Voldsomme film

I Susanne Biers film havner almindelige mennesker ofte i ekstreme og ubehagelige situationer, men sådan er livet også, forklarer hun.

Af Thomas Møller

En ny film af Susanne Bier bliver imødeset med spænding og forventning. Sådan har det efterhånden været længe. Hun er Danmarks bedst sælgende filminstruktør, og især i de senere år har Biers arbejde fået et internationalt format, der også gør hende eftertragtet i udlandet.

Det så man tydeligt på dette års festival i Cannes, hvor filmselskabet Zentropa præsenterede hendes nye film, ”Hævnen”, for opkøbere fra hele verden.

– Den solgte fantastisk i et marked, der ellers var helt dødt, fortæller Susanne Bier med begejstring, da CINEMA møder hende under åben himmel i Filmbyen på en af sommerens rigtig varme dage. Hun er i fuld gang med den danske lancering, men tænker tilbage på Cannes med et smil.

– I biografen, hvor de viste ”Hævnen”, fortalte de, at næstefter Oliver Stones nye ”Wall Street” var det den film, som flest købere havde været inde og se. Den blev solgt til mere end 30 lande, og det er enormt tilfredsstillende at vide, at den kommer til at åbne over hele verden.

Susanne Bier afviser, at det var hendes navn på plakaten, der trak de mange opkøbere til.

– Jeg vil da gerne have, at interessen skyldes, at jeg har et godt navn. Men jeg tror snarere, det handler om, at der var en del buzz omkring filmen, siger hun.

Sårbar idyl
I ”Hævnen” får vi historien om den idealistiske læge Anton, der deler sit liv mellem arbejdet i en afrikansk flygtningelejr og sin familie med kone og to børn hjemme i en dansk provinsby.

I flygtningelejren er dagligdagen barsk og til tider gruopvækkende, men bag idyllen i den danske provins er der også problemer. Antons ældste søn bliver mobbet, og da han udvikler et nært venskab med en ny dreng i klassen, eskalerer situationen og bliver stadig mere foruroligende.

– Vi ville gerne undersøge, hvor skrøbelig og sårbar den danske idyl egentlig er, fortæller Susanne Bier.

– Filmen er udtryk for en vis nysgerrighed. I de senere år har der i Danmark været en fornemmelse af, at fjenden er udefrakommende. Men hvad nu hvis fjenden ikke er det fremmede? Hvad nu hvis fjenden er indbegrebet af dansk uskyld? Sådan er det i ”Hævnen”. Det er en sød lille dreng, og det synes jeg er ret interessant.

Sådan er livet
Ligesom i Susanne Biers tidligere film som for eksempel ”Brødre” bliver vi i ”Hævnen” stillet over for nogle forfærdelige dilemmaer. Men det er også meningen.

– Jeg synes ikke, man kan sige, at mine film er ubehagelige at komme igennem. Men de er voldsomme. Jeg har det selv sådan, at jeg gerne vil blive berørt, når jeg går i biografen. Jeg vil gerne være følelsesmæssigt involveret. Og som instruktør ønsker jeg at holde mine tilskuere i et emotionelt greb, som de ikke bare kan værge sig imod.

I Biers film havner almindelige mennesker ofte i ekstreme og ubehagelige situationer, men sådan er livet også, forklarer hun.

– Vi kan ikke kontrollere og styre alt! Det er et tema, som jeg er meget optaget af. Pludselig gør livet noget helt andet, end det man havde bestilt, det skulle være. Sådan er det – på godt og ondt – og det må folk gerne tænke over og diskutere, når de forlader biografen. Men jeg sørger altid for, at de har en rimelig stor pose håb med i lommen.

Sexet svensker
I ”Hævnen” bliver den ene mandlige hovedrolle spillet af Mikael Persbrandt, og det er ikke første gang, at Susanne Bier gør brug af svenske skuespillere i en af sine film. Men på spørgsmålet, om hun har en forkærlighed for dem, ryster hun på hovedet.

– Jeg har en forkærlighed for de rigtige skuespillere, og de er nogle gange svenske. I ”Hævnen” forestillede jeg mig Anton som en inderlig idealist, men med skrammer og tatoveringer. En gadedreng med den rette ånd, griner hun.

– Mikael Persbrandt er så flabet, og han er så sindssygt sexet! Jeg synes, det var skønt at putte ham ind i en rolle, hvor han både skulle være moralsk troværdig og meget følsom. Vi kvinder kan jo godt lide mænd med de rette holdninger, men vi kan også godt lide, at de er lidt beskidte.

Mikael Persbrandts partner i filmen er danske Trine Dyrholm, og hun er helt bevidst valgt til at matche ham, forklarer Susanne Bier.

– Jeg syntes, han skulle have en kvinde, der kan lidt af det samme – og det kan Trine! På en måde er hun den langbenede blondine, men når det kommer til stykket, kan hun være både voldsom og brutal.

Optimist af natur
Samme Trine Dyrholm har i et interview beskrevet Susanne Bier som stædig og med en sarkastisk humor. Det billede kan hun egentlig godt nikke genkendende til.

– Jeg kan lide at drille, men jeg synes også, det er sjovt selv at blive drillet. Jeg kan godt lide, at vi ikke tager hinanden og os selv alt for alvorligt, forklarer hun.

Bier betegner sig selv som privilegeret, fordi hun får lov til at arbejde med det, som hun synes er spændende. Men det kræver også en god portion stædighed at få tingene til at fungere med to børn på 15 og 21 år og hele verden som arbejdsplads i en ofte stærkt udfordrende filmbranche.

– Det kan godt være noget af et cirkus, så det kræver, at man ikke lader sig slå ud. Jeg er nok optimist af natur og har et grundlæggende godt humør. Det er gode egenskaber at have med i bagagen som filminstruktør. Jeg tror, det er med til at bære mig igennem. For når tingene bliver besværlige, er lysten til at fortsætte altid større end lysten til at give op, forklarer Susanne Bier.

Sudan på nakken
Til de mere bizarre udfordringer hører en sag fra januar i år, hvor Sudans udenrigsministerium pludselig gik til angreb på hendes endnu ikke færdiggjorte film. Midt i produktionen beskyldte de Susanne Bier for at være i gang med at instruere en racistisk og antimuslimsk film, der kunne ses som en forlængelse af de danske Muhammed-tegninger. Selv var hun fuldstændig paf!

– Jeg fattede simpelthen ikke, hvad der foregik. Der er intet i filmen, der begrunder det. Den beskæftiger sig ikke engang antydningsvis med religion. Men måske ville man bare prøve at lave lidt ballade og se, hvad der skete, siger Susanne Bier.

Hun erkender, at hun i situationen var lidt rystet – men nok mest fordi anklagerne mod ”Hævnen” var fuldstændigt sindssyge.

– Jeg var desværre i den uheldige situation, at filmen ikke var færdig, så jeg kunne ikke umiddelbart modbevise historien. Men den døde alligevel, for den var helt uden substans. Det svarer til, at man bliver anklaget for at have kørt over for rødt lys uden nogensinde at have siddet i en bil. Så langt ude var det, fastslår Susanne Bier.

En udfordring
Til gengæld har hendes arbejde i USA, der blandt andet har resulteret i spillefilmen ”Things We Lost in the Fire”, været uden store konflikter, som kunne trække overskrifter i aviserne. Det har vi ellers tidligere oplevet med danske instruktører, der er løbet ind i problemer, når de har forsøgt sig i USA.

– Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke så nemt føler mig truet på min integritet, siger Susanne Bier.

– I USA arbejder man jo i et studiesystem, som er helt anderledes, end det vi kender i Danmark, hvor man som instruktør er meget mere autonom. Men jeg føler mig ikke truet af det amerikanske system. Jeg ser det mere som en udfordring at lære at manøvrere i det.

Susanne Bier er også glad for at lave testscreeninger, som mange andre instruktører ellers hader og ser som en kunstnerisk kapitulation. Men hun er ikke i tvivl om, at de er en god idé.

– Det nytter ikke noget, at man laver en film, hvor man tror, at man fortæller én ting, og publikum så ser noget helt andet. Så jeg laver ret mange testscreeninger, og jeg vælger jo selv, om de skal have konsekvenser. Jeg synes faktisk, at det er lidt barnligt, når man ikke vil teste sin film foran et publikum – for man får jo alligevel reaktionen. Men hvis folk hellere vil vente til premieren, hvor de ikke længere kan gøre noget, så fint med det. Jeg foretrækker at få meldingen, mens jeg stadig kan massere materialet.

”Hævnen” indbragte Susanne Bier både en Golden Globe og en Oscar. Ovenstående interview blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, august-september 2010.

Tid til eftertanke

Ritt Bjerregaard er gået på pension. Nu vil hun fundere over sit liv. Det har der ikke været tid til i de sidste 40 år.

Af Thomas Møller

Vi er ikke de eneste, der har opdaget, at det er forår. Fuglene synger også med. De skaber en fantastisk lydkulisse, mens Ritt Bjerregaard viser rundt i sin æbleplantage nær Hvalsø på Sjælland.

– Vi har et sted mellem 1.000 og 2.000 æbletræer. Jeg kan ikke sige det præcise tal, for jeg har aldrig talt dem, forklarer Ritt Bjerregaard med et smil.

Det var hendes forældre, der oprindeligt købte stedet, men hun og ægtemanden Søren Mørch erhvervede snart en andel. På det tidspunkt var det ikke en frugtplantage, men bygmarker – og de blev sprøjtet med så stor grundighed, at der ikke var en fugl i nærheden.

– Det var faktisk ret trist, men så kom idéen med æblerne. Helt tilfældigt. Jeg tror, det var Søren, der foreslog det, siger Ritt Bjerregaard, mens hun undersøger de gamle træer for friske skud.

– Vi begyndte at dyrke æbler i 1988 og var fra starten økologiske. Vi er nok den plantage i Danmark, der længst tid har været økologisk, så der er også en lille smule politik dér, indrømmer hun.

Et fristed
Men ellers har æbleplantagen i høj grad tjent som et fristed, hvor det har været muligt at komme væk fra al politikken.

– Hernede mellem æbletræerne tænker man faktisk mest på æbletræer. Og så har det været et godt sted at mødes og sludre. Det har været med til at give mig et tæt forhold til mine forældre, selvom jeg har haft så travlt, og det er jeg rigtig glad for, siger Ritt Bjerregaard.

Man er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at hun trives og har det godt på plantagen. De gamle, krogede æbletræer bliver vist frem med faglig stolthed og masser af fortælleglæde.

– I modsætning til andre plantager vælger jeg at beholde de gamle træer. Jeg synes, de giver stemning, og så får æblerne en god smag. Til gengæld skal træerne beskæres, og det er et hårdt arbejde, men ellers kan vi ikke nå æblerne, når de skal plukkes, forklarer hun.

Håndplukket
Æbletræerne bliver håndplukket, og med mellem 1.000 og 2.000 træer er der nok at tage fat på. Men så kan man jo altid invitere vennerne på søndagsfrokost.

– Jeg siger: ”Hør skal I ikke have en søndag på landet? Så plukker vi nogle æbler, og så skal Søren nok lave en god frokost.” Det er ham, der står for maden her i huset. Heldigvis er der mange, der synes, at det er smadder hyggeligt, siger Ritt Bjerregaard.

Hun sælger alle sine friske æbler til Årstiderne, mens de beskadigede æbler bliver samlet sammen og forarbejdet til most. I år var der kun 3.000 liter, og de blev solgt til Irma. Så der er ikke nok til alle kædens butikker, men hvis man er heldig, finder man den på hylden som ”Ritt Bjerregaards økologiske most”.

– Det er den, vi sidder og drikker, siger hun, da vi har taget plads ved det store træbord på gårdspladsen. Og til de nysgerrige læsere må vi hellere straks afsløre, at mosten smager aldeles fortrinligt. Nærmest som et glas fyldt med dansk sommer.

På pension
Ritt Bjerregaard har netop sat punktum for en lang politisk karriere. Hun er gået på pension, og det er helt naturligt, siger hun, for hun fylder 69 i år.

– Jeg har været valgt i politik siden 1970, så jeg har været med i rigtig mange år, og det har været sjovt. Men de sidste fire år som overborgmester har været hæmmet af, at styreformen i København ikke fungerer.

Det var egentlig Ritt Bjerregaards intention at stille op til yderligere fire år som overborgmester i hovedstaden.

– Men jeg følte ikke, at jeg kunne gå ud til folk og sige, at hvis de stemte på mig igen, så skulle jeg nok få bragt orden på Københavns Rådhus. For det er ikke muligt med den eksisterende styreform. Det svarer til, at Lars Løkke for eksempel skulle have ministre fra Enhedslisten og Socialdemokraterne med i sin regering. Det er simpelthen umuligt at få til at hænge ordentligt sammen.

Eftertanke
Ritt Bjerregaard har ellers stor erfaring med at lave forlig. På Københavns Rådhus blev det da også til to budgetforlig, hvor alle partierne var med.

– Så det er ikke dér, mit problem ligger. Problemet ligger i, at man ikke kan være sikker på, hvordan det bliver udført. At det nu også sker, dét som man beslutter. Derfor tænkte jeg, at det var bedre, at der kom en anden til. Og så var det tid for mig til at blive pensionist.

For Ritt Bjerregaard hænger idéen om at blive pensionist tæt sammen med lysten til at tænke og reflektere over det levede liv.

– Jeg tror, det var den gamle Tage Erlander i Sverige, der kaldte det ”at fundera”. Det synes jeg egentlig, er et godt udtryk. Så jeg vil have mere tid til at fundere. Jeg synes, der ligger en pointe i at få tænkt nogle af de ting igennem, som jeg har været med til. Der er faktisk ingen anden politiker i Danmark, der har været så mange forskellige ting, som jeg har. Jeg har siddet på tre ministerposter, været overborgmester og kommissær i EU. Så jeg synes også, at jeg skylder, inden jeg bliver helt affældig, at få de her ting tænkt igennem og kommunikeret.

I fuld gang
For Ritt Bjerregaard handler det om at få givet noget videre, og hun ser masser af muligheder for, at hun kan gøre brug af sine erfaringer. Hun er allerede i fuld gang med bøger, foredrag, artikler og interviews. Hver fjortende dag skriver hun en kommentar i dagbladet Politiken, og sammen med veninderne Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini arbejder hun på en bog med titlen ”Min mor er død”.

– Vi har alle mødre, der inden for det sidste års tid er døde, og vi synes, det kan være spændende at snakke sammen og prøve at få sagt noget om, hvordan vi har oplevet det. Det handler om at være døtre, og hvordan det er, når ens mor ikke er der mere. Sådan nogle opgaver har jeg fået tid til, så det bliver en bredere vifte end bare det partipolitiske, som jeg vil beskæftige mig med. Det kommer til at handle om mennesker og deres vilkår i livet.

