Opgør med fortiden

Forhenværende statsminister Poul Schlüter kalder sine ti år ved magten for et vellykket opgør med Socialdemokratiets dominans i dansk politik. I dette interview gør han status over sit politiske virke og løfter sløret for hidtil hemmeligholdte møder med LO-toppen.

Af Thomas Møller

Poul Schlüter viser vej gennem den store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, hvor han har boet i snart 30 år. Efterårssolen ligger lavt, og lyset strømmer ind ad de store vinduer og fylder stuerne. Vi fortsætter ned til den elegante spisestue, der ligger tilbagetrukket fra gadens mylder.

– Det var her, vi holdt det allerførste møde i regeringens indre kabinet. Det var faktisk inden, at min regering formelt var tiltrådt, forklarer Schlüter, mens vi går ind i spisestuen.

Det var i 1982, at han til manges overraskelse blev Danmarks statsminister. Men det var nok endnu mere overraskende, at han holdt sig ved magten i de næste 10 og et halvt år. Flere politiske kommentatorer dømte hans nydannede regering til at blive en parentes i historien, men Poul Schlüter er i dag den statsminister, der har siddet længst næstefter Thorvald Stauning.

– Hvad var det egentlig for et Danmark, som du overtog ledelsen af i 1982?

– Det var et Danmark, som Anker Jørgensen opgav at styre, og det skyldtes én mand! Det var LOs formand Thomas Nielsen. Han var meget barsk over for Anker Jørgensen. De kunne overhovedet ikke sammen. Og Anker ville ikke, kunne ikke eller turde ikke foreslå en politik, som Thomas Nielsen ikke kunne acceptere. Så det var LO, der spærrede Anker væk fra regeringsansvaret. Det kan man roligt sige. Sådan var det. Det var mærkeligt. Det var ganske ejendommeligt, siger Poul Schlüter.

Han peger på, at Danmark i begyndelsen af 1980’erne befandt sig i en alvorlig økonomisk situation. Landet var med den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesens ord på vej ud over afgrunden.

– Der var brug for barske beslutninger, men Anker kunne simpelthen ikke komme igennem med den nødvendige politik. Han kunne ikke afskaffe den automatiske dyrtidsregulering, som jeg kunne gøre. Men jeg havde jo også et uafhængigt forhold til organisationerne, siger Poul Schlüter.

Christmas Møller på BBC
Vi forlader spisestuen og går tilbage til de bløde sofaer i dagligstuen. Her kan Poul Schlüter godt lide at sidde og nyde sollyset. Vi skal høre om hans lange politiske liv, og hvorfor han netop valgte at lægge sine kræfter i Det Konservative Folkeparti.

– Jeg blev meget tidligt politisk aktiv, og der var aldrig tvivl om, at jeg var konservativ. Det blev jeg under indflydelse af min mor og siden Christmas Møller under besættelsen, forklarer han.

– Mine forældre drev en købmandsforretning, hvor de begge var flittige og aktive. Det har nok påvirket mig. Det tror jeg. Altså den selvstændiges kamp for at skabe en forretning. Min far kørte ud til kunderne, og min mor passede telefonen og bogholderiet. Sådan var det fordelt.

Under den tyske besættelse af Danmark blev især den konservative leder Christmas Møller, der levede i eksil i London, en stor inspiration for Poul Schlüter.

– Jeg har kendt Christmas Møller, og han var et pragtfuldt menneske. Han var ikke højremand i gammeldags forstand, men en moderne konservativ, og det var for mig det helt rigtige. Han var kolossalt spændende – navnlig under besættelsen, hvor vi kunne høre hans taler fra London over BBC. Dem lyttede vi alle sammen til. Jeg tror, det var klokken 21. Det var ofte svært, for tyskerne sendte støj på samme frekvens, men jeg fulgte med hver aften. Desværre døde han alt for ung. Han blev kun 53 år. Det var ikke nok.

