Den lunkne and

Onkel Tom er det eneste etablissement i hele kongeriget, hvor man kan få serveret en lunken and midt om natten. Det legendariske natværtshus på Vesterbro i Aalborg er dybt forankret i sin egen historie.

Af Thomas Møller

Aalborgs blå hjørne ligger lige der, hvor Urbansgade løber ud i Vesterbro. Den store Philips–lysreklame kaster hver nat sit karakteristiske blålige skær over det massive funkisbyggeri. Skæret spejler sig i Onkel Toms sorte, jazzede facade, der lokker med natkøkken og cocktailbar. Det kendte natværtshus er efter en menneskealder på det blå hjørne et af de faste holdepunkter i det aalborgensiske bylandskab.

Det er i nat, vinteren bliver til sommer. Timen mellem klokken to og tre er blevet væk. Men årets korteste nat på Onkel Tom skal alligevel blive lang.

I døren står Ditlev med sin egen blanding af korpulent charme og myndighed. Det er ham, der byder gæsterne velkommen.

– Det sjoveste ved det her job er at hjælpe folk frakken af og på. Det er danskerne ikke længere vant til. De fleste bliver helt forvirrede, fortæller han.

Ditlev står i et mindre lukaf, hvor han også passer garderoben. Inde i restauranten bliver der serveret øl og drinks fra den trekantede bar, og i den fjerneste ende af lokalet gynger orkestret Sidewalk tungt og rytmisk: Bye bye happiness, hello loneliness…

Musikken trænger igennem til det bagvedliggende lokale, der i sin indretning minder om en spiserestaurant. Bordene er placeret på rad og række med lyserøde duge, askebægre og det obligatoriske salt og peber. Menukortene står opmarcheret på højkant og frister med Onkel Toms absolutte specialitet: Den lunkne and med rødkål, surt og grovbrød.

Nat efter nat
Onkel Tom holder åbent alle ugens syv dage fra klokken 23 til syv morgen. Fra tirsdag til lørdag er der levende musik og åbent i det kendte natkøkken.

Det er tre år siden, at Jytte Verwohlt og Poul Kjeldsen købte det legendariske natværtshus, og selv om kvarteret er domineret af den moderne madkulturs strømlinede tilbud – burger, kebab, pizza og alt det andet halløj – holder de Onkel Toms stolte traditioner i hævd.

– Vi er det eneste værtshus i hele kongeriget, der serverer en lunken and ud på de små timer. Nogle gæster får et chok, når de opdager, at de kan bestille en and midt om sommeren. De tror, at anden hører julen til. Men langt de fleste kender traditionen og kommer her ofte netop på grund af den, fortæller Jytte og Poul.

Ud på natten blander en enkelt smoking sig med de mange jakkesæt og ølmaverne i cowboybukser. Sidewalk spiller op, og dansegulvet fyldes. Nattens blondine og veninden med de rødsprængte øjne har et særligt forhold til det lille natværtshus i Urbansgade.

– Vi er begge gift, men når vi er på Onkel Tom, er der frit valg fra alle hylder, forklarer de.

Onkel Tom er en egen kombination af natklub, dansested, bar og spiserestaurant. Jytte og Poul har lagt et oprindeligt lokale i Urbansgade til værtshuset, men er samtidig blevet kritiseret for at have erstattet den traditionelle klaverbokser med elektriske rytmer.

Men når udenbys musikere er i byen, kigger de stadig ind. Kim Larsen har flere gange besøgt Onkel Tom for at spise and. Finn Ziegler har jammet, og Henrik Krogsgaard har luftet klaveret. De er alle faldet naturligt ind i den afslappede og intime stemning, der hersker i de små lokaler.

En sort mand kom til byen
Som værtshus er Onkel Tom dybt forankret i sin egen historie. En god del af denne historie finder vi i den store hjørnelejlighed nogle etager højere oppe i samme bygning. Her bor forhenværende restauratør, den nu 80-årige Ove Rødslet, der drev Onkel Tom i årene fra 1979 til 1992.

– Jeg kom her lidt som ung mand, mens James Thompson endnu levede. Det var ham, der skabte Onkel Tom. Thompson kom fra De Danskvestindiske Øer, hvorfra han medbragte sit danske statsborgerskab. Han var sort som kul, meget kraftig og havde store hvide øjne. Så han skilte sig ud i det aalborgensiske gadebillede i 1930’erne, husker Ove Rødslet.

– Jeg ved, at Thompson kom herop fra Århus, hvor han havde drevet et mindre hotel nede ved havnen. Her syslede han med lidt bordeldrift, og så tog de sgu hans bevilling og jog ham ud af byen!

I Århus havde James August Thompson, der var født på Sankt Croix i 1883, aldrig heddet andet end Negeren. Han var særdeles populær blandt den forlystelsessyge del af byens befolkning. Hans gæster var byens bedre borgerskab, og rygterne hævdede, at også kronprins Frederik og hans bror, prins Knud, kendte til etablissementet.

