på gaden. Det krævede noget særligt af de mindste, for at de kunne spille med, siger Heinz Ehlers.

I høj fart
Det stod hurtigt klart, at sønnens unikke talent var hans hurtighed. Med det våben kunne han klare sig blandt de større drenge.

– Min speed er helt sikkert min styrke. Jeg er jo ikke den største fyr, men jeg skøjter rigtig hurtigt. Det har jeg gjort, siden jeg var lille, siger Nikolaj Ehlers.

Han har siden arbejdet på at blive endnu hurtigere og endnu dygtigere på et par skøjter. Når eksperter og kommentatorer i dag skal vurdere Nikolaj Ehlers, fremhæver de altid hans fart på isen, måden som han bevæger sig på og de ting, som han er i stand til at udføre i høj fart. Den vurdering er hans far enig i.

– Der er jo andre ishockeyspillere, der også er hurtige, men så har de ikke det tekniske niveau og den spilforståelse, som Nikolaj har ved siden af sin utrolige speed. Selv i meget høj fart kan han få pucken med sig, og jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at han var på is allerede som 3-4-årig. De helt tidlige år betyder noget for en spillers udvikling. Selvfølgelig kan man begynde at spille ishockey som 10-årig, men man ser ofte, at dem som startede i en ung alder og fra starten fik en god skøjteteknik har nogen fordele på den lange bane, siger Heinz Ehlers.

Gode år i Schweiz
Nikolaj Ehlers var 6 år, da familien flyttede hjem til Aalborg, hvor hans far kom til at spille i AaB og siden også blev træner i klubben. Selv spillede han først i AIK og derefter i AaB.

– Da jeg var 11-12 år gammel, flyttede vi til Schweiz, hvor min far havde fået et nyt trænerjob. Det var lidt svært i starten. Selvfølgelig var det det. Nu havde jeg boet hjemme i Aalborg i 5-6 år, og så skulle vi lige pludselig til Schweiz, hvor jeg ikke kendte nogen. Men jeg fik nye holdkammerater og en ny skole, og det hele faldt rimelig hurtigt på plads. Jeg talte jo tysk i forvejen, og det gjorde alting meget nemmere.

På trods af den omskiftelige opvækst er Nikolaj Ehlers ikke i tvivl om, at Aalborg er hans hjemby. Det er her, han har sine rødder. Omvendt har det givet ham rigtig meget, at familien har boet så mange forskellige steder. Han har stiftet bekendtskab med fremmede mennesker, fremmede sprog og forskellige spillestile. Det betyder, at han i dag ikke behøver at opholde sig et bestemt sted for at føle sig sikker. Havde han haft hele sin opvækst i Aalborg, var det næppe gået sådan. Så havde han sandsynligvis heller ikke været der, hvor han er i dag, vurderer han.

– Når jeg tænker tilbage, så var det nok i Schweiz, at jeg tog de største skridt fremad. Der udviklede jeg mig virkelig. Jeg fik en professionel juniorkontrakt med klubben EHC Biel. Det var i øvrigt den klub, hvor min far var træner de første to år, vi boede i landet. Derfor kendte jeg alle spillerne. Som 11-12-årig havde jeg været med i hallen, når de spillede kamp, og bagefter var jeg lige inde og sige hej. Så det var lidt mærkeligt, da jeg kom til at spille sammen med dem 3-4 år senere. Men det gjorde det lettere for mig at komme ind på holdet, husker Nikolaj Ehlers.

På vej mod NHL
Han var blot 16 år gammel, da han debuterede i den schweiziske National League A som den yngste spiller i ligaen. Men for Nikolaj Ehlers var det kun et skridt på vejen mod ishockeysportens kongeklasse, NHL.

– Jeg nåede at spille et halvt år som professionel i Schweiz. Det var det år, hvor NHL var ramt af en lockout, og derfor fik jeg mulighed for at træne med 2-3 NHL-spillere. Jeg lærte en masse af dem, og de spurgte til mine planer for det kommende år. Jeg fortalte, at jeg overvejede at tage til Canada, og de sagde med det samme, at det skulle jeg gøre. Det ville være det bedste for mig.

Nikolaj Ehlers snakkede med sine forældre om planerne. Det var første gang, han skulle hjemmefra. Så det var et stort skridt, som han var på vej til at tage i en ung alder.

– Vi blev enige om, at jeg skulle forfølge mine drømme. Jeg var helt afklaret med, at ishockey var min fremtid. Min agent begyndte at ringe rundt for at høre, om jeg kunne komme til at spille i en af de canadiske juniorligaer. Det endte med, at jeg blev draftet i første runde, og 3-4 måneder senere var jeg på vej til Halifax for at spille juniorhockey.

Den største scene
Her fik Nikolaj Ehlers en chance for at vise, hvad han kunne og blive set af trænere, managers og scouts. Efter sit første år i Halifax blev han NHL-draftet i første runde af Winnipeg Jets. Det vil sige, at klubben valgte ham og dermed havde retten til ham, så andre klubber ikke kunne byde på ham. Han kom på training camp, men blev sendt retur til Halifax. Han var endnu ikke helt klar, lød beskeden. Året efter var han igen på camp, og denne gang bed han sig fast. Han kom på hold og spillede hele året for Winnipeg Jets. Siden har han færdiggjort sin anden sæson for klubben og er nu klar til at tage fat på den tredje.

I en alder af blot 21 år har Nikolaj Ehlers virkeliggjort sin drøm om at spille i verdens bedste ishockeyliga. Han nyder hvert et øjeblik, men erkender samtidig, at det ikke er nemt at spille i NHL.

– Ligaen dækker hele Canada og hele USA, så det er et kæmpestort geografisk område, som vi taler om. Vi spiller 82 kampe i grundspillet, og på grund af de store afstande flyver vi rundt til alle kampene. Nogen gange er vi af sted i 10 dage, hvor vi spiller fem kampe. Vi rejser i forskellige tidszoner og lander måske i Nashville klokken to om natten for at spille der den efterfølgende dag. Efter kampen flyver vi videre til det næste opgør. Det er hårdt! Man skal virkelig ville spille ishockey for at kunne overleve i NHL, siger Nikolaj Ehlers.

Men det er netop, hvad han vil. Hele hans liv har været én lang forberedelse til dér, hvor han er nu.

Et liv i Canada
Nikolaj Ehlers har fået et liv i Canada, fortæller han. Han bor alene i sin lejlighed tæt på hallen og byen. Winnipeg ligger inde i landet – midt mellem de to have – og har 700.000 indbyggere. Han er derovre i cirka 8 måneder om året. Sæsonen starter i begyndelsen af oktober, og grundspillet varer indtil midten af april. Derefter følger slutspillet, som strækker sig ind i juni. I sommerpausen tager han hjem til Aalborg.

Livet i Winnipeg er intenst. Som NHL-spiller er han på næsten hele tiden. Det er et stramt program med træning, kampe og rejser. Når han har en pause, er der brug for opladning. At spille i NHL kræver, at han ikke blot er fysisk, men også mentalt klar til hver eneste kamp.

– Heldigvis er det nemt for mig at holde mig mentalt skarp. Jeg elsker jo at spille ishockey. Jeg elsker at være i klubben hver evig eneste dag, så jeg har ikke brug for den store mentale opladning. I sæsonen har jeg ikke meget andet end ishockey i hovedet. Sådan har de andre spillere det også. Det fylder bare så meget.

Midt i glæden ved spillet er NHL også et alvorligt anliggende, hvor facit gøres op i sejre og nederlag.

– Det er jo ikke bare sådan, at vi går ud og spiller en kamp, og så er det det. Vi vil vinde! Det vil alle hold i NHL. Hvis man ikke vil vinde derovre, så kan man se det på en, og det er ikke godt, siger Nikolaj Ehlers.

Nationalsporten i Canada
I Canada er ishockey den absolut største sportsgren. Når der spilles kamp, er hallen fyldt med et entusiastisk publikum.

– I Canada går de vanvittig meget op i hockey. Det er helt klart nationalsporten. I Winnipeg har vi 17.000 pladser i hallen, og der er udsolgt til hver evig eneste kamp, som vi spiller. Det betyder, at kampene bliver fysiske. Der er en fantastisk stemning i hallen, og vi vil bare vinde for fansenes skyld. Så nogle kampe kan godt blive lidt hårde. Det kan de helt sikkert. Jeg har læst, at NHL-spillere tackler 17 procent hårdere, end når de store drenge i NFL – altså amerikansk fodbold – tørner sammen. Vi flyver måske ikke 10 meter, når vi bliver tacklet, men det kan bestemt mærkes. Det handler selvfølgelig om, at vi ofte kommer med en meget høj fart, når vi skøjter ind i en tackling. Men jeg klager ikke. Jeg synes, det er fedt, når spillet bliver intenst.

I USA er ishockey ikke en så dominerende sportsgren som i Canada, fortæller Nikolaj Ehlers. Amerikanerne har også baseball, basketball og amerikansk fodbold, der er større end hockey. Alligevel kommer der også rigtig mange mennesker til de kampe i NHL, der spilles på amerikansk grund.

– Det er sindssygt motiverende at spille foran så mange mennesker, som der møder op. Jeg vil tro, at gennemsnittet i hele ligaen ligger på knapt 20.000 tilskuere. At gå på isen foran så mange mennesker gør det så meget lettere at sætte sig op til en kamp.

Show og big business
Nikolaj Ehlers har en klar erkendelse af, at NHL ved siden af det sportslige rummer både show og big business. Sådan er det, når man kommer op i den liga, og det kan han godt håndtere.

– Jeg synes, at jeg har rimelig godt tjek på det. Også i det game, der er rundt omkring selve spillet. Jeg er ikke en, der bruger alt for mange penge. Jeg går ikke ud og køber et hus til en formue. Men jeg har også gode rådgivere, der hjælper og støtter mig. Så når jeg har en kamp, kan jeg fuldstændig koncentrere mig om kampen.

Hans løn har da heller ikke krævet lange og hårde lønforhandlinger. Det spørgsmål ligger tværtimod i faste og trygge rammer. Når man som Nikolaj Ehlers kommer ind i ligaen efter juniortiden, er der et maksimum, som man kan tjene. Det tjener alle, der er draftet i første runde, og lønningerne er endda offentlige. De kan ses på eliteprospects.com

Nikolaj Ehlers har et år igen af sin 3-årige kontrakt med Winnipeg Jets, men det er ingen hemmelighed, at han gerne vil fortsætte.

– Jeg vil meget gerne spille i hvert fald 10-15 år mere i NHL. Men det betyder også, at jeg skal levere varen. Det er sådan derovre, at hvis man ikke spiller godt, så kan man hurtigt blive sendt ned på reserveholdet. Så man skal ikke bilde sig selv ind, at man har en sikker plads på holdet. Man skal kæmpe for den.

Masser af opbakning
Det er Nikolaj Ehlers fast besluttet på at gøre.

