Tid til eftertanke

Ritt Bjerregaard er gået på pension. Nu vil hun fundere over sit liv. Det har der ikke været tid til i de sidste 40 år.

Af Thomas Møller

Vi er ikke de eneste, der har opdaget, at det er forår. Fuglene synger også med. De skaber en fantastisk lydkulisse, mens Ritt Bjerregaard viser rundt i sin æbleplantage nær Hvalsø på Sjælland.

– Vi har et sted mellem 1.000 og 2.000 æbletræer. Jeg kan ikke sige det præcise tal, for jeg har aldrig talt dem, forklarer Ritt Bjerregaard med et smil.

Det var hendes forældre, der oprindeligt købte stedet, men hun og ægtemanden Søren Mørch erhvervede snart en andel. På det tidspunkt var det ikke en frugtplantage, men bygmarker – og de blev sprøjtet med så stor grundighed, at der ikke var en fugl i nærheden.

– Det var faktisk ret trist, men så kom idéen med æblerne. Helt tilfældigt. Jeg tror, det var Søren, der foreslog det, siger Ritt Bjerregaard, mens hun undersøger de gamle træer for friske skud.

– Vi begyndte at dyrke æbler i 1988 og var fra starten økologiske. Vi er nok den plantage i Danmark, der længst tid har været økologisk, så der er også en lille smule politik dér, indrømmer hun.

Et fristed
Men ellers har æbleplantagen i høj grad tjent som et fristed, hvor det har været muligt at komme væk fra al politikken.

– Hernede mellem æbletræerne tænker man faktisk mest på æbletræer. Og så har det været et godt sted at mødes og sludre. Det har været med til at give mig et tæt forhold til mine forældre, selvom jeg har haft så travlt, og det er jeg rigtig glad for, siger Ritt Bjerregaard.

Man er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at hun trives og har det godt på plantagen. De gamle, krogede æbletræer bliver vist frem med faglig stolthed og masser af fortælleglæde.

– I modsætning til andre plantager vælger jeg at beholde de gamle træer. Jeg synes, de giver stemning, og så får æblerne en god smag. Til gengæld skal træerne beskæres, og det er et hårdt arbejde, men ellers kan vi ikke nå æblerne, når de skal plukkes, forklarer hun.

Håndplukket
Æbletræerne bliver håndplukket, og med mellem 1.000 og 2.000 træer er der nok at tage fat på. Men så kan man jo altid invitere vennerne på søndagsfrokost.

– Jeg siger: ”Hør skal I ikke have en søndag på landet? Så plukker vi nogle æbler, og så skal Søren nok lave en god frokost.” Det er ham, der står for maden her i huset. Heldigvis er der mange, der synes, at det er smadder hyggeligt, siger Ritt Bjerregaard.

Hun sælger alle sine friske æbler til Årstiderne, mens de beskadigede æbler bliver samlet sammen og forarbejdet til most. I år var der kun 3.000 liter, og de blev solgt til Irma. Så der er ikke nok til alle kædens butikker, men hvis man er heldig, finder man den på hylden som ”Ritt Bjerregaards økologiske most”.

– Det er den, vi sidder og drikker, siger hun, da vi har taget plads ved det store træbord på gårdspladsen. Og til de nysgerrige læsere må vi hellere straks afsløre, at mosten smager aldeles fortrinligt. Nærmest som et glas fyldt med dansk sommer.

På pension
Ritt Bjerregaard har netop sat punktum for en lang politisk karriere. Hun er gået på pension, og det er helt naturligt, siger hun, for hun fylder 69 i år.

– Jeg har været valgt i politik siden 1970, så jeg har været med i rigtig mange år, og det har været sjovt. Men de sidste fire år som overborgmester har været hæmmet af, at styreformen i København ikke fungerer.

Det var egentlig Ritt Bjerregaards intention at stille op til yderligere fire år som overborgmester i hovedstaden.

– Men jeg følte ikke, at jeg kunne gå ud til folk og sige, at hvis de stemte på mig igen, så skulle jeg nok få bragt orden på Københavns Rådhus. For det er ikke muligt med den eksisterende styreform. Det svarer til, at Lars Løkke for eksempel skulle have ministre fra Enhedslisten og Socialdemokraterne med i sin regering. Det er simpelthen umuligt at få til at hænge ordentligt sammen.

Eftertanke
Ritt Bjerregaard har ellers stor erfaring med at lave forlig. På Københavns Rådhus blev det da også til to budgetforlig, hvor alle partierne var med.