I kamp mod Erhard
Mange år senere skulle Poul Schlüter gå i Christmas Møllers fodspor og selv overtage ledelsen af Det Konservative Folkeparti. Han blev valgt til Folketinget i 1964 og var samtidig aktiv i kommunalpolitik. Schlüter stillede op som konservativ borgmesterkandidat i Gladsaxe ved valget i 1966, hvor han kæmpede mod Erhard Jakobsen, der nærmest var en politisk superstjerne i de år.

– Erhard og jeg havde et udmærket forhold til hinanden, selvom vi var modstandere. Han var en moderne socialdemokrat – så moderne, at han til sidst brød med partiet i Anker Jørgensens regeringstid. Det første valg, som Erhard og jeg udkæmpede, var yderst spændende. De konservative gik fra syv til ni mandater, og socialdemokraterne fik også ni. Men så var der lige en SF’er, som afgjorde sagen til Erhards fordel.

Resultatet betød, at Poul Schlüter blev viceborgmester i Gladsaxe, og den post beholdt han i fem år.

– Gladsaxe var i de år lidt af en foregangskommune. Erhard var jo dristig. Han lagde et budget, hvor han abonnerede på fremtiden. Han byggede og tog store lån, og det var klogt, for kommunen fik hele tiden et større indbyggertal, og dermed kom der nye skatteydere til. Erhard byggede skoler og biblioteker. Det var en kommune i vældig udvikling, husker Poul Schlüter.

Parti i krise
Da han et tiår senere danner sin første regering, er det blandt andet sammen med Erhard Jakobsens nye parti, Centrum-Demokraterne, og i en periode er Erhard Jakobsen også selv minister i regeringen. I de mellemliggende år har Schlüter suverænt overtaget magten i Det Konservative Folkeparti, der havde ligget underdrejet med faldende vælgertilslutning og en opslidende fløjkrig mellem folketingsgruppens formand, Erik Ninn-Hansen, og den organisatoriske formand, Haunstrup Clemmensen.

– Det var en stor udfordring. Vi var virkelig på retur. Kort efter, at jeg var tiltrådt som formand, blev der udskrevet folketingsvalg, og jeg tør nok sige, at det gik os ilde. Vi fik 10 mandater. Det var helt uhørt. Det var det laveste nogensinde. Det er dog overgået af det nylige valgresultat, konstaterer Poul Schlüter.

– Men vi tog fat, og det gjorde vi på samme måde, som jeg vil anbefale den nye ledelse at tage fat. Vi skrev om, hvad det vil sige at være konservativ. I artikler, læserbreve og taler. Vi fortsatte i en uendelighed. Det var et langt og sejt træk, men det lykkedes. Ved det næste valg gik vi fra 10 til 15 mandater, og ved det næste igen fra 15 til 22 og efterfølgende fra 22 til 26. Så lignede det noget! Det var ikke så tosset.

Et es på hånden
Det Konservative Folkeparti var nu landets næststørste, og Poul Schlüter begyndte at ligne oppositionens naturlige leder. Ved den modsatte bordende sad socialdemokraternes mangeårige statsminister Anker Jørgensen, som Schlüter kalder ”et herligt menneske”.

– Jeg havde et ganske afslappet og godt forhold til Anker. Vi var helt klart politiske modstandere, men vi kunne tale sammen, og vi kunne forstå hinanden. Der var en gensidig respekt – og det er godt, at man har respekt for sine politiske modstandere. Det er i det hele taget godt, hvis man synes, at ens modstandere er dygtige. Hellere det, end at de er nogle slapsvanse. Men Anker Jørgensen har jeg bestemt respekt for.

Da den socialdemokratiske statsminister i 1982 valgte at træde tilbage uden at udskrive valg, opstod der en højspændt politisk situation, som Poul Schlüter fik det optimale ud af.

– Det var spændende dage, mens det foregik. Under dronningerunden var der flere, som pegede på mig end på Venstres Henning Christophersen. Udover mit eget parti var det de radikale og Fremskridtspartiet. I den situation var det helt afgørende at blive udpeget til kongelig undersøger. Jeg fik et es på hånden, og det slap jeg ikke igen, før det var overstået.