– Siden jeg var lille, har det været min drøm at spille med og imod de største navne og forhåbentlig også lave et stort navn for mig selv. Jeg har arbejdet for det, lige siden jeg kunne stå på et par skøjter, og nu er jeg dér.

Han glæder sig over den store opbakning, som han modtager herhjemmefra.

– Der er så mange, der følger mig. Det ved jeg, at de gør. Når jeg er hjemme, kommer de hen til mig og siger, at de har set mig spille 20 kampe. Det er overvældende, for det er hverken familie eller nære venner. Så det betyder rigtig meget for mig, at de gider at sætte et par timer af til at se en kamp, hvor jeg spiller.

En særlig interesseret seer er hans far, der dog ikke får set alle sønnens kampe.

– Mange af dem bliver spillet om natten, og jeg har jo selv et hold, der skal op og i gang om morgenen. Så det kan ikke lade sig gøre. Jeg forsøger at se highlights, og så er der klart nogle kampe, hvor han har været rigtig dygtig. Dem går jeg efterfølgende ind og ser, siger Heinz Ehlers.

Når det brænder på
Omvendt ringer Nikolaj Ehlers gerne hjem til sin far, hvis han har spillet en kamp, hvor han ikke er tilfreds med sin præstation.

– Min far har måske set kampen på fjernsynet, og så vil jeg lige høre, hvad han har at sige. Hvis der er noget, som går mig på – ikke kun hockeymæssigt – så snakker vi også meget sammen.

– Ja, han ringer, når det brænder på, siger Heinz Ehlers med et smil.

– Men det bliver mindre og mindre, at han har brug for min rådgivning. Nu har han selv en rigtig dygtig træner, som tager fat i ham med nogle af de ting, hvor jeg tidligere har været kritisk. Så nu handler det mere om at motivere Nikolaj i de perioder, hvor det går mindre godt. Når du spiller 82 kampe i en sæson, så er du ikke lige god hver eneste aften, du går på isen.

Heinz Ehlers vurderer, at sønnen har en lang årrække foran sig som spiller i NHL.

– Så det er stort, og vi er stolte forældre. Jeg glæder mig over, at han er kommet så langt, siger han nøgternt, men uden sentimentalitet. Dertil er ishockey et for alvorligt anliggende.

Pace eller ikke pace
Jyllands-Posten har tidligere bragt en artikel, hvor de fortalte, at hvis 12-årige Nikolaj Ehlers spillede dårligt, så kunne hans far godt finde på at forlade skøjtehallen og sætte sig ud i sin bil for at læse avis.

– Jeg ved godt, at når man læser den artikel, så risikerer man at få et lidt forkert indtryk. Sagen er, at hvis Nikolaj ikke leverede sit bedste på isen, så ville jeg hellere sætte mig ud i bilen end være en af de frustrerede forældre, der stod inde i hallen og råbte og skreg til deres børn. Så var det bedre at tage konsekvensen og gå ud. Både af hensyn til Nikolaj og af hensyn til min egen position inden for sporten. Jeg kunne jo ikke tillade mig at stå og skabe mig over nogle børn, der spillede hockey. Det var jo heller ikke noget, der skete i hver kamp, for han var en af de bedste. Men talent forpligter. Sådan ser jeg på det, siger Heinz Ehlers.

I dag fornemmer man da heller ingen misstemning mellem far og søn. Tværtimod.

– Jeg er helt sikkert blevet pacet af min far. Det kan også godt være, at nogen ting er blevet sagt på en hård måde, men det har aldrig været til et punkt, hvor jeg har siddet og grædt og haft det dårligt. Nogen gange har jeg tænkt, hold kæft han er en idiot. Men når jeg kigger tilbage, så har det ikke været for hårdt. Det har været lige tilpas. Det har hjulpet mig en hel masse. Jeg vidste jo godt, at min far ville mig det bedste, og hvis han bad mig rette noget, så gik jeg direkte ud og rettede det, siger Nikolaj Ehlers.

– Jeg kan nu ikke lide ordet pace. Det har en negativ klang, siger Heinz Ehlers.

– Men der er ingen tvivl om, at jeg har forsøgt at styre ham i den rigtige retning, så han kunne få mest muligt ud af sit talent. Jeg så jo allerede talentet, da han var 3-4 år gammel, og det forpligter. Men nogle gange var jeg måske lidt for meget træner og for lidt far, når jeg så ham spille. Det vil jeg godt erkende.

Det giver nu ikke anledning til nogle bebrejdelser fra hans søn.

– I dag er jeg utrolig glad for alt det, som min far har gjort for mig. Det betyder, at jeg kan udleve min drøm, siger Nikolaj Ehlers.

 

På landsholdet

Både Heinz og Nikolaj Ehlers har spillet på det danske landshold, men de er ikke helt enige om, hvor højt landsholdet skal prioriteres.

– For mig betyder det vildt meget at få lov til at trække i landsholdstrøjen. Det er en stor ære. Det er derfor, at jeg har været med ved de to seneste VM-slutrunder. Winnipeg Jets har sagt, at jeg skal gøre det, som jeg føler for. Så beslutningen har været min egen, siger Nikolaj Ehlers.

Hans far ser lidt anderledes på spørgsmålet.

– Jeg kan godt høre, at der er nogen, der mener, at det er det største at få lov til at trække nationaltrøjen over hovedet. Men jeg synes nogen gange, at det bliver lidt populistisk. For som spiller skal I altså ikke glemme, hvem det er, der betaler jeres løn. Det er altså ikke landsholdet. Det er derude, hvor du har din dagligdag. Jeg forstår godt, at man kan være stolt af at spille på landsholdet. Det var jeg også mange gange, når jeg tog trøjen over hovedet. Men jeg glemte ikke, hvem der betalte, så der kunne komme smør på brødet, siger Heinz Ehlers.

Interviewet blev bragt i Appetize, 83. udgave, august 2017.

På en bakketop

Ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard bor på toppen af bakken i Hasseris. Herfra styrer han sin virksomhed, 2E Group, der har byggerier i gang for mere end to milliarder kroner. Vejen op ad bakken har været fyldt med hårdt slid, masser af støv og uendelige arbejdsdage. Støvet har efterhånden lagt sig, men arbejdsdagene er ikke blevet kortere.

Af Thomas Møller

Den aalborgensiske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard har aldrig tidligere stillet op til et privat interview. Interessen fra medierne har ellers været stor. I sin virksomhed 2E Group har han igangværende byggeprojekter til en værdi af mere end to milliarder kroner, og han har netop afleveret virksomhedens regnskab for regnskabsåret 2015 til 2016, hvor der er sket en tredobling af overskuddet sammenlignet med forrige regnskabsår. Overskuddet er på 42,4 millioner kroner før skat.

Så det er gået godt for den kolonialuddannede iværksætter, siden han for 25 år siden gik og dampede tapet af i ældre nedslidte lejligheder i Aalborg. Han har uden afbrydelser renoveret og bygget lige siden. Da finanskrisen hærgede, og stort set alle andre ejendomsudviklere samt en god håndfuld banker gik fallit, byggede Jesper Skovsgaard bare videre og tjente fortsat penge på sine byggerier.

Så det er ikke så underligt, at han har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. Senest har han også selv bidraget til det som hovedsponsor på TV 2-programmet Nybyggerne. Han tager imod i sin kæmpevilla på toppen af Vossvej i Hasseris, der er opført af den nu afdøde ejendomsmatador Thorkild Kristensen. Her bor Jesper Skovsgaard, og her har hans virksomhed 2E Group hovedkontor.

Jesper Skovsgaard er i går kørt hjem fra Schweiz, hvor han har været på skiferie. Der var masser af vejarbejde i Tyskland, så han nåede først hjem efter midnat. Han pakkede bilen ud og gik dødtræt ned i kælderen, hvor han spillede på trommer i en time. ”Helt vildt”, som han selv udtrykker det. Klokken var over tre, inden han kom i seng.

Men han virker nu frisk og i fuld vigør, da han stiller op til interview. Enhver bekymring om, hvorvidt han nu også har lyst til at fortælle om sit liv, bliver hurtigt gjort til skamme. Jesper Skovsgaard svarer beredvilligt på alle spørgsmål. Han er meget talende, og han taler hurtigt.

Frirum i kælderen
Men hvorfor sidder en travl ejendomsudvikler nede i kælderen og slår på trommer midt om natten. For Jesper Skovsgaard er svaret ligetil. Det er hans frirum. Han har ganske vist lige været på vinterferie i 12 dage, men her sendte han 528 e-mails og modtog det dobbelte. Så det er bag trommerne i kælderen, at han finder fred.

– Thorkild har jo bygget huset alt for godt. Hverken Wifi eller mobilsignalet kan nå ned i kælderen. Så der kan jeg koble helt af og koncentrere mig om at spille trommer, keyboard og producere min egen musik, forklarer han.

Musikken har altid været Jesper Skovsgaards store passion, og i dag kalder han det et rent tilfælde, at han blev ejendomsudvikler og ikke musiker.

– Som teenager dannede jeg et band sammen med Paw. Han var en meget musikalsk dreng, der boede nabo til min bedstemor og bedstefar. Vi lavede elektronisk musik, og vi udgav i 1985 en plade, som Kim Schumacher hørte. Derfor blev vi inviteret ind i hans program, som kørte på P3 hver onsdag mellem klokken 15 og 16. Vi tog også ud og spillede live for publikum.

Når han genhører musikken fra dengang, er det med tilfredshed. Det er ”faktisk okay godt”, konstaterer han. Jesper Skovsgaard holder sig stadig til den elektroniske musik, og det er fortsat Depeche Mode, som han lytter allermest til. Paw fra bandet har han bevaret kontakten med.

– Vi mødes en gang om ugen og laver musik sammen. Han kommer i morgen, hvor vi skal arbejde på at gøre noget af vores gamle materiale klar i en ny 2017-udgave. Vi laver også musik hver for sig, som vi sender til hinanden pr. e-mail.

Men Jesper Skovsgaard har det også fint med at være et enmandsorkester. Han går måske ned i kælderen og spiller hver anden aften. Det kan være et kvarter. Det kan være en time. Det er forskelligt.

Rygterne om hans musikalske kunnen har da også spredt sig, og Mortens Kro har et par gange forsøgt at hyre ham til en optræden. Det er hver gang blevet til et pænt nej tak. Alligevel ligger idéen om at blive musiker stadig i baghovedet.

– Jeg hører tit mig selv sige, at nu sælger jeg hele forretningen og begynder at lave musik, siger Jesper Skovsgaard.

Bor med sit arbejde
Men det bliver nok ved snakken, for det står hurtig klart, at Jesper Skovsgaard også er en meget passioneret ejendomsudvikler. Så passioneret, at han helt bogstaveligt bor sammen med sit arbejde.