– Så det er ikke dér, mit problem ligger. Problemet ligger i, at man ikke kan være sikker på, hvordan det bliver udført. At det nu også sker, dét som man beslutter. Derfor tænkte jeg, at det var bedre, at der kom en anden til. Og så var det tid for mig til at blive pensionist.

For Ritt Bjerregaard hænger idéen om at blive pensionist tæt sammen med lysten til at tænke og reflektere over det levede liv.

– Jeg tror, det var den gamle Tage Erlander i Sverige, der kaldte det ”at fundera”. Det synes jeg egentlig, er et godt udtryk. Så jeg vil have mere tid til at fundere. Jeg synes, der ligger en pointe i at få tænkt nogle af de ting igennem, som jeg har været med til. Der er faktisk ingen anden politiker i Danmark, der har været så mange forskellige ting, som jeg har. Jeg har siddet på tre ministerposter, været overborgmester og kommissær i EU. Så jeg synes også, at jeg skylder, inden jeg bliver helt affældig, at få de her ting tænkt igennem og kommunikeret.

I fuld gang
For Ritt Bjerregaard handler det om at få givet noget videre, og hun ser masser af muligheder for, at hun kan gøre brug af sine erfaringer. Hun er allerede i fuld gang med bøger, foredrag, artikler og interviews. Hver fjortende dag skriver hun en kommentar i dagbladet Politiken, og sammen med veninderne Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og Christine Antorini arbejder hun på en bog med titlen ”Min mor er død”.

– Vi har alle mødre, der inden for det sidste års tid er døde, og vi synes, det kan være spændende at snakke sammen og prøve at få sagt noget om, hvordan vi har oplevet det. Det handler om at være døtre, og hvordan det er, når ens mor ikke er der mere. Sådan nogle opgaver har jeg fået tid til, så det bliver en bredere vifte end bare det partipolitiske, som jeg vil beskæftige mig med. Det kommer til at handle om mennesker og deres vilkår i livet.

Ritt Bjerregaard erkender, at der ikke er megen tid til eftertanke, så længe man lever et aktivt politisk liv.

– I mit sidste job som overborgmester havde jeg en kalender, der var fyldt op fra klokken otte om morgenen til langt ud på aftenen. Men jeg kan godt lide at være med. Jeg kan lide at være ude og møde folk. Så jeg er ikke en af dem, der siger fra, når klokken bliver fem – og jeg holder ikke ferie, når jeg skal passe mit arbejde, siger Ritt Bjerregaard med henvisning til udenrigsminister Lene Espersens aktuelle feriesag.

Vælgernes tillid
Det er da heller ikke muligt at vride en negativ kommentar ud af Ritt Bjerregaard om det voldsomme arbejdspres, som hun har levet med i de seneste 40 år. Tværtimod.

– Jeg synes, det har været fantastisk at få lov til at være med. Selvfølgelig er det et hårdt og krævende job at være politiker. Men sådan er det! Som minister har man for eksempel et af de højeste embeder i landet og er med til at træffe vidtrækkende beslutninger for borgerne. Så nytter det ikke, at man bilder sig selv ind, at man kan leve et fuldstændig almindeligt liv. Det kan man ikke. Man er på hele tiden, og derfor er det godt, at regeringer bliver skiftet ud. Man bliver slidt og har simpelthen brug for at komme i opposition og lade op. Se bare på den nuværende VK-regering!

For Ritt Bjerregaard har politik i høj grad handlet om vælgernes tillid. Den har været grundlaget for hele hendes politiske liv.

– Jeg har altid været meget glad for at være valgt. Det er jo en tillidserklæring fra folk. De sætter deres stemme på, at jeg tager mig af nogle af de problemer, der er. Det tror jeg ærligt talt, at jeg kommer til at savne, erkender hun.

Ikke i tvivl
Ritt Bjerregaard er da heller ikke ét sekund i tvivl om, at det har været alle kampene, konflikterne, tårerne og de tårnhøje arbejdsbunker værd. Hun kan nærmest ikke forestille sig et mere spændende liv. Og så er der den gode og tilfredsstillende følelse af at have udrettet noget.

Hun er glad og stolt over som undervisningsminister at have været med til at afskaffe den sorte skole. Dermed fik børnene større chancer, end de tidligere havde haft, og det var det vigtigste!

Det lykkedes også at redde Roskilde Universitetscenter – blot med én enkelt stemmes flertal i Folketinget – og tiden har vist, at det var den rigtige beslutning. Indførelsen af de erhvervsfaglige grunduddannelser kalder Ritt Bjerregaard et klart fremskridt, men nu trænger hele uddannelsessystemet igen til et eftersyn. Alt for mange drenge får ikke en uddannelse.

