Ud af Sort Sols skygge

Interviewet skulle egentlig have handlet om Peter Peters soundtrack til gangsterfilmen Pusher, men der var også behov for at reflektere over det nylige brud med Sort Sol.

Af Thomas Møller

Den debuterende filminstruktør Nicolas Winding Refns gangsterfilm, Pusher, er netop rullet over lærredet i Folketeatret i Aarhus. Lyden af storbyjunglen hænger stadig i ørerne, da den ansvarlige for filmens soundtrack – ex Sort Sol-guitarist Peter Peter – stiller op til interview i Café Bogart på den modsatte side af gaden.

Det er en steghed august-eftermiddag, og Peter Peter gør sig ingen kølige overvejelser om, hvad der skal siges, og hvad der ikke skal siges. Ordene flyder ud af ham som en fræsende guitarsolo, og den skal han have lov til at spille helt igennem. Så her kommer Peter Peter ganske ubeskåret.

– Du er ansvarlig for soundtracket til Pusher. Er du tilfreds med det færdige resultat?

– Jeg er meget tilfreds. Og Jang er også tilfreds.

– Jang?

– Ja, Nicolas. Altså filmens instruktør. Jeg har aldrig kendt ham under andet navn end Jang. Jeg stiller mig lidt tvivlende over for, om det der Nicolas har sin rigtighed.

– Du er krediteret for soundtracket sammen med Povl Kristian.

– Povl Kristian er med på tre-fire numre. Det er ham, der spiller den der lille klaverting. Er han nævnt? Nå, okay. Vi startede det her projekt sammen. Vi har sammen lavet filmens tema, og vi må ikke glemme, at det er ham, der har skrevet Summer’s Got the Colour. Lars K fra gamle Poets har skrevet teksten til det nummer, og jeg spiller selv guitar. Jeg spiller guitar på hele soundtracket på nær tre numre. Jeg spiller ikke på det der techno med KAT-D. Men KAT-D er med i mit nye band Bleeder. Han har gjort sig inden for sådan noget der.

– Hvorfor blev det netop dig, der skulle lave musik til Pusher?

– Det er fordi, jeg kender Jang. Vi ser film sammen. Han har en masse film, som jeg må have fingrene i… og omvendt. Vi er sådan filmfanatikere. Kender du udtrykket ”opposites attract”? Vi kan altid skændes om film. Han ruller frem med sine yndlingsfilm, du ved Lawrence of Arabia. Og så må jeg jo fortælle ham, at Motorsavsmassakren er en ti gange bedre film, hvad den også er.

– Hvordan er dit venskab med Jang?

– Jo, men vi er modsætninger mødes. Du ved, vi skændes aldrig. Jeg siger bare: Du er latterlig. Du ved ikke, hvad du snakker om! Men nogen gange, hvor jeg har været helt langt nede, og hvor andre folk har trukket sig, så er Jang kommet og har været sød og forstående. Han har været enormt følsom, hvor jeg ellers tit siger til ham: Du har ingen følelser, for du har været beskyttet hele dit liv. Det siger jeg til ham, og så kan han ikke sige noget, for jeg har jo ret.

– Der var en af jer fra Sort Sol, der engang lavede en kortfilm…

– Det var mig, det var mig! Jeg har lavet en splatterfilm, som Jang i øvrigt var med i. Jang spiller uhyret inde i et 30 kilo tungt monsterkostume. Det var sådan noget med, at mig og de andre fra Bleeder – det nye band – vi har kendt hinanden i 10-15 år… Vi lavede så den der film. Vi sagde: Jang, vi laver en film. Fedt, sagde han, så skal jeg være producer. Så kiggede vi bare på hinanden. Du skal ikke være en skid producer. Du skal ind i uhyret. På det tidspunkt havde vi allerede lavet kostumet, og vi havde alle sammen vetoet, at vi ville være inden i det. Nå, men så ville han være instruktør. Men vi brugte ingen instruktør. Der var mig, og jeg var konduktør.

– Hvornår lavede I den film?

– Det var i 1990-91. En gammel sag. Og så har vi en ny film, der hedder Vinkelslibervanvid… du ved Motorsavsmassakren… Vinkelslibervanvid! Den er næsten færdig, men jeg har haft så herretravlt, siden jeg gik ud af Sort Sol. Jeg har produceret tre LP’er, og jeg ved ikke hvor mange singler. Da jeg gik ud af bandet, kom de lige pludselig alle sammen og sagde, nu laver du jo ikke noget, så…

– Den første film I lavede, hvor Jang spiller uhyret, hvad hedder den?

