Smokingjakken og skovmandsskjorten

Casper Christensen og Frank Hvam har flyttet Klovns univers fra tv til film. Fordi de havde lyst, og fordi de havde fået en god idé, fortæller de.

Af Thomas Møller

Frank er lidt forsinket, så det er Casper, der tager imod i sit stilfulde hjørnekontor i det centrale København. Her holder hans produktionsselskab til, og de har travlt for tiden. Både ”Live fra Bremen” og ”Aloha” er fast inventar på TV2s sendeflade hver fredag aften.

Men det er nu den forestående premiere på Casper og Franks nye film, ”Klovn – The Movie”, der er anledningen til vores interviewaftale. For vi vil gerne høre lidt om de to drenges samarbejde, der har kastet en enestående tv-serie af sig, og som de nu flytter ud i biograferne i spillefilmsformat. Men Frank er ikke dukket op. Han har vist glemt interviewet.

Det er heldigvis ikke noget problem at fylde ventetiden ud. Der er ingen pinlige pauser, når man er i selskab med Casper Christensens rastløse energi. Da Frank Hvam endelig dukker op, er det snart tydeligt, at selv om de to er meget forskellige, så står de som mennesker rigtig godt til hinanden.

Frank er lidt nede. ”Der er ikke rigtig noget, der trækker lige nu”, forklarer han. ”Nå, der er en vinterdepression på vej”, konstaterer Casper. ”Men jeg forstår dig godt Frank. Jeg er også helt død indvendig.”

Det må der gøres noget ved, og Frank har fået øje på en flaske rom, som Casper har stående. Den behøver han kun at nævne én gang, så springer den perfekte vært op fra stolen. Casper får tre glas bragt ind, løsner proppen og skænker op.

Nu kan interviewet gå i gang.

Disciplin og deadline
Det viser sig hurtigt, at en af de ting, som Casper og Frank sætter pris på hos hinanden, er deres indstilling til arbejdet. De er begge hårdtarbejdende og disciplinerede.

”Det er vigtigt for mig, at de folk, som jeg arbejder sammen med, er klar til at gi’ den en ekstra skalle, og det er ikke en selvfølge i den her branche”, siger Casper.

Derfor glæder han sig over, at han i Frank har fundet et godt match. ”Han er klar til at arbejde lige så længe, som jeg selv er.” Frank nikker, og Casper fortsætter: ”Hvis man tror, at tingene hurtigt kan gøres færdige, så er det fordi, man ikke er interesseret i at gøre det ekstra godt. Vi arbejder meget, når vi arbejder. Vi bliver ved og ved. Ofte indtil, der simpelthen ikke er mere tid. Det er jo et håndværk. Talent gør det sgu ikke alene.”

Frank er enig. For ham er processen en pudsig kombination af hårdt arbejde og en ubønhørlig deadline. ”Det har jeg lært af dig Casper. Det der med at arbejde uden en deadline er ikke godt for disciplinen. Det får simpelthen det bedste frem i den kreative proces, at der er en målstreg. Man begynder at tage de rigtige beslutninger, for deadline er virkelighed. Uden den forsvinder man ind i en drømmeboble.”

Heldig eller ej
Faktisk har Casper og Frank aldrig været sammen i længere tid af gangen, uden at der har været arbejde involveret. Tanken om, at de skulle tage på en 14 dages vandretur i Sverige uden et arbejdsprojekt, fremkalder hovedrysten hos dem begge. ”Vi vil sikkert ret hurtigt starte et nyt projekt op og bruge resten af tiden på det”, siger Casper og illustrerer den praktiske tilgang, som han på mange måder har til sin og Franks succes.

Han bliver da også lidt irriteret, når Frank begynder at tale om, hvor heldig han har været. ”For fanden Frank, der er jo ikke noget, der hedder held i den her sammenhæng!”

”Jo, jeg har fandeme været heldig et par gange. Jeg var da heldig at møde dig”, fastholder Frank.

”Jeg ser det som et stort held, at jeg mødte Casper. Det var på det tidspunkt, hvor han var ved at bygge Mandrillen op. Der skal lige opstå det rigtige øjeblik, hvor man ramler ind i hinanden, og hvor man også får mulighed for at præge hinanden. Jeg har lavet nogle ting sammen med Casper på et niveau, hvor jeg ved, at det kunne jeg ikke selv have gjort. Sådan en fiktionsserie er jo et stort stykke arbejde. Jeg har lært meget af ham. Han var i branchen mange år før mig.”

Casper ryster på hovedet.

”Det er sgu da ikke heldigt, at du møder mig. Du møder mig, fordi jeg gerne vil arbejde sammen med dig. Det er jo ikke held!”

I skovmandsskjorte
Til gengæld kan Casper og Frank hurtigt blive enige om, at de er forskellige, men at de også har en masse ting tilfælles.

”Jeg lagde mærke til det forleden fredag. Vi holdt fest efter ”Live fra Bremen”, hvor Frank havde været gæst. Jeg kommer ned til festen med champagne og glas og begynder at snakke med gæsterne. Frank kommer ned med en kasse øl og begynder også at snakke med gæsterne. Vi deler begge ud. Jeg er i smokingjakke, og Frank er i skovmandsskjorte, men vi gør nøjagtigt det samme. Vi går rundt og snakker med en masse mennesker, som vi godt kan lide. Der er ingen forskel på det, som vi gør, men der er en forskel på måden, som vi gør det på”, siger Casper.

”Ja, du har jo ikke et par gamle bukser, som du trækker i engang imellem, når du skal have det rigtig godt. Men det har jeg. Det er helt sikkert en stor forskel på os. Til trods for at vi ellers er meget ens på mange punkter. Eller i hvert fald tænker ens… Hvilket vi så heller ikke rigtigt gør… Men vi griner i hvert fald af mange af de samme ting”, konstaterer Frank efter en del overvejelser.

”Rent kreativt har jeg altid syntes, at det er en fuldstændig fantastisk oplevelse at arbejde sammen med Casper. Jeg har intet dårligt at sige. Når vi først sidder dér, er det en lise. Det er mine bedste timer udover dem, som jeg har sammen med min dejlige familie.”

Har vetoret
Casper og Frank betegner deres arbejdsforhold som jævnbyrdigt. De ved, hvad den anden laver, og de arbejder lige hårdt. De har begge vetoret. De kan altid sige nej, hvis de ikke kan li’ en idé. De går ikke i små sko. Hvis den ene yder mere ét sted, så gør den anden det et andet sted. Pengene deler de lige over.

For dem handler det først og fremmest om de kvaliteter, som de finder hos hinanden.

”Frank kan noget, som er vigtigt, for at jeg selv fungerer. Det er jo det, man altid leder efter. Hvem er det, der kan det samme som mig plus nogle helt andre ting, som jeg ikke kan finde ud af? Hvis man har en masse ting tilfælles, men også lige har en overbygning, som den anden mangler, så kan man få det til at fungere rigtig godt, hvis man er klog. Og det synes jeg faktisk, at vi har været.”

