De højeste bjerge og de dybeste kløfter

Michael Rasmussen var en exceptionel bjergrytter, men han blev også centrum i en af de største skandaler i Tour de France. Den har kastet lange skygger i hans liv.

Af Thomas Møller

Der blev kigget en ekstra gang sidste år, da de nye studerende på uddannelsen i sport management samledes for første gang. For der var et kendt ansigt i flokken.

Mange af de studerende havde som børn og som helt unge fulgt hans bedrifter i bjergene, når fjernsynet transmitterede fra Tour de France. De havde set ham række ud efter sejren, og de havde set, hvordan den gule trøje var blevet flået af ham kort før Paris. De havde fulgt nedturen og hørt dopingindrømmelserne på pressemødet i Herning. Hvem husker ikke opremsningen: EPO, væksthormon, testosteron, DHEA, insulin, IGF-1, kortison og blodtransfusioner.

Navnet på den nye klassekammerat var Michael Rasmussen.

– Vi spottede ham med det samme, og vi kiggede lige en ekstra gang, fortæller Bjørn Benedikt, der går på hold med den detroniserede cykelstjerne på UCN i Aalborg.

– Men vi fandt hurtigt ud af, at han er ligesom alle os andre bortset fra, at han har været sindssyg god til at køre på cykel. Jeg har lært Michael at kende som et åbent, ærligt og intelligent menneske, der vil noget med sin uddannelse, siger Bjørn Benedikt.

Vil gerne tilbage
Det er et indtryk, der bliver bekræftet, da Michael Rasmussen et par dage senere stiller op til interview i Randers, hvor han bor sammen med sin kæreste. Han er i fuld gang med at skrive sin bacheloropgave, og han er glad for at gå på uddannelsen i Aalborg.

– Jeg tror i virkeligheden, at jeg blev modtaget som de fleste andre studerende. Jeg blev ikke overøst med nysgerrige spørgsmål. Tværtimod er jeg blevet behandlet meget respektfuldt af mine medstuderende. Spørgsmålene er kommet stille og roligt hen ad vejen, forklarer han.

Men Michael Rasmussen er også bevidst om, at han kommer med en anden historik end sine klassekammerater og frem for alt en masse praktiske erfaringer.

– Jeg har for eksempel holdt en enkelt lektion eller to, hvor jeg fortalte om, hvordan dele af dopingverdenen fungerer. Den har jeg jo haft meget tæt inde på livet.

Sport management er en lederuddannelse inden for sport og event, og Michael Rasmussen lægger ikke skjul på, at han en dag gerne vil vende tilbage til den professionelle cykelverden i en lederrolle.

– Det har jeg helt sikkert lyst til. Jeg tror, at det kan blive væsentlig nemmere at overbevise nogen om, at de skal skrive en lang check, når jeg også har det teoretiske fundament på plads. Cykelsporten har i mange år været drevet af gamle ryttere, hvis kvalifikationer først og fremmest har været deres egne erfaringer. Det ser jeg som en del af forklaringen på de problemer, som sporten er havnet i.

Med tårer i øjnene
Parallelt med uddannelsen i Aalborg har Michael Rasmussen været konsulent i et beskæftigelsesprojekt for Randers Kommune. Han arrangerede en cykeltur for en gruppe skrøbelige unge, der havde svært ved at komme i gang med livet. Opgaven var at få sat struktur på deres hverdag og få dem sendt i den rigtige retning. Målet for turen hed Alpe d’Huez, og han skulle træne og motivere dem til at gennemføre den.

Af de 16, der påbegyndte projektet, gennemførte de 13. Af dem cyklede de 11 op til Alpe d’Huez.

– Det var meget imponerende. Vi havde tårer i øjnene, da vi stod på toppen, siger Michael Rasmussen.

Han sidder lige nu og skriver bacheloropgave om projektet. Så relevant er det i forhold til hans uddannelse. Men faktisk var han allerede sidste år med i et lignende tiltag i Hedensted Kommune, der også sluttede på toppen af Alpe d’Huez.

– I Hedensted var de lidt nervøse for, hvilke overskrifter mit navn kunne trække. Nogle af deltagerne kæmpede jo med misbrug af forskellig art. Omvendt mente de også, at jeg var egnet til projektet, fordi jeg selv havde været nede på bunden og vende, og fordi jeg er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at komme tilbage.

Michael Rasmussen ser da også sin deltagelse i de to projekter som en form for blåstempling af sin person. Den bekommer ham godt efter en årrække som professionel cykelrytter, der bragte ham store sejre, men hvor han undervejs kom ud i et omfattende dopingmisbrug. I hans tilfælde blev konsekvenserne voldsomme. Han mistede næsten alt, men valgte midt i sin desperation at holde fast i livet. I dag er han ikke i tvivl om, at det var hans familie, der gjorde forskellen.

Den 25. juli 2007
Der er nogen dage, der bare står ekstra stærkt i erindringen. I Michael Rasmussens tilfælde er det onsdag den 25. juli 2007. Inden dagen var omme, havde den da også indskrevet sig i Tour de Frances historie.

– Det er med afstand den vildeste dag i mit liv. Den betyder, at jeg formentlig vil blive husket mest for det, som jeg ikke vandt, siger han.

Michael Rasmussen var den dag iført løbets førertrøje. Den havde han kørt i, siden han kom først over målstregen på ottende etape, hvor han også erobrede den prikkede bjergtrøje. Han var for alvor ved at sætte sig på løbet, og nu gjaldt det kongeetapen til Col d’Aubisque.

– Der er ingen tvivl om, at det er den dag, hvor jeg har kørt allerstærkest på cykel i hele min karriere. Jeg havde også kørt rigtig stærkt de andre dage, men den her dag var så intens, jeg var så fokuseret, og mit hold leverede en præstation på allerhøjeste niveau. Jeg satte Cadel Evans, Leipheimer og Contador på vej op ad bjerget, og jeg kunne nærmest gøre det efter behag.

Da Michael Rasmussen stod som sejrherre på toppen af Col d’Aubisque, tænkte han, at nu kunne det ikke gå galt.

– Jeg førte Tour de France med mere end tre minutter, og der var reelt kun tre etaper tilbage af løbet. Jeg var med afstand den bedste rytter det år.

Tunnelsyn
Men det gik galt. Michael Rasmussen blev fløjet ned fra bjerget i helikopter til en skæbne, der var mere grum, end han havde fantasi til at forestille sig. Der havde ganske vist været uro om hans person i flere dage. Den gule trøje tiltrak masser af opmærksomhed, og det var kommet frem, at Michael Rasmussen havde fået advarsler for sine whereabouts. Det vil sige indberetninger til antidopingmyndighederne om, hvor han befandt sig. Det blev det helt store emne på hans pressemøde på tourens anden hviledag.

– Det er klart, at det pressemøde var hårdt at komme igennem, men det var ikke noget, der bekymrede mig. Det var jo kun advarsler, og mit hold, Rabobank, bakkede mig 100 procent op. En cykelrytter var jo aldrig blevet smidt ud af et løb, fordi man vurderede, at han talte usandt.

Men der var uro omkring Michael Rasmussens person. Meget mere end han selv registrerede. Det internationale pressekorps gravede i sagen, fransk politi var på stikkerne, antidopingmyndighederne havde kig på ham, og da etapen til Col d’Aubisque skulle begynde, nægtede de franske ryttere at køre imod ham. De kom dog på andre tanker, men hvordan kunne han overhovedet konkurrere på allerhøjeste niveau i den situation?

– Hvis man skal være i stand til at vinde Tour de France, så skal man som udgangspunkt heller ikke være helt normal. Der er ingen tvivl om, at jeg var udstyret med et ekstremt tunnelsyn. Jeg var i stand til at udelukke alt det, som ikke havde med selve cyklingen at gøre. Det var min styrke, men det blev måske også min svaghed. Jeg var slet ikke klædt på til kommunikationsmæssigt at håndtere den situation, som jeg stod i.

Nedturen
Tunnelsyn eller ej. Da helikopteren havde bragt Michael Rasmussen ned fra Col d’Aubisque, stirrede han direkte ind i katastrofen. Hans teammanager, Theo de Rooij, havde allerede ringet til ham, mens han sad i helikopteren. De skulle tale sammen, når han kom ned til hotellet.

Det var kommet frem, at den italienske tv-kommentator og tidligere professionelle cykelrytter Davide Cassani havde set Michael Rasmussen træne i Dolomitterne i juni. Historien gik allerede verden rundt, for Michael Rasmussen havde indberettet til antidopingmyndighederne, at han på det tidspunkt befandt sig i Mexico. Det blev fatalt.

Teammanager Theo de Rooij mødte op på Michael Rasmussens hotelværelse og meddelte, at Rabobank trak ham ud af Tour de France. Gul trøje eller ej. Han var færdig i løbet.

