Pigerne ville ikke ha’ mig

Lars von Trier fortæller om sine unge år, mens Baden-Powell kigger med fra sin plads på væggen.

Af Thomas Møller

– Lars er ved at vågne. Han har lige taget sig en lur, forklarer PR-chefen, mens vi traver gennem den gamle kasserne i Avedøre, hvor Filmbyen i dag har til huse. Det er en kogende varm sommerdag med næsten sydlandsk stemning, der indbyder til at holde siesta.

Ifølge aftalen skal interviewet med von Trier finde sted i Lars’ hytte. Det viser sig at være en lille bygning i det gamle kasserneområdes fjerneste hjørne. Den har tidligere fungeret som krudthus.

Indenfor byder Lars von Trier velkommen iført et par sorte underbukser. Han er ved at lægge en kabale på computeren, men forsvinder ud af rummet for straks at vende tilbage på vej ned i et par lange bukser.

Han bor afslappet i det gamle krudthus med et klaver, et skrivebord og lidt tilfældigt sammensatte lædermøbler. Mest bemærkelsesværdigt er et stort billede af Baden-Powell, der fik heltestatus efter en af Englands kolonikrige i Afrika og siden grundlagde den internationale spejderbevægelse.

Lars von Trier er kendt for sin formidable evner til altid at komme på tværs. Umiddelbart inden interviewet har bladets fotograf taget billeder af mesteren, mens han højlydt brokkede sig over, at han skulle stille op til endnu et interview, når han netop havde givet 240 af slagsen ved filmfestivalen i Cannes.

Men da vi først har taget plads i de slidte læderstole, viser han sig at være alt andet end besværlig. Faktisk er han en interviewers drøm. Lydhør, åben, engageret – og meget talende. I dag skal det handle om de unge år. Om dengang den utilpassede Lars Trier blev til geniet von Trier.

– Du har i et tidligere interview fortalt, at din ungdom var rædselsfuld…

– Ja, det var den sgu nok. Men som årene går, ser jeg måske mere formildet på den.

– Du ryger ind og ud af forskellige skoleklasser. Var du utilpasset?

– Ja, jeg ville jo ikke gå i skole. Utilpasset er et meget præcist ord, nu du nævner det. Problemet var, at min familie havde en højere indkomst end dem, der boede omkring os. Det var lidt af et kultursammenstød. Mine forældre var embedsmænd og havde et mere moderne syn på livet, end det var almindeligt i kvarteret.

– Gav det dig problemer i skolen?

– Det gav mig i hvert fald problemer i forhold til kammeraterne. Det var sgu svært! Jeg var fyldt med angst i de år og havde det dårligt. Og alt det med pigerne var besværligt. De ville jo ikke ha’ mig, og jeg ville ha’ dem alle sammen. Det mente jeg var et fuldstændig rimeligt krav. Nej, jeg husker min ungdom som sindssygt besværlig. Samtidig var jeg jo også rebelsk i de år.

I skolen var Lars von Trier med sine egne ord en nul eller 13-dreng.

– Det sagde jeg til hver eksamen. Men jeg har vist aldrig fået nul. Jeg fik 13 én enkelt gang. I mundtlig matematik, for helvede! Men mit udgangspunkt var altid nul eller 13.

– Man kan godt få det indtryk, at dit liv kunne være gået gruelig galt, hvis du ikke havde fundet din egen kurs?

– Ja, og så alligevel nej. For jeg har en voldsom grad af selvdisciplin. Meget voldsom. For eksempel når jeg skal skrive et manuskript. Så låser jeg mig inde i et sommerhus i otte dage og skriver i døgndrift. Når jeg kommer ud, er det færdigt. For det skal jo afleveres!

– Da jeg gik i skole, var det så slemt, at jeg lavede mine lektier på vej hjem fra skolen. For de skulle være færdige og klar til næste dag. Det er jo nærmest en neurotisk adfærd.

– Eller en meget stor viljestyrke?

– Ja, eller stædighed. Jeg har nu nogle børn, der desværre udviser den samme stædighed, og det er jo hårdt for dem. Selvfølgelig har min stædighed hjulpet mig til at opnå nogle ting inden for mit fag, men det havde måske været rarere at være den foruden. Så havde jeg muligvis lavet noget andet, men undgået alle de kampe, som jeg har skullet kæmpe. Men man vælger jo ikke selv sit liv.

Dog har Lars von Trier selv valgt, at han ville være filminstruktør. Det fandt han ud af meget tidligt i livet.