Et stort øjeblik
I spidsen for en firkløverregering bestående af konservative, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti overtog Poul Schlüter nu regeringsmagten som den første konservative statsminister siden systemskiftet i 1901.

– Det var et stort øjeblik. Som konservativ politiker i min generation drømte jeg jo ikke om at blive statsminister. Det kunne jeg slet ikke se for mig – og så skete det alligevel! Men det var helt uoverskueligt. Især, hvor længe vi kunne blive siddende. De fleste socialdemokrater regnede jo med, at det ville vare nogle måneder, og så ville de atter overtage regeringsansvaret. De drømte ikke om, at jeg skulle blive i Statsministeriet i de næste 10 og et halvt år.

Det gjorde Poul Schlüter nu heller ikke selv, og i regeringens første levetid spøgte han gerne med det, når han talte med sin kone.

– Jeg sagde til hende, at hvis vi holdt nytår over, så ville historikerne skrive ”Ministeriet Poul Schlüter 1982-83”, og det lød da altid af noget. Jeg sagde også til min kone, at nu havde jeg retten til at kalde mig forhenværende statsminister i resten af min levetid. Så nej, jeg så ikke et langt perspektiv, da jeg overtog regeringsansvaret. Men jeg håbede på det, jeg arbejdede for det, og det lykkedes mærkeligt nok.

Umulig Glistrup
Det mærkelige består i, at Poul Schlüters skiftende regeringer aldrig havde et stærkt parlamentarisk grundlag.

– Vi havde fra starten ikke noget flertal. Vi skulle have tilslutning af Socialdemokratiet, som var vores modstander, eller af Fremskridtspartiet og de radikale. Det var ganske svært – navnligt det sidste. De radikale ville ikke sidde i stue med Fremskridtspartiet, så vi måtte forhandle med dem hver for sig. Det var virkelig kompliceret. Fremskridtspartiet blev jo anført af Glistrup, som var fuldstændig umulig at have med at gøre. Han var utrolig egocentreret og ensidig. Det var han. Til sidst blev hans eget parti også trætte af ham, og de smed ham faktisk ud.

Det var vanskelige vilkår – især for de barske økonomiske beslutninger, som regeringen havde bestemt sig for at gennemføre lige fra dag ét.

– Henning Christophersen og jeg blev kaldt til møde i Nationalbanken, hvor nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers humør var helt nede i kælderen. Det var det, fordi al den fremmede valuta svandt i hans kassebeholdning. Det hang sammen med, at de fleste i udlandet regnede med, at regeringen ville starte med en stor strategisk devaluering. Ligesom Palme gjorde i Sverige. Men det ville vi ikke. Tværtimod.

100.000 på pladsen
I stedet besluttede Schlüter og Christophersen, at kronen skulle ligge fast. De ville gennemføre store offentlige besparelser og samtidig afskaffe den automatiske dyrtidsregulering.

– Jeg skal love for, at den var en hellig ko. Vi havde haft dyrtidsreguleringen siden 1. Verdenskrig. Den gik ud på, at når priserne steg, så steg ens indtægter på samme måde. Det gjorde vi op med, og der blev som ventet en gevaldig ballade. LO foranstaltede nogle demonstrationer, hvor der stod 100.000 mand nede på slotspladsen.

– Hvordan påvirkede det dig, at der stod 100.000 vrede demonstranter foran Christiansborg?

– Det påvirkede overhovedet ikke! Det havde jeg jo ventet. Så vi lod som ingenting. Et par år senere blev der i forbindelse med overenskomstforhandlingerne igen arrangeret store protester, hvor demonstranterne spærrede adgangen til Christiansborg. Men vi kom alligevel ind, for vi kendte jo bygningerne. Vi vidste, at hvis man gik ind nede ved havnen i det yderste af Slotsholmens ministerier, så kunne man gå hele vejen inden for murerne. Så det gjorde vi.