– Min verden styrtede sammen. Det løb mig iskoldt ned ad ryggen. Jeg ringede til Cassani og spurgte ham, om han var sikker på, at det var mig, som han havde set i Dolomitterne. Han svarede mig ikke. Beder du mig om at lyve, spurgte han. Nej, det gør jeg ikke. Jeg spørger dig, om du er 100 procent sikker på, at det var mig, som du så. For de trækker mig ud af Tour de France lige nu.

– Så begyndte Cassani at græde i den ene ende af telefonen, og jeg begyndte at græde i den anden ende. For vi vidste begge, hvad der nu kom til at ske.

I nattens mørke
I ly af mørket blev Michael Rasmussen kørt væk fra hotellet i en af Rabobanks biler. Den bragte ham til et andet hotel, der lå tæt ved lufthavnen i Pau. Herfra skulle han næste morgen flyves hjem til Italien. Foran ham stod en lang nat mutters alene på et fremmed hotelværelse.

– Det var en nat, som jeg knap og nap overlevede. Der er ingen tvivl om, at det var tankerne om min søn, der bragte mig levende igennem den. Tanken om at han, der på det tidspunkt var halvandet år, skulle vokse op uden en far. Hvis det ikke havde været for ham, kunne historien meget vel have fået en anden udgang den nat.

Det var hverken den mistede sejr, de mistede penge eller vanæren, der ramte Michael Rasmussen hårdest. Det var forræderiet.

– Jeg følte mig i den grad forrådt af mine allernærmeste. Det var jo dem, som havde været med til at facilitere, at alt det her kunne foregå. Altså mit hold, Rabobank. Og det var dem, der førte kniven mod mig. Jeg følte mig jo i virkeligheden uden skyld. Hvis jeg nu havde testet positiv, så havde jeg tænkt, at det var mig selv, der fuckede op. Jeg havde ikke været smart nok. Men jeg følte netop, at jeg var smart nok.

At Tour de France året forinden var blevet ramt af en skandale, da vinderen af løbet, Floyd Landis, måtte aflevere sin gule trøje efter en positiv dopingtest, havde ikke fået Michael Rasmussen til at stoppe op.

– Jeg gjorde jo nøjagtig det samme i 2006 og 2005. Det var en del af præmissen for at vinde eller køre med om sejren. Jeg blev selvfølgelig mere og mere påpasselig, og i virkeligheden blev jeg så påpasselig, at det var det, der kom til at bide sig selv i halen. Jeg gjorde alt for at undgå at komme i problemer for eksempel ved at sende breve fra Mexico. Altså have fuldstændig rygdækning. I virkeligheden skulle jeg bare have ladet være med at komplicere tingene for mig selv, for jeg har aldrig været nervøs for at teste positiv. Jeg var påpasselig og tog ingen chancer.

En uønsket mand
Michael Rasmussen overlevede natten på hotelværelset ved lufthavnen i Pau. Næste dag blev han fløjet hjem, men mareridtet var kun lige begyndt. Han troede, at han snart var tilbage på cyklen klar til at kæmpe med om sejren i årets Vuelta a Espana. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hjemme i Italien erfarede han, at han var blevet fyret fra sit hold. Han befandt sig i en tilstand af raseri, rådvildhed og depression.

– Jeg havde jo aldrig løjet over for mit hold. De havde jo altid vidst, hvad jeg foretog mig. De havde givet mig testosteron, foretaget blodtransfusioner, lavet falske certifikater i et væk og alt mulig andet. Nu var jeg en uønsket mand. Situationen var absurd.

En årelang nedtur havde taget sin begyndelse. Det var ikke bare hos Rabobank, at Michael Rasmussen var uønsket. Dørene ind til den forjættede cykelverden lukkede sig en efter en, og de mange juridiske slagsmål blandt andet mod Rabobank tog sin begyndelse. Pengene fossede ud af kassen. Det er dyrt at føre sager. Især når man ikke vinder dem, konstaterer Michael Rasmussen tørt.

På ganske kort tid var han gået fra folkehelt og cykelstjerne til en udstødt paria.

– Det var voldsomt. Der er heller ingen tvivl om, at jeg var i en højrisikogruppe for at gøre noget rigtig, rigtig dumt.

En sammenligning mellem Michael Rasmussen og den italienske cykellegende Marco Pantani ligger lige for. De var begge eminente bjergryttere, og de oplevede begge et fald fra tinderne. I 1999 havde Pantani så godt som vundet sin anden Giro d’Italia-sejr, da han blev taget ud af løbet med en for høj hæmatokritværdi. Det kom han sig aldrig over. Fem år senere blev han fundet død på et hotelværelse i Rimini af en overdosis kokain.

– Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at Pantani var mere skrøbelig, end jeg er. Og så havde han ingen familie. Han havde ikke kone og barn, som jeg havde. En ting er at trykke på en seksløber, en anden ting er at komme ud i sådan en dekadence, som han var. Det har jeg aldrig været. Jeg har været ramt af depression, men jeg er kommet retur. Vi har nok hver vores måde at håndtere den slags situationer på.

Indrømmelsen
Den 25. juli 2007 blev Michael Rasmussens sidste dag som cykelrytter i verdenseliten. Han var siden med til at skabe det danske cykelhold Christina Watches-Onfone, men det var på et andet niveau, og her var han i lige så høj grad teammanager, som han var cykelrytter.

Den historie fik også en brat ende, da det i efteråret 2012 blev kendt, at den amerikanske rytter Levi Leipheimer havde nævnt Michael Rasmussen i forbindelse med de amerikanske antidopingmyndigheders undersøgelse af Lance Armstrong. Derfor valgte Michael Rasmussen selv at lægge kortene på bordet.

I januar 2013 var han til to dages afhøring hos Anti Doping Danmark på Hotel Scandic i København. For at kunne slippe med en karantænedom på kun to år skulle han fortælle alt. Det var betingelsen, og den levede han op til. En specialagent fra de amerikanske antidopingmyndigheder deltog i afhøringen. Han kiggede Michael Rasmussen dybt i øjnene og sagde: ”The truth will set you free.” Men gjorde den så det?

– Den gang havde jeg mest lyst til at pande ham en, men i dag må jeg give ham ret et langt stykke ad vejen. Det er rart, at jeg kan gå ind til et interview som det her med den tryghed, at jeg kan svare på alt, uanset hvad du spørger mig om. Det øger min troværdighed enormt.

Omvendt har Michael Rasmussen også måttet se sig omtalt som stikkersvin med henvisning til de konsekvenser, som det havde for andre i cykelmiljøet, at han lagde alle kortene på bordet.

– Så i den henseende har sandheden ikke sat mig fri. Den har sikkert skabt mig nogle fjender og nogle begrænsninger. Andre ryttere har valgt den bløde mellemvej og fortalt lidt, og så er folk tilfredse, for sandheden er jo ofte grim. Jeg vil i hvert fald sige, at nogle er sluppet billigere igennem det end andre. Jeg er helt på det rene med, at jeg nok er en, der deler vandene. Men jeg kan sgu ikke holde hykleriet ud.

En belastet historie
Man skal ikke grave særlig dybt i cykelsportens historie, før det står klart, at brugen af stimulanser og doping er lige så gammel som sporten selv. Nogle af de allerstørste legender vandt deres sejre på doping. Men hvornår blev Michael Rasmussen klar over, at han befandt sig i en sport med netop den historie.

– Det var egentlig ikke noget, som jeg beskæftigede mig med før langt oppe i min karriere. Jeg var 20 år og blev nummer otte til VM i mountainbike, og det gjorde jeg fuldstændig ren. Jeg vandt VM-medalje allerede som junior uden at skænke doping en tanke. Jeg gik i gymnasiet, og mine konkurrenter var fuldtidsprofessionelle. Men jeg havde et medfødt råmateriale at tage af. Min udholdenhed var exceptionel, jeg var ekstrem målrettet, og så var jeg i øvrigt en sindssyg dårlig taber. Helt frem til 1997 vandt jeg cykelløb på allerhøjeste niveau i mountainbike-verdenen. Jeg var nummer seks på verdensranglisten, og jeg var ren.

Det er da også uomtvisteligt, at Michael Rasmussen havde et usædvanlig talent for at køre på cykel og især for at køre opad. I 1997 satte han rekord på Odense Universitet i antal kørte watt pr. kilo. Rekorden står stadig den dag i dag. Ingen har kunnet slå den i de forløbne knap 20 år.

– Så hvad skulle jeg bruge doping til? Jeg syntes jo nærmest, at jeg var lige på grænsen til det ulovlige, hvis jeg drak en Red Bull. Men så kom jeg til Italien, og der fandt jeg ud af, at der var en hel verden, som jeg ikke kendte til. Samtidig skete der noget i mountainbike-sporten. Lige pludselig begyndte mange af mine konkurrenter at køre rigtig, rigtig stærkt.