Ritt Bjerregaard erkender, at der ikke er megen tid til eftertanke, så længe man lever et aktivt politisk liv.

– I mit sidste job som overborgmester havde jeg en kalender, der var fyldt op fra klokken otte om morgenen til langt ud på aftenen. Men jeg kan godt lide at være med. Jeg kan lide at være ude og møde folk. Så jeg er ikke en af dem, der siger fra, når klokken bliver fem – og jeg holder ikke ferie, når jeg skal passe mit arbejde, siger Ritt Bjerregaard med henvisning til udenrigsminister Lene Espersens aktuelle feriesag.

Vælgernes tillid
Det er da heller ikke muligt at vride en negativ kommentar ud af Ritt Bjerregaard om det voldsomme arbejdspres, som hun har levet med i de seneste 40 år. Tværtimod.

– Jeg synes, det har været fantastisk at få lov til at være med. Selvfølgelig er det et hårdt og krævende job at være politiker. Men sådan er det! Som minister har man for eksempel et af de højeste embeder i landet og er med til at træffe vidtrækkende beslutninger for borgerne. Så nytter det ikke, at man bilder sig selv ind, at man kan leve et fuldstændig almindeligt liv. Det kan man ikke. Man er på hele tiden, og derfor er det godt, at regeringer bliver skiftet ud. Man bliver slidt og har simpelthen brug for at komme i opposition og lade op. Se bare på den nuværende VK-regering!

For Ritt Bjerregaard har politik i høj grad handlet om vælgernes tillid. Den har været grundlaget for hele hendes politiske liv.

– Jeg har altid været meget glad for at være valgt. Det er jo en tillidserklæring fra folk. De sætter deres stemme på, at jeg tager mig af nogle af de problemer, der er. Det tror jeg ærligt talt, at jeg kommer til at savne, erkender hun.

Ikke i tvivl
Ritt Bjerregaard er da heller ikke ét sekund i tvivl om, at det har været alle kampene, konflikterne, tårerne og de tårnhøje arbejdsbunker værd. Hun kan nærmest ikke forestille sig et mere spændende liv. Og så er der den gode og tilfredsstillende følelse af at have udrettet noget.

Hun er glad og stolt over som undervisningsminister at have været med til at afskaffe den sorte skole. Dermed fik børnene større chancer, end de tidligere havde haft, og det var det vigtigste!

Det lykkedes også at redde Roskilde Universitetscenter – blot med én enkelt stemmes flertal i Folketinget – og tiden har vist, at det var den rigtige beslutning. Indførelsen af de erhvervsfaglige grunduddannelser kalder Ritt Bjerregaard et klart fremskridt, men nu trænger hele uddannelsessystemet igen til et eftersyn. Alt for mange drenge får ikke en uddannelse.

Årene i Bruxelles tænker hun tilbage på med tilfredshed. Ritt Bjerregaard var EU-kommissær i perioden, hvor man forberedte optagelsen af de øst- og centraleuropæiske lande. Hun rejste rundt og snakkede miljø med dem. Fortalte, hvad det var for nogle krav, som de skulle leve op til. I sådan en situation kan man godt føle sig som en del af historien.

– Fra min tid som overborgmester i København er jeg især glad for det arbejde, som vi fik påbegyndt i forhold til alle dem, der kommer fra andre lande. De skal først og fremmest have lært noget, så de kan klare sig selv, siger Ritt Bjerregaard og banker med fingeren i havebordet for at understrege sit udsagn.

– Da jeg stillede op som kandidat til overborgmesterposten, var der mange af mine partifæller, der frarådede mig at tale om integration. Men selvfølgelig skulle jeg snakke om det. Det var simpelthen noget af det vigtigste. Så det gjorde jeg, og det gav altså 60.000 stemmer!

Deler vandene
Forleden modtog Ritt Bjerregaard et brev fra Ribe.

– Det var det sødeste brev fra en dame på 89 år. Hun havde haft 40 års jubilæum som lærer. Hun skrev, at nu var hun blevet gammel, og hun havde lovet sig selv, at hun ville sende mig en hilsen og sige tak for min indsats i politik. Man bliver så glad, når man modtager sådan et brev. Så har det ikke været helt spildt.

Men med til den fulde fortælling hører, at der er folk, der den dag i dag mener, at Ritt Bjerregaard ødelagde den danske folkeskole. Og den tvedeling er på mange måder repræsentativ for reaktionen på hele hendes politiske gerning. Hun har i den grad skilt vandene og fremkaldt skarpe meninger om sin person. Til tider har det lignet had, hetz og ren personforfølgelse.

– Det overraskede mig nok, at folk lige fra starten havde så skarpe meninger om mig. Men jeg har været en af de kvinder, som hurtigt trådte meget klart frem. Jeg var ikke særlig gammel og kunne næsten fornemme spørgsmålet: Kan hun overhovedet noget?

Ansigt til ansigt
Ritt Bjerregaard var blot 32 år, da hun blev minister og var dermed det hidtil yngste medlem af en dansk regering. Lige fra starten sagde hun sin mening, og den slags kalder på modstand, hvilket hun finder helt i orden.

– Folk må gerne være uenige med mig. Så kan vi argumentere og diskutere. Det er jo meningen med politik. Jeg synes, det bliver lidt kedeligt, hvis folk skal dække sig ind til alle sider, før de tør sige noget.

Og kedelig har Ritt Bjerregaard ikke været. Hun har taget kampene ansigt til ansigt med sine modstandere, som da hun skrev en kronik i Jyllands-Posten, hvor hun skældte landmændene ud for at være miljøsvin.

– Jeg vidst jo godt, at når jeg skrev det, så kom de helt op på mærkerne. Men det var også meningen. Det var en helt bevidst provokation brugt i politisk øjemed. Så kunne vi få en diskussion og på den måde skabe en stemning i befolkningen og medierne. For det handlede om at kaste lys på et problem, som der skulle gøres noget ved.

Fortryder ikke
Alligevel har man haft en følelse af, at stærke kræfter fra tid til anden har ønsket at slæbe Ritt Bjerregaard til bålet som en anden Jeanne d’Arc dømt for sine kætterske holdninger. Der er blevet fældet en tåre, men hver gang har hun rejst sig igen, og der er ikke skyggen af bitterhed at spore hos hende. På spørgsmålet om kritikken altid har været fair, svarer hun klart nej, men med et stort smil.

– Det synes man selvfølgelig aldrig, men så må jeg jo bare tage til genmæle. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at det blev så ubehageligt, at jeg ikke ville være med mere. Så langt ude har jeg aldrig været, siger hun og afviser samtidig, at der er ting, som hun gerne vil gøre om.

– Jeg giver mig ikke af med at fortryde. Jeg har det som Edith Piaf, der sang ”Non, je ne regrette rien”. Jeg fortryder ikke noget. Når man er politiker på en ansvarsfuld post, må man tænke sig rigtig godt om, før man træffer beslutninger, som vedrører massevis af mennesker. Og det har jeg gjort. Jeg har tænkt mig rigtig godt om.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, sommer 2010.

Opgør med fortiden

Forhenværende statsminister Poul Schlüter kalder sine ti år ved magten for et vellykket opgør med Socialdemokratiets dominans i dansk politik. I dette interview gør han status over sit politiske virke og løfter sløret for hidtil hemmeligholdte møder med LO-toppen.