Casper indgår ellers i mange forskellige samarbejder. Han har det rigtig sjovt, når han spiller sketches sammen med Lars Hjortshøj, og det fungerer super godt, når han skal skrive de korte og hurtige pointer sammen med Lasse Rimmer.

”Men når det handler om menneskelige følelser og menneskelig forståelse, så er det Frank, der fungerer allerbedst for mig. Vi kan få en menneskelig og social diskussionsklub op at stå. Hvordan reagerer folk i forskellige situationer? Hvornår er man latterlig, og hvornår er man ikke latterlig? Altså som menneske – og helt ud i de små detaljer. Dér er Frank og jeg gode sammen, for han har et anderledes syn på livet, end jeg har.”

Meget modigt
I tv-serien ”Klovn” valgte Casper og Frank at spille sig selv – eller i hvert fald at bruge deres egne navne. ”Du er ikke den første journalist, der spørger, hvilke overvejelser vi havde om at spille os selv. Jeg fornemmer, I synes, det er meget modigt – eller måske meget dumt”, siger Frank, da talen falder på det spørgsmål.

”Men vi har jo vores rødder i stand-up, hvor man altid står på scenen og trækker på sit eget liv. Men det betyder ikke, at man står der et hundrede procent som sig selv. Det er en fiktionsfigur, der er en modificeret udgave af en selv. Man trækker på en masse ting, som man har inden i sig. Man modererer, skærer til og trækker fra.”

Når Casper og Frank taler om deres figurer i ”Klovn”, er det altid i tredje person. ”Hvad nu hvis Casper gør sådan…” De bruger aldrig ”jeg”. For dem er deres figurer et professionelt værktøj, som de kan styre, og som de præcis ved, hvordan reagerer på forskellige situationer.

Alligevel afviser Frank kategorisk, at de kunne have byttet roller. ”Jeg kunne aldrig spille Casper. Jeg ville ikke kunne lave de kortslutninger, som han laver, hvor han hele tiden skaber sin egen logik og en ny virkelighed. Så på den måde er der noget af os selv i rollerne.”

Casper og Frank vil ikke afvise, at figurerne i ”Klovn” kan have smittet af på offentlighedens oplevelse af dem. Frank var ikke så kendt, inden serien begyndte, så han er ret sikker på, at det i hvert fald er tilfældet for hans vedkommende.

”Og mig kendte de, så det har passet lige ind”, konstaterer Casper. Han afviser at have haft nogle overvejelser omkring de afsnit, hvor han fremtræder stærkt usympatisk.

”Nej, du har været meget modig. Du har givet den fuld gas. Du er også blevet en større skiderik i serien, end jeg havde set, da vi startede”, siger Frank.

Værste nedture
For Casper handler det om, at der ligger en masse komik i at være en skiderik. ”Vi har en successerie, som er vores, og det er det afgørende. Så må vores personlige forfængelighed komme i anden række. Det er altså vigtigere for os, at serien kører, end hvad mennesker på gaden måtte tro om mig. Bare de elsker serien, så er vi glade”, siger han.

Frank kommer da også straks sin makker til undsætning: ”Casper kan jo ikke være så stor en skiderik, når han har selvironi til at portrættere det. Det er jo allerede en vældig sympatisk ting at kunne gøre”, forklarer han. Og på samme måde føler han heller ikke, at det er pinligt at indspille eller se Franks værste nedture. ”Vi er jo immune. Vi skriver det, og vi skriver det igennem mange gange. Så indspiller vi det – mange gange! Og så klipper vi det – masser af gange! Når det først kommer i fjernsynet, er vi fuldstændig mætte, og vi ser det i øvrigt meget, meget sjældent”, siger Frank.

Til gengæld kan han nemt blive pinligt berørt i sit eget liv. ”Men jeg kan også glæde mig to sekunder efter, for nu kan jeg ringe til Casper og fortælle, at vi muligvis har en sjov scene. For ”Klovn” er jo virkelighed. Så længe man gider at leve livet, er der også et ”Klovn”-afsnit.

En god idé
Mens livet går videre, er tv-serien endegyldig slut. Til gengæld bliver universet flyttet over i Caspers og Franks første spillefilm, ”Klovn – The Movie”, for hvad skal succes bruges til, hvis det ikke skal bruges til at prøve noget nyt, spørger Casper retorisk. Han gider ikke at hvile på laurbærrene. Det peger ingen steder hen. Så hellere få et gok for filmen – hvad han nu ikke tror vil ske – det vil jo hverken ændre tv-serien eller hans og Franks venskab.

Filmen skyldes, at de fik en god idé, men ingen af dem vil fortælle om den. De holder den tæt ind til kroppen. ”En god idé i vores univers er ikke nødvendigvis en skrigende original idé”, forklarer Frank. ”Her er der tale om en solid idé, som vi kunne overskue og styre. Ofte er det nok vejen mod målet, der gør os spændende, mere end det er selve målet. Jeg synes, vi undervejs er gode til at fortælle nogle lidt banale ting på en underholdende facon.”

Man skal ikke tale længe med Casper og Frank, før man mærker en faglig stolthed over det, de har præsteret med ”Klovn”. De kunne ret hurtigt mærke, at de havde fat i noget vedkommende, fortæller de. De ville gerne videre fra ”Langt fra Las Vegas” farverige tegneserieunivers og til noget mere voksent. Men alle de erfaringer og al den viden, som de havde høstet på Vegas-serien, var helt afgørende for, at ”Klovn” kom så godt fra start. De havde lært håndværket, og så havde de i øvrigt fået nogle bedre arbejdsbetingelser til at forberede den nye serie. ”Vi fik skabt et univers, som har inspireret os voldsomt, og hvor vi har kunnet trække direkte på vores eget liv”, forklarer Frank.

Misundelig lusepuster
Men med stoltheden følger også sårbarheden for kritik, og det er tydeligt, at beskyldningerne om, at de skulle have stjålet nogle af idéerne fra amerikanske serier, irriterer dem læsterligt.

Al dialogen i ”Klovn” er improviseret, men bygger på en udførlig storyline, som der er brugt megen tid på at udforme. Casper og Frank var allerede begyndt at improvisere en del under indspilningerne til ”Langt fra Las Vegas”, og de fandt ud af, at der virkelig var kraft i det. Det gav masser af autenticitet, og med ”Klovn” tog de skridtet fuldt ud. De hentede en amerikansk coach til Danmark, der skulle lære dem at mestre teknikken.

”På det tidspunkt var der en international bølge af reality-inspirerede comedies, ”The Office” og ”Curb Your Enthusiasm”, som vi selvfølgelig så. Dér kunne vi se, at lige netop den idé, som vi havde med at improvisere, faktisk kunne lade sig gøre”, siger Frank. ”Siden hen skulle vi så blive beskyldt for at have stjålet både det ene og det andet, hvilket er tarveligt og urimeligt. Det er ingen hemmelighed, at vi har set ”Curb Your Enthusiasm”, og at vi synes, det er en fantastisk serie. Men at komme og sige, at vores figurer og vores historier er stjålet, det er fuldstændig omsonst. Jeg vil til min dødsdag forsvare, at vi har lavet en et hundrede procent original serie, og vi er meget stolte af den. Det skal en eller anden misundelig lusepuster ikke ændre ved.”