– Jeg har to sindssygt dygtige piger her på kontoret. De bogfører og holder styr på hele administrationen. I modsætning til andre firmaer har jeg ikke ansat en økonomichef eller en økonomidirektør. Det lader jeg revisoren tage sig af, og det er selvfølgelig en meget dyrere løsning, men pengene er rigtig godt givet ud. Vi har haft den samme revisor i 16-17 år, Jens Rytter Andersen fra Beierholm, og havde det ikke været for ham, så havde jeg nok ikke siddet her i dag, siger Jesper Skovsgaard med et smil.

Selvom 2E Group og salgsselskabet 2E Bolig Projektsalg har gang i byggerier for mere end to milliarder kroner, er der kun 11 ansatte i virksomheden. Udover de to piger, en arkitekt, en marketingsmedarbejder og ham selv på Vossvej, er det to sælgere, der sammen med arkitekten og marketingsmedarbejderen snart rykker ind i det nye salgskontor på Nibevej 2, samt yderligere fire sælgere på Kongevejen i Virum. Resten af opgaverne er lagt ud til faste byggepartnere.

– Så vi er faktisk en meget lille organisation, men den er effektiv. Hvis det bliver for stort, ruller jeg mig sammen som et pindsvin og bakker tilbage. Jeg skal have en så lille organisation som overhovedet mulig. Jeg tror aldrig, at jeg ville kunne lede en virksomhed med 25 eller 30 ansatte.

Men Jesper Skovsgaard lægger ikke skjul på, at hans ansatte skal kunne tåle lidt af hvert. Det er ikke et 8 til 16-job at arbejde for ham. Hverken som ansat eller som byggepartner.

– Hvis jeg skriver til min bogholder Anette eller til Henriette i administrationen klokken 10 om aftenen, så svarer de senest klokken 10 minutter over 10. Det skal man være indstillet på, når man arbejder sammen med mig. Det gælder også, hvis jeg kontakter min advokat eller revisor. De er altid klar med et svar uanset dag og tidspunkt.

Alligevel er der plads til et privatliv. Jesper Skovsgaard bor sammen med sin kæreste Malene, og hver anden uge bor sønnen Christian på 11 år hos dem. Men hvis man spørger den 46-årige ejendomsudvikler, om det ikke snart er på tide at trække sig tilbage og bare nyde den opsparede formue, er svaret et klart nej.

– Jeg kunne ikke drømme om at lægge mig på en sandstrand og lave ingenting resten af livet. Med mindre det er en 14 dages ferie, der er tale om, kan jeg ikke komme i tanke om noget, der er mere kedeligt, siger han.

Opvækst og læreår
Jesper Skovsgaard har da også altid været i gang. Lige siden de tidlige ungdomsår. Han er født og opvokset i landsbyen Nøvling lidt syd for Aalborg. Hans mor var rengøringskone på den lokale skole, og hans far var smed. Han hadede at gå i skole. Han var ikke ret god til det, fortæller han, og i niende klasse på Gistrup Skole gjorde lidt for meget uro ham til en hyppig gæst på inspektørens kontor.

– Allerede som 11-årig begyndte jeg at arbejde hos en gartner i Nøvling. Han solgte tomater og kål, og det syntes jeg var meget spændende. Jeg mener, at det dengang kostede ham tre kroner at lave et kålhoved, og så solgte han det ude på GASA for syv kroner. Det kunne jeg godt se idéen i, især hvis man havde kålhoveder nok, siger Jesper Skovsgaard.

Efter folkeskolen tog han EFG Handel & Kontor på handelsskolen på Langagervej, og efter skoletid arbejdede han hos Super H på Kornblomstvej.

– Der gik lærlingene og jagede med mig. Jeg skulle feje gulv, og jeg skulle køre ud med varer. De var hårde ved mig, men det gjorde ikke noget. Jeg tænkte bare, at næste gang er det mig, der står i en kittel og bestemmer. Så jeg tog en læreplads hos købmand Willy Jellesen, der havde Trika på Byplanvej i Gug. Han var en meget dygtig forretningsmand. Flittig og arbejdsom. Der var styr på tingene, og jeg kom endelig fri af skolen.

Jesper Skovsgaard var nu 17 år, og på sin allerførste arbejdsdag fik han ansvaret for sodavandsafdelingen, chips og dybfrost. ”Det er dit ansvar, at der ikke mangler noget”, sagde købmanden. ”Og der skal heller ikke være noget tilovers.”

– Hold da op, tænkte jeg. Det var voldsomt. Men det gik faktisk fint nok med at styre det. Efter to år var jeg udlært, og det var en vældig succes. Jeg fik 10 til eksamen. Det var noget bedre end i folkeskolen.

Hos købmand Jellesen lærte Jesper Skovsgaard nogle helt fundamentale spilleregler, som han gør brug af den dag i dag i sit arbejde som ejendomsudvikler.

– Hvis vi knuste en sodavandsflaske, skulle vi gemme hovedet, som kapslen sad på. Så fik vi den refunderet af bryggeriet. En dag tabte jeg en flaske og var i færd med at feje glasskårene op og smide dem i skraldespanden, da købmanden i det samme trådte ind. Hans blik blev hel stift. Så rakte han mig telefonrøret fra vægtelefonen. ”Vil du ringe ned til sparekassen og sige, at nu går det så godt, at vi er begyndt at smide flaskehovederne væk?” Det havde jeg ikke lyst til. ”Det har jeg heller ikke”, svarede han. ”Så nu samler du flaskehovedet op, så vi kan få det refunderet.”

– Læren fra den episode har jeg taget med mig i livet. Jeg hader, når jeg i dag går rundt på byggepladser og ser, at de bare smider søm, skruer og andre materialer væk. Jeg ved jo, hvad det har kostet i indkøb.

Biler og lejligheder
Efter at han var udlært, fik Jesper Skovsgaard ansættelse i Bauhaus, der var ved at gøre klar til butiksåbningen i Aalborg. Han skulle egentlig bare have været der i tre måneder, men det endte med en fastansættelse i flise- og murerafdelingen. Det var her, han mødte typografen Dion fra Aalborg, der opkøbte og renoverede lejligheder i sin fritid.

– Han fortalte, at han brugte 50.000 kroner på at renovere en lejlighed, og så kunne han tjene op til 100.000, når han solgte den. Det ville jeg gerne være med i, men min økonomi var ikke god. Siden jeg fik kørekort, havde jeg konstant skiftet bil, og jeg har aldrig været god til at handle biler. Jeg var kun 19 år, men havde allerede oparbejdet en betydelig gæld nede i sparekassen. Det var ikke blevet bedre af, at jeg netop havde lånt til en næsten ny blanksort BMW 320i. Den var ikke billig, og min far havde endnu engang lukket øjnene og kautioneret for mig. Min far har altid stolet på mig.

Men Jesper Skovsgaard var tændt på idéen om at købe og renovere lejligheder. Samtidig kunne han kombinere det med sit arbejde i Bauhaus. Sammen med Dion ønskede han at købe en lejlighed på Teglvænget 19, øverst oppe og med panoramaudsigt over Østre Anlæg. Det var et førstegangssalg, og lejligheden stod fuldstændig, som den var blevet bygget umiddelbart efter krigen.

– Vi kunne sætte den i stand for 100.000 kroner, og så ville der være cirka 100.000 kroner tilbage til os hver, når den var solgt. Så jeg gik ned i sparekassen i Gistrup og sagde, at jeg skulle til at købe ejendomme op. ”Glem det! Det kommer ikke til at ske”, sagde Poul, der var bestyrer af afdelingen. Han var benhård, men jeg kunne godt lide ham. Jeg viste ham budgettet for lejligheden og fortalte, at min far godt ville kautionere for mig. ”Ja, men det er for din fars skyld, at jeg siger nej”, svarede han.

Det endte med, at Jesper Skovsgaard måtte sælge sin elskede blanksorte BMW. Han fik i stedet en Volvo Amazon, der var lige så gammel som ham selv, og så kunne købet af lejligheden falde på plads. Hans far kautionerede, og Poul sagde, at så var det også slut med långivningen.

– Vi fik lejligheden renoveret, og vi fik den også solgt. Vi havde lavet en rigtig flot annonce, og der var i hvert fald 15 hold besøgende, da vi holdt åbent hus en søndag i sommeren 1992. Jeg havde taget mit pæneste tøj på, men det hjalp mig nu ikke, da et ægtepar kom hen og sagde, at de gerne ville købe lejligheden, men kun ville give kurs 80 for sælgerpantebrevet. Jeg anede ikke, hvad det betød. For mig var det sort snak. Men jeg fik deres telefonnummer og sagde, at jeg ville tale med min partner. ”Hold kæft”, sagde Dion. ”Det er jo fuld pris. Skynd dig at ringe til dem!”

Jesper Skovsgaard løb ned til telefonboksen foran Mac Bager og ringede til ægteparret.

– Vi aftalte, at vi tog fat i vores advokat og fik lavet en købsaftale til dagen efter. Men næste morgen ringede de. De havde tænkt over det, og måske var der for få skabe i lejligheden. Jeg kunne med det samme høre, at handlen var død. Vi fik så solgt lejligheden til anden side, men jeg fik lært, at man aldrig tager ud for at sælge, uden at man har en købsaftale i hånden. Den lære har jeg fulgt lige siden.

Støv og hvide skjorter
Nu var Jesper Skovsgaard i gang. Den næste lejlighed lå på Østerbro. Den købte han alene, og den trængte også til en totalrenovering. Fra 1992 og frem til 2002 købte, renoverede og solgte han næsten hundrede lejligheder. Alle sammen ruiner. Han stod selv for nedbrydning og bortkørsel af affald, meget af tømrer- og murerarbejdet samt al malerarbejdet på nær tapetsering. Det absolut værste var at dampe gammel tapet af, der ikke ville løsne sig. Det var et hårdt slid, men Dion havde lært ham en vigtig ting.

– Han sagde, når du har lavet en lejlighed, skal du lige ringe og bestille en rejse, inden du går i gang med den næste. Du er også nødt til at købe et lidt bedre ur. Det er den bonus, som holder dig motiveret. Det havde han ret i. Det har livet lært mig. Resten af tiden var jeg jo møgbeskidt døgnet rundt, husker Jesper Skovsgaard.

Det er nu en sandhed med modifikationer, for han arbejdede stadig 37 timer om ugen i Bauhaus. Det varede lige indtil sommeren 1993, hvor han skiftede til en stilling som sælger hos Sonne Huse i Hjørring, der bygger og sælger sommerhuse.

– Jeg mødte først klokken 10 i Hjørring, så jeg kunne fint fortsætte med at renovere lejligheder. Jeg knoklede tre timer hver morgen, inden jeg børstede støvet af mig og tog den pæne hvide skjorte på. Det var et rigtig spændende job, og jeg solgte faktisk ok. Arne Sonnesen, der stadig driver virksomheden, er en eminent dygtig forretningsmand, som jeg lærte meget af. Men efter tre år besluttede jeg og en arkitekt, der også var ansat i firmaet, at starte for os selv. Vi mente, at vi kunne gøre det endnu bedre, men det kunne vi ikke, siger Jesper Skovsgaard.