Af Thomas Møller

Poul Schlüter viser vej gennem den store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, hvor han har boet i snart 30 år. Efterårssolen ligger lavt, og lyset strømmer ind ad de store vinduer og fylder stuerne. Vi fortsætter ned til den elegante spisestue, der ligger tilbagetrukket fra gadens mylder.

– Det var her, vi holdt det allerførste møde i regeringens indre kabinet. Det var faktisk inden, at min regering formelt var tiltrådt, forklarer Schlüter, mens vi går ind i spisestuen.

Det var i 1982, at han til manges overraskelse blev Danmarks statsminister. Men det var nok endnu mere overraskende, at han holdt sig ved magten i de næste 10 og et halvt år. Flere politiske kommentatorer dømte hans nydannede regering til at blive en parentes i historien, men Poul Schlüter er i dag den statsminister, der har siddet længst næstefter Thorvald Stauning.

– Hvad var det egentlig for et Danmark, som du overtog ledelsen af i 1982?

– Det var et Danmark, som Anker Jørgensen opgav at styre, og det skyldtes én mand! Det var LOs formand Thomas Nielsen. Han var meget barsk over for Anker Jørgensen. De kunne overhovedet ikke sammen. Og Anker ville ikke, kunne ikke eller turde ikke foreslå en politik, som Thomas Nielsen ikke kunne acceptere. Så det var LO, der spærrede Anker væk fra regeringsansvaret. Det kan man roligt sige. Sådan var det. Det var mærkeligt. Det var ganske ejendommeligt, siger Poul Schlüter.

Han peger på, at Danmark i begyndelsen af 1980’erne befandt sig i en alvorlig økonomisk situation. Landet var med den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesens ord på vej ud over afgrunden.

– Der var brug for barske beslutninger, men Anker kunne simpelthen ikke komme igennem med den nødvendige politik. Han kunne ikke afskaffe den automatiske dyrtidsregulering, som jeg kunne gøre. Men jeg havde jo også et uafhængigt forhold til organisationerne, siger Poul Schlüter.

Christmas Møller på BBC
Vi forlader spisestuen og går tilbage til de bløde sofaer i dagligstuen. Her kan Poul Schlüter godt lide at sidde og nyde sollyset. Vi skal høre om hans lange politiske liv, og hvorfor han netop valgte at lægge sine kræfter i Det Konservative Folkeparti.

– Jeg blev meget tidligt politisk aktiv, og der var aldrig tvivl om, at jeg var konservativ. Det blev jeg under indflydelse af min mor og siden Christmas Møller under besættelsen, forklarer han.

– Mine forældre drev en købmandsforretning, hvor de begge var flittige og aktive. Det har nok påvirket mig. Det tror jeg. Altså den selvstændiges kamp for at skabe en forretning. Min far kørte ud til kunderne, og min mor passede telefonen og bogholderiet. Sådan var det fordelt.

Under den tyske besættelse af Danmark blev især den konservative leder Christmas Møller, der levede i eksil i London, en stor inspiration for Poul Schlüter.

– Jeg har kendt Christmas Møller, og han var et pragtfuldt menneske. Han var ikke højremand i gammeldags forstand, men en moderne konservativ, og det var for mig det helt rigtige. Han var kolossalt spændende – navnlig under besættelsen, hvor vi kunne høre hans taler fra London over BBC. Dem lyttede vi alle sammen til. Jeg tror, det var klokken 21. Det var ofte svært, for tyskerne sendte støj på samme frekvens, men jeg fulgte med hver aften. Desværre døde han alt for ung. Han blev kun 53 år. Det var ikke nok.

I kamp mod Erhard
Mange år senere skulle Poul Schlüter gå i Christmas Møllers fodspor og selv overtage ledelsen af Det Konservative Folkeparti. Han blev valgt til Folketinget i 1964 og var samtidig aktiv i kommunalpolitik. Schlüter stillede op som konservativ borgmesterkandidat i Gladsaxe ved valget i 1966, hvor han kæmpede mod Erhard Jakobsen, der nærmest var en politisk superstjerne i de år.

– Erhard og jeg havde et udmærket forhold til hinanden, selvom vi var modstandere. Han var en moderne socialdemokrat – så moderne, at han til sidst brød med partiet i Anker Jørgensens regeringstid. Det første valg, som Erhard og jeg udkæmpede, var yderst spændende. De konservative gik fra syv til ni mandater, og socialdemokraterne fik også ni. Men så var der lige en SF’er, som afgjorde sagen til Erhards fordel.

Resultatet betød, at Poul Schlüter blev viceborgmester i Gladsaxe, og den post beholdt han i fem år.

– Gladsaxe var i de år lidt af en foregangskommune. Erhard var jo dristig. Han lagde et budget, hvor han abonnerede på fremtiden. Han byggede og tog store lån, og det var klogt, for kommunen fik hele tiden et større indbyggertal, og dermed kom der nye skatteydere til. Erhard byggede skoler og biblioteker. Det var en kommune i vældig udvikling, husker Poul Schlüter.

Parti i krise
Da han et tiår senere danner sin første regering, er det blandt andet sammen med Erhard Jakobsens nye parti, Centrum-Demokraterne, og i en periode er Erhard Jakobsen også selv minister i regeringen. I de mellemliggende år har Schlüter suverænt overtaget magten i Det Konservative Folkeparti, der havde ligget underdrejet med faldende vælgertilslutning og en opslidende fløjkrig mellem folketingsgruppens formand, Erik Ninn-Hansen, og den organisatoriske formand, Haunstrup Clemmensen.

– Det var en stor udfordring. Vi var virkelig på retur. Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, blev der udskrevet folketingsvalg, og jeg tør nok sige, at det gik os ilde. Vi fik 10 mandater. Det var helt uhørt. Det var det laveste nogensinde. Det er dog overgået af det nylige valgresultat, konstaterer Poul Schlüter.

– Men vi tog fat, og det gjorde vi på samme måde, som jeg vil anbefale den nye ledelse at tage fat. Vi skrev om, hvad det vil sige at være konservativ. I artikler, læserbreve og taler. Vi fortsatte i en uendelighed. Det var et langt og sejt træk, men det lykkedes. Ved det næste valg gik vi fra 10 til 15 mandater, og ved det næste igen fra 15 til 22 og efterfølgende fra 22 til 26. Så lignede det noget! Det var ikke så tosset.

Et es på hånden
Det Konservative Folkeparti var nu landets næststørste, og Poul Schlüter begyndte at ligne oppositionens naturlige leder. Ved den modsatte bordende sad socialdemokraternes mangeårige statsminister Anker Jørgensen, som Schlüter kalder ”et herligt menneske”.

– Jeg havde et ganske afslappet og godt forhold til Anker. Vi var helt klart politiske modstandere, men vi kunne tale sammen, og vi kunne forstå hinanden. Der var en gensidig respekt – og det er godt, at man har respekt for sine politiske modstandere. Det er i det hele taget godt, hvis man synes, at ens modstandere er dygtige. Hellere det, end at de er nogle slapsvanse. Men Anker Jørgensen har jeg bestemt respekt for.

Da den socialdemokratiske statsminister i 1982 valgte at træde tilbage uden at udskrive valg, opstod der en højspændt politisk situation, som Poul Schlüter fik det optimale ud af.