Casper Nikker. ”Det var lidt en klassisk, dansk, journalistisk uvidenhed og et forsøg på en sensation. Men det var skide irriterende at blive beskyldt for, når man gør sig umage med at finde på noget.”

Frank bryder ind igen: ”Hvis vi skal tale om at kreditere folk, så er det vigtigt at huske på, at i den første pressemeddelelse, som vi udsendte til alle medier i forbindelse med lanceringen af ”Klovn”, nævnte vi netop to serier, som vi var inspireret af. Det var ”The Office” og ”Curb Your Enthusiasm”. Et år senere kommer der så en journalist og påstår, at hun har opdaget, at vi har set ”Curb”. Det var lidt provokerende, for vi ville netop gerne kreditere Larry David og hans serie. Den har inspireret os på nogle punkter, men alle, der arbejder med de her ting, ved godt, at man ikke bare kan lave en kopi og så få det til at fungere. Selvfølgelig står vi alle på skuldrene af hinanden, men man er nødt til at lave sit eget.”

Spids i starten
Casper og Frank afviser samstemmende, at de efter ”Klovn”-filmen vil genoptage tv-serien.

”Kun hvis du medbringer en stor kuffert fyldt med penge. En kæmpestor kuffert. Gør du det”, spørger Frank. Men den udsendte har ingen penge med, og dermed synes tv-serien at være endegyldig slut.

For Casper og Frank handler det om lyst, og ingen af dem kan finde lysten til at fortsætte. Men skulle den komme tilbage, så vil de omvendt ikke føle sig bundet af, at det står skrevet i et testamente, at det ikke må ske. Sådan er det. Det er lysten, der driver værket. Og lige nu har de ikke rigtig mod på noget som helst. Der har været så mange store projekter. Dvd, film, talkshow og ”Bremen”. Men det skal nok komme tilbage. Der skal bare lades op.

”Det var sgu godt, at du fik den rom, Frank”, siger Casper. ”Du var så spids i starten.”

Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, december-januar 2010-11.

På med læderjakken!

Erik Clausens kone mener, at alle hans film handler om det samme. Det har han taget konsekvensen af og indspillet endnu en film om den småkriminelle John.

Af Thomas Møller

Erik Clausen er igen trukket i den sorte læderjakke og har fundet alle manérerne frem. Anledningen er, at Clausen er tilbage i rollen som den småkriminelle John med de gode talegaver og den mildt sagt elendige timing i livet. Det meste ligger i ruiner bag denne anakronistiske baggårdspuma, der stadig tror, at Elvis lever, og at livet fint kan klares med en rask bemærkning.

Hans ægteskab er gået nedenom og hjem, han er bange for sine egne børn, hans kæreste hader ham, og han banker sine venner. Så der er kun drømmene tilbage, og dem har John i sin trange fængselscelle, hvor vi efterlod ham i Clausens forrige film, ”Ledsaget udgang”.

– Jeg havde lyst til at spille noget mere John, fortæller Erik Clausen, da CINEMA møder ham på hans hjemmebane på Vesterbro i København, hvor Clausen Film holder til.

– Jeg elsker at spille ham, for jeg kan bruge min motorik, min dialekt og mit efterhånden godt slidte udseende. Min kone siger, at mine film altid handler om det samme, og så kunne jeg jo lige så godt lave en mere om John, forklarer Erik Clausen, mens han serverer friskbrygget stempelkaffe i det hyggelige køkken.

En naiv mand
I ”Frihed på prøve” vælger John at stikke en medfange for at blive prøveløsladt. Han vil til Jylland for at hjælpe sin søn, der er kommet i problemer, og suser af sted med IC3-toget. Friheden er berusende, og i en drømmesekvens ser vi John alias Erik Clausen stå oven på toget, der drøner gennem landet.

– Jeg er en meget naiv mand, forklarer Erik Clausen.

– Jeg opsøgte DSBs tekniske chef og forklarede ham, at jeg mente, at jeg godt kunne stå oven på et tog i fart. Han kiggede på mig med milde øjne og rystede på hovedet. Men jeg tænkte jo kærligt på gamle komikere som Buster Keaton, der lavede det ene halsbrækkende stunt efter det andet på lokomotiver i fuld fart.

Lige meget hjalp det. Clausen fik ikke lov til at kravle op på et af DSBs tog – hverken IC3 eller lokomotiver. Så det endte med en trickoptagelse i den færdige film. Den har nørderne klistret sammen, forklarer han.

– Men hvis de havde givet mig lov, kunne jeg godt have fundet på det. Alt for kunsten! Van Gogh skar sit øre af, og så kan jeg vel også stå på et tog i fart, siger Erik Clausen.

Et hårdt race
Han indrømmer gerne, at det er hårdt at lave film. Faktisk er det det hårdeste, han nogensinde har været med til. Men sådan skal det være. Han sammenligner tjansen som instruktør med en sportsstjerne. Det bliver først for alvor interessant for publikum, når de føler, at udøveren giver alt.

– Da jeg i gamle dage kørte cykelløb med mine kammerater, gjorde vi altid løbet hårdt. Ellers var det ikke noget ved. Og da vi startede optagelserne til ”Frihed på prøve”, sagde jeg til holdet, at måske lignede det en nem film, men det skulle jeg nok sørge for, at det ikke blev.

Det løfte holdt Clausen. Der var både råb og skrig undervejs i optagelserne til filmen.

– Jeg knokler så meget med mine film! Jeg hælder al min energi og hele mit hjerte ned i dem, men det bliver belønnet, for det giver troværdighed. Folk vil gerne se på nogen, som tror på det, de gør. De vil gerne bevæges og have lidenskab, men de vil også gerne grine, og jeg er så heldig at have et mærkværdigt udseende, der ikke kan forveksles med en rigtig filmhelt, siger Erik Clausen og smager på kaffen.

– Kim Larsen hævder, at jeg ligner en polsk taxachauffør, og når jeg er sur, ligner jeg en polsk taxachauffør, der lige har fået stjålet sin Mercedes. Nej, jeg kan godt lide at blande alvor og humor, og personligt betragter jeg megen alvor meget humoristisk. For eksempel reportagerne fra dronningens fødselsdag. Det var næsten mere, end jeg kunne klare. Da fedterøv nummer ét, general Hillingsø, i et – troede han – ubevogtet øjeblik, stod og ragede på sine medaljer, var det fandeme sjovt. Han lignede en lille dreng, der var blevet bestukket med en iskage. Og så kom Kim og sang for dronningen, og det var fandeme også sjovt. Jeg kunne jo se, at han var nervøs. Men Kim har altid haft en svaghed for forsømte, midaldrende damer i nederdel med læg.