– Glubsk-Sulten-Skud. Jo, jo. Den handler om, hvor farlig kunst kan være. Den kommer ligesom ud af et maleri og spiser to mennesker, og så er filmen færdig. Vi er meget imod plot og sådan noget. Der er for meget plot i film, og de er for lange. Så vi lavede en på 20 minutter. Jeg synes selv, at det er en rigtig god film, men der er nogen, der mener, at traileren er bedre.

– Det er altså et gammelt venskab med Jang, der fører frem til jeres samarbejde på Pusher?

– Han blev ikke forfærdelig sur på os, efter at vi havde smidt ham ind i det der monsterkostume, så jeg har stået for musikken til nogle af de der små videofilm, som han har lavet. Jeg gør det gerne, for jeg synes, det er morsomt. Du ved, når der er nogen, der kommer med en opgave, så løser jeg den. Det er fordi, jeg elsker musik.

– På Pusher var jeg med helt fra starten. Jeg fik manuskriptet, læste manuskriptet og fik så et nyt manuskript. Sådan fortsatte det. Hver gang jeg fik en idé, var scenen allerede klippet ud. Jeg skrev musikken ud fra temaet i filmen, og det er storbyen som en jungle. Jeg tror faktisk, at det var Jangs ord. Sig ikke mere, sagde jeg, og så lavede jeg Pusher Theme, og det starter filmen med.

– Vi har jo ikke lavet et egentligt soundtrack, men snarere komponeret musikken over filmens temaer. Et sted skulle vi bruge et AC/DC-nummer. De ville også godt være med, men det kostede 60.000 kroner at bruge 15 sekunder. Glem det, sagde jeg. Så gik jeg op i studiet og tænkte hey, hvordan er det nu, at de lyder? Så lavede jeg det på en halv time, og det er mindst lige så godt. Man kan sige, at det er opstået på en fed måde, for ellers ville jeg aldrig have lavet et AC/DC-nummer. Det er i den scene, hvor han står og spiller luftguitar, du ved.

– Du trækker på en masse forskellige folk på soundtracket?

– Jo, men jeg kender så mange, som laver så meget forskellig musik. Mit band, Bleeder, er jo et punkband, fordi jeg lige nu har noget indre vrede, som jeg slet ikke kan komme af med. Det giver sig selv, at så begynder jeg ikke lige at lave ballader, selv om jeg faktisk har skrevet en meget bitter ballade.

– Jeg synes ellers, at du har en meget glad og venlig udstråling. Det er svært at få øje på vrede og bitterhed?

– Jo, men jeg forsøger altid at løse problemer, og jeg går meget op i mit arbejde. På det tidspunkt, hvor jeg gik ud af Sort Sol, havde jeg stået alene i øvelokalet i otte måneder og ventet på Knud Odde. Til sidst så kan du ikke mere. Så siger dit gode humør, at du er til grin. Du er simpelthen til grin. Jeg har haft et liv sammen med nogle mennesker, som – da det gik helt galt – ikke ville hjælpe mig. De var bange for et eller andet, som jeg ikke kan se.

– Jeg havde et møde med vores trommeslager og med Steen. Jeg sagde, skal vi ikke lige gøre det her på en ordentlig måde, fordi Sort Sol har altid været et anderledes band. Nu siger vi, the honeymoon is over, Peder forlader bandet. Og du ved, de holdt sig bare væk… Og det er jo mine venner. Hvorfor gør de det? Så bliver man forvirret, og så tænker man, du er selv sindssyg. Du er sindssyg, du kan bare ikke selv se det. Jeg har altid opført mig pænt, løst problemerne hurtigt og været meget diplomatisk. Og pludselig tænker man, der er et eller andet, du ikke kan se ved dig selv. Du er tosset, og du kan ikke se det. Jeg blev ikke paranoid, for jeg er jo ikke syg. Jeg har arbejdet på Rigshospitalet, og jeg har set, hvordan de rigtig syge er. Jeg har arbejdet nede på Afdeling O. Du ved, de her kæmpe store, sorte pupiller og snakker hele tiden. Jeg havde rigtig godt tjek på det, og det kan jeg alligevel ikke have haft. Jeg tænkte, Steen kommer og redder mig, for selvfølgelig gør han det. Vi har aldrig skullet snakke sammen om noget. Det har altid været telepatisk. Gu’ var det ej. Jeg måtte jo være det laveste, for mine venner kunne ikke engang komme og give en hånd med på vejen. Knud ringede til mig, og han siger, vi går ud sammen, og så ringede han senere og kunne ikke huske det. Det var skuffelse på skuffelse.