Nålen i armen
Hvis man er udstyret med et særligt talent, skal man så leve med, at mindre talentfulde ryttere begynder at køre fra en? Det var det spørgsmål, som Michael Rasmussen stillede sig selv i Italien.

– Jeg lå og trænede sammen med nogle unge drenge på 19-20 år, som kunne fortælle stolpe op og stolpe ned om det ene og det andet. Jeg var 24 år og havde været professionel mountainbike-rytter i fire år. Men det var først nu, at jeg stiftede bekendtskab med den verden.

For Michael Rasmussen var det grænseoverskridende øjeblik, da han i sommeren 1998 sad på et hotelværelse i Bolzano og viklede gummislangen rundt om armen og strammede til. Han følte sig som en narkoman, da han første gang stak nålen i armen.

– Det var ganske vist jern og ikke doping, som jeg tog den dag, men selve proceduren var meget grænseoverskridende for mig. Min konklusion var, at hvis jeg skulle opretholde den position, jeg havde som ren rytter, så var det det, der skulle til. Det var et konkurrencevilkår, og derfor har jeg heller aldrig omtalt mit brug af medikamenter som et dopingmisbrug. Jeg har aldrig misbrugt doping. Jeg har brugt det.

Lad være!
I dag er Michael Rasmussen en erklæret modstander af doping. Enhver der spørger får klar besked: Lad være! Konsekvenserne er enorme ikke blot for atleten selv, men også for de nærmeste.

– For mine forældre har det været en rigtig hård tur at følge deres søns fald. Jeg er opvokset i den lille landsby Tølløse og sagt i al beskedenhed, så var jeg på det her tidspunkt byens stolte søn. Jeg er helt sikker på, at det var en rigtig hård omgang for mine forældre at komme igennem. Det er en af de ting, som jeg fortryder. Hvis jeg har påført andre mennesker skade. Det er ikke særlig rart.

Michael Rasmussen er i dag separeret fra sin mexicanske kone, som stadig bor i Italien sammen med deres fælles søn. Han har valgt at flytte hjem til Danmark for at kunne tage fat på det næste kapitel i sit liv. Han vurderer, at han her har flere muligheder.

Noget tyder på, at det er korrekt. For midt under interviewet bliver det offentliggjort, at Michael Rasmussen netop har indgået en toårig aftale med Hald Ege Høj-, Fri- & Efterskole, hvor han skal undervise i mountainbike. Historien kører online på alle de store medier og på cykelsites. Michael Rasmussen er tydelig stolt og glad.

– Skolen har startet en meget ambitiøs sportslinje med håndbold, fodbold og mountainbike. Steffen Højer og Jonas Kamper er tilknyttet fodbold. Ann Grete Nørgaard og Rikke Skov er på håndboldlinjen, og jeg skal tage mig af mountainbike. Det er et seriøst setup, og der er høje forventninger fra skolens side.

Det er underforstået, at Michael Rasmussen ser det som endnu en blåstempling, og dem har der i hans egen optik været nogle stykker af i de sidste par år. Blandt andet i forbindelse med hans tilbagevenden til Tour de France.

Gensyn med touren
– Jeg så slet ikke touren i 2008, og i flere år havde jeg det meget svært med Frankrig. Det blev kun til nogle hurtige mellemlandinger i Paris. Men glæden ved at følge Tour de France er kommet igen, og sidste år var jeg for første gang tilbage. Jeg var dernede i 10 dage sammen med Ekstra Bladet. Det var grænseoverskridende, men også en rigtig god oplevelse. Vi var dernede igen i år, og nu ser jeg allerede mig selv som en integreret del af det ekspert- og journalistkorps, der følger løbet.

Michael Rasmussen sidder og arbejder inde i pressecentret sammen med de andre journalister, og det har gjort ham til en efterspurgt ekspert. Journalisterne ved, at de kan spørge ham om alt, også når det handler om doping. Han gav blandt andet et to-siders interview til den franske sportsavis, L’Équipe, der kontrolleres af ASO, som også ejer Tour de France.

– Det var oven i købet Philippe Brunel, der interviewede mig. Han er en højt estimeret fransk journalist, der vel har dækket de seneste 35 udgaver af løbet. Så det var en accept af min tilstedeværelse dernede. Ellers skulle ASO nok have fået stoppet den artikel.

Uskøn balanceakt
Selvom Michael Rasmussen nu er ved at få genåbnet nogle døre, er han stadig harm over det, som han kalder en uskøn balanceakt i den internationale cykelverden. På den ene side vil man gerne signalere, at man gør noget ved dopingproblemet, og på den anden side vil man også have forretningen til at køre videre. Det har resulteret i en grotesk forskelsbehandling af dopede cykelryttere, mener han.

– Tag for eksempel Alejandro Valverde. Da han blev snuppet i Operation Puerto, fik han løn af sit hold gennem hele sin karantæne. Han vendte tilbage, vandt verdensranglisten og er i dag en af verdens bedste cykelryttere og højt, højt estimeret. Min pointe er, at hvis man bliver taget tilbage i folden og er bakket op af økonomi, så er man også velkommen, siger Michael Rasmussen.

Han peger på Lance Armstrong. Hans historie er en anden, men den illustrerer den samme pointe.

– Så længe Lance cyklede, var han en fantastisk forretning for cykelverdenen, og så kunne man godt se igennem fingrene med hans forseelser. Men da han gik på pension, havde han ikke længere nogen værdi, og så knaldede de ham. Det er hykleri på den helt store klinge.

Michael Rasmussen ser også sig selv som et offer for det, han kalder den uskønne balanceakt.

– Hvis Rabobank havde sagt, at de lagde 20 millioner euro de næste fire år og havde bakket mig op, så havde cykelsporten også levet med det. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Der var engang
Michael Rasmussens historie startede med en lille dreng, der gerne ville køre hurtigt på sin cykel. Den gav ham store sejre, men undervejs blev doping en præmis for sejrene. Det sluttede brat med udelukkelse, stigmatisering og til sidst karantæne. Det er en historie, der rummer mange af den klassiske tragedies elementer, men oplever Michael Rasmussen det også selv som en tragedie?

– Hvis vi isoleret taler om udfaldet af Tour de France i 2007, så kan man godt kalde det for en tragedie. Men jeg ser på ingen måde mit liv som en tragedie. Heller ikke mit cykelliv. I 15 år havde jeg mulighed for at gøre det, som jeg allerhelst ville.

Men at omkostningerne har været store, lægger han ikke skjul på.

– Det tog mig 25 år at komme i den position, hvor jeg kunne vinde Tour de France, fra jeg som otteårig første gang formulerede målsætningen. Og det kommer i hvert fald til at tage mig 25 år at komme over, at det gik, som det gjorde. Nu er der gået næsten 10 år, og jeg reagerer stadig lige stærkt på det. Jeg kan se, at hårene rejser sig på armene af mig, når du spørger om den 25. juli 2007. Oplevelsen ligger hele tiden og lurer lige under overfladen.

Trods smerten over det, der skete den dag, nyder Michael Rasmussen at genopleve sin sidste etape i Tour de France.

– Jeg tror, jeg har set den på video de første 100 gange. Når jeg er lidt trist til mode, kan jeg stadig finde stor glæde i at se cykelløbet op ad Col d’Aubisque. Jeg ved, at billederne ikke lyver. Vi kan ikke ændre historien. Jeg var den bedste. Hvis der er nogen, der mener, at jeg ikke var den retmæssige vinder den dag, og at Tour de France blev et bedre og renere løb, fordi Contador vandt, så fint med mig. Jeg har ikke behov for at overbevise dem.

Bæstet i cykelrytteren
Michael Rasmussen opererer med et begreb, som han kalder bæstet i cykelrytteren.

– Det er den ekstreme kynisme og det ekstreme vinderinstinkt, som der skal til. Der er ikke plads til medlidenhed ude på landevejene. Det er ikke en syklub for damefrisører. Det er benhårdt, og hvis man ikke har bæstet i sig, så vinder man heller ikke. Det skal man have, både når man er i konkurrence, og når man træner. Man skal være lige så hård ved sig selv, som man er imod sine konkurrenter. Jeg skånede aldrig mig selv.

I dag befinder Michael Rasmussen sig et andet sted, og han har parkeret bæstet i garagen.

– Jeg er blevet langt mere rund med årene. Det tunnelsyn, jeg havde som aktiv cykelrytter, er i dag bredt mere ud. Jeg er mere medgørlig, og jeg er mere rummelig, end jeg var dengang. Nu er det nogle andre arbejdsopgaver, som jeg skal udfylde. I særdeleshed når jeg beskæftiger mig med unge mennesker, hvor det absolut ikke handler om mig og om at køre stærkt på cykel.

Lige nu glæder han sig over de blåstemplinger af sin person, som han har oplevet i de sidste par år. Han er tilfreds med, hvor han er i livet.