Grund nummer 2E
Han besluttede derfor at gå tilbage til sine lejligheder. Han havde det trods alt bedst i de røde arbejdsbukser. Han begyndte at købe større enheder. Det kunne være en opgang med fire lejligheder, som han lejede ud. Det kunne være tagetager med pulterrum, som han byggede om til lejligheder. Den ejerforening, som han købte en tagetage af, fik til gengæld gratis et nyt tag på ejendommen, og med de nye lejligheder blev de også flere ejere om at dele fællesudgifterne. Når de faldt, steg lejlighederne samtidig i værdi, fordi man altid handlede en lejlighed på nettoydelsen. Så den idé var ikke svær at sælge.

I 1997 byggede Jesper Skovsgaard et hus på Aspedalen i Gistrup til sig selv og sin daværende kæreste, der var ejendomsmægler, og som dengang havde Nybolig i Aalborg.

– En dag sad jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg havde besluttet, at jeg ville starte et nyt firma, men hvad skulle det hedde? Jeg spurgte min kæreste. Hun vidste det ikke. Jeg sad ved køkkenbordet og kiggede ud på vores husnummer. Der stod 2E på carporten, og det kom firmaet til at hedde.

Omkring år 2000 får Jesper Skovsgaard via sin kæreste kontakt til en dansker, der har bygget mange huse i Tyskland, og som har gjort det godt. Mødet med ham skal blive afgørende for den kurs, som han i de kommende år udstikker for sin virksomhed.

– Han foreslår, at jeg skal forsøge mig med nybyggeri af ungdomsboliger, men det skal være i Aarhus, for dernede er huslejen høj. Jeg overvejer det, og i 2002 bliver det mere konkret. Jeg køber en grund i Viby, hvor vi opfører 24 toværelses lejligheder. De var lejet ud med det samme, hvorefter vi solgte ejendommen til en, der ville drive den som investering. Det var mit første egentlige ejendomsudviklingsprojekt. Jeg kunne straks se, at det var en meget bedre forretning end at renovere gamle lejligheder. Så jeg begyndte at opkøbe grunde også her i Aalborg. I de år vil jeg tro, at jeg byggede to til trehundrede lejligheder, siger Jesper Skovsgaard.

Luft under vingerne
Når han bliver spurgt om, hvilket projekt der for alvor gav ham luft under vingerne, er han ikke i tvivl. Det var Amaliegade i København i 2003.

– Kort tid efter at jeg havde bygget og solgt de første lejligheder nede i Aarhus, blev jeg ringet op af en mand, der ville sælge nogle gamle bygninger, som Sundhedsstyrelsen havde boet i inde i Amaliegade. Han havde set den lille annonce, som jeg altid kørte med i avisen: ”Ejendomme købes til renovering”.

Men Jesper Skovsgaard skulle lige synke prisen en ekstra gang. 19 millioner kroner.

– Uha, det lød dyrt. Det dyreste, som jeg havde købt på det tidspunkt, var nok en grund til tre millioner kroner. Jeg tænkte, at det fik jeg aldrig råd til, men jeg tog alligevel over og kiggede på ejendommen. Det viste sig, at den var nabo til Amalienborg. Hold da op, hvor den lå godt. Hvis jeg bankede hul i væggen, så var jeg inde på slottet.

Jesper Skovsgaard diskuterede projektet med en ældre ejendomsmægler i Aalborg, der havde været i branchen i mange år. Han sagde, at han kendte en i Aarhus, der kunne skaffe pengene. Han var over 70 år gammel, men drev stadig udlånsvirksomhed til ejendomsprojekter.

– Vi tog sammen over og kiggede på det, og han var ikke i tvivl. ”Det skal du bare købe. Det kan du få rigtig meget ud af. Jeg skaffer pengene – også til ombygningen”, sagde han. Renten var selvfølgelig lidt højere end i banken, men det var faktisk ikke meget. Så jeg køber ejendommen i starten af 2003 og lægger udbetalingen. Bygningen var i en meget dårlig stand. Statens ejendomme er altid de værste. Men timingen var simpelthen perfekt. Priserne i København var endnu ikke gået amok.

Jesper Skovsgaard inviterede sin ven Kim, der er murermester i Hjørring, med i projektet. Den færdige ombygning blev med hans egne ord ”helt fantastisk”.

– Planen var, at vi skulle sælge lejlighederne til 35.000 kroner pr. kvadratmeter. Så kunne vi dele 20 millioner kroner. Det var et helt vildt og urealistisk regnestykke for os. Det blev selvfølgelig lidt dyrere at bygge om, end vi havde regnet med. Men i 2005, hvor lejlighederne skal sælges, ryger ejendomspriserne i København helt op i himlen.

– Min ekskæreste var i mellemtiden flyttet til København og var blevet ejendomsmægler derovre. Jeg havde en diskussion med hende om prisen på en penthouselejlighed i ejendommen. Den var på 80 kvadratmeter, og fra lejligheden kunne man kigge ud over slotshaven. Den kostede knap fem millioner, og det var dyrt. Alligevel ringede jeg til hende og sagde, at hun skulle hæve prisen med en million. ”Det kan jeg ikke”, sagde hun, ”vi har lagt den på vores net.” Jeg var ligeglad. Hun skulle hæve prisen med en million. Dagen efter ringede jeg til hende igen. Jeg ville have sat prisen op med to millioner kroner. Hun protesterede, men jeg stod fast. Det endte med, at vi fik den solgt til 87.500 kroner pr. kvadratmeter. Det gjorde den til Københavns dyreste lejlighed.

De første seks lejligheder i Amaliegade blev solgt for det dobbelte af det, som Jesper Skovsgaard og hans partner havde budgetteret med. En dag i maj ringede ejendomsmægleren. Nu havde han solgt de resterende ni lejligheder i ejendommen.

– ”Til hvilken pris”, spurgte jeg. ”Til prisforlangende”, svarede han. ”Hvad med parkeringspladserne?” ”De er også solgt til prisen.” ”Har kunden set ejendommen?” ”Ja, men kun udefra.” ”Skal vi så ikke lige vente og se?” ”Nej, for han har skrevet under, og han har også lagt udbetalingen.” ”Ja, men hvem er køber?” ”Det er en islænding.”

– Det viste sig, at det var ham, der lige havde købt Hotel D’Angleterre. Han havde også købt en bank, og direktionen skulle bo i lejlighederne i Amaliegade. Jeg mener, at vi tjente 40 millioner kroner på projektet. Det var helt vildt. Kim fik den ene halvdel, og jeg fik den anden.

Da sprinkleranlægget gik
Årene fra 2002 til 2007 kalder Jesper Skovsgaard forrygende. Men rundt om hjørnet ventede en finanskrise.

– Jeg var i 2001 begyndt at købe pantebreve op, og det gav en god løbende indtægt. Jeg havde en portefølje på cirka 10 millioner kroner i pantebreve. Da jeg i 2007 møder en pantebrevshandler, foreslår han mig, at vi sammen skal lave et pantebrevsmæglerfirma. Det kan jeg godt se idéen i. Jeg kan få pantebrevene et trin tidligere i fødekæden, og vi kan tjene penge på at formidle dem. Jeg tror, at jeg skaffede 60 millioner kroner i finansiering i banker, og så var vi klar til at tanke op. Men det var i 2007, og det var ikke den bedste timing.

Jesper Skovsgaard havde været med til at købe håndboldklubben Aalborg DH nogle år forinden, og den var der meget arbejde med i denne periode. Der var blandt andet mange forhandlinger og aftenmøder om et eventuelt salg af klubben til AaB. Samtidig var han i gang med at købe Thorkild Kristensens hus på Vossvej.

– Men vi får startet pantebrevene op, og det kører også. De pantebreve, som vi skulle købe ind, definerede jeg som pantebreve, der kunne sælges på fem minutter. Hellere en lille fortjeneste end ingen fortjeneste. Men efter kort tid finder jeg ud af, at de pantebreve, som min partner har købt, er forbundet med en alt for høj risiko, hvis det går galt. Og det gør det! I 2009-2010 laver vi et underskud på i alt cirka 60 millioner kroner. Finanskrisen var indtrådt, og folk kunne simpelthen ikke betale ydelserne. Ejendomme røg på tvangsauktion på stribe, ejendomspriserne raslede ned, og bankerne gik i panik. Hvis du på det tidspunkt gik ind i en bank og sagde pantebreve, så gik sprinkleranlægget.

Men i modsætning til mange andre aktører i branchen var Jesper Skovsgaard hverken ramt af panik eller konkurs.

– Jeg har altid været meget forsigtig. Det lærte jeg af sommerhusmanden i Hjørring. ”Sørg altid for at have penge på kontoen”, sagde han. ”Så kan du hente dem, hvis der bliver brug for det.” Dengang havde jeg 111 millioner kroner stående cash, og det er den eneste grund til, at jeg ikke gik fallit. Næsten hele vores egenkapital var på det tidspunkt likvid. Jeg havde fået bygget pengetanken op, så den kunne modstå et ordentlig tryk. Alle andre gik fallit. Selv Thorkild Kristensens selskab gik ned, og det samme gjorde en række banker. Det var total udrensning.

Når Jesper Skovsgaard i den periode mødte folk på gaden, var spørgsmålet altid det samme: Er du ikke gået fallit?

– Men vores egenkapital kom aldrig under 70 millioner kroner, så jeg kunne faktisk bygge under finanskrisen. Vi holdt hjulene i gang og byggede både i Aarhus, Skagen og Aalborg. Vi har aldrig tabt penge på at bygge, men da jeg i 2012 ringede på nede i banken og sagde, at nu skulle jeg til at opføre lejligheder og huse på KMDs gamle parkeringsplads i Vejgaard, kollapsede bankmanden nærmest for øjnene af mig. ”Det går aldrig”, sagde han. ”Jo, det gør”, sagde jeg. ”Det er jo din branche, der er gået fallit. Det er ikke fru Hansen. Hendes privatøkonomi fejler ikke noget.”

Det lykkedes Jesper Skovsgaard at finde banker, der troede på idéen, og byggeriet kom i gang. For ham var strategien ligetil. Nu skulle der bygges boliger til ganske almindelige mennesker.

– Jeg plejer at kalde det Ford Mondeo-huse. Rigtig fine huse i en god kvalitet til priser fra omkring to millioner kroner. Det viste sig at være den rigtige strategi. Dem kunne vi sælge. Mens finanskrisen hærgede fra 2011 til 2013, solgte vi 43 rækkehuse, 55 lejligheder og 80 ungdomsboliger i Skovparken, hvor KMDs parkeringsplads tidligere havde ligget.

Jesper Skovsgaard ser det som et godt eksempel på, hvorfor han har klaret sig gennem alle årene.