– Det var spændende dage, mens det foregik. Under dronningerunden var der flere, som pegede på mig end på Venstres Henning Christophersen. Udover mit eget parti var det de radikale og Fremskridtspartiet. I den situation var det helt afgørende at blive udpeget til kongelig undersøger. Jeg fik et es på hånden, og det slap jeg ikke igen, før det var overstået.

Et stort øjeblik
I spidsen for en firkløverregering bestående af konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti overtog Poul Schlüter nu regeringsmagten som den første konservative statsminister siden systemskiftet i 1901.

– Det var et stort øjeblik. Som konservativ politiker i min generation drømte jeg jo ikke om at blive statsminister. Det kunne jeg slet ikke se for mig – og så skete det alligevel! Men det var helt uoverskueligt. Især, hvor længe vi kunne blive siddende. De fleste socialdemokrater regnede jo med, at det ville vare nogle måneder, og så ville de atter overtage regeringsansvaret. De drømte ikke om, at jeg skulle blive i Statsministeriet i de næste 10 og et halvt år.

Det gjorde Poul Schlüter nu heller ikke selv, og i regeringens første levetid spøgte han gerne med det, når han talte med sin kone.

– Jeg sagde til hende, at hvis vi holdt nytår over, så ville historikerne skrive ”Ministeriet Poul Schlüter 1982-83”, og det lød da altid af noget. Jeg sagde også til min kone, at nu havde jeg retten til at kalde mig forhenværende statsminister i resten af min levetid. Så nej, jeg så ikke et langt perspektiv, da jeg overtog regeringsansvaret. Men jeg håbede på det, jeg arbejdede for det, og det lykkedes mærkeligt nok.

Umulig Glistrup
Det mærkelige består i, at Poul Schlüters skiftende regeringer aldrig havde et stærkt parlamentarisk grundlag.

– Vi havde fra starten ikke noget flertal. Vi skulle have tilslutning af Socialdemokratiet, som var vores modstander, eller af Fremskridtspartiet og de radikale. Det var ganske svært – navnligt det sidste. De radikale ville ikke sidde i stue med Fremskridtspartiet, så vi måtte forhandle med dem hver for sig. Det var virkelig kompliceret. Fremskridtspartiet blev jo anført af Glistrup, som var fuldstændig umulig at have med at gøre. Han var utrolig egocentreret og ensidig. Det var han. Til sidst blev hans eget parti også trætte af ham, og de smed ham faktisk ud.

Det var vanskelige vilkår – især for de barske økonomiske beslutninger, som regeringen havde bestemt sig for at gennemføre lige fra dag ét.

– Henning Christophersen og jeg blev kaldt til møde i Nationalbanken, hvor nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers humør var helt nede i kælderen. Det var det, fordi al den fremmede valuta svandt i hans kassebeholdning. Det hang sammen med, at de fleste i udlandet regnede med, at regeringen ville starte med en stor strategisk devaluering. Ligesom Palme gjorde i Sverige. Men det ville vi ikke. Tværtimod.

100.000 på pladsen
I stedet besluttede Schlüter og Christophersen, at kronen skulle ligge fast. De ville gennemføre store offentlige besparelser og samtidig afskaffe den automatiske dyrtidsregulering.

– Jeg skal love for, at den var en hellig ko. Vi havde haft dyrtidsreguleringen siden 1. Verdenskrig. Den gik ud på, at når priserne steg, så steg ens indtægter på samme måde. Det gjorde vi op med, og der blev som ventet en gevaldig ballade. LO foranstaltede nogle demonstrationer, hvor der stod 100.000 mand nede på slotspladsen.

– Hvordan påvirkede det dig, at der stod 100.000 vrede demonstranter foran Christiansborg?

– Det påvirkede overhovedet ikke! Det havde jeg jo ventet. Så vi lod som ingenting. Et par år senere blev der i forbindelse med overenskomstforhandlingerne igen arrangeret store protester, hvor demonstranterne spærrede adgangen til Christiansborg. Men vi kom alligevel ind, for vi kendte jo bygningerne. Vi vidste, at hvis man gik ind nede ved havnen i det yderste af Slotsholmens ministerier, så kunne man gå hele vejen inden for murerne. Så det gjorde vi.

På vej mod konkurs
Trods demonstrationer, protester og modstand fra oppositionen kom Schlüters regering igennem med den barske økonomiske politik, som den havde proklameret, at den ville gennemføre.

– Vi foretog store offentlige besparelser. De var en nødvendighed. Hvis jeg husker ret, så var det 25 milliarder det første år, og det var et endnu større tal det næste. Men det var svært at få igennem navnlig i forhold til Fremskridtspartiet. Glistrup truede med at stemme nej, og jeg truede med valg – blot tre uger efter, at vi havde dannet regeringen – og det hjalp. Så krøb de om bord i hele pakken. Også afskaffelsen af dyrtidsreguleringen, som vi fik gennemført.

– Det var voldsomme indgreb, som din regering gennemførte. Var de ødelæggende for velfærdssamfundet?

– Nej, det synes jeg ikke. Tværtimod. Jeg vil snarere sige, at vi reddede velfærdssamfundet. Hvis vi ikke havde lavet de indgreb, så var Danmark gået konkurs. Vi var som nation nødt til at geare ned. Bare en lille smule. Det gjorde vi, og det hjalp.

Accepteret af LO
Trods protester og demonstrationer på slotspladsen oplevede Poul Schlüter, at hans regering høstede respekt for de indgreb, som den foretog. Også fra LO.

– LO var imod regeringsdannelsen. Selvfølgelig var de det. Men de accepterede, at vi sad der, og de blev efterhånden opmærksomme på, at vi kom til at sidde i lang tid. I begyndelsen var LO modstandere af den anti-inflationspolitik, som vi førte med store offentlige besparelser, afskaffelse af dyrtidsreguleringen og en fast kronekurs. Men efterhånden, som årene gik, indså de fleste i LO, at det var en politik, som gavnede lønmodtagerne. For den betød højere realløn. Mærkeligt nok, men det gjorde den altså. Til gengæld var beskæftigelsen et stort problem i mine regeringsår. Den var det ømme punkt. Dels på grund af den økonomiske politik, som vi førte, dels på grund af de internationale konjunkturer, som ikke var med os, siger Poul Schlüter.

Et andet øm punkt var udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor regeringen accepterede, at den kom i mindretal. Det var i de år, at fodnotepolitik blev et begreb på Christiansborg.

– Jeg oplevede hele den situation som noget højst ejendommeligt. Vi kom i mindretal på udenrigspolitikken i Folketinget, fordi Socialdemokratiet lod sig friste af den yderste venstrefløj. Sammen med den, de radikale og SF havde de et flertal, og det kunne vi ikke gøre noget ved. Socialdemokraterne håbede selvfølgelig, at vi ville gå af, men det syntes jeg ikke, at vi skulle føje dem i. En regering bestemmer selv, hvilke nederlag den vil acceptere.

Pinagtig situation
Ifølge Schlüter svigtede Socialdemokratiet den kurs, som partiet havde fulgt i alle årene efter 1949, hvor Danmark blev medlem af NATO.

– Jeg opfattede det som en demonstrationspolitik. Det havde de aldrig gjort, hvis de havde haft regeringsansvaret, og de var da heller ikke helt enige om det internt. Men jeg syntes, at det var en pinagtig situation. Jeg håbede, at der kom en lejlighed til et opgør, og den kom så også, men det tog nogen tid.