– Jeg er stadigvæk ved at finde fodfæste i Danmark. Jeg har kun været her i et par år, og jeg har behov for at falde til ro efter en turbulent periode i mit liv. Jeg har fået afsluttet alle mine retssager, og det er egentlig meget rart at kunne lukke den dør. Lige nu er jeg bare taknemlig for, at jeg kan være med til at flytte nogle unge mennesker, der har behov for det. Det gør mig stolt, og det giver mig masser af glæde.

Når han til januar afslutter sin bachelor i Aalborg, vil han muligvis bygge en master oven på. Han overvejer det, men intet er endnu besluttet. Foreløbig har han gjort op med sin dopingfortid, og han har i den grad gjort op med løgnen. Under interviewet har Michael Rasmussen uden tøven svaret på alle spørgsmål – også dem, der kom tæt på og som gjorde ondt. Tilbage står kærligheden til cykelsporten. Den er intakt.

– Jeg har stadig en helt enorm glæde ved at cykle. Når jeg er ude på landevejene omkring Randers, så får den en over nakken. Jeg ødelægger mig selv fuldstændig i et par timer, og så kommer jeg hjem træt og glad.

Interviewet blev bragt i Appetize, 76. udgave, oktober 2016.

I krig og fred

I 50 år har Jens Nauntofte rapporteret fra dramatiske krige over det meste af verden. Alligevel er det en fredelig genforening, der er det mest betydningsfulde øjeblik for ham.

Af Thomas Møller

Det var en skelsættende dag. Den 30. april 1975 buldrede de nordvietnamesiske kampvogne ind i Saigon og afsluttede 30 års krig. Jens Nauntofte var den eneste skandinaviske journalist, der stadig opholdt sig i den slagne by. Nordmændene var væk. De skulle ikke nyde noget. Svenskerne kunne ikke komme ind, og Danmarks Radios generaldirektør havde beordret stationens radio- og tv-journalister hjem. Det var for farligt. Han ville ikke tage ansvaret for, at de blev i byen.

Så Jens Nauntofte var alene tilbage. Han arbejdede freelance og skrev til fem nordiske aviser blandt andre Information og Dagens Nyheter. Han var sin egen herre, og han skulle ingen steder. Han var fuldt bevidst om, at han stod lige midt i verdenshistorien.

– Selvfølgelig var jeg usikker på, hvad der skulle ske den afgørende dag. Det var alle. Alle var usikre. Mest i forhold til de slagne sydvietnamesiske soldater. De var de farligste. De var helt rundt på gulvet. De kom ind fra slagmarken – gale og tossede – smed deres våben og forsvandt ud i rismarkerne i håb om, at de ikke ville blive stillet til regnskab, fortæller Jens Nauntofte.

Han havde opholdt sig i Sydvietnam i tre måneder og fulgt landets undergang. Nu var det den store finale.

– Det var en kæmpe historie, og den var min. Så jeg rejste sgu ikke hjem. Men det blev så ikke min historie alligevel, for vi var en snes korrespondenter, der blev spærret inde på hotellet af det nye styre. Vi sneg os ud ad bagdøren og kiggede os omkring, og efter 30 dage blev vi evakueret. Men da var vores billeder og historier allerede fortalt. Der var kommet udenlandske journalister ned fra Hanoi sammen med sejrstropperne.

Dybt dramatisk
Vietnamkrigen havde fyldt utrolig meget i medierne. Alle de amerikanske dagblade og tv-stationer sendte deres bedste journalister til Vietnam.

– De mest blændende skribenter var der, husker Jens Nauntofte.

– De skrev store essays, der fyldte magasiner og tidsskrifter. De skrev reportager til New York Times, Washington Post og alle de andre store aviser. De var alle sammen i Vietnam. Der var ikke andre steder at tage hen.

Ifølge Jens Nauntofte er krig noget af det mest betydningsfulde, der foregår. Det er der, historien bliver skabt. Det er der, skæbner afgøres. Både politikeres og soldaters.

– Så krig er stort i vores menneskelige tilværelse, og jeg kan sige, at det bestemt ikke er det kedeligste sted at være. Det er dybt dramatisk. Også journalistisk. Det er livet, der folder sig ud. Jeg har fundet Vietnamkrigen og de store krige i Mellemøsten meget interessante. Balkankrigen var også interessant, og jeg var glad for at dække den i 1990’erne.

I 50 år har Jens Nauntofte rapporteret fra krige og konflikter. Når befolkningen flygtede væk fra ragnarok, fløj han ind for at gå på arbejde. Ikke fra otte til 16. At være udenrigskorrespondent er snarere en måde at leve på. I bøger og på film skildres fagets udøvere gerne som farverige skikkelser, der sidder på et sønderskudt hotels veranda og fordøjer krigen med en flaske whisky. Det billede er ikke helt ude af trit med virkeligheden.

– Der bliver da drukket whisky på verandaen, siger Jens Nauntofte.

– Men først når dagens historie er afleveret. Så sætter man sig ned i gården sammen med de andre og får noget at spise og drikke. Det er jo ikke kedelige mennesker. Det er folk, der lever på kanten af tilværelsen. På kanten af deres egen bevidsthed om, hvad der er klogt, og hvad der ikke er klogt. Så det er folk, der tager chancer.

Next stop Beirut
I samme øjeblik Saigon faldt – og Vietnamkrigen var bragt til afslutning – rykkede alle journalisterne videre til Libanon. Hele Saigon-korpset slog sig ned i Beirut for at dække Mellemøsten, og der genså Jens Nauntofte de gamle kollegaer.

Gennem alle 50 år har Mellemøsten været den røde tråd i hans journalistiske virke. Han er vendt tilbage til regionen igen og igen, og han har boet der af flere omgange. Hele tiden travlt beskæftiget med at researche, dokumentere og formidle.

Han har mødt alle de store figurer på den mellemøstlige scene. Libyens oberst Kaddafi, som han interviewede midt om natten i en iskold kasernebygning i Benghazi, kalder han dybt mystisk og en alt andet end let mand. Det var sværere at gennemskue den ganske unge Osama Bin Laden, som Jens Nauntofte mødte i 1980’erne i grænsebyen Peshawar nær Khyberpasset. Så var der straks større føling med Yassir Arafat, som han havde mange samtaler med gennem årene. Men den palæstinensiske leder kunne man kun få i tale efter klokken to om natten. Hele dagen var han konstant i møde, og derfor sad Jens Nauntofte og de andre journalister mange nætter i hans forgemak og drak kaffe, mens de ventede på, at døren skulle gå op.

Start i shipping
Selv om Jens Nauntofte i dag er uløseligt forbundet med udenrigsjournalistikken, så var der ikke lagt op til, at den skulle blive hans skæbne.

– Jeg er egentlig uddannet i shipping hos skibsmæglerfirmaet Wonsild & Søn, og siden var jeg ansat i rederiet J. Lauritzen. Men det var for kedeligt. Jeg ville noget andet, så jeg sagde op og tog på landevejen, fortæller han.

Landevejen førte i 1961 til Mellemøsten, og her opholdt han sig blandt andet i Israel og Egypten.

– Jeg var faktisk hele vejen rundt på tommelfingeren. Jeg havde ingen penge, men jeg brugte heller ikke nogen. Allerede der begyndte jeg at skrive lidt. Det var til Kristeligt Dagblad, hvor min morfar havde været chefredaktør.

Artiklerne kom i avisen, men da Jens Nauntofte vendte tilbage til Danmark, besluttede han, at der skulle ske noget nyt. Han ville skrive for Information.

– Jeg var knyttet til Information i rigtig mange år, mens jeg lagde mit liv om. Jeg tog først en faglærereksamen og siden en studentereksamen. Derefter begyndte jeg at læse historie på universitetet. Så jeg er ikke journalistuddannet. Man kan sige, at jeg tog journalistikken oppefra og nedefter. Jeg startede som kommentator, og siden har jeg lært mig reporterfaget på egen hånd.

Ingen pynt
Det har aldrig givet Jens Nauntofte problemer, at han er autodidakt. Ingen har bedt om at se hans journalistiske lærebrev, og arbejde har han aldrig manglet. Gennem 50 år har nysgerrighed, lysten til at formidle og trangen til at dokumentere historiens gang været i centrum for hans metier.

– Jeg var for eksempel meget fascineret af den israelske kibbutz, og det var egentlig den, som jeg i første omgang var taget til Mellemøsten for at studere. Siden vendte jeg tilbage til regionen, og da Oktoberkrigen mellem Israel, Egypten og Syrien brød ud i 1973, fik jeg så travlt, at jeg måtte afbryde mit historiestudium. Jeg blev næsten færdig med studiet, men ikke helt, og eksamensbeviset har jeg aldrig savnet. Jeg har ikke behov for at pynte mig med akademiske titler, siger Jens Nauntofte.