– Jeg zigzagger hele tiden. Jeg er god til at fange tendenser og forudse et skifte i markedet. Det opfanger jeg lynhurtigt og indretter mig efter det. Hvis der er brug for at trække i håndbremsen, har jeg råd til det, og jeg har også tålmodigheden. Jeg er ekstrem fleksibel og hele tiden i bevægelse, og derfor har jeg nok været god til at styre uden om de værste bump.

Hans ansatte kan da også opleve, at de møder ind om morgenen, og et projekt er blevet rykket rundt i løbet af natten. Tanken om en lige streg fra idé til færdigt byggeri er for ham en illusion.

– Man må aldrig være fastlåst. I 2005 byggede vi Bel Air på toppen af Sohngårdsholm-bakken her i Aalborg. Et flot byggeri på en flot beliggenhed. Vi havde projekteret med boliger på 300 kvadratmeter med pejs og jacuzzi, men prisen blev simpelthen for høj til den tid. Så vi sadlede om i to omgange og endte med at bygge mindre lejligheder, som der var købere til, og projektet blev en succes.

Grunden på Hasserisvej
Når man bygger nyt, er det ikke nødvendigvis alle, der bliver glade. Det kan udløse protester, og det har Jesper Skovsgaard også oplevet. Mest markant i forbindelse med sit byggeri på den gamle HK-grund på Hasserisvej.

– Ja, det har været helt vildt. Det skyldes primært nogle medlemmer af Hasseris Grundejerforening og nogle naboer. Det er min oplevelse, at de pågældende har optrådt lidt manipulerende gennem hele processen. De forholdt sig simpelthen ikke til fakta. De fortalte alle, at World Trade Center ville rejse sig nede på grunden. Desværre findes der små mennesker, som nyder at se, hvis andre mennesker mislykkes. De vil gerne ødelægge, og det ramte så mig i det her tilfælde.

Jesper Skovsgaard afviser på det bestemteste, at kommunens forvaltning har givet ham for let spil på den gamle HK-grund.

– Intet kan være mere forkert. For det første havde man med den gamle ejendom en bebyggelsesprocent på 60. Med det nye byggeri er den 50. Det er altså 10 procent mindre. Samtidig har kommunen stillet rigtig mange krav. Vi skulle blandt andet bruge en af de dyreste typer tegl, og der skulle også kobber på bygningen, som er et dyrt materiale. Men kommunen kunne under ingen omstændigheder acceptere, at vi byggede noget, der skæmmede. Det fik vi klart at vide, og det er helt fair.

Til gengæld er Jesper Skovsgaard vred over computervisualiseringer af byggeriet, som han er stødt på undervejs i processen. Det er naboer, der er venlig stemt, som har gjort ham opmærksom på dem.

– Jeg ved ikke, hvem der har lavet de visualiseringer, men de viste byggeriet cirka dobbelt så højt, som det nogensinde har været planen. Derfor begyndte vi at lave mockups nede på Hasserisvej, der illustrerede, hvor højt det i realiteten ville blive. Nu hvor byggeriet er ved at blive færdiggjort, er kritikken da også forstummet.

Ellers er Jesper Skovsgaards holdning, at han bare må lære at se igennem fingrene med den slags. Det hører med til jobbet. Selvom han selv bor i kvarteret, har han aldrig personligt mødt kritik af byggeriet fra andre end de pågældende medlemmer af grundejerforeningen. Hverken ved bageren, i Føtex eller i vaskehallen på tankstationen. Omvendt er han ikke i tvivl om, at Hasseris kan være en voldsom udfordring.

– Der bor jo rigtig mange mennesker her i kvarteret, der har et arbejde, hvor de bestemmer et eller andet. Hvis de bliver sat sammen, så er det måske en anden end dem selv, der skal bestemme. Det er ikke en nem cocktail, og for kommunens medarbejdere må det nogle gange være en udfordring.

Thorkilds hus
Det var i sommeren 2007, at Jesper Skovsgaard købte den store ikoniske villa på toppen af Vossvej i Hasseris, som ejendomsmatadoren Thorkild Kristensen havde opført.

– Jeg vidste godt, at huset uofficielt havde været til salg i nogle år, men jeg tænkte, at det var alt for dyrt for mig. Det var helt vanvittigt, hvad det havde kostet at opføre det. Jeg mener, at byggeriet gik i gang i 1991. Jeg kan huske, at mens arbejdet stod på, kørte jeg tit op og kiggede på det om aftenen sammen med Dion, siger Jesper Skovsgaard.

Men så en dag ringede telefonen. Det var Thorkild Kristensen. Han ville have et møde.

– Jeg havde aldrig før haft et møde med ham. Jeg havde hilst på ham, og det var det hele. Da jeg kom ned på hans kontor på Råensvej, sad han for enden af bordet. ”Du skal købe mit hus”, sagde Thorkild. ”Det kommer vist an på, hvad det koster”, svarede jeg. ”Det finder vi ud af”, sagde han.

– Jeg kunne mærke på ham, at han ikke gad huset længere. Han ville have det realiseret, og han havde penge nok. Det var ikke den sidste krone, som det handlede om. Thorkild var jo ekstrem rastløs. Han satte sig hele tiden nye mål. Han var altid på vej op på en ny bakketop for at se, hvad der var ovre på den anden side.

I år er det 10 år siden, at Jesper Skovsgaard købte villaen. Han har erfaret, at det er et hus, som mange mennesker har en holdning til.

– Jeg talte med en mand i kvarteret, der selv havde overvejet at købe det. Han var stået af, fordi han ikke ville tage den kappe på sig, som han udtrykte det. Men sådan så jeg slet ikke på det. Jeg så det først og fremmest som en god handel. Med al respekt så mener jeg nok, at jeg kan vurdere, hvad noget er værd, og jeg fik rigtig meget for pengene. Et enestående byggeri, der ligger højt og flot. Thorkild har virkelig fået skovlet noget jord ind under huset.

Egentlig var det ikke Jesper Skovsgaards intention, at han selv skulle bo i villaen. Han så den som en god og langsigtet investering, hvor han blandt andet kunne udstykke en eller flere grunde. Men da han og hans kæreste i samme periode valgte at gå fra hinanden, endte han alligevel med at flytte ind på toppen af Vossvej.

– Jeg har så registreret, at det har givet nogle mennesker et forkert billede af, hvem jeg egentlig er. Jeg er ikke en, der tager ud og spiser dyre middage, og et vinkort interesserer mig overhovedet ikke. Jeg elsker burgere, pommes frites, pasta og pizza, og dertil skal jeg bare have en iskold Coca-Cola Zero. Dem drikker jeg vel 100 af om ugen. Det er i hvert fald tæt på.

Når det kommer til Cola Zero, har Jesper Skovsgaard til gengæld en kræsen og udsøgt smag. Han hævder hårdnakket, at han kan smage forskel på indholdet af en 25 cl. og en 33 cl. glasflaske. Det har han i øvrigt lovet sine sælgere, at han vil bevise på næste dags salgsmøde. En halvliters med skruelåg gider han slet ikke at tale om. ”Det er no go”, fastslår han.

– Cola Zero skal drikkes af en 25 cl. iskold glasflaske, men jeg har efterhånden svært ved at opdrive dem. Detailhandlen gider ikke længere at håndtere glasflasker. Det er alt for bøvlet. MENY ude på Hobrovej havde dem engang, men der stod kun 10 på hylden, og de var væk, når jeg havde været forbi. Heldigvis er jeg kolonialuddannet, og jeg har stadig mit kort til Dagrofa, så der kan jeg køre ud og hente dem, siger Jesper Skovsgaard.

Bolde og biler
Efterhånden bor Jesper Skovsgaard kun i villaen på Vossvej hver anden uge. Resten af tiden opholder han sig i København.

– Jeg har beholdt en af lejlighederne i Amaliegade, og der bor jeg i de uger, hvor jeg ikke har min dreng. I dag har jeg størst aktivitet øst for Storebælt og et salgskontor, hvor der er flere sælgere ansat. Så det giver god mening, at jeg opholder mig derovre halvdelen af tiden, siger han.

Til gengæld bygger han kun indenfor Danmarks grænser. Der opstår altid problemer på et byggeri, og derfor må en byggeplads ikke ligge længere væk, end at han kan køre til den på den samme dag.

– For mig handler det om aldrig at gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Vi har faste byggepartnere, som vi bruger på byggerierne. Dem tager jeg med i projekterne, for så er deres engagement større. Det giver mig luft til også at have fokus på projektudvikling og salg. Uden salg er der ingen forretning. Det er ikke omvendt, siger Jesper Skovsgaard.

Han skal nok sørge for at holde sine sælgere motiverede. Han benyttede for eksempel et system med bolde i glas, der viste, hvor meget den enkelte solgte. Men systemet viste også, at Jesper Skovsgaard nogle gange solgte mere end alle de andre tilsammen.

– Til gengæld er der ingen, der holder mig i gang. Det skal jeg selv gøre. Jeg skal hele tiden selv sætte nye projekter i søen. Men jeg har en svaghed. Jeg har altid købt biler, og nogle gange bliver de nok lidt for dyre. Min tidligere bogholder havde gennem mange år en aftale med min revisor om, at når jeg spurgte, om der var råd til en bil, skulle hun bare sige ja. For så snart jeg havde købt den, fik jeg så sindssyg dårlig samvittighed. Det var frås! Så måtte jeg i gang igen. Jeg ved godt, at det lyder lidt vanvittigt, men det er ved at få dårlig samvittighed, at jeg kan holde mig selv i gang.

 Sådan bliver man rig
I næsten tre timer har Jesper Skovsgaard fortalt om sit erhvervseventyr gennem de seneste 25 år. Handelspriser, årstal, ugedage, navne og klokkeslæt er føget gennem luften. Med en usædvanlig klæbehjerne har han foldet hele historien ud. Men hvad med fremtiden?

– Vi skal fortsat være de bedste på markedet. I Danmark ligger vi højest på Trustpilot med en score på 9,3 på kundeanmeldelser. Vi vil ingen utilfredse kunder have overhovedet, og det er grundreglen i de kontrakter, som jeg har med mine byggepartnere på projekterne. Vi bygger jo boliger, der ligger i forlængelse af hinanden. Hvis der er noget galt nede ved fru Hansen, så ved hele rækken det inden for en time. Så jeg må bare stille ekstra store krav til håndværkerne. Jeg er benhård. Når vi bygger til private, er vi også nødt til at tænke som private, siger han.

Det er blandt andet derfor, at Jesper Skovsgaard leverer alle enkelthuse med en ”Tryghedsattest”. Det er et dokument, som er udarbejdet af et eksternt ingeniørfirma, der har fulgt byggeriet fra start til slut og som bekræfter, at byggeriets konstruktioner er korrekt udført.

– Jeg fik idéen under finanskrisen. Folk havde hørt masser af skrækhistorier og var blevet bange, men med den fremgangsmåde kunne jeg eliminere kundens risiko. Det koster 5.000 kroner ekstra pr. hus, og det virker begge veje. Den eksterne ingeniør holder øje med håndværkerne, og jeg kan bruge det over for kunden, der får en god oplevelse.