John i Jylland
Da John står af toget i Jylland og bliver modtaget af sønnens familie, er det tydeligt, at der er sket noget med ham siden den forrige film. Der er mindre attitude, og han er i bedre kontakt med sine følelser.

– John har været i terapi i spjældet, og det mener jeg sgu alvorligt, siger Erik Clausen.

– I terapi kan du få lettet dit hjerte uden at blive sendt på Sankt Hans. John siger allerede i starten af filmen, at han har en åbenbaring. Den handler om frihed og kærlighed. Kærlighed har efterhånden forvansket sig til en amerikansk film med to kønne, veldresserede mennesker, men jeg mener, at den har mange skikkelser. Sidder du i toget overfor en mor og hendes to børn, kan du – hvis du giver los og tør – føle en stor kærlighed til de mennesker. Jeg oplever selv, at jeg er et rigt menneske, for jeg har aldrig været bange for at lukke op og føle noget for andre. Det har givet mig store personlige oplevelser, og jeg tror ikke engang, at folk har lagt mærke til det.

I Johns liv har der ikke været megen kærlighed. Han har med Erik Clausens ord været på overlevelse, og så er der kun plads til en selv. Men i den nye film sker der noget.

– John tager sig sammen. Han kigger den lokale damefrisør i øjnene og siger: ”Jeg elsker dig”. Det er jo ikke noget, som vi siger til alle mulige mennesker. Det er store ord, som bliver misbrugt, når man for eksempel siger: ”Jeg elsker appelsinmarmelade”.

Jitterbug i timevis
Som en anden John Travolta kaster Erik Clausen sig ud i en forrygende dans med damefrisøren. Hans jitterbug er så overbevisende, at vi er nødt til at høre, om han havde øvet sig meget på den.

– Nej! Jeg øver mig sgu aldrig på noget som helst. Jeg regnede med, at den sad på rygraden, for jeg dansede jitterbug i timevis, da jeg var ung. Jeg kom hjem fra sådan en rockaften fuldstændig gennemblødt af sved og havde fået al min adrenalin ud af kroppen. Vi havde grinet, og vi havde lige fået lov til at strejfe pigerne, når vi svingede dem rundt og holdt dem om livet. De var jo meget puritanske dengang.

Da jitterbug-scenen skulle optages, var Erik Clausen faktisk syg. Han havde lungebetændelse og var på penicillin.

– Jeg hev godt efter vejret, da vi var færdige. Vi tog scenen om en masse gange, så jeg fik sgu danset noget jitterbug. Men jeg elsker det. Jeg har også forsøgt at lære mine børn det, for jeg mener, jitterbug hører med til almindelig, god opdragelse.

En rask bemærkning
Den gode opdragelse eller rettere manglen på samme præger også forholdet mellem John og hans søn. Nu er sønnen kommet i problemer og har brug for hjælp.

– John griber chancen, for han er ikke tilfreds med sin præstation som far og vil gerne gøre det bedre, inden det er for sent. På den ene side har han forsømt sin søn, og på den anden side har han domineret ham. Det tror jeg, at alle forældre kender. Hvornår er man for meget? Og hvornår er man for lidt? Det kan man diskutere i pædagogiske rundkredse, men man kan også lave en film om det, siger Erik Clausen.

Han tygger lidt på spørgsmålet om, hvor inspirationen til John egentlig kommer fra.

– Jeg har jo mødt typer som ham i mit miljø. Men han minder sgu også en del om min far, som jeg ikke kendte ret godt. Han havde også det problem, at da han blev gammel, ville han til at være far for de forskellige børn, som han havde forskellige steder, og som han aldrig rigtig havde passet. Hele livet havde han troet, at han kunne klare alt med en rask bemærkning.

Godt brugte
I foråret fyldte Erik Clausen 68 år, men han har ingen planer om at gå på pension, forsikrer han.

– Jeg nyder alderen forstået på den måde, at vi ser fandeme godt brugte ud nogle af os. Det giver en vis tyngde i billederne. Når jeg i filmen står i det rigtige fangekor, så falder jeg godt ind. Det må jeg erkende, og det kan jeg kun more mig over.

Da Erik Clausen for et par år siden rundede 65 år, holdt han en stor fest for familien. Da han næste morgen kom ned på sit kontor med lette tømmermænd, lå der et brev fra Ældresagen.

– Jeg troede først, at det var de gamle, der ville have mig ud at optræde gratis. Men da jeg åbnede brevet, stod der: ”Velkommen i Ældresagen”. Jeg skal fandeme give dem ældresag! Nej, jeg har humoristisk sans, og den gælder også mig selv. Vi mænd er jo indbildske. Når jeg går ind ad Istedgade, og en sød pige på 25 år smiler til mig, så lever jeg i ét sekund i illusionen om, at det er fordi, jeg er sådan en høj, flot fyr. Men så ved jeg også godt, at hun har set en film med Erik Clausen og synes, det er sjovt at møde mig. Det er så det. Men jeg fik smilet.

Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, juni-juli 2010.

En fri mand

Troels Kløvedal har sejlet verdenshavene tynde med det gode skib Nordkaperen. Han har fortalt om sine oplevelser i bøger, på film og i masser af foredrag. Men først skulle han have defineret sig selv som en fri mand.

Af Thomas Møller

Troels Kløvedal har i en e-mail foreslået, at vi laver interviewet på hans gamle bondegård på Djursland. Det er den eneste stråtækte i området, så den er nem at finde. Vi skal bare køre ind på gårdspladsen, så vil han komme ud og tage imod os. Og sådan bliver det. Fotografen har knapt trukket håndbremsen, før Troels Kløvedal står i døren.

Indenfor har han allerede gjort frokosten klar. Grønlandske rejer, nye danske kartofler og ristet brød er sat frem i den store stue. Vi sætter os til bords omgivet af bøger og masser af billeder på væggene. Ingen kan være i tvivl om, at her bor en mand, der interesserer sig levende for verden og dens historie.

– Som ung var jeg egentlig ret ligeglad med fortiden, fortæller Troels Kløvedal, mens han lærer den udsendte at pille rejer.

– Når man er ung, vil man jo selv til, og historien står ligesom i vejen. Men når man selv begynder at blive historie, så ved man godt, at man navigerer gennem livet i blinde, hvis man ikke har indsigt i, hvor man kommer fra.

Troels Kløvedal rækker ud efter en ny skål fyldt med rejer, som han begynder at pille.

– Og når LOs seniormagasin er på besøg i dag, så vil jeg da sige, at den danske arbejderbevægelses historie er noget af det flotteste, jeg kender. De gamle helte som Pio og Geleff er jo en af grundene til, at Danmark er blevet et velfærdssamfund, siger Troels Kløvedal og begynder at anrette rejerne.

– Sådan! Den rejemad får I sgu ikke finere i Tivoli. Det er sådan her, den skal se ud, konstaterer han med tilfredshed i stemmen.