Da vi besøger ham kort før hans 75 års fødselsdag i udsigtslejligheden på 14. etage i Carlsbergs gamle maltsilo i København, er han og hustruen – skuespillerinden Maria Stenz – netop vendt hjem fra en rejse til Himalaya sammen med Eventyrernes Klub. I næste uge drager de to til Berlin, hvor de skal være rejseledere på en rejse, som de selv arrangerer. Selv om det efterhånden er fem år siden, at Jens Nauntofte fratrådte sit højtprofilerede job i Danmarks Radio, har han ingen planer om at gå på pension.

– Nej, nej. Lige nu har jeg travlt, så det har jeg ikke gjort mig nogen tanker om. Men hvis jeg en dag skal ud og rokke i en gyngestol, så skal jeg nok sige til, lover han med en tør sarkasme.

En stor overraskelse
Senest har Jens Nauntofte udgivet den anmelderroste bestseller ”Tyrannernes fald – En rejse i Det Arabiske Forår”. Bogen er baseret på hans 18 måneder lange rejse i 2011 og 2012, hvor han besøgte de revolutionære brændpunkter: Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien.

– Det arabiske forår var en meget stor overraskelse for mig. Jeg befandt mig nede på den arabiske halvø og var i gang med noget helt andet. Men det smed jeg fra mig og styrtede til Kairo. For nu skete der noget.

– Du havde ikke set, at det ulmede?

– Nej! Alle, der påstår, at de havde set det komme, prøver at bilde dig noget ind. Også de arabere, der siger det. Man må i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, at revolutionen hoppede fra land til land. Det var en yndet teori tilbage i 2011, og jeg skrev vist også selv, at nu kørte frihedstoget gennem Nordafrika. Men det er en poppet og nok lidt forkert måde at præsentere det på, for det var forskellige politiske udviklinger, der fandt sted i Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien. Noget gensidig inspiration – ja! Men det var forskellige gnister, der sprang. Der er ikke nogen fællesnævner i det arabiske forår.

Jens Nauntofte peger på det særlige forløb i Egypten.

– Her kan vi se, at det hele var begyndt nogle år tidligere i tekstilbyen Mahalla Al-Kubra oppe i Nildeltaet, hvor en fagbevægelse var under dannelse. Den 6. april 2008 kulminerede utilfredsheden med Mubaraks regime. Titusindvis af tekstilarbejdere samledes i Mahallas centrum for at demonstrere mod de høje madpriser, de dårlige lønninger og samtidig kræve en demokratisk udvikling med ret til at organisere sig på arbejdspladserne. Knap tre år senere – den 25. januar 2011 – har bevægelsen spredt sig så meget, at den kan mobilisere en million egyptere på Befrielsespladsen i Kairo.

På det tidspunkt havde unge mennesker, ingeniører, IT-folk og mange andre sluttet sig til oprørsbevægelsen, men i sit udgangspunkt var den ifølge Jens Nauntofte fagforeningsbaseret i Mahalla og på de store bomuldsfabrikker.

– Det er et dybt råb ude fra Nildeltaet om at samle arbejderne, der lige så stille udkrystalliserer sig til det brag, som vi får den 25. januar 2011, siger han.

Kun en drøm
På den måde var Egypten foran Libyen og Tunesien. Den revolutionære bevægelse i landet var ikke blot en følge af det, der skete i de to andre Nordafrikanske lande.

– Men siden er det jo gået tilbage for det arabiske forår?

– Nej, for der har aldrig været et forår. Der har været en drøm, og den ligger i ruiner. Militæret under general al-Sisi har taget magten i Egypten, og den giver de ikke fra sig igen. Så man er endt med et styre, der er om muligt værre end Mubaraks. Se bare hvordan de har slået ned på Det Muslimske Broderskab, siger Jens Nauntofte.

Situationen i Libyen kalder han det rene anarki.

– Det var fint at komme af med en frygtelig slubbert som Kaddafi, men det er bare ikke blevet bedre. Nu er hele strukturen væk, og landet regeres af hundrede forskellige militser. Libyen er et klan- og stammesamfund, og det var Kaddafis tvungne statsstruktur, der gjorde, at det overhovedet hang sammen. Når du fjerner den, så ulmer det til alle sider ligesom i Afghanistan. Der har man også prøvet med et centralt styre, men det vil ikke hænge sammen. Der er visse lande, der ikke egner sig til det. Store nomadesamfund og bjergrige nationer. Undtagelsen er Norge. Det er utrolig, at det kæmpe land hænger sammen med kun fem millioner indbyggere og heraf en del bjergbønder. Men de finder ud af det.

Stor bevågenhed
Konflikterne i Mellemøsten har i mange år haft mediernes store bevågenhed, og Jens Nauntofte ser flere gode grunde til den massive dækning af regionen.

– Det er jo geopolitisk interessant på grund af olien i Mellemøsten og på grund af Israels beliggenhed. Israel er USAs nærmeste allierede og bedste ven. Uanset om det er demokraterne eller republikanerne, der er ved roret i Washington, så står USA inde for Israels eksistens. Israel er untouchable. Landet fungerer nærmest som den 51. stat i det amerikanske statsforbund. Det er ikke formelt indlemmet, men det har en lignende status i den politiske bevidsthed, siger Jens Nauntofte.

Han peger på, at USA er en kristen nation, og at de amerikanske kristne ser Israel som deres sjæl.

– Der er en åndelig forbindelse. At lægge Jerusalem ned eller bekæmpe Israel er simpelthen en dødssynd, for det er dér, vi finder den kristne oprindelse. Det kan lyde lidt mystisk, og det er det også, erkender han.

Ny verdensorden
Samtidig har olien og de strategiske interesser i regionen været vanvittig vigtige, men nu er en stor omrokering i verdenspolitikken i gang, forklarer Jens Nauntofte.

– Olien bliver ikke ved med at have den samme betydning, og det gør dem meget bekymrede i de olieproducerende lande. Men om syv-otte år vil USA være selvforsynende med tjæreolie, og dermed falder Mellemøstens strategiske betydning. Lige nu er Obamas opgave at få USAs mellemværende med Syrien og Iran bragt ned på et leje, som kan tolereres, og hvor tingene kan køre, uden at han bliver til grin. For det er ikke længere Mellemøsten og Europa, der interesserer USA. Det er Stillehavsregionen og randstaterne i Asien. Det er det nye verdenscentrum. Det er dér, energien ligger. Vækstraterne er fantastiske.

Omrokeringen i verdenspolitikken er allerede i fuld gang, konstaterer Jens Nauntofte.

– Obama viser det tydeligt. Han vil ikke ind i Syrien, og han vil have en aftale med Iran om landets atomprogram. Hvis de to ting falder på plads, så er der sådan set kun Israel tilbage, som bekymrer USA, og Israel skal nok klare sig selv.

En krigernation
Jens Nauntofte ser ikke et perspektiv for fred mellem israelere og palæstinensere i sin levetid. Længere kan han ikke se, understreger han.

– Israel er jo en krigernation. Ellers havde den ikke overlevet i tre måneder med palæstinensere og en hel arabisk verden, der er imod dem. Det var aldrig gået. Israel er skabt i krig og blod, og hvorfor skulle det holde op. Det er betingelsen for landets eksistens. De har taget Vestbredden, og den vil de ortodokse og højrefløjen ikke af med. For dem er der ingen forskel på det Israel, som de tog i 1948, og den Vestbred, som de tog i 1967. Det er det samme. Man besætter land, laver kibbutzer og bosættelser, og man rykker teltpælene frem hver gang. Det er ikke særlig mystisk. Det er meningen med deres liv. De er optaget af, at landet skal overleve. Så det ligger i Israels gener, at der ikke bliver fred. Sådan har de levet i 3-4.000 år. Det er jo ikke kun de sidste 50. Det er derfor, jeg taler om, at det er genetisk.

Det tætteste, man har været på en forsoning, var med Oslo-aftalen i 1993, hvor PLO og Israel anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en fredsaftale. Året efter modtog Yassir Arafat, Shimon Peres og den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin Nobels Fredspris for deres indsats. Men den blev der sat en brat stopper for, da Rabin blev myrdet i Tel Aviv af en jødisk fundamentalist.

– Det ser jeg som meget afgørende for, at der alligevel ikke blev fred, siger Jens Nauntofte.

– Drabet på John F. Kennedy afbrød ikke nogen proces, som Lyndon B. Johnson ikke førte videre. Men drabet på Rabin førte til et brud med den fredspolitik, som han stod for. Han var en stærk faktor i Israel, og jeg ser mordet på ham som skelsættende.

Yitzhak Rabin havde været med fra før Israels skabelse. Han havde været med i alle krigene. Han var en stor feltherre. Han var både politiker og general. Eller med Jens Nauntoftes formulering slet og ret kriger.