– Min onkel lavede dokumentarfilm, så det har jeg vel vidst, fra jeg var omkring ti år gammel. Jeg begyndte at lave 8mm-film, hvor specielt teknikken interesserede mig. I dag er det fuldstændig fantastisk, hvad man kan. Er du sindssyg! Men dengang var mediet vanskelig tilgængeligt. Selv 8mm. Jeg var vild af begejstring, da jeg endelig fik en fremviser, der kunne afspille lyden samtidig med billederne. Den slags tager man i dag for givet, men for mig var det en teknologisk triumf.

I de år lavede Lars von Trier også tegnefilm, som både han selv og andre tegnede til, fortæller han.

– De blev aldrig rigtigt færdige, men jeg havde store produktioner i gang. Det gode ved de år var, at jeg virkelig kom ned at snuse til tingene. Jeg lavede overtoning, slowmotion og den slags. Jeg siger ikke, at det var godt. Men det var sjovt, og jeg interesserede mig for teknikken i det. Jeg var meget ambitiøs, og allerede i mine første film arbejdede jeg med kamerakøreture.

– Da du er til optagelsessamtale på Filmskolen, gør du det klart, at du ikke er der, for at de kan afgøre din skæbne. Du er der for selv at beslutte, om du vil gå på skolen. Hvor kommer den ulidelige selvsikkerhed fra?

Lars von Trier griner.

– Sagde jeg virkelig det? Det kan jeg faktisk ikke huske.

– Jo, den er vist god nok.

– Åhhh… Men det kan jo tolkes på flere måder. For eksempel nervøsitet, der giver sig udslag i det modsatte. Eller måske var det bare et trick for at skille mig ud fra mængden. Jeg kan ikke erindre det. Men jo, jeg kunne sagtens have fundet på at sige det. Og du har ret. Det er ulideligt.

– Det lyder i hvert fald som din stil fra de unge år?

– Ja, jeg forsøgte jo ligesom alle andre at overleve. Man prøver at finde sin egen niche.

– Har du fået succes som filminstruktør i kraft af den angst, som du har måttet slås med hele livet? Eller har du fået succes på trods af den?

– Jeg tror ikke, at nogle af delene er rigtige. Men hvis man ryger fire meter op i luften, når en eller anden smækker en dør, så er det fordi, man har et følsomt sind. Og den følsomhed kan man bruge til andet end at blive bange. Jeg kan for eksempel bruge den til at arbejde kreativt.

– Din mor fik dig sammen med en anden mand, end ham hun var gift med, og som du i mange år troede var din far. Hun valgte i stedet en mand med kunstneriske gener. Det er jo en fantastisk historie…

– Ja, hun var meget målrettet. Det påstod hun i hvert fald. Og når folk siger sådan noget på deres dødsleje, har man jo en tilbøjelighed til at tro, at det er sandt.

– Men du har siden mødt din biologiske far?

– Ja, ham har jeg mødt. Nu er han død, men jeg har meget samkvem med mine halvsøskende også på den side. Efternavnet er Hartmann, og det er en musikalsk familie.

– Hvordan har du det med, at din mor målrettet gik efter at få et kunstnerisk barn?

– Jeg er sikker på, at hun selv havde kunstneriske ambitioner. Men hun har af forskellige grunde ikke kunnet realisere dem. Hun har så valgt andre gøremål i livet, og dem var hun ikke utilfreds med. Men du har ret i, at det er hendes egne ambitioner.

– Og du har jo i den grad realiseret dem.

– Ja, jeg har da udfoldet mig og levet af det. Du mener måske, at jeg bør takke hende?

– Nej, nej. Jeg mener snarere, det er nogle store forventninger at få lagt på sine skuldre.

– Jah… Det er sgu interessant, det du siger. Jeg har ikke tænkt på det på den måde. Men selvfølgelig er det hendes ambitioner, jeg har levet ud. Og det er det, vi alle sammen håber ikke vil ske for vores børn. At de ender med at udleve forældrenes ambitioner. Det er ikke rart. Jeg har ikke set det på den måde tidligere, men det er selvfølgelig fuldstændig logisk, det du siger.

– Men du var jo også godt på vej som filminstruktør, da du fik det at vide på hendes dødsleje.

– Ja, så jeg kunne jo ikke reagere imod det. Men det viser desværre, hvor let det er at manipulere børn.

– Hvad var det for noget musik, der prægede dig i din ungdom?