Åbne døre
Troels Kløvedal har selv en fortid som arbejder. Han er udlært skibselektriker på Helsingør Skibsværft. Han mener ikke, at han var specielt dygtig, men så kom han ud at sejle. Han fik ansvar om bord på en 7.500 tons shelterdækker fra rederiet Norden.

– Jeg husker stadig den vinterdag i Bremerhaven, hvor 30 havnearbejdere satte sig ned og meddelte, at de ikke lavede noget, før spillet igen kom til at køre. Så kan jeg garantere dig for, at jeg fandt ud af det. Det var den hårde måde, men jeg havde heldigvis taget mine lærebøger med på turen, smiler han.

For Troels Kløvedal er det stadig en stor del af hans identitet, at han er udlært fra Helsingør Skibsværft. Gennem hele livet har han holdt fast i sine rødder uanset, at han har beskæftiget sig med alt mulig andet, for eksempel at skrive bøger om sine oplevelser med det gode skib Nordkaperen.

– En af de flotteste komplimenter, som jeg nogensinde har fået, fik jeg af digteren Halfdan Rasmussen. Det skete den dag, hvor min gode ven forfatteren Ib Michael modtog De Gyldne Laurbær. Jeg skulle holde hovedtalen, men var lige ved at komme for sent, så jeg smed bilen foran Søpavillonen og løb ind. I døren stod lille Halfdan, og han sagde til mig: ”Troels – er der nogen, som du har betydet noget for, så er det den danske arbejderbevægelse.” Jeg blev helt forvirret og forstod ikke, hvad han mente. ”Jo”, sagde Halfdan, ”for du lukker døre op, hvor tingene ellers er klemt inde i en bestemt form.”

På morens grav
Og rigtigt er det, at Troels Kløvedal har brugt det meste af sit liv på at åbne døre, men det begyndte ganske anderledes. Med nogle døre, der ubønhørligt blev lukket – og med voldsomme menneskelige omkostninger til følge.

– Mit barndomshjem var velhavende, og min far var dyrlæge i De Kongelige Stalde. Jeg havde det hele, indtil jeg blev seks-syv år, og så mistede jeg alt. Pludselig var mine forældre ikke sammen mere, og jeg vågnede op i en kasse på et børnehjem. Jeg har spurgt mine søskende, hvorfor det skulle gå sådan, og det har de egentlig aldrig kunnet fortælle mig. Men det gik i hvert fald fuldstændig galt, siger Troels Kløvedal.

Han blev plejebarn på en gård på Lolland, mens hans mor uddannede sig til børnehavelærerinde.

– Alle vi søskende blev spredt rundt hos plejeforældre, og så samlede hun os igen, da hun havde fået sin uddannelse. Da fik jeg to rigtig dejlige barndomsår sammen med min mor, inden hun døde af kræft som 46-årig.

Troels Kløvedals mor dør på en privat stiftelse, og om natten går han i slåbrok ned og sætter sig på hendes grav. Det fortsætter, indtil nogen ser det og får ham væk.

– Når jeg tænker tilbage på, at jeg som 11-årig sad på min mors grav om natten, så bliver jeg stadig rystet. Men der var ingen, der talte med mig om hendes død. Den blev ikke nævnt efter den dag, hvor jeg så hendes kiste blive sænket ned i den vandfyldte grav. Jeg havde ingen at snakke med, og det hele voksede til en stor klump inde i brystet på mig.

Der skulle gå 20-25 år, før Troels Kløvedal igen turde nærme sig graven.

Et sidste møde
Han erfarer siden, at hans far blev morfinist og indlagt på Sankt Hans. Han kom ud igen ved at skrive en fin doktorafhandling og fik siden ansættelse på Kolding Svineslagteri, hvor de andre dyrlæger hjalp ham med at holde sig fra morfinen. Han blev gift, fik børn, og Troels Kløvedal møder ham først igen, da han ligger for døden.

– Min storesøster Hanne havde fortalt, at han godt ville se mig. Det var meget bevægende. Jeg trådte ind i et lille parcelhus på en villavej i Kolding og kom ind i soveværelset, hvor en læge skulle til at give min far en indsprøjtning. Så sagde han stolt til lægen: ”Det er min søn!”

Det til trods havde Troels Kløvedal levet som forældreløs, siden han var 11. Han blev en vild dreng. Han byggede huler ude i skoven, og de voksne skulle bare lade ham være i fred. Til sidst blev han smidt ud af den kostskole, hvor han boede, og 14-15 år gammel kom han i lære på Helsingør Skibsværft.

Overlægens datter
Helsingør var dengang en rigtig arbejderby, og værftet var den store arbejdsplads. Der var skarpe sociale skel, men Troels forelsker sig alligevel i en af de unge piger fra byens overklasse.

– Jeg havde været i Helsingborg med spritbåden for at købe en fløjlsjakke, for jeg skulle på jazzklub, og så ville jeg se ordentlig ud. Jeg dansede først med én pige. Hun spurgte, hvilken klasse jeg gik i – underforstået, at jeg nok gik i gymnasiet. ”Nej”, sagde jeg. ”Jeg står i lære nede på værftet.” Så stoppede hun op og sagde tak for dansen. Det glemmer jeg aldrig. Det var som at få et slag med en hammer.

Men Troels danser også med en anden pige, som viser sig at være datter af en kendt overlæge i byen.

– Hun hed Birthe og var et år ældre end mig. Jeg var 17 år på det tidspunkt og havde aldrig været i seng med en pige. Men pludselig gav hun mig fandeme et kys. Jeg var fuldstændig rystet.

Siden inviterer han hende i teatret, og bagefter går de hjem sammen. De vågner brat, da døren bliver sparket ind. Det er hendes far, der står midt i værelset – helt rødglødende i ansigtet. Han går hen til sengen og begynder at tæske løs på Troels, der næste morgen kommer forslået på arbejde. Han fortæller historien, og den løber hele værftet rundt. En læredreng er blevet slået til blods af overlægen.

– Hendes forældre forbyder os at ses, men vi gør det alligevel i smug. Og så gjorde Birthe noget, som var fuldstændig grænseoverskridende dengang. Det var sådan, at når værftets porte åbnede sig, så strømmede flere tusinde arbejdere ud i løbet af et par minutter. Alle konerne stod ovre på den anden side af gaden og ville have fat i den brune lønningspose, inden manden gik på druk. Og var der noget sted i Helsingør, hvor en ung pige ikke stillede sig op, så var det dér. Men det gjorde Birthe! Lysende og smuk som en sommermorgen. Jeg kommer ud fra værftet møgbeskidt og i træskostøvler – og hun kommer hen imod mig, slår armene omkring mig og giver mig et kys. Jeg siger dig, hele værftet stod stille. Jeg var simpelthen den stolteste dreng i Helsingør.

Forholdet lærte Troels en masse om klasseforskel og om at bryde skellene mellem klasserne. Men først og fremmest lærte han, at man skal stå ved den, som man er.