– Jeg mødte ham ved flere lejligheder, og han var styg. En vranten, gammel, sur general. Kæderygende og whiskydrikkende. Han tændte den ene cigaret med den anden og havde den der dybe røst, som folk var bange for. Fordi han var israelsk nationalist, kunne man ikke sætte en finger på ham, før han gav Arafat hånden. Set med rabiate, jødiske, fundamentalistiske øjne på Vestbredden var det håndtryk forræderi mod Israel. Nu var Rabin deres fjende, og så myrdede de ham.

Den smalle sti
Da Jens Nauntofte som helt ung rejste til Israel, var det med stærke sympatier for den unge jødiske stat. Men så opdagede han en historie, der var ukendt i Danmark.

– Da jeg tog derned, var der ingen, der havde hørt om palæstinenserne. Der var nogle arabere, der sloges med Israel, og det var det.

Mødet med palæstinenserne nuancerede Jens Nauntoftes syn på konflikten, men han understreger, at der for ham altid har været et på-den-ene-side og på-den-anden-side.

– Som journalist har jeg ment, at jeg gjorde bedst i ikke at blive politiker. Politiske opfattelser, der bandt mig, var dårligt forenelige med mit journalistiske virke. Det gælder om at holde sig på sandhedens smalle sti og ikke begynde at drive politik på forskellige synspunkter i den ene og den anden retning. Det er muligt, at folk ikke har været i tvivl om, at jeg havde nogle sympatier, men det er ikke nogen, som jeg har prædiket. Jeg har ikke holdt tale på Rådhuspladsen – hverken for eller imod Israel – og hvis jeg var blevet spurgt, havde jeg sagt nej tak, siger Jens Nauntofte.

Ingen and i Berlin
Han har til gengæld sagt ja til så meget andet. Han er aktiv forfatter, foredragsholder, udenrigsreporter, rejseleder, globetrotter og medlem af Eventyrernes Klub. Og netop eventyrlyst og udlængsel er et par vigtige brikker til at forstå den livsretning, som han valgte, da kedsomheden i shippingbranchen blev for overvældende.

Gennem 50 år som rejsende reporter har Jens Nauntofte fået de utroligste oplevelser med, og spørger man til det mest betydningsfulde øjeblik, er han ikke i tvivl. Det var den dag i november 1989, da han stod ved Berlinmuren og rapporterede til TV-Avisen samtidig med, at tyskerne brød gennem muren.

– Jeg var i den grad overrasket, da muren faldt. Jeg sad på TV-Avisens redaktion i København den morgen, da telegrammerne myldrede ind, og vi troede simpelthen ikke på det, som vi læste. ”Det er en and”, sagde min kollega Steffen Gram, ”men vi kan ikke udkomme klokken 19.30 uden at have den med. Hvem vil rejse til Berlin?” Det ville jeg gerne. ”Har du pas og penge?” Det havde jeg, og så var jeg af sted.

Jens Nauntofte måtte love at levere en historie med både sovs og kartofler. Han skulle finde hele historien i Berlin – også selv om den viste sig at være en and. For hvem havde så sluppet det fjerede kræ løs? Og hvorfor var det sket?

– Jeg fandt nu ikke nogen and i Berlin. Men jeg fandt ud af, at jeg stod midt i den helt store historieskrivning. Det var dybt interessant. Murens fald er den mest betydningsfulde begivenhed i mit liv. Efter den dag var verden ikke længere den samme.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, vinter 2013.

Jeg har et drømmejob

I mere end 20 år har Flemming Andersen levet af at tegne historier med ænder og mus til Disneys Jumbobøger.

Af Thomas Møller

Blyanten glider let hen over papiret. I store bløde bevægelser. Lidt efter lidt kommer hun til syne. Med de glade øjne, de kuglerunde ører og den karakteristiske sløjfe i håret. Minnie Mouse er det helt store hit blandt de mange gæster, der besøger den årlige forårsmesse i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Til daglig tegner Flemming Andersen historier til Disneys populære Jumbobøger, men i denne weekend har han rigeligt at gøre med at tegne figurer fra Andeby-universet til de besøgende på forårsmessen. I to dage har der været kø foran hans bord.

– Det er hyggeligt at komme ud og tegne for folk. Jeg møder en masse søde børn. I går og i dag har jeg lavet flest tegninger af Minnie Mouse, som er meget populær. Det er pigerne, der er helt vilde med hende, fortæller Flemming Andersen.

Hans egen yndlingsfigur er Joakim von And. En gammel guldgraver, der har arbejdet sig op fra ingenting til at blive verdens rigeste and.

– Onkel Joakim er den sværeste, men også den mest spændende Disney-figur at tegne. Hans ruskindsjakke skal sidde på en helt bestemt måde, og stokken, hatten og de skotske aner er også en del af figuren. Han tager bad i sine penge, og han kan lugte, når der mangler en 10-øre i pengetanken. Det er fede miljøer, og så er han en hidsig gammel and skabt af den store mester Carl Barks, fortæller Flemming Andersen.

Om og om igen
Carl Barks startede med at lave storyboards i Disneys filmstudier, men blev siden en legendarisk bladtegner. Han skrev sine egne historier, som han derefter tegnede. Udover Joakim von And har han blandt andet skabt Fætter Højben, Georg Gearløs og Bjørnebanden. I dag regnes Carl Barks for Andebys grundlægger.

– Han skabte det hele, og han var en sindssyg dygtig fortæller. Da jeg skulle lære at tegne til Disneys univers, arbejdede jeg med store model sheets, som Carl Barks havde lavet i gamle dage. Det var på den hårde måde. Jeg tegnede hovederne igen og igen, og jeg lærte at tegne figurerne fra alle mulige vinkler. Sådan fortsatte det, indtil jeg blev godkendt til at tegne til tryk, fortæller Flemming Andersen.

Selv om han tegner til Disneys univers, har han aldrig haft særlig langt til redaktionen. Siden det første danske Anders And-blad udkom i 1949, har Egmont haft den verdensomspændende licens til Disneys bladudgivelser. Virksomheden er dansk og har hovedsæde i København. Alligevel er der relativt få danskere involveret.

– Så vidt jeg ved, er jeg den eneste dansker, der tegner til Disneys bladudgivelser. Vi er alle sammen freelancere, og de fleste sidder i Spanien. Det gælder blandt andre Fernando Güell, der er Egmonts art director. Han bor i Barcelona, og de unge tegnere kan komme ned og arbejde sammen med ham i en periode, fortæller Flemming Andersen.

Sindssygt svært
Som ung selvlært tegner gik han selv rundt i København i over et halvt år med sin mappe, uden at det lykkedes ham at få et arbejde. Men så havde et kært, gammelt familiemedlem hørt Jakob Stegelmann tale om, at Egmont vistnok manglede nogen til at tegne Disney for dem. Det var i 1990.

– Den første Jumbobog, som jeg bidrog til, var nummer 147. I dag er vi nået til nummer 423, så det er blevet til knap 6.000 sider gennem snart 22 år, smiler Flemming Andersen.

Når han skal i gang med en ny historie, modtager han en mail fra Egmont med det færdige manuskript. Mailen kan også indeholde billeder af steder, der skal indgå i historien, og måske enkelte anvisninger på udformningen af en bifigur.

– Herfra har jeg frit spil med layoutet. Et manuskript kan være op til 80 sider, og jeg omsætter det til en historie på mellem 25 og 35 sider i den færdige Jumbobog. Jeg tegner med blyant og rentegner med en pen, som jeg dypper i en tuschflaske. Det er virkelig old school, og det er sindssygt svært. Hvis det tager en time at tegne en side, så tager det fire timer at rentegne den.

En ekstra linje
Når man tegner for Disney, er det en produktion, der skal være færdig til tiden. Flemming Andersen producerer en til to sider pr. dag, men så er de også helt færdige og rentegnet.

– Jeg skal helst lave en serie på en måned. Når den er færdig, scanner jeg den ind og sender den til redaktionen. Så er der andre, der farvelægger serien og udfylder taleboblerne. Jeg skal blot sørge for, at boblerne er så store, at der er plads til alle ordene. Og så skal der altid være en ekstra linje til den finske udgave, fordi deres ord er så lange. Det er vigtigt. Anders And er kæmpe stor i Finland.

Når Flemming Andersen er færdig med en historie, holder han nogle dages pause.

– Det er et stort arbejde, så jeg skal lige tage en dyb indånding, inden jeg går i gang med en ny historie. Men pausen må ikke blive for lang, for så forsvinder den feeling, som jeg har i fingrene. Efter tre ugers ferie tegner jeg elendigt. Jeg skal hele tiden bestille noget for at holde formkurven, og efter et par dages pause klør det da også i fingrene for at komme i gang igen. Det er jo et drømmejob.