På vej mod konkurs
Trods demonstrationer, protester og modstand fra oppositionen kom Schlüters regering igennem med den barske økonomiske politik, som den havde proklameret, at den ville gennemføre.

– Vi foretog store offentlige besparelser. De var en nødvendighed. Hvis jeg husker ret, så var det 25 milliarder det første år, og det var et endnu større tal det næste. Men det var svært at få igennem navnlig i forhold til Fremskridtspartiet. Glistrup truede med at stemme nej, og jeg truede med valg – blot tre uger efter, at vi havde dannet regeringen – og det hjalp. Så krøb de om bord i hele pakken. Også afskaffelsen af dyrtidsreguleringen, som vi fik gennemført.

– Det var voldsomme indgreb, som din regering gennemførte. Var de ødelæggende for velfærdssamfundet?

– Nej, det synes jeg ikke. Tværtimod. Jeg vil snarere sige, at vi reddede velfærdssamfundet. Hvis vi ikke havde lavet de indgreb, så var Danmark gået konkurs. Vi var som nation nødt til at geare ned. Bare en lille smule. Det gjorde vi, og det hjalp.

Accepteret af LO
Trods protester og demonstrationer på slotspladsen oplevede Poul Schlüter, at hans regering høstede respekt for de indgreb, som den foretog. Også fra LO.

– LO var imod regeringsdannelsen. Selvfølgelig var de det. Men de accepterede, at vi sad der, og de blev efterhånden opmærksomme på, at vi kom til at sidde i lang tid. I begyndelsen var LO modstandere af den anti-inflationspolitik, som vi førte med store offentlige besparelser, afskaffelse af dyrtidsreguleringen og en fast kronekurs. Men efterhånden, som årene gik, indså de fleste i LO, at det var en politik, som gavnede lønmodtagerne. For den betød højere realløn. Mærkeligt nok, men det gjorde den altså. Til gengæld var beskæftigelsen et stort problem i mine regeringsår. Den var det ømme punkt. Dels på grund af den økonomiske politik, som vi førte, dels på grund af de internationale konjunkturer, som ikke var med os, siger Poul Schlüter.

Et andet øm punkt var udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor regeringen accepterede, at den kom i mindretal. Det var i de år, at fodnotepolitik blev et begreb på Christiansborg.

– Jeg oplevede hele den situation som noget højst ejendommeligt. Vi kom i mindretal på udenrigspolitikken i Folketinget, fordi Socialdemokratiet lod sig friste af den yderste venstrefløj. Sammen med den, de radikale og SF havde de et flertal, og det kunne vi ikke gøre noget ved. Socialdemokraterne håbede selvfølgelig, at vi ville gå af, men det syntes jeg ikke, at vi skulle føje dem i. En regering bestemmer selv, hvilke nederlag den vil acceptere.

Pinagtig situation
Ifølge Schlüter svigtede Socialdemokratiet den kurs, som partiet havde fulgt i alle årene efter 1949, hvor Danmark blev medlem af NATO.

– Jeg opfattede det som en demonstrationspolitik. Det havde de aldrig gjort, hvis de havde haft regeringsansvaret, og de var da heller ikke helt enige om det internt. Men jeg syntes, at det var en pinagtig situation. Jeg håbede, at der kom en lejlighed til et opgør, og den kom så også, men det tog nogen tid.

Poul Schlüter henviser til den situation, hvor det sikkerhedspolitiske flertal ville pålægge regeringen at sende en besked til alle udenlandske flådefartøjer, der sejlede ind i dansk farvand. Her skulle de informeres om, at det stred imod den danske atomvåbenpolitik, hvis deres fartøj havde kernevåben om bord.

– Men det forslag var simpelthen imod NATOs strategi. Og det var så sandelig også i strid med Sovjetunionens. For de gav jo heller ikke den slags informationer. Det gjorde de altså ikke, siger Poul Schlüter med et smil.

– Derfor var det godt, at vi fik NATO-valget. Selvom vi var i mindretal i Folketinget, så vandt vi valget. Vælgerne havde talt direkte, og det gav ro.