Årene i Bruxelles tænker hun tilbage på med tilfredshed. Ritt Bjerregaard var EU-kommissær i perioden, hvor man forberedte optagelsen af de øst- og centraleuropæiske lande. Hun rejste rundt og snakkede miljø med dem. Fortalte, hvad det var for nogle krav, som de skulle leve op til. I sådan en situation kan man godt føle sig som en del af historien.

– Fra min tid som overborgmester i København er jeg især glad for det arbejde, som vi fik påbegyndt i forhold til alle dem, der kommer fra andre lande. De skal først og fremmest have lært noget, så de kan klare sig selv, siger Ritt Bjerregaard og banker med fingeren i havebordet for at understrege sit udsagn.

– Da jeg stillede op som kandidat til overborgmesterposten, var der mange af mine partifæller, der frarådede mig at tale om integration. Men selvfølgelig skulle jeg snakke om det. Det var simpelthen noget af det vigtigste. Så det gjorde jeg, og det gav altså 60.000 stemmer!

Deler vandene
Forleden modtog Ritt Bjerregaard et brev fra Ribe.

– Det var det sødeste brev fra en dame på 89 år. Hun havde haft 40 års jubilæum som lærer. Hun skrev, at nu var hun blevet gammel, og hun havde lovet sig selv, at hun ville sende mig en hilsen og sige tak for min indsats i politik. Man bliver så glad, når man modtager sådan et brev. Så har det ikke været helt spildt.

Men med til den fulde fortælling hører, at der er folk, der den dag i dag mener, at Ritt Bjerregaard ødelagde den danske folkeskole. Og den tvedeling er på mange måder repræsentativ for reaktionen på hele hendes politiske gerning. Hun har i den grad skilt vandene og fremkaldt skarpe meninger om sin person. Til tider har det lignet had, hetz og ren personforfølgelse.

– Det overraskede mig nok, at folk lige fra starten havde så skarpe meninger om mig. Men jeg har været en af de kvinder, som hurtigt trådte meget klart frem. Jeg var ikke særlig gammel og kunne næsten fornemme spørgsmålet: Kan hun overhovedet noget?

Ansigt til ansigt
Ritt Bjerregaard var blot 32 år, da hun blev minister og var dermed det hidtil yngste medlem af en dansk regering. Lige fra starten sagde hun sin mening, og den slags kalder på modstand, hvilket hun finder helt i orden.

– Folk må gerne være uenige med mig. Så kan vi argumentere og diskutere. Det er jo meningen med politik. Jeg synes, det bliver lidt kedeligt, hvis folk skal dække sig ind til alle sider, før de tør sige noget.

Og kedelig har Ritt Bjerregaard ikke været. Hun har taget kampene ansigt til ansigt med sine modstandere, som da hun skrev en kronik i Jyllands-Posten, hvor hun skældte landmændene ud for at være miljøsvin.

– Jeg vidst jo godt, at når jeg skrev det, så kom de helt op på mærkerne. Men det var også meningen. Det var en helt bevidst provokation brugt i politisk øjemed. Så kunne vi få en diskussion og på den måde skabe en stemning i befolkningen og medierne. For det handlede om at kaste lys på et problem, som der skulle gøres noget ved.

Fortryder ikke
Alligevel har man haft en følelse af, at stærke kræfter fra tid til anden har ønsket at slæbe Ritt Bjerregaard til bålet som en anden Jeanne d’Arc dømt for sine kætterske holdninger. Der er blevet fældet en tåre, men hver gang har hun rejst sig igen, og der er ikke skyggen af bitterhed at spore hos hende. På spørgsmålet om kritikken altid har været fair, svarer hun klart nej, men med et stort smil.

– Det synes man selvfølgelig aldrig, men så må jeg jo bare tage til genmæle. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at det blev så ubehageligt, at jeg ikke ville være med mere. Så langt ude har jeg aldrig været, siger hun og afviser samtidig, at der er ting, som hun gerne vil gøre om.

– Jeg giver mig ikke af med at fortryde. Jeg har det som Edith Piaf, der sang ”Non, je ne regrette rien”. Jeg fortryder ikke noget. Når man er politiker på en ansvarsfuld post, må man tænke sig rigtig godt om, før man træffer beslutninger, som vedrører massevis af mennesker. Og det har jeg gjort. Jeg har tænkt mig rigtig godt om.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, sommer 2010.