Ænder og mus
Gennem de seneste 10 år har Flemming Andersen også tegnet for tv-kanalerne Disney Channel, Disney XD og Disney Junior ved en lang række events i tv-branchen. Det giver ham en god mulighed for at møde publikum og hente ny inspiration. Ellers foregår arbejdet under mere private former hjemme i Helsingør og på Tegnestuen Gimle på Nørrebro i København, hvor han har lejet en arbejdsplads.

– Når jeg sidder og tegner til Jumbobøgerne, er figurernes design klassisk Disney, men tegnestilen er mere karikeret og overdrevet. Jumbobøgerne har deres udspring i Italien, og det er forklaringen på den anderledes tegnestil, som stadig er den gældende. I Jumbobøgerne ser man også en skarpere opdeling i historier med ænder og mus, selv om Anders og Mickey enkelte gange kan optræde i den samme historie.

Flemming Andersen er netop nu ved at færdiggøre en serie med Supermule. Det er hans første Fedtmule-historie, og den har været meget spændende at lave. Han føler sig da også overbevist om, at tegneserien har en fremtid i en digitaliseret verden med benhård konkurrence fra blandt andet computerspil.

– Der er fuld fart på Jumbobøgerne. De var nede at vende under finanskrisen, og ugebladene havde det endnu værre. Men kendis-historierne i Anders And har været en kæmpe succes. Jeg blev selv hyret til at tegne historierne med Thomas Blachman og Sigurd Barrett, og de solgte begge rigtig godt. Barrett blev totalt udsolgt. De havde ikke et eneste eksemplar tilbage på lageret. Så der er blevet mere at lave, og der er mange hasteopgaver. Det lover godt for fremtiden, siger Flemming Andersen.

Interviewet med Flemming Andersen blev bragt i AN-TV Nyt, november 2015.

I højskolens favn

Mange ældre har brug for en frisk start, og her kan et højskoleophold være en god løsning, siger Bjarne Nielsen Brovst. Han har i snart 40 år undervist seniorer ud fra idéen om, at højskolen skal være som en stor omfavnelse.

Af Thomas Møller

Bjarne Nielsen Brovst husker tydeligt svømmelærerinden fra Silkeborg. Hun var 98 år, og hun var elev på seniorhøjskolen ved Rude Strand i de allerførste år, hvor han var lærer på stedet.

– Det var dengang, jeg havde langt hår i Paul McCartney-stil, så det er en del år siden, smiler Bjarne Nielsen Brovst.

– Men jeg husker hende tydeligt. Hun hed Kamma, og hun skulle hver morgen klokken syv bæres ned til havet, der ligger lige neden for højskolen. ”Kom nu unge!”, sagde hun, mens vi rystende af kulde bar hende ned ad skrænten. Kamma ville have en svømmetur inden morgenmaden, og så snart hun kom ud i vandet, svømmede hun hurtigere, end vi kunne følge med. Det var fantastisk!

For Bjarne Nielsen Brovst er svømmelærerinden fra Silkeborg et eksempel på, at for nogen er det aldrig for sent at komme på højskole.

– Andre er ikke nær så privilegerede. Det har jeg desværre oplevet alt for mange gange. De har måske gået i flere år og glædet sig til at blive gamle, men så kommer sygdom til, og pludselig er det hele alt for sent.

Blot 25 år
Bjarne Nielsen Brovst var blot 25 år, da han begyndte at undervise på Rude Strand. Skolen var på det tidspunkt nystartet, og han blev straks fanget af at undervise ældre, for det var tydeligt, at de var kommet for at lære noget. De var interesserede.

Siden blev han fastansat, og i 1980 overtog han hvervet som forstander på skolen. Det bestred han i nært samarbejde med sin hustru, Gudrun Hjorth Nielsen, indtil de i 2007 valgte at træde tilbage og påbegynde deres egen seniortilværelse på et nykøbt husmandssted i Tranum tæt ved Jammerbugten.

Vi skal besøge Bjarne Nielsen Brovst for at høre om hans livslange erfaring fra seniorhøjskolen, og vi skal have hans bud på, hvad ældre kan få ud af et højskoleophold. Han har i telefonen forberedt os på, at han bor så langt ude på landet, at mobildækningen er tynd. Det viser sig at være ganske korrekt. Først bliver den brede asfalterede vej smallere og smallere, så bliver den til en grusvej, der efterhånden får større og større huller. Til sidst kører vi ad to dybe hjulspor op til husmandsstedet, hvor Bjarne Nielsen Brovst allerede står ude på trappen og tager imod, mens gravhunden Nana løber forventningsfuld omkring.

– Velkommen! Jeg har gjort klar til lidt frokost inde i stuen. Jeg håber, I er sultne, siger han, mens han giver hånd.

40.000 bind
I den hyggelige stue står der masser af bøger på hylderne, men de udgør kun en lille del af de cirka 40.000 bind, som Bjarne Nielsen Brovst anslår, at der befinder sig i hjemmet. De vidner om en livslang kærlighed til det skrevne ord.

– Boghandlere og antikvariater har altid været mit lille fristed. Det var dér, jeg fik et andet liv, end det min opvækst lagde op til, forklarer han, mens han sætter brød på bordet.

Han forsvinder ud i køkkenet med en formaning om, at vi endelig må sige til, hvis det bliver for koldt. Et øjeblik efter er han tilbage med smør og en flaske snaps.

– Jeg synes lige, at vi skal smage på den her. Den er lavet på porseblade, som jeg har plukket udenfor. Den skal I altså prøve, siger han, mens han hælder den klare snaps op i et par velvoksne glas og skåler.

Det er en myte
Bjarne Nielsen Brovst sender det hjemmelavede pålæg rundt og tager straks fat på dagens emne.

– Når vi hører ordet ”højskole”, så tænker vi jo nemt på ungdom og dannelse, så hvordan kommer højskolen ind i forhold til seniorer? De har forhåbentlig fundet sig selv og deres plads i livet. Men sandheden er, at de nu skal forholde sig til, at livet også har en slutning. Den der overgang fra det ene til det andet er meget hård for mange mennesker.

Bjarne Nielsen Brovst mener, det er en myte, at alderdommen er en lykkelig og idyllisk fase i livet. Sandheden er meget mere nuanceret.

– Mange mennesker mister deres ægtefælle. Mange flere har svært ved at se noget positivt i livet. Der kommer måske sygdom til. Diabetes. Kræft. Demens. Og der opstår fremmedgjorthed over for et samfund, der i den grad er blevet digitaliseret, siger han.

– Jeg tror, at sorgen spiller en større rolle i mange ældres liv, end vi er klar over. Mange har svært ved at komme videre, når de har mistet en ægtefælle. Det er virkelig noget, der er undervurderet. De føler sig ensomme og forladte.

Bjarne Nielsen Brovst kigger ud ad vinduet.

– Åh, nej. Jeg skal lige have styr på hunden. Den går og graver huller i jorden, siger han og forsvinder med hastige skridt ud af stuen. ”Nana”, kan vi høre ham råbe i det fjerne. ”Naaanaaa!”

Meget at tilbyde
Bjarne Nielsen Brovst tager igen plads i stolen. Nu med hunden på skødet.

– Jeg har mødt rigtig mange ældre, for hvem højskolen virkelig var en stor oplivning, fortsætter han.

– Nogle fulgte jeg igennem 15 og 20 år, fordi de kom tilbage igen og igen på nye kurser. Mange af dem havde en tung bagage med, når de kom til os.

– Hvad kan højskolen tilbyde de seniorer, der har det svært?

– Der er mange, der har behov for at starte på en frisk. De er måske kørt sur i deres liv. Det kan være et ægteskab, der er gået ad helvede til. Måske er det endt i en skilsmisse. Måske er deres ægtefælle død. De har brug for at komme videre, og dér mener jeg, at højskolen har meget at tilbyde.

En ny tilværelse
Bjarne Nielsen Brovst peger på, at man for eksempel kan dykke ned i et forfatterskab, der kan give ny indsigt og nye erkendelser. Andre har lyst til at udtrykke sig. Det kan være i tegning, maleri eller fotografi. For nogle år siden oplevede han, at edb fik et stort gennembrud. Mange seniorer sukker efter at forstå den digitale verden.

– Så der er masser af måder at starte forfra på. Nogle er så heldige at finde hinanden og blive forelskede. De skifter måske adresse og får en ny tilværelse. Det skete masser af gange i mine år på Rude Strand, husker han.

Han husker også, hvordan samfundsudviklingen påvirkede livet på højskolen i de mange år, hvor han arbejdede der.

– I de første år var det jo sådan, at når man var blevet pensionist, så ventede man på døden. Og hvis man var blevet enkefrue, så var det den civilstand, som man havde resten af livet. Sådan er det ikke længere, men selvfølgelig præger det livet på en seniorhøjskole, at fremtiden er begrænset. De ting, som man gerne vil nå, skal man jo ikke planlægge til om 15 år, siger Bjarne Nielsen Brovst og løfter snapseflasken.