Berlin-muren falder
Da Poul Schlüter tiltrådte som statsminister, var der et voldsomt våbenkapløb i gang mellem supermagterne, USA og Sovjetunionen. Men inden han forlod Statsministeriet, var Berlin-muren væltet, og hele østblokken var brudt sammen.

– Det var en utrolig spændende og lykkelig udvikling, da vi oplevede, at det kommunistiske regime blev forkastet. Dels i Sovjetunionen, dels i de østeuropæiske lande. Det var fantastisk, at det skete næsten uden blodsudgydelser. Det var virkelig et folkeligt oprør.

– Overraskede det dig?

– Ja, tidspunktet overraskede mig. Jeg regnede med, at kommunismen ville tabe i det lange løb, men øjeblikket… det var en overraskelse. Det var det for os alle, siger Poul Schlüter.

– Jeg havde mødt Gorbatjov under mit besøg i Sovjetunionen. Han var lige kommet hjem fra topmødet i Reykjavik med Reagan, og han følte ikke, at han var ydet retfærdighed i de vestlige medier. Så han var glad for at få en statsminister at tale med, og vi snakkede sammen i to og en halv time. Kun han og jeg. Det var meget spændende. Han syntes ikke, at Reagan havde været imødekommende nok over for hans position. Det havde Gorbatjov så ikke ret i – for tingene skal jo modnes.

– Når muren vælter, og kommunismen går i opløsning, er det så Reagan eller Gorbatjovs fortjeneste?

– Jeg ser det i høj grad som en konsekvens af Reagans politik. Og som en konsekvens af dobbeltbeslutningen i NATO. Reagan førte en barsk og aggressiv politik, og til sidst måtte Sovjetunionen se i øjnene, at de ikke havde råd til noget lignende. De kunne ikke matche det. Men samtidig var det Gorbatjov, der modnede revolutionen i Sovjetunionen.

Kohl hjalp os
I 1992 var Danmark for en kort stund i centrum på den politiske scene i Europa. Det skete, da vi ved en folkeafstemning den 2. juni stemte nej til den nye EU-traktat. For regeringen og de øvrige ja-partier handlede det nu om at begrænse skaderne af nej’et. Det skulle ske ved, at Danmark fik fire forbehold, men det var ikke uden problemer, fortæller Poul Schlüter.

– Det var den tyske kansler Helmut Kohl, der hjalp os under det store topmøde i Edinburgh, efter vi havde tabt folkeafstemningen. I ugerne forinden havde Uffe og jeg fløjet luften tynd over Europa. Vi var rundt hos alle vores partnere for at søge goodwill og forståelse for den danske situation og de fire forbehold. Men vi mødte ikke støtte nogen steder. Alle var imod. Alle syntes, at det var for meget at bede om. Også Kohl.

På topmødet i Edinburgh gik hele den første dag med at diskutere det danske problem. Poul Schlüter tog ordet igen og igen, men lige lidt hjalp det.

– Vi fortsatte på nøjagtig samme måde næste morgen, og det varede indtil, klokken var kvart i tolv, så tog Helmut Kohl ordet. ”Nu må det være nok”, sagde han. ”Nu har vi diskuteret det danske problem længe nok, og jeg foreslår, at vi bøjer os. Når vores to danske venner siger, at de kun kan holde en ny folkeafstemning, hvis vi giver dem de fire forbehold, så er det sådan, at det er.”

– Og jeg skal lige love for, at det så gik stærkt. Den ene efter den anden tog ordet og tilsluttede sig den store Helmut Kohl. Så var den sag i orden.

– Havde han så megen autoritet?

– Ja, ham lyttede man til. Helmut Kohl var en stor politisk skikkelse, og han havde navnlig forståelse for de små landes problemer. På den storpolitiske scene var det især ham, der gjorde indtryk på mig.

– Hvis I ikke var nået frem til aftalen om de fire forbehold i Edinburgh, hvad var der så sket?