– Til sidst aner du ikke, hvem du er, eller hvad fanden du har arbejdet for. Jeg ved jo selv, hvad der har været godt ved de ting, vi har lavet i Sort Sol. Turneerne har altid været gode. De to sidste plader har jeg været meget utilfreds med, så jeg har under alle omstændigheder skullet ud. Men nu ventede jeg – tolerant og professionel som jeg er – til lige før, vi skulle lave demo og siger så: Det her går den helt forkerte vej. Det er banalt. Det er charlatanisme. Det er opportunisme. Det er at gøre noget, der er gjort før, for der var lige et hit med det der nummer… Det vil jeg slet ikke være med til. Det er spild af min tid. Jeg ku’ lige så godt hoppe en tur i søen.

– Jeg ved, at musik har en massiv power. Den har ændret mit liv, og jeg prøver at redde verden på min stille måde. Det gør man gennem at vække folk. Det, der går ind og ud af ørerne, er jo bare fyld. Det kan du ikke bruge til noget. Og hvad værre er, så tager det plads op for det, der er vigtigt… Og nu er jeg blevet helt tør i halsen.

– Det handler om det ærlige udtryk?

– Der er jo meget, som er blevet til klicheer. Du kan sige: Jeg elsker dig. Men du kan akkurat lige så godt hoste. Det er ødelagt af Hollywood og dårlige popsange. Men så kan du jo i stedet vende tingene på hovedet. Der var engang en sang, der gik: ”Jeg vil bo på Vesterbro, tæt på folk jeg kan li’.” Men så er det, jeg siger, at der er noget galt på Vesterbro. Hvis jeg skal fortælle det på soundtracket, så kan jeg ikke bare synge: ”Der er noget galt i Danmark.” Jeg må vende tingene om. Jeg bliver nødt til at sige: ”Jeg skal dø ved Arresø, langt fra folk jeg kan li’, brukne tænder, ingen hænder.” Jeg vender hele sangen om, og så siger folk, nu er han blevet fjollet. Men jeg ved, at der er nogen derude, som forstår det. De tænker hov, han siger det modsatte, og han har jo ret. Engang var Vesterbro et godt sted at være. Nu er det et sted, hvor lort trives.

– Kan du så stå inde for dit samlede bidrag til Pusher?

– Jo, men jeg kan stå inde for projektet på mange forskellige måder. Jeg kan stå inde for at hjælpe en ven, der siger, kan du ikke lige lave det her? Og jeg kan stå inde for den lad-os-se-hvad-der-sker-ånd, som har præget Pushers tilblivelse. Som Jang siger, bliver det dårligt, ja men så er det bare en dårlig film, og det var så det. Så længe du ikke spekulerer i følelser og succes, så længe kan jeg stå inde for det. Og så var jeg sgu glad, da han kom og sagde, at Bodnia var på. Ham kan jeg li’. Han er umiddelbar, og du kan se følelserne i ham.

– Nu bor jeg selv lige op til Istedgade, og det er lort. Pusher er blevet kaldt en rå film, men den farver snarere virkeligheden lidt rosenrød. Skulle de lave det rigtigt, skulle de lave en meget kedelig film på otte timer. De skulle bare sætte et stationært kamera op på et hjørne. Det er så deprimerende, og det er volden også. Forleden var der en, der gik amok med en økse og satte den i panden på en mand. Jeg ved ikke, om han er død eller hvad fanden… Hvis man skriver det ind i en film, så siger folk, at det er utroværdigt. Jeg siger bare, gå jer en tur ned ad Istedgade. En halv time er nok.

– Er det ikke politisk brandfarligt, at narkobagmændene i Pusher er indvandrere?

– Jo, det er det måske. Men Jang var ude med uro’erne, og han siger, at det er jugoslaverne, der kommer fra de krigshærgede områder. De har et helt andet sæt regler. For dem gælder det om at overleve, og de er slet ikke inde i den danske nu-hjælper-vi-alle-sammen-hinanden-mentalitet. Sådan er det, og hvis man ikke må sige det uden at blive kaldt racist, så bryder det hele sgu sammen.

– Bliver Pushers soundtrack udsendt på cd?

– Jep, der kommer et rigtigt soundtrack, hvor der blandt andet er nogle numre med Bleeder.

– Du skal have tak for interviewet.

– Ja, men det var hyggeligt. Det var ren terapi.

Interviewet blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, september 1996.