Jesper Skovsgaards seneste idé er en ny hustype, som han kalder ”Nybyggerhuse” opkaldt efter det populære TV 2-program, som hans virksomhed har sponsoreret to år i træk.

– Du er faktisk den første, som jeg fortæller det til. Vi lancerer et produkt, hvor folk køber et råt hus. På nettet eller på en dvd kan de få råd og vejledning af håndværkere i, hvordan de skaber deres eget personlige hus. Det bliver over hele landet, og jeg tror, at det rammer en tendens i tiden. Det er der mange, der gerne vil.

Det er den stadige nytænkning og tilpasning til markedet, der sammen med arbejdsomhed og økonomisk omtanke har gjort hans virksomhed til en succes.

– Jeg kan tydeligt huske en tv-udsendelse med Klaus Riskær, hvor han kørte rundt i Paris i en grøn Golf Cabriolet. Det var nok midt i 1980’erne. Journalisten spurgte ham, hvordan man bliver rig. Hvad skal man gøre? ”Ingenting”, svarede han. ”Du skal bare have interesse for det, som du beskæftiger dig med, og så blive god til det.”

– Det er jeg enig med ham i. Det er ikke afgørende, hvad du laver. Men det er afgørende, at du interesserer dig for det, som du beskæftiger dig med. Så er det underordnet, om du er læge, landmand eller journalist. Se bare på Jo Nesbø og Stieg Larsson. Gamle journalister. Det er jo helt vanvittigt, hvad de har tjent på deres bøger.

Jesper Skovsgaard kigger på den udsendte for at se, om han har forstået budskabet.

Interviewet blev bragt i Appetize, 80. udgave, april 2017.

Pigerne ville ikke ha’ mig

Lars von Trier fortæller om sine unge år, mens Baden-Powell kigger med fra sin plads på væggen.

Af Thomas Møller

– Lars er ved at vågne. Han har lige taget sig en lur, forklarer PR-chefen, mens vi traver gennem den gamle kasserne i Avedøre, hvor Filmbyen i dag har til huse. Det er en kogende varm sommerdag med næsten sydlandsk stemning, der indbyder til at holde siesta.

Ifølge aftalen skal interviewet med von Trier finde sted i Lars’ hytte. Det viser sig at være en lille bygning i det gamle kasserneområdes fjerneste hjørne. Den har tidligere fungeret som krudthus.

Indenfor byder Lars von Trier velkommen iført et par sorte underbukser. Han er ved at lægge en kabale på computeren, men forsvinder ud af rummet for straks at vende tilbage på vej ned i et par lange bukser.

Han bor afslappet i det gamle krudthus med et klaver, et skrivebord og lidt tilfældigt sammensatte lædermøbler. Mest bemærkelsesværdigt er et stort billede af Baden-Powell, der fik heltestatus efter en af Englands kolonikrige i Afrika og siden grundlagde den internationale spejderbevægelse.

Lars von Trier er kendt for sin formidable evner til altid at komme på tværs. Umiddelbart inden interviewet har bladets fotograf taget billeder af mesteren, mens han højlydt brokkede sig over, at han skulle stille op til endnu et interview, når han netop havde givet 240 af slagsen ved filmfestivalen i Cannes.

Men da vi først har taget plads i de slidte læderstole, viser han sig at være alt andet end besværlig. Faktisk er han en interviewers drøm. Lydhør, åben, engageret – og meget talende. I dag skal det handle om de unge år. Om dengang den utilpassede Lars Trier blev til geniet von Trier.

– Du har i et tidligere interview fortalt, at din ungdom var rædselsfuld…

– Ja, det var den sgu nok. Men som årene går, ser jeg måske mere formildet på den.

– Du ryger ind og ud af forskellige skoleklasser. Var du utilpasset?

– Ja, jeg ville jo ikke gå i skole. Utilpasset er et meget præcist ord, nu du nævner det. Problemet var, at min familie havde en højere indkomst end dem, der boede omkring os. Det var lidt af et kultursammenstød. Mine forældre var embedsmænd og havde et mere moderne syn på livet, end det var almindeligt i kvarteret.

– Gav det dig problemer i skolen?

– Det gav mig i hvert fald problemer i forhold til kammeraterne. Det var sgu svært! Jeg var fyldt med angst i de år og havde det dårligt. Og alt det med pigerne var besværligt. De ville jo ikke ha’ mig, og jeg ville ha’ dem alle sammen. Det mente jeg var et fuldstændig rimeligt krav. Nej, jeg husker min ungdom som sindssygt besværlig. Samtidig var jeg jo også rebelsk i de år.

I skolen var Lars von Trier med sine egne ord en nul eller 13-dreng.

– Det sagde jeg til hver eksamen. Men jeg har vist aldrig fået nul. Jeg fik 13 én enkelt gang. I mundtlig matematik, for helvede! Men mit udgangspunkt var altid nul eller 13.

– Man kan godt få det indtryk, at dit liv kunne være gået gruelig galt, hvis du ikke havde fundet din egen kurs?

– Ja, og så alligevel nej. For jeg har en voldsom grad af selvdisciplin. Meget voldsom. For eksempel når jeg skal skrive et manuskript. Så låser jeg mig inde i et sommerhus i otte dage og skriver i døgndrift. Når jeg kommer ud, er det færdigt. For det skal jo afleveres!

– Da jeg gik i skole, var det så slemt, at jeg lavede mine lektier på vej hjem fra skolen. For de skulle være færdige og klar til næste dag. Det er jo nærmest en neurotisk adfærd.

– Eller en meget stor viljestyrke?

– Ja, eller stædighed. Jeg har nu nogle børn, der desværre udviser den samme stædighed, og det er jo hårdt for dem. Selvfølgelig har min stædighed hjulpet mig til at opnå nogle ting inden for mit fag, men det havde måske været rarere at være den foruden. Så havde jeg muligvis lavet noget andet, men undgået alle de kampe, som jeg har skullet kæmpe. Men man vælger jo ikke selv sit liv.

Dog har Lars von Trier selv valgt, at han ville være filminstruktør. Det fandt han ud af meget tidligt i livet.

– Min onkel lavede dokumentarfilm, så det har jeg vel vidst, fra jeg var omkring ti år gammel. Jeg begyndte at lave 8mm-film, hvor specielt teknikken interesserede mig. I dag er det fuldstændig fantastisk, hvad man kan. Er du sindssyg! Men dengang var mediet vanskelig tilgængeligt. Selv 8mm. Jeg var vild af begejstring, da jeg endelig fik en fremviser, der kunne afspille lyden samtidig med billederne. Den slags tager man i dag for givet, men for mig var det en teknologisk triumf.

I de år lavede Lars von Trier også tegnefilm, som både han selv og andre tegnede til, fortæller han.

– De blev aldrig rigtigt færdige, men jeg havde store produktioner i gang. Det gode ved de år var, at jeg virkelig kom ned at snuse til tingene. Jeg lavede overtoning, slowmotion og den slags. Jeg siger ikke, at det var godt. Men det var sjovt, og jeg interesserede mig for teknikken i det. Jeg var meget ambitiøs, og allerede i mine første film arbejdede jeg med kamerakøreture.

– Da du er til optagelsessamtale på Filmskolen, gør du det klart, at du ikke er der, for at de kan afgøre din skæbne. Du er der for selv at beslutte, om du vil gå på skolen. Hvor kommer den ulidelige selvsikkerhed fra?

Lars von Trier griner.

– Sagde jeg virkelig det? Det kan jeg faktisk ikke huske.

– Jo, den er vist god nok.

– Åhhh… Men det kan jo tolkes på flere måder. For eksempel nervøsitet, der giver sig udslag i det modsatte. Eller måske var det bare et trick for at skille mig ud fra mængden. Jeg kan ikke erindre det. Men jo, jeg kunne sagtens have fundet på at sige det. Og du har ret. Det er ulideligt.

– Det lyder i hvert fald som din stil fra de unge år?

– Ja, jeg forsøgte jo ligesom alle andre at overleve. Man prøver at finde sin egen niche.

– Har du fået succes som filminstruktør i kraft af den angst, som du har måttet slås med hele livet? Eller har du fået succes på trods af den?

– Jeg tror ikke, at nogle af delene er rigtige. Men hvis man ryger fire meter op i luften, når en eller anden smækker en dør, så er det fordi, man har et følsomt sind. Og den følsomhed kan man bruge til andet end at blive bange. Jeg kan for eksempel bruge den til at arbejde kreativt.

– Din mor fik dig sammen med en anden mand, end ham hun var gift med, og som du i mange år troede var din far. Hun valgte i stedet en mand med kunstneriske gener. Det er jo en fantastisk historie…

– Ja, hun var meget målrettet. Det påstod hun i hvert fald. Og når folk siger sådan noget på deres dødsleje, har man jo en tilbøjelighed til at tro, at det er sandt.

– Men du har siden mødt din biologiske far?

– Ja, ham har jeg mødt. Nu er han død, men jeg har meget samkvem med mine halvsøskende også på den side. Efternavnet er Hartmann, og det er en musikalsk familie.

– Hvordan har du det med, at din mor målrettet gik efter at få et kunstnerisk barn?

– Jeg er sikker på, at hun selv havde kunstneriske ambitioner. Men hun har af forskellige grunde ikke kunnet realisere dem. Hun har så valgt andre gøremål i livet, og dem var hun ikke utilfreds med. Men du har ret i, at det er hendes egne ambitioner.

– Og du har jo i den grad realiseret dem.

– Ja, jeg har da udfoldet mig og levet af det. Du mener måske, at jeg bør takke hende?

– Nej, nej. Jeg mener snarere, det er nogle store forventninger at få lagt på sine skuldre.

– Jah… Det er sgu interessant, det du siger. Jeg har ikke tænkt på det på den måde. Men selvfølgelig er det hendes ambitioner, jeg har levet ud. Og det er det, vi alle sammen håber ikke vil ske for vores børn. At de ender med at udleve forældrenes ambitioner. Det er ikke rart. Jeg har ikke set det på den måde tidligere, men det er selvfølgelig fuldstændig logisk, det du siger.

– Men du var jo også godt på vej som filminstruktør, da du fik det at vide på hendes dødsleje.

– Ja, så jeg kunne jo ikke reagere imod det. Men det viser desværre, hvor let det er at manipulere børn.

– Hvad var det for noget musik, der prægede dig i din ungdom?

– Det kan jeg svare helt præcist på. Det var David Bowie. Han var den helt store. Og selvfølgelig Pink Floyd, mens de endnu var gode. Men først og fremmest Bowie. Han var for mig, hvad Jimi Hendrix havde været for generationen før.

– Al den musik, jeg lyttede til som ung, er stort set repræsenteret i ”Breaking the Waves”. I filmen er der nogle kapitelskilte, som er ledsaget af musik. Jeg har siden fået at vide, at det er glam rock det meste af det.