Poul Schlüter henviser til den situation, hvor det sikkerhedspolitiske flertal ville pålægge regeringen at sende en besked til alle udenlandske flådefartøjer, der sejlede ind i dansk farvand. Her skulle de informeres om, at det stred imod den danske atomvåbenpolitik, hvis deres fartøj havde kernevåben om bord.

– Men det forslag var simpelthen imod NATOs strategi. Og det var så sandelig også i strid med Sovjetunionens. For de gav jo heller ikke den slags informationer. Det gjorde de altså ikke, siger Poul Schlüter med et smil.

– Derfor var det godt, at vi fik NATO-valget. Selvom vi var i mindretal i Folketinget, så vandt vi valget. Vælgerne havde talt direkte, og det gav ro.

Berlin-muren falder
Da Poul Schlüter tiltrådte som statsminister, var der et voldsomt våbenkapløb i gang mellem supermagterne, USA og Sovjetunionen. Men inden han forlod Statsministeriet, var Berlin-muren væltet, og hele østblokken var brudt sammen.

– Det var en utrolig spændende og lykkelig udvikling, da vi oplevede, at det kommunistiske regime blev forkastet. Dels i Sovjetunionen, dels i de østeuropæiske lande. Det var fantastisk, at det skete næsten uden blodsudgydelser. Det var virkelig et folkeligt oprør.

– Overraskede det dig?

– Ja, tidspunktet overraskede mig. Jeg regnede med, at kommunismen ville tabe i det lange løb, men øjeblikket… det var en overraskelse. Det var det for os alle, siger Poul Schlüter.

– Jeg havde mødt Gorbatjov under mit besøg i Sovjetunionen. Han var lige kommet hjem fra topmødet i Reykjavik med Reagan, og han følte ikke, at han var ydet retfærdighed i de vestlige medier. Så han var glad for at få en statsminister at tale med, og vi snakkede sammen i to og en halv time. Kun han og jeg. Det var meget spændende. Han syntes ikke, at Reagan havde været imødekommende nok over for hans position. Det havde Gorbatjov så ikke ret i – for tingene skal jo modnes.

– Når muren vælter, og kommunismen går i opløsning, er det så Reagan eller Gorbatjovs fortjeneste?

– Jeg ser det i høj grad som en konsekvens af Reagans politik. Og som en konsekvens af dobbeltbeslutningen i NATO. Reagan førte en barsk og aggressiv politik, og til sidst måtte Sovjetunionen se i øjnene, at de ikke havde råd til noget lignende. De kunne ikke matche det. Men samtidig var det Gorbatjov, der modnede revolutionen i Sovjetunionen.

Kohl hjalp os
I 1992 var Danmark for en kort stund i centrum på den politiske scene i Europa. Det skete, da vi ved en folkeafstemning den 2. juni stemte nej til den nye EU-traktat. For regeringen og de øvrige ja-partier handlede det nu om at begrænse skaderne af nej’et. Det skulle ske ved, at Danmark fik fire forbehold, men det var ikke uden problemer, fortæller Poul Schlüter.

– Det var den tyske kansler Helmut Kohl, der hjalp os under det store topmøde i Edinburgh, efter vi havde tabt folkeafstemningen. I ugerne forinden havde Uffe og jeg fløjet luften tynd over Europa. Vi var rundt hos alle vores partnere for at søge goodwill og forståelse for den danske situation og de fire forbehold. Men vi mødte ikke støtte nogen steder. Alle var imod. Alle syntes, at det var for meget at bede om. Også Kohl.

På topmødet i Edinburgh gik hele den første dag med at diskutere det danske problem. Poul Schlüter tog ordet igen og igen, men lige lidt hjalp det.

– Vi fortsatte på nøjagtig samme måde næste morgen, og det varede indtil, klokken var kvart i tolv, så tog Helmut Kohl ordet. ”Nu må det være nok”, sagde han. ”Nu har vi diskuteret det danske problem længe nok, og jeg foreslår, at vi bøjer os. Når vores to danske venner siger, at de kun kan holde en ny folkeafstemning, hvis vi giver dem de fire forbehold, så er det sådan, at det er.”

– Og jeg skal lige love for, at det så gik stærkt. Den ene efter den anden tog ordet og tilsluttede sig den store Helmut Kohl. Så var den sag i orden.

– Havde han så megen autoritet?

– Ja, ham lyttede man til. Helmut Kohl var en stor politisk skikkelse, og han havde navnlig forståelse for de små landes problemer. På den storpolitiske scene var det især ham, der gjorde indtryk på mig.

– Hvis I ikke var nået frem til aftalen om de fire forbehold i Edinburgh, hvad var der så sket?

– Det tør jeg ikke sige med sikkerhed. Men det er sandsynligt, at vi havde været på vej ud af EF. Det tror jeg. Den nye traktat skulle jo underskrives af alle landene for at træde i kraft. Så det var fatalt.

Tamilsagen
På den hjemlige politiske scene fyldte den såkaldte Tamilsag mere og mere. Den startede i Justitsministeriet, hvor den konservative nestor Erik Ninn-Hansen var chef, men den kom efterhånden til at hvile som en skygge over hele regeringen. Poul Schlüter afviser, at han fra starten oplevede, at sagen kunne blive farlig for regeringen og ham selv.

– Nej, det gjorde jeg ikke. Det var en stor overraskelse for mig, at dommer Hornslet skrev, som han gjorde i tamilrapporten – og jeg er helt uenig i hans bedømmelse af min såkaldte ”gulvtæppetale” i Folketinget.

Schlüter henviser til talen, der indeholdt den efterhånden berømte sætning: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.

– Det mente jeg heller ikke, at der var. Hvorfor skulle jeg ellers bruge det udtryk? Hvis jeg havde haft al den viden, som Hornslet indsamlede, så havde han haft ret i kritikken af mig. Men det havde jeg jo ikke. Den kom først frem under de mange vidneførsler af embedsmændene, siger Poul Schlüter.

Han fortæller, at det ikke var ham selv, der skrev talen. Som det er kutyme i den slags situationer, havde han i stedet nedsat et udvalg. Det bestod af tre jurister fra Justitsministeriet og tre jurister fra Statsministeriet. De sad sammen i en uge og skrev på talen.

– Inden jeg holdt den, mødtes jeg ved ni-tiden om aftenen med de to departementschefer. Jeg spurgte dem, om talen var i orden. ”Ja, det er den”, sagde de. ”Den kan du trygt holde.” ”Godt”, sagde jeg, ”så gør jeg det.”

Det var hårdt
Poul Schlüter havde været statsminister i 10 år, fire måneder og 15 dage, da han gik til dronningen for at indgive sin afskedsbegæring. Det var ikke den afslutning, som han havde ønsket sig, men han har også en nøgtern erkendelse af, at alle statsministre på et eller andet tidspunkt går af.

– Men det var en barsk overgang pludselig ikke at være statsminister længere. Det var hårdt. Sådan husker jeg det. Man kører op til dronningen og melder pas, og så kører man hjem igen. Man siger farvel til hele staben af embedsmænd, som man har haft til sin rådighed, og så er det slut. Det var det. Nu kan en ny tilværelse begynde.

Poul Schlüter valgte året efter at stille op til Europa-Parlamentet som Det Konservative Folkepartis spidskandidat. Her fik han det højeste personlige stemmetal, der nogensinde var opnået i Danmark.