– Det kan jeg svare helt præcist på. Det var David Bowie. Han var den helt store. Og selvfølgelig Pink Floyd, mens de endnu var gode. Men først og fremmest Bowie. Han var for mig, hvad Jimi Hendrix havde været for generationen før.

– Al den musik, jeg lyttede til som ung, er stort set repræsenteret i ”Breaking the Waves”. I filmen er der nogle kapitelskilte, som er ledsaget af musik. Jeg har siden fået at vide, at det er glam rock det meste af det.

– Ja, det er de der musikere, der tog sminke på i 70’erne.

– Netop. Det transseksuelle udtryk. Bowie var også glam rock. Han havde teten, og så var der en masse andre, der lavede popmusik… Ved du forresten, hvem jeg mødte nede i Cannes i år? Jeg mødte sgu Elton John!

– Gjorde du det?

– Ja, for satan. Det var så sjovt. Jeg snakkede med ham. Jeg snakkede også med Arnold Schwarzenegger og Keanu Reeves. Det var underligt. Det var nærmest sådan lidt familieagtigt. Man sidder og spørger, nåh hvordan går det så med dig og ”Matrix”?

– Det er vel de kendtes familie?

– Jo, men så kendt er jeg jo heller ikke. Men jeg har selvfølgelig en eller anden position, fordi jeg har været der så mange gange. Så jeg ender med at snakke med Arnold om hans rødder hjemme i Østrig. Og det er sgu mærkeligt, for jeg kender ham jo slet ikke.

– Men jeg sagde til Keanu Reeves, at det er virkelig fedt i ”Matrix”, at han smider pistolerne væk, når han har tømt dem. Jeg har ikke set 2’eren, men den første film synes jeg er sjov. Det er en af de få film af nyere dato, som jeg har set. Den er rigtig, rigtig underholdende, og den er lavet med overskud. Og selvfølgelig gider man ikke at lade sine våben. Det har man slet ikke tid til i den her hurtige verden. Nej, det er skide sjovt det der med pistolerne, og det gav Keanu Reeves mig ret i.

– Og Bowie, for nu at vende tilbage til ham, spiller jo en rolle i din nye film, ”Dogville”?

– Ja, det er rigtigt. Det er et af hans numre, som hedder ”Young Americans”. Bowies tekster er altid sindssygt indviklede. Men det gjorde dem heller ikke mindre indviklede, at når han havde skrevet dem, klippede han dem i stykker og satte dem sammen i tilfældig rækkefølge.

Lars von Trier griner.

– Men jeg synes, at sangen passede meget godt. Der er jo forskellige ting om Nixon og amerikanere. Bowie var virkelig et geni. Og pludselig tog han til USA for at indspille en plade efter at have lavet ”Aladdin Sane” og alle de andre sindssygt gode. Og derovre lavede han ”Young Americans”, der er en soul-inspireret plade med vanvittigt gode numre, blandt andre ”Fame” og ”Across the Universe”, i øvrigt sammen med John Lennon. Det var et fantastisk album.

– Da jeg så ”Dogville”, sad jeg og ventede på det meget omtalte commando raid mod USA. Jeg synes egentlig aldrig, at det kom. Først til allersidst, da du sætter Bowie på og viser billeder af fattige amerikanere, knalder du USA en ordentlig lussing.

– Jeg må indrømme, at det har jeg også lyst til. Men USA er gigantisk stort, og jeg er lille. Jeg kan ikke give dem en lussing. Men jeg kan bjæffe af USA, og det gør jeg gerne.

– Hvorfor?

– Fordi de største og stærkeste må man gerne bjæffe lidt af, og det skal de finde sig i. Det er en universel ret. Og så bryder jeg mig ikke om, at man går så vanvittigt målrettet efter individuel succes, som man gør i USA. Jeg tror ikke på det. Det er moralsk forkasteligt, og det er et usundt system. Der er frygtelig fattigdom i USA, og den er kun blevet værre i de senere år.

– Var det også dine politiske holdninger, da du var ung?

– I min ungdom var jeg medlem af DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, og jeg var med til de to store klassiske demonstrationer. Den ved den amerikanske ambassade og den mod Verdensbanken ude ved Bella Center. Fantastiske demonstrationer. Jeg var ikke ret gammel. 11-12 år. Så det var stort, og det var anti-amerikansk. Den ene var McNamara, og den anden var Vietnam.

– Din mor var også kommunist?

– Jo, det var hun i hvert fald for en tid. Min bror var også kommunist, og min far var socialdemokrat.