– Jeg tror lige, at vi skal have en bundskraber, siger han og skænker snaps næsten til kanten.

– Skål! Og må Gud bevare Danmark!

Den sidste tale
Bjarne Nielsen Brovst rejser sig og går ud for at gøre kaffen klar.

– Jeg synes altså, at det er blevet lidt køligt, råber han ude fra køkkenet, og et øjeblik senere er han i gang med at tænde op i brændeovnen. Ilden får fat, og varmen breder sig i stuen.

– Nu må I endelig tage et stykke af Gudruns drømmekage, lyder hans opfordring, da vi atter har sat os om bordet.

Bjarne Nielsen Brovst gnider sig i skægget og får et mere alvorligt udtryk i ansigtet.

– Det er klart, at når vi taler om seniorhøjskoler, så handler det ikke kun om at få en ny start. For nogen betyder det også, at vi er nået til slutningen, siger han og nipper til kaffen.

– Jeg kan huske en politibetjent fra København, men med jysk baggrund. En stor mand. Tre meter høj. Han havde været med i modstandskampen, og han holdt tale, hver gang han var på højskolen. Men så en dag mødte han op og var blevet senil. Hans kone holdt ham i hånden som et lille barn.

– Alligevel spurgte jeg ham, om han ikke ville holde en tale. ”Det plejer du jo at gøre”, sagde jeg. Og så holdt han talen. Fuldstændig som han plejede. Helt perfekt. Det skulle han lige gøre, og så faldt han væk igen.

Hadefulde tider
Bjarne Nielsen Brovst rækker ud efter drømmekagen og fortsætter:

– Døden har flere gange været meget nærværende på Rude Strand, når en kursist er gået bort under sit ophold på skolen. Det behøver ikke at være folk, der har det specielt dårligt. Det kan også være et hjerteslag.

– Det skete engang på Samsø. Vi var taget derover på en heldagsudflugt, og da vi skulle hjem igen, var en af de kvindelige kursister død. Det var en meget underlig følelse at sejle tilbage til højskolen. Det gør et dybt indtryk på mig, når døden indtræffer. Men det er også en påmindelse om, at tiden er begrænset. Det lærte både jeg og mine elever den dag på Samsø. Vi skal gøre noget ved livet, så længe vi har det.

Og ifølge Bjarne Nielsen Brovst er et højskoleophold en rigtig god måde at gøre noget ved livet på. Her mødes mennesker, og meninger brydes.

– Jeg synes, vi lever i nogle underlige, hadefulde tider. Nedskydningen af de unge mennesker på Utøya ramte mig dybt. Vi har fået bandekrig i stedet for sammenhold. Og gamle, hæderkronede banker flår ryggesløs pengene ud af et lokalsamfund, der ellers havde alle muligheder i sig. Det, der måske truer os mest i de her år, er vores manglende tiltro til hinanden. I sådanne tider har vi virkelig brug for større tolerance og lidt mere storsind. Vi har brug for et forum, hvor vi kan sætte os ned og diskutere på tværs af alle skel. Et sådant forum er højskolen, siger Bjarne Nielsen Brovst.

En omfavnelse
Som højskolemand lærte han tidligt, at det ikke handler om at konfrontere, men om at prøve at få folk til at tale sammen. Og det kan sagtens lade sig gøre. Det siger hans mangeårige erfaring ham.

– Jeg mener, at folkehøjskolen skal være som en omfavnelse. Uanset om kursisterne er til Ole Sohn eller Pia Kjærsgaard. For mig er højskolens kronjuvel, at der er plads til os alle.

– Til morgensamlingerne har jeg oplevet at have en pensioneret magister, en saddelmager og en fabriksarbejder fra Kolding siddende ved siden af hinanden. Det var et bredt tværsnit af Danmarks seniorer, der kom på Rude Strand. Alle samfundslag. Alle baggrunde. Og man skal ikke prøve at dømme folk på forhånd, for der er masser af overraskelser, når man først lærer hinanden at kende, siger Bjarne Nielsen Brovst og forsøger at afsætte endnu et stykke af Gudruns drømmekage.

– Jeg kan huske, at jeg på et kursus havde en kartoffelavler fra Samsø. Jeg har sjældent mødt et menneske, der var bedre hjemme i H. C. Andersen, end han var. Og han rettede mig selvfølgelig. ”Nej”, sagde han, ”det var ikke i 1838. Det var i 39.” Og sådan noget elsker jeg jo.

Det er Amdis skyld
For Bjarne Nielsen Brovst er den største ulykke, at der ikke længere er plads til alle på folkehøjskolerne. De økonomisk dårligst stillede pensionister er røget af i svinget.

– Den ulykke tilskriver jeg Tvind-skolernes stifter, Mogens Amdi Petersen. Han har virkelig gjort stor skade på den danske folkehøjskole. Jeg har mødt ham mange gange, og jeg kunne egentlig godt lide ham. Han var altid venlig, høflig og imødekommende, og vi brugte ufattelig megen tid på at høre om alle Tvinds visioner. Men sandheden er, at Mogens Amdi Petersen tømte den danske folkehøjskoles pengekasse.

Bjarne Nielsen Brovst henviser til, at højskoleloven blev revideret som en konsekvens af Tvinds økonomiske dispositioner.

– Det var den måde, som Amdi brugte pengene på, der bragte højskolerne ud i store problemer, og som resulterede i, at mange måtte lukke. Der flød masser af penge til Tvind-skolerne, og de var sindssygt dygtige til hele det økonomiske cirkus. Men resultatet er, at dem, der virkelig trænger til at komme på højskole, ikke længere kan få tilskud. Så Tvind og Mogens Amdi Petersen ødelagde det for alle os andre.

I sit 34-årige virke på Rude Strand mødte Bjarne Nielsen Brovst flere end 70.000 seniorer. Men i de senere år måtte han konstatere, at det var de velstillede, der var flest af.

– Tidligere havde eleverne fået et tilskud på cirka 700 kroner, men nu var det væk. Det er en skammelig udvikling. For vi skal lige huske på, at det drejer sig om folk, der i dyre domme har betalt for, at deres børn og børnebørn kunne få studentereksamen, HF og alverdens uddannelser. De har slidt og slæbt, til de var over 60, men har måske aldrig selv fået chancen for at uddanne sig. Nu siger samfundet så, at vi heller ikke har råd til, at de kan opleve folkehøjskolen. Det synes jeg er forstemmende.

I orangeriet
I dag har Bjarne Nielsen Brovst og hans hustru trukket sig tilbage og nyder deres egen seniortilværelse. Det vil sige, han underviser nu stadig. Både på Askov og Rønde Højskole.

– Der er for eksempel mange ældre, der gerne vil skrive en bog, og jeg har jo skrevet en hulens masse bøger. Så jeg underviser i, hvordan man bygger sådan en op, forklarer han, da vi efter frokosten går ind i det nybyggede orangeri med voliere. Han viser stolt de spæde citrusfrugter frem lystigt akkompagneret af kanariefuglene. Her trives han. Mindst lige så godt som planterne.

– Haven betyder nærmest alt for mig og min kone. Vi følger årets cyklus og har hele tiden noget at glæde os til. Troldnødden er allerede sprunget ud. Det er simpelthen pragtfuldt. Snart kommer vintergækkerne, og så kan vi begynde at følge de små skud på Hasselnødden. Det giver os alt sammen en stor glæde, siger Bjarne Nielsen Brovst, da vi igen bevæger os ind i huset og træder ned i hans store arbejdsværelse.

Her rejser bogreolerne sig mange meter høje. Så meget fylder 40.000 bind, når de er stablet oven på hinanden. Fyldt med al den indsigt, der gav overportørens søn fra Brovst et ganske andet liv end det, hans far og bedstefar fik. Selv håber han, at han i sit mangeårige virke på Rude Strand har givet sine kursister – om ikke et nyt liv – så i hvert fald en ny tilgang til at leve livet i det fantastiske land, som Danmark trods alt er.

Bedstefars åg
– Jeg var fornylig til et Lucia-optog, hvor der kom en flok piger og to knejter ind, siger Bjarne Nielsen Brovst.

– Mens optoget gik forbi, stod jeg og funderede over, hvordan deres verden mon ser ud om 70 år. Så var det, at jeg kom til at tænke på min bedstefars træåg til to vandspande, som I kan se lige der!

Han peger op mod åget, der er hængt op i en af de sorte, tværgående bjælker i arbejdsværelsets tagkonstruktion og fortsætter:

– Jeg har kendt min bedstefar, og det åg gik han med i 1890’erne. Det er ikke mere end 120 år siden. Så må jeg indrømme, at der er sket meget godt i Danmark. Når jeg ser tilbage på mit eget liv, så havde jeg slet ikke troet, at Danmark skulle blive så enestående et land. Men det er det. Jeg er blevet 64 år, og i dag er åget kun til pynt.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, forår 2012.