– Det var ligesom et tak-skal-du-have-valg. Sådan oplevede jeg det. Og det var vældig godt for mig at komme i parlamentet, for så var jeg beskæftiget med noget politik, som spillede en rolle. Jeg nåede at få stor respekt for Europa-Parlamentet, som er langt bedre end dets renommé. Der er mange dygtige medlemmer, og de gør en kæmpe indsats.

Folkevalgt i 35 år
I dag har Poul Schlüter pensioneret sig selv som politiker efter 35 år som folkevalgt. Han vil ikke længere kommentere aktuel politik, for han har gjort den erfaring, at når en tidligere statsminister begynder at blande sig, så går det galt.

– Hvis jeg udtaler mig om et eller andet, så bliver det overfortolket i medierne. Den mindste uenighed bliver til ragnarok. Sådan er det! Men det kan være frygtelig svært at tie stille. Det vil jeg godt indrømme.

Til gengæld vil Poul Schlüter gerne gøre status over sit eget virke. Med mere end 10 år i Statsministeriet havde han en enestående chance for at påvirke samfundsudviklingen, så hvad er forskellen på det Danmark, som han overtog, og det Danmark, som han gav videre?

– Jeg overtog et land, der var tæt på afgrundens rand. Det fik vi rettet op, og det var et helt andet Danmark, som vi gav videre. Nu havde vi overskud på betalingsbalancen. Kæmpe overskud. Og økonomien var i det hele taget i en bedre forfatning. Der manglede en ting, og det var at få beskæftigelsen højere op. Men det lykkedes for Nyrup. Det var godt.

Hemmelige møder
Ellers peger Poul Schlüter på, at der i hans regeringsår skete en afbureaukratisering og modernisering af samfundet. Der blev foretaget kæmpe investeringer i broer over Storebælt og Øresund. TV2 og reklamefinansieret radio så dagens lys. De første spadestik blev taget til Ørestaden. Udlicitering og privatisering af statslige virksomheder gik i gang.

– Og så er der en ting, som vi lige skal have med, når vi taler om regeringens sidste år. Jeg havde som nævnt fået et rigtig godt forhold til LO, og jeg holdt også et par hemmelige møder med LOs ledelse, som jeg inviterede op på Marienborg. Der havde vi fortrolige samtaler, og de er aldrig blevet offentlig kendt. Det skulle de jo heller ikke, men nu er der gået så mange år. Det var dengang, Finn Thorgrimson var formand for LO, og Hans Jensen var næstformand. Vi ville gerne inspirere LO til at interessere sig for en arbejdsmarkedspension, og det syntes de var interessant, siger Poul Schlüter og fortsætter:

– Ved den følgende overenskomst i 1991 blev arbejdsmarkedspensionen vedtaget. Det var en bagatel til at begynde med, for den beslaglagde kun 0,9 procent af lønsummen. Men så var vi i gang, og det har udviklet sig. Nu er det cirka 10 procent, så det er noget, der batter! Det betyder, at folk i lavtlønsgrupperne praktisk talt får lige så meget i pension, som da de var ansat og havde løn. Det er vel nok en forandring.

Poul Schlüter husker fra sit eget hjem, hvordan hans forældre var optaget af, hvordan de skulle klare sig, når de gik på pension.

– De havde en folkepension, men det var jo næsten ingenting. Det var virkelig et problem, men det er løst nu med arbejdsmarkedspensionerne. Samtidig havde det den sidegevinst, at al snak om Økonomisk Demokrati døde totalt. ØD havde aldrig været særlig populær i LOs brede medlemskredse, men det er arbejdsmarkedspensionerne til gengæld. De løser et problem for hver eneste familie, siger Poul Schlüter.

Goddaw Poul
Den 82-årige forhenværende statsminister kan i dag se tilbage på et langt virke. Han glæder sig over, at det lykkedes at gøre op med Socialdemokratiets dominans i dansk politik. Inden han kom til, havde de borgerlige regeringer altid kun holdt i én periode. Det gjaldt for Knud Kristensen, Erik Eriksen, Hilmar Baunsgaard og Poul Hartling.

– De faldt alle sammen ved det første valg, som de udskrev. Jeg nåede dog at vinde fire valg. Fire valg minsandten! Eller man skal måske snarere sige, at jeg undgik at tabe dem, siger Poul Schlüter.

– De 10 år, hvor jeg havde regeringsmagten, blev et opgør med fortiden. Sådan ser jeg det. Hvor det tidligere var en selvfølge, at Socialdemokratiet var regeringsbærende, så er det nærmest gået i den modsatte retning. Hvis vi ser på de seneste 30 år, så har vi haft borgerlige regeringer i de 20 af dem. Det synes jeg er en god ting.

Når Poul Schlüter i dag går sin daglige tur på Frederiksberg, er det helt sikkert, at han bliver standset flere gange undervejs. Nogle gange af folk fra hans eget parti og andre gange af folk med en anden politisk overbevisning. Men det betyder ikke så meget, har han konstateret.

– De er alle sammen søde og flinke, så det er rigtig rart. De siger: ”Goddaw Poul, hvordan har du det?” De har altid en eller anden politisk kommentar, som jeg lige skal høre. Den lytter jeg så lidt til, og så går jeg videre.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, vinter 2011.

Alt udsolgt!

Bare rolig. Om et par timer er der ingen ledige stole. For når Niels Hausgaard tager på turné, er alt udsolgt.

Af Thomas Møller

Niels Hausgaard har siddet fast i en snedrive. Så det er med et kvarters forsinkelse, han svinger den store kassevogn op foran bagindgangen til Pavillonen i Grenå. Her skal han optræde i aften. Hausgaard løfter to guitarkasser ud af vognen, mens han højlydt brokker sig over kvindelige bilister, der aldrig burde have haft kørekort. Dem har han mødt et par stykker af på vejen til Grenå.

Inde i salen har lydfolkene været i gang i flere timer med at stille anlægget op og tjekke akustikken. Der er udsolgt i aften, og det er der ikke noget usædvanligt i. Tværtimod. Niels Hausgaards koncerter er altid udsolgt, og sådan har det været i mange år. En imponerende præstation af en mand, der aldrig selv har solgt ud. I 40 år har han stået på de danske scener, uden at der er slået en flig af hans integritet og troværdighed.

– Da jeg begyndte at tage ud og spille, var det fuldstændig midlertidigt, og det er det egentlig stadigvæk, fortæller Niels Hausgaard, da vi har fået os bænket i det lille lokale bag scenen.

– Det er jo kun for sjov. Hvis jeg ikke gider mere, kan jeg altid tage ud at sejle igen. Men jeg mangler stadigvæk et argument for at holde op, forklarer den 66-årige folkesanger, der ikke er tynget af datoen på dåbsattesten.

Han har ganske vist modtaget et brev fra samfundet, der fortalte, at han var blevet folkepensionist. Men han har ikke bemærket nogen ændringer i den forbindelse, og penge modtager han heller ikke.

– Hvis du spørger, om jeg har en pensionsopsparing, så må jeg indrømme, at det ved jeg faktisk ikke. Penge har aldrig interesseret mig, siger Niels Hausgaard.

Aftensmad klokken 18
Han er et kendt ansigt i Pavillonen i Grenå, og man tager sig godt af ham. Der bliver serveret kaffe og frisk frugt i det ydmyge baglokale, og så vil kokken gerne vide, hvornår Hausgaard vil have sin aftensmad. De forhandler sig frem til klokken 18. Så er der tid til både lydprøve og interview inden middagen.