– Ja, det er de der musikere, der tog sminke på i 70’erne.

– Netop. Det transseksuelle udtryk. Bowie var også glam rock. Han havde teten, og så var der en masse andre, der lavede popmusik… Ved du forresten, hvem jeg mødte nede i Cannes i år? Jeg mødte sgu Elton John!

– Gjorde du det?

– Ja, for satan. Det var så sjovt. Jeg snakkede med ham. Jeg snakkede også med Arnold Schwarzenegger og Keanu Reeves. Det var underligt. Det var nærmest sådan lidt familieagtigt. Man sidder og spørger, nåh hvordan går det så med dig og ”Matrix”?

– Det er vel de kendtes familie?

– Jo, men så kendt er jeg jo heller ikke. Men jeg har selvfølgelig en eller anden position, fordi jeg har været der så mange gange. Så jeg ender med at snakke med Arnold om hans rødder hjemme i Østrig. Og det er sgu mærkeligt, for jeg kender ham jo slet ikke.

– Men jeg sagde til Keanu Reeves, at det er virkelig fedt i ”Matrix”, at han smider pistolerne væk, når han har tømt dem. Jeg har ikke set 2’eren, men den første film synes jeg er sjov. Det er en af de få film af nyere dato, som jeg har set. Den er rigtig, rigtig underholdende, og den er lavet med overskud. Og selvfølgelig gider man ikke at lade sine våben. Det har man slet ikke tid til i den her hurtige verden. Nej, det er skide sjovt det der med pistolerne, og det gav Keanu Reeves mig ret i.

– Og Bowie, for nu at vende tilbage til ham, spiller jo en rolle i din nye film, ”Dogville”?

– Ja, det er rigtigt. Det er et af hans numre, som hedder ”Young Americans”. Bowies tekster er altid sindssygt indviklede. Men det gjorde dem heller ikke mindre indviklede, at når han havde skrevet dem, klippede han dem i stykker og satte dem sammen i tilfældig rækkefølge.

Lars von Trier griner.

– Men jeg synes, at sangen passede meget godt. Der er jo forskellige ting om Nixon og amerikanere. Bowie var virkelig et geni. Og pludselig tog han til USA for at indspille en plade efter at have lavet ”Aladdin Sane” og alle de andre sindssygt gode. Og derovre lavede han ”Young Americans”, der er en soul-inspireret plade med vanvittigt gode numre, blandt andre ”Fame” og ”Across the Universe”, i øvrigt sammen med John Lennon. Det var et fantastisk album.

– Da jeg så ”Dogville”, sad jeg og ventede på det meget omtalte commando raid mod USA. Jeg synes egentlig aldrig, at det kom. Først til allersidst, da du sætter Bowie på og viser billeder af fattige amerikanere, knalder du USA en ordentlig lussing.

– Jeg må indrømme, at det har jeg også lyst til. Men USA er gigantisk stort, og jeg er lille. Jeg kan ikke give dem en lussing. Men jeg kan bjæffe af USA, og det gør jeg gerne.

– Hvorfor?

– Fordi de største og stærkeste må man gerne bjæffe lidt af, og det skal de finde sig i. Det er en universel ret. Og så bryder jeg mig ikke om, at man går så vanvittigt målrettet efter individuel succes, som man gør i USA. Jeg tror ikke på det. Det er moralsk forkasteligt, og det er et usundt system. Der er frygtelig fattigdom i USA, og den er kun blevet værre i de senere år.

– Var det også dine politiske holdninger, da du var ung?

– I min ungdom var jeg medlem af DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, og jeg var med til de to store klassiske demonstrationer. Den ved den amerikanske ambassade og den mod Verdensbanken ude ved Bella Center. Fantastiske demonstrationer. Jeg var ikke ret gammel. 11-12 år. Så det var stort, og det var anti-amerikansk. Den ene var McNamara, og den anden var Vietnam.

– Din mor var også kommunist?

– Jo, det var hun i hvert fald for en tid. Min bror var også kommunist, og min far var socialdemokrat.

– Men omkring den tid, hvor du debuterer med ”Forbrydelsens element”, synes jeg nok, at du har anlagt en mere fascistoid stil?

– Ja, jeg kastede mig jo over alt det, der var forbudt. Min mor havde været frihedskæmper, og min far var jøde. Selvfølgelig var det en provokation, ligesom der var masser af provokation i Bowies fremtræden. Du ved, når forældrene siger én ting, og man så synes, at de i nogle situationer gør noget andet, så tænker man, hvad fanden er det her for noget? Så jeg har sat nogle spørgsmålstegn, og jeg har sat nogle ting på spidsen. Kan man for eksempel ikke have medfølelse med en SS-mand? Og det er det, jeg også har gjort i mine film. Jeg har sat de moralske temaer på spidsen.

– Mine film handler jo altid om gode mennesker, som går ud i verden for at sprede deres godhed, hvorefter det går dem ad helvede til. Det er stort set historien hver gang. Men i ”Dogville” er hovedpersonen ikke så hysterisk god. Hun er mere menneskelig. Men selvfølgelig går det også ad helvede til for hende.

Lars von Trier griner.

– Men hun ofrer ikke sit eget liv. Hun ofrer i stedet en masse andres.

– Du kommer jo fra et kulturradikalt hjem…

– Ja, det gør jeg i høj grad. Derfor har de store følelser i en periode været interessante for mig. Alle de ting, der ligesom var forbudt i min barndom – for eksempel det man syntes var dårlig smag – det har jeg siden med ret stor sikkerhed arbejdet mig igennem. For eksempel var det melodramatiske og sentimentale dårlig smag. Det var hult, og det skulle man ikke beskæftige sig med. Så det har jeg gjort. Det var jeg ligesom tvunget til.

– Og du ved godt, når Fanden går i kloster, bliver han den mest hellige. De omvendte er altid de værste. Så da jeg endelig skulle prøve sentimentaliteten, satte jeg den helt op i øverste gear. Når man så bliver mere moden, finder man mere sig selv og sin egen balance. Og jeg er nok mere til sarkasmen, som den kommer til udtryk hos især fortælleren i ”Dogville”.

– Hvor har du egentlig hentet inspiration til ham?

– Jeg er meget glad for en film af Stanley Kubrick, der hedder ”Barry Lyndon”, og som du sikkert kender. Det tog mig lang tid at vænne mig til den. Til gengæld har jeg set den 20 gange og er stadig vildt forelsket i den. Og i ”Barry Lyndon” er der også en meget sarkastisk fortæller. Det giver en sjov blanding. Fortælleren tager én ved hånden og fører én videre til både det farlige og følelsesfulde.

– Kubrick har jo altid været min store helt. Han er absolut en role model. Og Nicole Kidman er jo skidegod i hans sidste film, ”Eyes Wide Shut”. Hun er virkelig en meget spændende karakter i den film. Måske fordi Tom Cruise netop ikke er det. Så hende ville jeg gerne arbejde sammen med, da hun tilbød sig. Og jeg skrev manuskriptet til ”Dogville” med hende i tankerne.

– Er du meget skuffet over, at filmen ikke vandt De Gyldne Palmer?

– Overhovedet ikke. Jeg har fået de skide palmer én gang, og så er det heller ikke sjovere. Det er det samme som at stå på toppen af Mount Everest. Det er da meget fedt, men heller ikke mere. Nej, det underlige i Cannes i år var, at jeg havde en masse tilhængere, hvor jeg plejer at have det modsatte.

Lars von Trier griner.

– Den franske presse var meget positiv, og i fagbladene blev vi udråbt til favorit. Men jeg har jo været der otte gange og ved, at favoritten aldrig vinder.

– Nej, faktisk var det lidt for meget af det gode i år. Jeg har det bedre med at være en dark horse. Hvis jeg også havde fået palmerne, havde jeg måttet overveje filmen en ekstra gang. Sådan er mit hoved indrettet. Jeg har det bedst med ryggen mod muren.

Interviewet er slut.

Lars von Trier, der har haft ry for at fryse til is ved den mindste berøring, rækker hånden for anden gang i dag. Rygterne om, at han i de senere år har fået det bedre med sig selv, taler måske sandt. Men et par traumer er der stadig tilbage…

– Har du set mit billede af Baden-Powell, spørger Lars von Trier på vejen ud.

– Ja, jeg undrede mig faktisk over, hvad han laver her.

– Min far kunne ikke døje Baden-Powell.

Interviewet blev bragt i Tjeck Magazine, juli 2003.

Ud af Sort Sols skygge

Interviewet skulle egentlig have handlet om Peter Peters soundtrack til gangsterfilmen Pusher, men der var også behov for at reflektere over det nylige brud med Sort Sol.

Af Thomas Møller

Den debuterende filminstruktør Nicolas Winding Refns gangsterfilm, Pusher, er netop rullet over lærredet i Folketeatret i Aarhus. Lyden af storbyjunglen hænger stadig i ørerne, da den ansvarlige for filmens soundtrack – ex Sort Sol-guitarist Peter Peter – stiller op til interview i Café Bogart på den modsatte side af gaden.

Det er en steghed august-eftermiddag, og Peter Peter gør sig ingen kølige overvejelser om, hvad der skal siges, og hvad der ikke skal siges. Ordene flyder ud af ham som en fræsende guitarsolo, og den skal han have lov til at spille helt igennem. Så her kommer Peter Peter ganske ubeskåret.

– Du er ansvarlig for soundtracket til Pusher. Er du tilfreds med det færdige resultat?

– Jeg er meget tilfreds. Og Jang er også tilfreds.

– Jang?

– Ja, Nicolas. Altså filmens instruktør. Jeg har aldrig kendt ham under andet navn end Jang. Jeg stiller mig lidt tvivlende over for, om det der Nicolas har sin rigtighed.

– Du er krediteret for soundtracket sammen med Povl Kristian.

– Povl Kristian er med på tre-fire numre. Det er ham, der spiller den der lille klaverting. Er han nævnt? Nå, okay. Vi startede det her projekt sammen. Vi har sammen lavet filmens tema, og vi må ikke glemme, at det er ham, der har skrevet Summer’s Got the Colour. Lars K fra gamle Poets har skrevet teksten til det nummer, og jeg spiller selv guitar. Jeg spiller guitar på hele soundtracket på nær tre numre. Jeg spiller ikke på det der techno med KAT-D. Men KAT-D er med i mit nye band Bleeder. Han har gjort sig inden for sådan noget der.

– Hvorfor blev det netop dig, der skulle lave musik til Pusher?

– Det er fordi, jeg kender Jang. Vi ser film sammen. Han har en masse film, som jeg må have fingrene i… og omvendt. Vi er sådan filmfanatikere. Kender du udtrykket ”opposites attract”? Vi kan altid skændes om film. Han ruller frem med sine yndlingsfilm, du ved Lawrence of Arabia. Og så må jeg jo fortælle ham, at Motorsavsmassakren er en ti gange bedre film, hvad den også er.