– Birthe gav mig en kæmpe selvtillid. Det var vigtigt for en dreng, der var forældreløs og som boede på KFUM. Jeg glemmer aldrig, da hun sagde: ”Troels, du er ligesom, en dreng skal være.” Det levede jeg på i mange år, selv om vores forhold ikke holdt.

At sætte sig fri
Troels Kløvedal går i køkkenet for at gøre kaffen klar. Her hænger en plakat, der reklamerer for hans første bog, som han skrev, da han kom hjem fra sin første jordomsejling med Nordkaperen. Men inden han sejlede ud, skulle han have defineret sig selv som en fri mand.

– Jeg har altid undret mig over, at selv om man blev udlært elektriker eller skibsbygger, så lå det i luften, at det ikke var fint nok, siger Troels Kløvedal, da han kommer ind i stuen og sætter kaffekopper på bordet.

– Man skulle helst blive noget finere, for eksempel skibsingeniør. Og du var i hvert fald ikke belæst som håndværker. Det livssyn har altid gjort mig rasende. Hvorfor fanden skal en elektriker eller en skibsbygger ikke læse lige så god litteratur som alle andre? Det er et selvundertrykkende snobberi, som jeg aldrig har villet finde mig i.

– Så jeg besluttede på et tidligt tidspunkt, at jeg ville være en fri mand. Jeg ville simpelthen være en fattigrøv. Til gengæld ville jeg have min frihed til at gøre det, som jeg havde lyst til.

Troels Kløvedal fandt snart ud af, at når man laver det, der interesserer en, så bliver man god til det. Man kan sætte sig ind i alt – for eksempel at navigere et skib – og det giver blot endnu mere frihed.

– Da vi drog ud på den første jordomsejling med Nordkaperen, ejede vi ikke en krone. Vi sejlede hele jorden rundt uden penge. Men der er ingen fisk, der springer af krogen, hvis du er sulten nok. Da vi sejlede gennem Panamakanalen, fik vi lov til at tage de mangoer, der faldt ned langs kanalens breder. Dem syltede jeg, og så holdt vi den gående på mangomarmelade stort set til Tahiti. Her samlede vi flasker, og sådan fortsatte det. Fandt vi et bræt i strandkanten, så tog vi det med om bord. I stedet for at købe nyt reparerede vi det, som vi allerede havde. Det bliver man dygtig til, hvis man ikke har nogen penge, siger Troels Kløvedal.

Han har gjort visionen om den frie mand til sin livsfilosofi, og den har han givet videre til sine børn. Sandheden er, at vi sagtens kan leve med en lavere levestandard, end den vi har vænnet os til, forklarer han. Det er langt vigtigere ikke at skylde noget væk.

– Hvis jeg begynder at stifte gæld, så er jeg jo ikke længere en fri mand. Så jeg må spare op og købe kontant, siger Troels Kløvedal.

Rundt og rundt igen
Han var nu i fuld gang med at indfri de mål, som han havde sat sig: At sejle jorden rundt med alle sine venner. At elske alle de dejligste kvinder. Og at skrive et digt.

– I dag kan jeg godt se, at det måske har noget at gøre med, at jeg ikke havde nogle forældre. Der var ingen forventninger, jeg skulle leve op til, og i den situation er det nok lettere for en 20-årig ligesom at se alle 360 grader rundt.

Da Troels Kløvedal og hans venner kommer hjem fra den første jordomsejling, er den hippiebevægelse, som de har deres afsæt i, helt væk. Vi er i slutningen af 1970’erne, og det er blevet benhårdt marxistisk.

– Da gør jeg virkelig i nælderne! Jeg kommer hjem og siger, at livet er vidunderligt, og verden er helt fantastisk. Men det måtte jeg fandeme ikke. Næh, jeg skulle sige, at det hele var noget lort, og at alt var undertrykt, smiler Troels Kløvedal.

Men han holdt fast i, at verden er et helt fantastisk sted, og han fandt snart et stort publikum til det udsagn. Begge hans bøger om den første jordomsejling blev bestsellers, og for de mange penge kunne han købe Nordkaperen og sætte skibet i stand til endnu en jordomsejling. Efter den tog han for alvor fat på sin foredragsvirksomhed, og Troels Kløvedal var nu i fuld gang med at åbne de mange døre, som Halfdan Rasmussen talte om. Den dag i dag oplever han det stadig som en stor tilfredsstillelse at kunne videreformidle sin viden og sin indsigt.

– Jeg var et ungt og nysgerrigt menneske, der ville se, hvad der var på den anden side af havet. Nordkaperen er virkelig et barn af 1960’erne. Vi sejlede ud med det, som vi kaldte høj politisk bevidsthed. Sådan noget sagde man dengang. Det var en fantastisk tid. Vi satte spørgsmålstegn ved alt, gjorde oprør og åbnede os mod verden. Siden er tiderne skiftet, og tidsånden er blevet en anden, erkender Troels Kløvedal.

Pia Kjærsgaard
Han lægger ikke skjul på, at det efter hans mening har været ti forfærdelige år med den borgerlige regering. Det har kun handlet om at rage til sig. Egoisme, indelukkethed og væren-sig-selv-nok har præget landet, og det har gjort stor skade.

– Jeg læste om nogle engelske forskere, der ville finde ud af, hvorfor Danmark altid har klaret sig så godt. De nåede frem til, at det blandt andet er fordi, vi rejser så meget. Vi skaffer os ny viden alle mulige steder fra. Så jeg tror ikke, man skal lade Dansk Folkepartis vision om nationalstaten styre, siger Troels Kløvedal.

Han mener, at Pia Kjærsgaard gennem årene er blevet bedre til at pakke sine budskaber ind, men det ændrer ikke ved, at hendes politiske udgangspunkt er fremmedfjendsk.

– Med de domme, som medlemmer af Dansk Folkeparti har fået for racisme, så ved de lige præcis, hvor langt de kan gå. Men jeg ser Pia Kjærsgaard som det danske fremmedhads moder, siger Troels Kløvedal, der en enkelt gang har mødt partilederen. Det var med hans egne ord en ganske besynderlig oplevelse.

– Jeg var inviteret til åbningen af Operaen, og bagefter går jeg med nogle venner på et værtshus nede i Bredgade, hvor man kan få natmad. Der er lidt stille, og man kan tydeligt se, at de venter gæster. Pludselig kommer Pia Kjærsgaard ind ad døren, og hun fører sig frem fuldstændig som en dronning. Det er tydeligt, at hun godt ved, hvem hun er, og hvem der bestemmer.

Troels Kløvedal iagttager, at Pia Kjærsgaard og hendes selskab forsvinder op i et stort lokale, der er reserveret til dem. Men nogen fortæller hende åbenbart, at han sidder nede i restauranten.