– Det er meget de samme steder, som jeg kommer tilbage til, når jeg tager på turné, siger Niels Hausgaard.

– Det er steder, hvor jeg er kommet siden midten af 1970’erne. Men det er ikke altid de samme mennesker, jeg møder. Mange af dem er jo døde gennem årene.

At Niels Hausgaard en dag selv skal samme vej, bekymrer ham ikke.

– For mig er det største skrækscenarie et evigt liv. Der findes ikke noget værre end den tanke. Så jeg har det fint med min alder, og jeg har stadig kræfterne til at turnere. Især hvis jeg husker at gå i seng i ordentlig tid.

– Men når mit publikum en dag ikke længere synes, det er sjovt, skal jeg være den første til at sige, at nu skal I da godt nok have tak. Det vil endda være uden vemod. For det har været en fantastisk tid, og det er det i øvrigt stadigvæk.

Ned i raspen
På plakaterne i Pavillonens forhal kan man læse, at årets Niels Hausgaard-turné hedder ”Jomfru igen”. Den titel har givet anledning til en del undren, og det passer ham godt.

– Jeg synes, det er et fantastisk udtryk. Det er også et lidt urimeligt udtryk, som mange mennesker har studset over. De tænker, at det kan da ikke være rigtigt. Så den titel kan jeg godt lide.

I det hele taget er det ikke nok for Niels Hausgaard kun at underholde. Han ved selvfølgelig godt, at han skal være underholdende. Det står også i kontrakten. Men der skal mere til, hvis han skal gide at træde op på scenen.

– Det er ligesom, hvis du spiser æblekage. Så er det altså ikke nok kun at spise flødeskummet. Du skal ned i raspen, forklarer han.

– Jeg synes, det er en voldsom tid, som vi lever i. Der er så store spørgsmål, og hvis jeg bare skøjter hen over dem på scenen, så føler jeg, at jeg snyder. Så det gør jeg ikke. Underholdning uden relevans – uden alt det, som vi er sammen om – det er ikke nok for mig. Jeg gider heller ikke at overvære det. Det er for tyndt, siger Niels Hausgaard.

Dødstrusler
Reaktionerne fra publikum på de mere politiske indslag i hans optrædener udebliver da heller ikke. De strækker sig fra skuffelse til raseri og dødstrusler.

– Nogle kommer jo kun for at høre noget sjovt om min bror og svigerinde, men de bliver skuffede, for dem har jeg mere eller mindre kvalt. Andre blander sig højlydt i min optræden. Jeg forstår det egentlig ikke, for publikum kender mig, og de ved, hvad de går ind til. Men det forhindrer ikke, at der hvert år er nogle, som bliver meget, meget vrede.

Det er især, når Niels Hausgaard taler om indvandring og integration, at det går helt galt.

– Den debat er simpelthen så unuanceret. Den er fuldstændig sort-hvid. Da vi havde sagen med irakerne i Brorsons Kirken, var der én, som råbte lige ind i hovedet på mig: ”Nå, jeg hører, at du går ind for stening af kvinder!” Det var da godt nok forfærdeligt. Jeg går jo kun ind for nogle meget små steninger.

Niels Hausgaard har også gennem en årrække modtaget dødstrusler, men dem gider han ikke længere at gå op i.

– I dag er jeg ligeglad. Men det var jeg ikke i starten, hvor det var noget med, at de godt vidste, hvor min datter gik i skole. Det var jeg ked af. Men jeg gjorde ikke noget ved det, for det er jo tumper, der står bag den slags. En af dem sendte en dødstrussel på fax. Det går jo slet ikke.

– Så det er ikke en omkostning for mig. Det har jeg valgt fra. Det er muligt, at jeg en dag får nogle tæsk eller bliver slået ihjel, men det kan jeg ikke gå op i i min alder. Det var da værre, hvis jeg var 30.

Familiekaffebord
Trods de voldsomme reaktioner har Niels Hausgaard ikke overvejet at trække sig ud af debatten om indvandrere og integration.

– Den debat er værd at føre, for den er i os. Der er så megen indebrændthed. Derfor skal vi ikke vige uden om den, og det gør jeg heller ikke.

Alligevel er Niels Hausgaard bekymret. For han ser en tendens til, at man gerne vil kvæle den folkelige debat.

– Stemningen i samfundet er ligesom ved et familiekaffebord. Nu skal vi hygge os, og så må vi ikke snakke politik. Men hvad er det så, vi skal snakke om? Er det naboens nye blå bil, og hvor langt den kan køre på literen? Det må vi gerne tale om, selv om alle egentlig er ligeglade med svaret.

I Hausgaards optik sker der en udvanding af demokratiet. I stedet bevæger vi os mod et centralistisk demokrati, hvor borgerne kun har teoretisk indflydelse.

– Jeg er med i et sagsanlæg, fordi man svindlede os ind i Lissabontraktaten. Det var simpelthen et grundlovsbrud, at vi ikke fik den folkeafstemning. Men traktaten skulle listes ind ad bagdøren, og det er direkte svindel! Signalet er, at man ikke tillægger Grundloven den helt store betydning længere. Det er et skidt tegn for demokratiet, og jeg kan ikke forstå, at folk ikke er mere opbragte over det.

Afmagt
Men Niels Hausgaard kender måske selv svaret på sin undren. For han er ikke i tvivl om, at magtfuldkommenhed og centralisme avler afmagt i befolkningen.

– Jeg kan jo mærke det på mig selv. Jeg bliver også ramt af en ligegladhed, for det er det nemmeste. Vi var faktisk lige i gang med at bygge et demokrati op, men det er vi ikke længere. Nu er vi i gang med at afvikle det, siger han og peger på EUs centralistiske opbygning.

– Der er så mange instanser, og de er så langt væk, at når vi hører et parlamentsmedlem udtale sig, er vi også ligeglade. Det er ganske vist ham, som vi kan stemme på, men vi ved godt, at han heller ingen magt har. Så langt er vi ude!

Niels Hausgaard mener, at udviklingen eskalerer, for centralisme og magtfuldkommenhed er selvsupplerende. Det er kontorer, der formerer sig ved knopskydning. Vildt og ude af kontrol.

– Vi borgere kommer længere og længere væk og tager stilling til mere og mere ligegyldige ting. Og vi kan heller ikke overskue andet. Men afmagt og ligegladhed er den værste skæbne. Så hellere et diktatur, for dér kan vi da gøre noget. Vi kan skyde diktatoren.

Vil ikke gi’ op
Selv om der er et par timer til, at Niels Hausgaard går på scenen, så har de første publikummer allerede indfundet sig i Pavillonens forhal. De ser fredelige ud. Aftenen må vise, om de også forbliver det, eller om det lykkes den gamle folkesanger at hidse dem op med sine politiske betragtninger.

– Jeg er ked af min egen ligegladhed, erkender Niels Hausgaard.

– Men jeg vil ikke overgive mig til afmagten. Det har jeg fokus på, og det kæmper jeg med. Jeg vil ikke gi’ op. Demokratiet lever af engagement og vilje. Ikke af, at vi falder til patten.

Han pakker den ene guitar ud af kassen og slår et par toner an. Den er ustemt, for den kommer ude fra den iskolde bil.

– Jeg er imponeret over, at folk når frem i det her vejr, siger han.

– Det sætter jeg pris på. For et godt publikum er et publikum, der er mødt op.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, forår 2010.