– Det tør jeg ikke sige med sikkerhed. Men det er sandsynligt, at vi havde været på vej ud af EF. Det tror jeg. Den nye traktat skulle jo underskrives af alle landene for at træde i kraft. Så det var fatalt.

Tamilsagen
På den hjemlige politiske scene fyldte den såkaldte Tamilsag mere og mere. Den startede i Justitsministeriet, hvor den konservative nestor Erik Ninn-Hansen var chef, men den kom efterhånden til at hvile som en skygge over hele regeringen. Poul Schlüter afviser, at han fra starten oplevede, at sagen kunne blive farlig for regeringen og ham selv.

– Nej, det gjorde jeg ikke. Det var en stor overraskelse for mig, at dommer Hornslet skrev, som han gjorde i tamilrapporten – og jeg er helt uenig i hans bedømmelse af min såkaldte ”gulvtæppetale” i Folketinget.

Schlüter henviser til talen, der indeholdt den efterhånden berømte sætning: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”.

– Det mente jeg heller ikke, at der var. Hvorfor skulle jeg ellers bruge det udtryk? Hvis jeg havde haft al den viden, som Hornslet indsamlede, så havde han haft ret i kritikken af mig. Men det havde jeg jo ikke. Den kom først frem under de mange vidneførsler af embedsmændene, siger Poul Schlüter.

Han fortæller, at det ikke var ham selv, der skrev talen. Som det er kutyme i den slags situationer, havde han i stedet nedsat et udvalg. Det bestod af tre jurister fra Justitsministeriet og tre jurister fra Statsministeriet. De sad sammen i en uge og skrev på talen.

– Inden jeg holdt den, mødtes jeg ved ni-tiden om aftenen med de to departementschefer. Jeg spurgte dem, om talen var i orden. ”Ja, det er den”, sagde de. ”Den kan du trygt holde.” ”Godt”, sagde jeg, ”så gør jeg det.”

Det var hårdt
Poul Schlüter havde været statsminister i 10 år, fire måneder og 15 dage, da han gik til dronningen for at indgive sin afskedsbegæring. Det var ikke den afslutning, som han havde ønsket sig, men han har også en nøgtern erkendelse af, at alle statsministre på et eller andet tidspunkt går af.

– Men det var en barsk overgang pludselig ikke at være statsminister længere. Det var hårdt. Sådan husker jeg det. Man kører op til dronningen og melder pas, og så kører man hjem igen. Man siger farvel til hele staben af embedsmænd, som man har haft til sin rådighed, og så er det slut. Det var det. Nu kan en ny tilværelse begynde.

Poul Schlüter valgte året efter at stille op til Europa-Parlamentet som Det Konservative Folkepartis spidskandidat. Her fik han det højeste personlige stemmetal, der nogensinde var opnået i Danmark.

– Det var ligesom et tak-skal-du-have-valg. Sådan oplevede jeg det. Og det var vældig godt for mig at komme i parlamentet, for så var jeg beskæftiget med noget politik, som spillede en rolle. Jeg nåede at få stor respekt for Europa-Parlamentet, som er langt bedre end dets renommé. Der er mange dygtige medlemmer, og de gør en kæmpe indsats.

Folkevalgt i 35 år
I dag har Poul Schlüter pensioneret sig selv som politiker efter 35 år som folkevalgt. Han vil ikke længere kommentere aktuel politik, for han har gjort den erfaring, at når en tidligere statsminister begynder at blande sig, så går det galt.

– Hvis jeg udtaler mig om et eller andet, så bliver det overfortolket i medierne. Den mindste uenighed bliver til ragnarok. Sådan er det! Men det kan være frygtelig svært at tie stille. Det vil jeg godt indrømme.

Til gengæld vil Poul Schlüter gerne gøre status over sit eget virke. Med mere end 10 år i Statsministeriet havde han en enestående chance for at påvirke samfundsudviklingen, så hvad er forskellen på det Danmark, som han overtog, og det Danmark, som han gav videre?