– Hvordan er dit venskab med Jang?

– Jo, men vi er modsætninger mødes. Du ved, vi skændes aldrig. Jeg siger bare: Du er latterlig. Du ved ikke, hvad du snakker om! Men nogen gange, hvor jeg har været helt langt nede, og hvor andre folk har trukket sig, så er Jang kommet og har været sød og forstående. Han har været enormt følsom, hvor jeg ellers tit siger til ham: Du har ingen følelser, for du har været beskyttet hele dit liv. Det siger jeg til ham, og så kan han ikke sige noget, for jeg har jo ret.

– Der var en af jer fra Sort Sol, der engang lavede en kortfilm…

– Det var mig, det var mig! Jeg har lavet en splatterfilm, som Jang i øvrigt var med i. Jang spiller uhyret inde i et 30 kilo tungt monsterkostume. Det var sådan noget med, at mig og de andre fra Bleeder – det nye band – vi har kendt hinanden i 10-15 år… Vi lavede så den der film. Vi sagde: Jang, vi laver en film. Fedt, sagde han, så skal jeg være producer. Så kiggede vi bare på hinanden. Du skal ikke være en skid producer. Du skal ind i uhyret. På det tidspunkt havde vi allerede lavet kostumet, og vi havde alle sammen vetoet, at vi ville være inden i det. Nå, men så ville han være instruktør. Men vi brugte ingen instruktør. Der var mig, og jeg var konduktør.

– Hvornår lavede I den film?

– Det var i 1990-91. En gammel sag. Og så har vi en ny film, der hedder Vinkelslibervanvid… du ved Motorsavsmassakren… Vinkelslibervanvid! Den er næsten færdig, men jeg har haft så herretravlt, siden jeg gik ud af Sort Sol. Jeg har produceret tre LP’er, og jeg ved ikke hvor mange singler. Da jeg gik ud af bandet, kom de lige pludselig alle sammen og sagde, nu laver du jo ikke noget, så…

– Den første film I lavede, hvor Jang spiller uhyret, hvad hedder den?

– Glubsk-Sulten-Skud. Jo, jo. Den handler om, hvor farlig kunst kan være. Den kommer ligesom ud af et maleri og spiser to mennesker, og så er filmen færdig. Vi er meget imod plot og sådan noget. Der er for meget plot i film, og de er for lange. Så vi lavede en på 20 minutter. Jeg synes selv, at det er en rigtig god film, men der er nogen, der mener, at traileren er bedre.

– Det er altså et gammelt venskab med Jang, der fører frem til jeres samarbejde på Pusher?

– Han blev ikke forfærdelig sur på os, efter at vi havde smidt ham ind i det der monsterkostume, så jeg har stået for musikken til nogle af de der små videofilm, som han har lavet. Jeg gør det gerne, for jeg synes, det er morsomt. Du ved, når der er nogen, der kommer med en opgave, så løser jeg den. Det er fordi, jeg elsker musik.

– På Pusher var jeg med helt fra starten. Jeg fik manuskriptet, læste manuskriptet og fik så et nyt manuskript. Sådan fortsatte det. Hver gang jeg fik en idé, var scenen allerede klippet ud. Jeg skrev musikken ud fra temaet i filmen, og det er storbyen som en jungle. Jeg tror faktisk, at det var Jangs ord. Sig ikke mere, sagde jeg, og så lavede jeg Pusher Theme, og det starter filmen med.

– Vi har jo ikke lavet et egentligt soundtrack, men snarere komponeret musikken over filmens temaer. Et sted skulle vi bruge et AC/DC-nummer. De ville også godt være med, men det kostede 60.000 kroner at bruge 15 sekunder. Glem det, sagde jeg. Så gik jeg op i studiet og tænkte hey, hvordan er det nu, at de lyder? Så lavede jeg det på en halv time, og det er mindst lige så godt. Man kan sige, at det er opstået på en fed måde, for ellers ville jeg aldrig have lavet et AC/DC-nummer. Det er i den scene, hvor han står og spiller luftguitar, du ved.

– Du trækker på en masse forskellige folk på soundtracket?

– Jo, men jeg kender så mange, som laver så meget forskellig musik. Mit band, Bleeder, er jo et punkband, fordi jeg lige nu har noget indre vrede, som jeg slet ikke kan komme af med. Det giver sig selv, at så begynder jeg ikke lige at lave ballader, selv om jeg faktisk har skrevet en meget bitter ballade.

– Jeg synes ellers, at du har en meget glad og venlig udstråling. Det er svært at få øje på vrede og bitterhed?

– Jo, men jeg forsøger altid at løse problemer, og jeg går meget op i mit arbejde. På det tidspunkt, hvor jeg gik ud af Sort Sol, havde jeg stået alene i øvelokalet i otte måneder og ventet på Knud Odde. Til sidst så kan du ikke mere. Så siger dit gode humør, at du er til grin. Du er simpelthen til grin. Jeg har haft et liv sammen med nogle mennesker, som – da det gik helt galt – ikke ville hjælpe mig. De var bange for et eller andet, som jeg ikke kan se.

– Jeg havde et møde med vores trommeslager og med Steen. Jeg sagde, skal vi ikke lige gøre det her på en ordentlig måde, fordi Sort Sol har altid været et anderledes band. Nu siger vi, the honeymoon is over, Peder forlader bandet. Og du ved, de holdt sig bare væk… Og det er jo mine venner. Hvorfor gør de det? Så bliver man forvirret, og så tænker man, du er selv sindssyg. Du er sindssyg, du kan bare ikke selv se det. Jeg har altid opført mig pænt, løst problemerne hurtigt og været meget diplomatisk. Og pludselig tænker man, der er et eller andet, du ikke kan se ved dig selv. Du er tosset, og du kan ikke se det. Jeg blev ikke paranoid, for jeg er jo ikke syg. Jeg har arbejdet på Rigshospitalet, og jeg har set, hvordan de rigtig syge er. Jeg har arbejdet nede på Afdeling O. Du ved, de her kæmpe store, sorte pupiller og snakker hele tiden. Jeg havde rigtig godt tjek på det, og det kan jeg alligevel ikke have haft. Jeg tænkte, Steen kommer og redder mig, for selvfølgelig gør han det. Vi har aldrig skullet snakke sammen om noget. Det har altid været telepatisk. Gu’ var det ej. Jeg måtte jo være det laveste, for mine venner kunne ikke engang komme og give en hånd med på vejen. Knud ringede til mig, og han siger, vi går ud sammen, og så ringede han senere og kunne ikke huske det. Det var skuffelse på skuffelse.

– Til sidst aner du ikke, hvem du er, eller hvad fanden du har arbejdet for. Jeg ved jo selv, hvad der har været godt ved de ting, vi har lavet i Sort Sol. Turneerne har altid været gode. De to sidste plader har jeg været meget utilfreds med, så jeg har under alle omstændigheder skullet ud. Men nu ventede jeg – tolerant og professionel som jeg er – til lige før, vi skulle lave demo og siger så: Det her går den helt forkerte vej. Det er banalt. Det er charlatanisme. Det er opportunisme. Det er at gøre noget, der er gjort før, for der var lige et hit med det der nummer… Det vil jeg slet ikke være med til. Det er spild af min tid. Jeg ku’ lige så godt hoppe en tur i søen.

– Jeg ved, at musik har en massiv power. Den har ændret mit liv, og jeg prøver at redde verden på min stille måde. Det gør man gennem at vække folk. Det, der går ind og ud af ørerne, er jo bare fyld. Det kan du ikke bruge til noget. Og hvad værre er, så tager det plads op for det, der er vigtigt… Og nu er jeg blevet helt tør i halsen.

– Det handler om det ærlige udtryk?

– Der er jo meget, som er blevet til klicheer. Du kan sige: Jeg elsker dig. Men du kan akkurat lige så godt hoste. Det er ødelagt af Hollywood og dårlige popsange. Men så kan du jo i stedet vende tingene på hovedet. Der var engang en sang, der gik: ”Jeg vil bo på Vesterbro, tæt på folk jeg kan li’.” Men så er det, jeg siger, at der er noget galt på Vesterbro. Hvis jeg skal fortælle det på soundtracket, så kan jeg ikke bare synge: ”Der er noget galt i Danmark.” Jeg må vende tingene om. Jeg bliver nødt til at sige: ”Jeg skal dø ved Arresø, langt fra folk jeg kan li’, brukne tænder, ingen hænder.” Jeg vender hele sangen om, og så siger folk, nu er han blevet fjollet. Men jeg ved, at der er nogen derude, som forstår det. De tænker hov, han siger det modsatte, og han har jo ret. Engang var Vesterbro et godt sted at være. Nu er det et sted, hvor lort trives.

– Kan du så stå inde for dit samlede bidrag til Pusher?

– Jo, men jeg kan stå inde for projektet på mange forskellige måder. Jeg kan stå inde for at hjælpe en ven, der siger, kan du ikke lige lave det her? Og jeg kan stå inde for den lad-os-se-hvad-der-sker-ånd, som har præget Pushers tilblivelse. Som Jang siger, bliver det dårligt, ja men så er det bare en dårlig film, og det var så det. Så længe du ikke spekulerer i følelser og succes, så længe kan jeg stå inde for det. Og så var jeg sgu glad, da han kom og sagde, at Bodnia var på. Ham kan jeg li’. Han er umiddelbar, og du kan se følelserne i ham.

– Nu bor jeg selv lige op til Istedgade, og det er lort. Pusher er blevet kaldt en rå film, men den farver snarere virkeligheden lidt rosenrød. Skulle de lave det rigtigt, skulle de lave en meget kedelig film på otte timer. De skulle bare sætte et stationært kamera op på et hjørne. Det er så deprimerende, og det er volden også. Forleden var der en, der gik amok med en økse og satte den i panden på en mand. Jeg ved ikke, om han er død eller hvad fanden… Hvis man skriver det ind i en film, så siger folk, at det er utroværdigt. Jeg siger bare, gå jer en tur ned ad Istedgade. En halv time er nok.

– Er det ikke politisk brandfarligt, at narkobagmændene i Pusher er indvandrere?

– Jo, det er det måske. Men Jang var ude med uro’erne, og han siger, at det er jugoslaverne, der kommer fra de krigshærgede områder. De har et helt andet sæt regler. For dem gælder det om at overleve, og de er slet ikke inde i den danske nu-hjælper-vi-alle-sammen-hinanden-mentalitet. Sådan er det, og hvis man ikke må sige det uden at blive kaldt racist, så bryder det hele sgu sammen.

– Bliver Pushers soundtrack udsendt på cd?

– Jep, der kommer et rigtigt soundtrack, hvor der blandt andet er nogle numre med Bleeder.

– Du skal have tak for interviewet.

– Ja, men det var hyggeligt. Det var ren terapi.

Interviewet blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, september 1996.