– Nu sker noget af det mest uhyggelige, som jeg nogensinde har oplevet i mit liv. For det er dér, jeg opdager, hvad det er for en magt, som hun har. Pludselig kommer hun storsmilende gående hen imod mig. Hun hilser. Ja, faktisk nejer hun som en lille skolepige. Så begynder hun at fortælle, at hun er en stor beundrer af mine bøger. Hun er simpelthen så vindende, åben og sød.

Det er i den situation, at Troels Kløvedal – med hans egen formulering – oplever noget uhyggeligt i sig selv.

– Jeg har altid tænkt, at hvis jeg mødte den kælling, så ville jeg give hende en skideballe. Men i stedet hilser jeg venligt og glemmer alt det lort, som jeg ville hælde i hovedet på hende. Dér opdagede jeg, at hun er fantastisk dygtig. Jeg vil ikke dæmonisere hende, men hun har nogle evner. Jeg tror faktisk, at der er mange, som stemmer på Dansk Folkeparti, simpelthen fordi de godt kan lide Pia. Og så glemmer de, hvad hun egentlig står for. Alt det onde, hun har gjort. Alle de familier, hun har skadet. Og Danmarks renommé, som hun har sat over styr.

Kampen om flaget
Troels Kløvedal tager skarp afstand fra Dansk Folkepartis forsøg på at ”rende med flaget”, som han udtrykker det. Han oplevede det selv, da han fik til opgave at lave tv-serien om den danske flådes historie.

– Jeg kan godt fortælle, at der er nogen i Dansk Folkeparti, som er rasende over, at jeg fik den opgave. De forsøger med alle deres særbevillinger til Fregatten Jylland, Dybbøl Mølle og så videre at erobre den danske fane. Men flaget tilhører fandeme ikke deres partiforening. Det tilhører os alle sammen. Det var faktisk Frederik 7., der efter Slaget ved Isted gav flaget til det danske folk. Det skal Pia Kjærsgaard sgu ikke rende med.

Troels Kløvedal var til en begyndelse blevet ringet op af admiral Nils Wangs sekretær. Hun spurgte, om han ville spise frokost med admiralen ude i Aarhus Bugten om bord på minestrygeren Havkatten.

– Det ville jeg gerne. Så vi spiste en frokost, og så fortalte admiralen, at den danske flåde nærmede sig sin 500 års fødselsdag. Han spurgte, om jeg i den anledning ville producere og fortælle flådens historie. Jeg kiggede på ham og svarede: ”Du er vel godt klar over, at det er en gammel militærnægter, som du beder om det her?” Så sagde han tørt: ”Troels, vi ved alt om dig.”

Troels Kløvedal bad om tre år til at gennemføre projektet, og det fik han. Men der var mange, der studsede over, at han påtog sig opgaven.

– Men flåden har ikke blandet sig en høstblomst i, hvad jeg har lavet. De havde intet set, før jeg kom med det færdige resultat. Det er ret enestående – men det var en tillidssag. I England og Frankrig ville det være utænkeligt, at man bad en gammel militærnægter om at fortælle flådens historie og ikke blandede sig et eneste sekund i hans arbejde. På det punkt er Danmark noget helt særligt, siger Troels Kløvedal.

Det lykkedes ham endda at få et interview med dronningen om bord på kongeskibet Dannebrog.

– Dronningen er jo flådens øverste chef – eller rederen, som de kalder hende i flåden. Så jeg spurgte gennem jagtkaptajn Rosendahl, om jeg måtte lave et interview med hende om hendes far som søofficer. Frederik 9. er jo en af de få danske konger, der selv kunne føre et skib. Han var uddannet rigtig søofficer, og hun elsker jo sin far. Det gør hun virkelig.

Dronningen sagde ja til interviewet, og Troels Kløvedal fik en hel eftermiddag om bord på kongeskibet Dannebrog – eller som dronningen udtrykte det: ”Kløvedal stopper nok, når han har det i kassen, som han skal bruge.”

– Det udviklede sig til en god samtale. Et eller andet sted er hun jo dronning af Danmark, og jeg er Troels. Men vi er også to næsten jævnaldrende mennesker, der sidder og snakker om noget, der interesserer os begge. Vi skændes om årstal, og det går derudaf. Det blev en rigtig fin eftermiddag, og da det gik op for dronningen, at jeg virkelig havde sat mig ind i hendes fars historie, så åbnede hun fuldstændig op.

Man skal flyve
Efter kaffen går vi en tur på Troels Kløvedals ejendom. Han købte gården for 26 år siden – kontant naturligvis – og har stort set arbejdet på at restaurere den lige siden. Nu er han ved at være færdig, og det har været et arbejde, som man kun kaster sig ud i én gang i livet, forsikrer han, mens vi går ned til de islandske heste.

– Jeg ser nogle gange i ugebladene, at der er folk, som siger, at hvis de skulle leve deres liv om, så ville de leve lidt som Troels Kløvedal. Det er meget underligt, for jeg har jo bare gjort det eneste, som jeg synes er rigtig og naturligt for mig. Jeg ser ikke mit liv som noget specielt enestående. Næh, jeg synes egentlig, at alt er tilladt, bare det ikke sker på ryggen af andre mennesker.

Troels Kløvedal håber, at han i de kommende år kan realisere et projekt om den græske kulturs historie, men han skal først ud og skaffe tre millioner kroner hos forskellige fonde. Det vil han bruge det næste år på.

– Idéen er, at jeg vil sejle i Odysseus kølvand, for Odysseus’ rejse er alle rejsers moder. Myten begynder med, at du vokser op. Så drager du ud i verden, møder din skæbne, finder din identitet og bliver et helt menneske. Og så handler alle rejser om at komme hjem igen.

– Som du ved, så flyver frie fugle, mens alle de indespærrede længes. Sådan er det. Jeg tror ikke, at man skal længes. Man skal flyve, siger Troels Kløvedal.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2011.

Forbudte følelser

Skuespilleren Thure Lindhardt er aktuel i ny dansk film om kærlighed mellem to mænd i et nynazistisk miljø. Det handler om forbudte følelser, fortæller han.

Af Thomas Møller

Hvad fanden snakker han om! Det var Thure Lindhardts første tanke, da den danske instruktør Nicolo Donato kontaktede ham på filmfestivalen i Cannes for fire år siden.

Donato havde en idé. Han ville lave en film om den umulige kærlighed mellem to mænd i et nynazistisk miljø. Han havde set en tysk dokumentarfilm om nynazister, der var homoseksuelle, og den havde inspireret ham.

– Jeg syntes, at idéen var absurd, fortæller Thure Lindhardt, da CINEMA fire år senere møder ham på Café René i København.

Vi har netop set den færdige film, der har fået titlen ”Broderskab”. Her spiller Thure Lindhardt ikke bare hovedrollen. Han er også blevet co-producer på filmen.

– Homoseksualitet og nynazisme hænger jo slet ikke sammen, men jeg fandt ud af, at netop derfor var det vanvittig interessant at udforske. Så jeg endte med at engagere mig i projektet, fortæller han.