– Men omkring den tid, hvor du debuterer med ”Forbrydelsens element”, synes jeg nok, at du har anlagt en mere fascistoid stil?

– Ja, jeg kastede mig jo over alt det, der var forbudt. Min mor havde været frihedskæmper, og min far var jøde. Selvfølgelig var det en provokation, ligesom der var masser af provokation i Bowies fremtræden. Du ved, når forældrene siger én ting, og man så synes, at de i nogle situationer gør noget andet, så tænker man, hvad fanden er det her for noget? Så jeg har sat nogle spørgsmålstegn, og jeg har sat nogle ting på spidsen. Kan man for eksempel ikke have medfølelse med en SS-mand? Og det er det, jeg også har gjort i mine film. Jeg har sat de moralske temaer på spidsen.

– Mine film handler jo altid om gode mennesker, som går ud i verden for at sprede deres godhed, hvorefter det går dem ad helvede til. Det er stort set historien hver gang. Men i ”Dogville” er hovedpersonen ikke så hysterisk god. Hun er mere menneskelig. Men selvfølgelig går det også ad helvede til for hende.

Lars von Trier griner.

– Men hun ofrer ikke sit eget liv. Hun ofrer i stedet en masse andres.

– Du kommer jo fra et kulturradikalt hjem…

– Ja, det gør jeg i høj grad. Derfor har de store følelser i en periode været interessante for mig. Alle de ting, der ligesom var forbudt i min barndom – for eksempel det man syntes var dårlig smag – det har jeg siden med ret stor sikkerhed arbejdet mig igennem. For eksempel var det melodramatiske og sentimentale dårlig smag. Det var hult, og det skulle man ikke beskæftige sig med. Så det har jeg gjort. Det var jeg ligesom tvunget til.

– Og du ved godt, når Fanden går i kloster, bliver han den mest hellige. De omvendte er altid de værste. Så da jeg endelig skulle prøve sentimentaliteten, satte jeg den helt op i øverste gear. Når man så bliver mere moden, finder man mere sig selv og sin egen balance. Og jeg er nok mere til sarkasmen, som den kommer til udtryk hos især fortælleren i ”Dogville”.

– Hvor har du egentlig hentet inspiration til ham?

– Jeg er meget glad for en film af Stanley Kubrick, der hedder ”Barry Lyndon”, og som du sikkert kender. Det tog mig lang tid at vænne mig til den. Til gengæld har jeg set den 20 gange og er stadig vildt forelsket i den. Og i ”Barry Lyndon” er der også en meget sarkastisk fortæller. Det giver en sjov blanding. Fortælleren tager én ved hånden og fører én videre til både det farlige og følelsesfulde.

– Kubrick har jo altid været min store helt. Han er absolut en role model. Og Nicole Kidman er jo skidegod i hans sidste film, ”Eyes Wide Shut”. Hun er virkelig en meget spændende karakter i den film. Måske fordi Tom Cruise netop ikke er det. Så hende ville jeg gerne arbejde sammen med, da hun tilbød sig. Og jeg skrev manuskriptet til ”Dogville” med hende i tankerne.

– Er du meget skuffet over, at filmen ikke vandt De Gyldne Palmer?

– Overhovedet ikke. Jeg har fået de skide palmer én gang, og så er det heller ikke sjovere. Det er det samme som at stå på toppen af Mount Everest. Det er da meget fedt, men heller ikke mere. Nej, det underlige i Cannes i år var, at jeg havde en masse tilhængere, hvor jeg plejer at have det modsatte.

Lars von Trier griner.

– Den franske presse var meget positiv, og i fagbladene blev vi udråbt til favorit. Men jeg har jo været der otte gange og ved, at favoritten aldrig vinder.

– Nej, faktisk var det lidt for meget af det gode i år. Jeg har det bedre med at være en dark horse. Hvis jeg også havde fået palmerne, havde jeg måttet overveje filmen en ekstra gang. Sådan er mit hoved indrettet. Jeg har det bedst med ryggen mod muren.

Interviewet er slut.

Lars von Trier, der har haft ry for at fryse til is ved den mindste berøring, rækker hånden for anden gang i dag. Rygterne om, at han i de senere år har fået det bedre med sig selv, taler måske sandt. Men et par traumer er der stadig tilbage…

– Har du set mit billede af Baden-Powell, spørger Lars von Trier på vejen ud.

– Ja, jeg undrede mig faktisk over, hvad han laver her.

– Min far kunne ikke døje Baden-Powell.

Interviewet blev bragt i Tjeck Magazine, juli 2003.