– Jeg overtog et land, der var tæt på afgrundens rand. Det fik vi rettet op, og det var et helt andet Danmark, som vi gav videre. Nu havde vi overskud på betalingsbalancen. Kæmpe overskud. Og økonomien var i det hele taget i en bedre forfatning. Der manglede en ting, og det var at få beskæftigelsen højere op. Men det lykkedes for Nyrup. Det var godt.

Hemmelige møder
Ellers peger Poul Schlüter på, at der i hans regeringsår skete en afbureaukratisering og modernisering af samfundet. Der blev foretaget kæmpe investeringer i broer over Storebælt og Øresund. TV2 og reklamefinansieret radio så dagens lys. De første spadestik blev taget til Ørestaden. Udlicitering og privatisering af statslige virksomheder gik i gang.

– Og så er der en ting, som vi lige skal have med, når vi taler om regeringens sidste år. Jeg havde som nævnt fået et rigtig godt forhold til LO, og jeg holdt også et par hemmelige møder med LOs ledelse, som jeg inviterede op på Marienborg. Der havde vi fortrolige samtaler, og de er aldrig blevet offentlig kendt. Det skulle de jo heller ikke, men nu er der gået så mange år. Det var dengang, Finn Thorgrimson var formand for LO, og Hans Jensen var næstformand. Vi ville gerne inspirere LO til at interessere sig for en arbejdsmarkedspension, og det syntes de var interessant, siger Poul Schlüter og fortsætter:

– Ved den følgende overenskomst i 1991 blev arbejdsmarkedspensionen vedtaget. Det var en bagatel til at begynde med, for den beslaglagde kun 0,9 procent af lønsummen. Men så var vi i gang, og det har udviklet sig. Nu er det cirka 10 procent, så det er noget, der batter! Det betyder, at folk i lavtlønsgrupperne praktisk talt får lige så meget i pension, som da de var ansat og havde løn. Det er vel nok en forandring.

Poul Schlüter husker fra sit eget hjem, hvordan hans forældre var optaget af, hvordan de skulle klare sig, når de gik på pension.

– De havde en folkepension, men det var jo næsten ingenting. Det var virkelig et problem, men det er løst nu med arbejdsmarkedspensionerne. Samtidig havde det den sidegevinst, at al snak om Økonomisk Demokrati døde totalt. ØD havde aldrig været særlig populær i LOs brede medlemskredse, men det er arbejdsmarkedspensionerne til gengæld. De løser et problem for hver eneste familie, siger Poul Schlüter.

Goddaw Poul
Den 82-årige forhenværende statsminister kan i dag se tilbage på et langt virke. Han glæder sig over, at det lykkedes at gøre op med Socialdemokratiets dominans i dansk politik. Inden han kom til, havde de borgerlige regeringer altid kun holdt i én periode. Det gjaldt for Knud Kristensen, Erik Eriksen, Hilmar Baunsgaard og Poul Hartling.

– De faldt alle sammen ved det første valg, som de udskrev. Jeg nåede dog at vinde fire valg. Fire valg minsandten! Eller man skal måske snarere sige, at jeg undgik at tabe dem, siger Poul Schlüter.

– De 10 år, hvor jeg havde regeringsmagten, blev et opgør med fortiden. Sådan ser jeg det. Hvor det tidligere var en selvfølge, at Socialdemokratiet var regeringsbærende, så er det nærmest gået i den modsatte retning. Hvis vi ser på de seneste 30 år, så har vi haft borgerlige regeringer i de 20 af dem. Det synes jeg er en god ting.

Når Poul Schlüter i dag går sin daglige tur på Frederiksberg, er det helt sikkert, at han bliver standset flere gange undervejs. Nogle gange af folk fra hans eget parti og andre gange af folk med en anden politisk overbevisning. Men det betyder ikke så meget, har han konstateret.

– De er alle sammen søde og flinke, så det er rigtig rart. De siger: ”Goddaw Poul, hvordan har du det?” De har altid en eller anden politisk kommentar, som jeg lige skal høre. Den lytter jeg så lidt til, og så går jeg videre.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, vinter 2011.