En fremragende fascist
Thure Lindhardt spiller den unge militærmand, Lars, der er vant til kæft, trit og retning. Han er intelligent, men har også nogle alvorlige følelsesmæssige brister, blandt andet fordi han aldrig har fået gjort op med sine forældre.

– Jeg ser ham som en mand, der kan gå i mange retninger. Der er slet ingen tvivl om, at han kan blive en fremragende fascist, og jeg synes, at hans udvikling i filmen er ret interessant, siger Thure Lindhardt.

I ”Broderskab” følger vi Lars’ vej ud af militæret og ind i et nynazistisk miljø, hvor den lokale fører – Michael ”Tykke” – ser store muligheder i den veltalende og begavede aspirant. Men Lars havner i en dødsensfarlig situation, da han tiltrækkes af den idealistiske nazist, Jimmy, der er gruppens næstkommanderende.

– Jeg mener, der er to-tre steder i filmen, hvor man godt må grine. Et af stederne er, da Lars og Jimmy vågner efter deres første nat sammen. Man kan se, at de tænker, ”det her skete bare ikke”, smiler Thure Lindhardt.

Umulig kærlighed
For ham er det interessante ikke, at filmens kærlighedshistorie udspiller sig mellem to mænd. Det interessante er, at det er en passion, som er forbudt i det miljø, hvor den udspiller sig.

– Vi har lavet en film om den umulige kærlighed, der alligevel overvinder alt. Jeg kan så godt lide det klassiske billede, at selv på lossepladser vil der på et tidspunkt vokse blomster. Og selv i et nynazistisk miljø, hvor homoseksualitet er bandlyst, kan kærligheden spire mellem to mænd, siger Thure Lindhardt.

Han afviser, at ”Broderskab” fra hans side er en kommentar til for eksempel hate crimes mod homoseksuelle, der ellers indgår som en del af filmens handling.

– Jeg har slet ikke en politisk agenda, men vil gerne være med til at fortælle en god historie. Vi spiller netop ikke bøsser i filmen, og det har heller ikke været intentionen. Hvis det kun havde været en bøssefilm, så havde jeg ikke gidet, siger Thure Lindhardt.

Han henviser til sin rolle som stofmisbrugeren Steso i ”Nordkraft”. Den var spændende, fordi Steso var så meget mere end blot narkoman.

– Det er simpelthen uinteressant at tage fat på alle klichéerne om bøsser, mordere eller narkomaner. Så kan vi lige så godt lave ”Paradise Hotel” med den gode, den onde og den rigtig dumme. Det er lige præcis det klichéfyldte helvede, som kunst kan bryde, og det vil jeg gerne være med til.

Sindssygt spændende
Thure Lindhardt kalder ”Broderskab” et con amore-projekt for alle, der var involveret i filmen. Udover ham selv er medspillerne Nicolas Bro og David Dencik også co-producere på projektet.

– Det var en film, som vi kun kunne realisere, hvis vi alle var enige om, at den skulle laves. Det var vi, og det har været sindssygt spændende at være med. Vi kommer måske aldrig til at tjene en krone på den, men det er også fuldstændig ligegyldigt. Vi har ikke gjort det for pengenes skyld, forklarer han.

Filmen blev indspillet på Fyn og Langeland. Thure Lindhardt husker det som en rigtig god oplevelse, hvor holdet hyggede sig og havde det sjovt.

– Det var nødvendigt. Vi blev nødt til at have det rart og fyre nogle vittigheder af, for et øjeblik senere skulle vi ind og sparke hinanden i hovedet. Eller også skulle jeg ind og ligge nøgen på en seng sammen med David Dencik, der i øvrigt er en af mine gode venner. Det var simpelthen grænseoverskridende, så vi havde brug for at lave noget sjov og ballade mellem optagelserne.

En kæmpe ære
Thure Lindhardt føler sig overbevist om, at instruktør Nicolo Donato er med til at afblæse den danske filmkrise. Ingen kan i hvert fald påstå, at de har set historien i ”Broderskab” før.

– Vi vandt jo også hovedprisen på festivalen i Rom. Det var den første filmfestival, som vi besøgte med ”Broderskab”, og det var super fedt. Vi konkurrerede med store film som George Clooneys ”Up in the Air”, og Milos Forman stod i spidsen for juryen. Så det var en kæmpe ære og en kæmpe overraskelse, at vi vandt, husker Thure Lindhardt.

Filmen har også fået glimrende anmeldelser i Italien, og han er ikke i tvivl om, hvad det er ved filmen, som tricker italienerne.

– De har jo hele den katolske tro og samtidig lidenskaben og passionen. Så italienerne kan godt lide forbudte følelser. Det er noget, som de kender til og forstår, siger Thure Lindhardt.

Massiv medvind
Han har haft massiv medvind i de seneste år og er i dag solidt placeret på A-holdet blandt danske filmskuespillere. I 2008 spillede han hovedrollen i storfilmen ”Flammen og Citronen” og i crazy-komedien ”Blå mænd”, der begge blev kæmpesucceser det år.

– Jeg oplevede pludselig at blive genkendt på gaden i en grad, som jeg slet ikke havde været vant til. Heldigvis tilbragte jeg halvdelen af året på filmoptagelser i udlandet, så jeg undgik meget af virakken. Jeg kan enormt godt lide at arbejde, og jeg synes faktisk, det er meget sjovere end at nyde berømmelsen, smiler Thure Lindhardt.

I udlandet indspillede han den internationale thriller ”Engle & Dæmoner” med Tom Hanks i hovedrollen og Ron Howard i instruktørstolen. Den udspiller sig i samme univers som ”Da Vinci Mysteriet” og trak masser af folk i biografen sidste år.

– Jeg kom faktisk direkte fra optagelserne i Californien med sol, masser af penge, egen chauffør og en stor fed trailer, da vi startede indspilningerne til ”Broderskab”. Pludselig stod jeg på en pløjemark på Fyn, men jeg kan enormt godt lide den kontrast, siger Thure Lindhardt.

Hver sin charme
For ham er det lige så fantastisk at være med i en film som ”Broderskab”, som det er at indspille store Hollywood-produktioner til mange millioner. Det har hver sin charme, og når instruktøren råber ”action”, er håndværket det samme, uanset om han befinder sig på Fyn eller i Hollywood.

– Jeg har lige været i USA for at forberede en canadisk film, som jeg skal indspille senere på året. Jeg kan godt lide at veksle mellem Danmark og udlandet. På den måde undgår jeg at blive et slidt ansigt herhjemme, og det er virkelig en risiko i et land med kun fem millioner indbyggere, siger Thure Lindhardt.

Men han kan også lide at møde nye kollegaer i udlandet, som ikke aner, hvem han er, og som ikke har låst ham fast i en bestemt rolle.

– For mig er det dybt inspirerende at rejse ud. Simpelthen fordi det er farligt. Jeg er på usikker grund, og der er ingen, som klapper mig på skulderen. Privat er jeg et tryghedsmenneske, men på arbejde elsker jeg at udfordre mig selv.

Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, april-maj 2010.