Da han blev frakendt sin restauratørbevilling, ansøgte Thompson ifølge Ove Rødslet om audiens hos kong Christian 10. James Thompson fortalte siden, at kongen havde modtaget ham med megen venlighed. Audiensen varede en halv time, og de havde fortrinsvis talt om Dansk Vestindien. Alligevel afslog Justitsministeriet efterfølgende James Thompsons benådningsandragende.

Sin egen joviale facon
I Aalborg stod bygningen på hjørnet af Vesterbro og Urbansgade færdig i 1933. De nuværende restaurationslokaler rummede oprindeligt en skohandel, men blev snart overtaget af restauratør Harry Larsen, der drev værtshuset Larry. Det var her, James Thompson fik ansættelse som tjener, da han kom til Aalborg, fortæller Ove Rødslet.

– Jeg tror, det var i 1937 eller 1938, at Thompson overtog etablissementet og omdøbte det til Onkel Tom. Han var jo neger, så det var vel kun naturligt at gribe til netop den roman. Men i de år var det svært at få en restauratørbevilling, og James Thompsons Århus-eventyr gjorde det ikke lettere. I sin desperation kontaktede han igen kong Christian 10., og han skaffede ham sgu en bevilling, fortæller Ove Rødslet med et smil.

– Jeg ved, at Thompson hver morgen svømmede i bassinet på badeanstalten i Løkkegade. Han drev på sin egen joviale facon værtshuset frem til sin død, hvor sønnen Henry Thompson overtog Onkel Tom. Sønnen var mulat. Jeg mener, at Henry døde i 1975, og hans enke, Edith Thompson, drev derpå stedet i fire år.

En pludselig indskydelse
En dag, hvor Ove Rødslet gik ned ad Vesterbro, fik en pludselig indskydelse ham til at opsøge den nærmeste ejendomsmægler for at høre, hvad de havde på lager. Og de havde såmænd Onkel Tom.

– Jeg overtog stedet den 1. januar 1979 og havde det i 13 år og tre måneder. Det var gode år. Som det allerførste bestilte jeg en ny facade med et kæmpe stort negerhoved. Onkel Tom havde altid satset på det voksne publikum, og den linie fortsatte jeg. Det er trods alt dem, der har kassen. Sammen med forretningen overtog jeg også pianisten Jørgen Ivar, der hørte til stedets faste inventar.

Klaverbokseren har altid haft en særlig status på Onkel Tom. Børge 9-finger spillede hele 25 år på stedet. Siden kom Jørgen Ivar til, og han sad bag klaveret i knapt to årtier. Jørgen Ivars kontrakt gjaldt i det uendelige, men han døde blot tre måneder efter, at Jytte og Poul havde købt forretningen. Det var en svær start for dem, medgiver Ove Rødslet.

– Pianøren på Onkel Tom har jo altid kendt stedets gæster og deres yndlingsmelodier. Jeg stod selv i restaurationen hver nat. Og hver nat var jeg iført sort tjeneruniform, hvid skjorte og bordeaux sløjfe. I det job så jeg en masse, som andre aldrig ser. Jeg så, hvor råddent det hele egentlig er. Jeg tror, at det har givet mig en mere afslappet indstilling til tilværelsen.

– Se, værtshusholder – det er sgu ikke noget, du kan læse til. Det er noget, du skal have flair for. Vi har altid skullet leve af de lange nætter, og vi ved alle, at når vi får noget at drikke, så melder sulten sig. Og anden  har vi jo altid haft. Den er gået hen og er blevet berømt. Jeg stegte altid seks af gangen, og inden de kom på bordet, var de som regel blevet lunkne. Lad mig sige det på den måde, at det lunkne er altid kommet helt af sig selv.

I 1992 blev Ove Rødslet ramt af en hjerneblødning, som tvang ham til at afhænde forretningen.

– Jeg drev Onkel Tom, indtil jeg var 77. Jeg følte mig frisk som en 18-årig. Var det ikke for den forbaskede hjerneblødning, så stod jeg stadig dernede hver nat. Jeg følte ingen trang til at gå på pension.

Whisky og skræddersyet tøj
I den samme hjørneejendom, hvor Onkel Tom og Ove Rødslet holder til, bor også forhenværende restauratør Edith Thompson. Hun har været med i den største del af Onkel Toms historie.

– James Thompson var min svigerfar. Da de jog ham ud af Århus, troede alle, at Negeren var rippet for alt. Men han fortalte mig siden, at kapitalen var muret inde under badekarret. Den gamle var jo bedøvende ligeglad med al balladen. Pengene var det eneste, der interesserede ham, og dem havde han til gengæld et stort talent for at tjene. Han sagde altid: ”Penge er verdens diktator”, fortæller Edith Thompson.

Hun tager imod i sin store lyse lejlighed med tre stuer en suite. Den tunge trafik på Vesterbro kan ikke overdøve hendes fortælleglæde.

– Da James kom til Aalborg, satte han sig ind på Cafe Larry for at få en kop kaffe, og det endte med, at han fik ansættelse som tjener. Det kneb for restauratøren, Harry Larsen, med at betale huslejen, men så tog den gamle pengene op af lommen og betalte, og så havde han jo Larsen, hvor han ville have ham, siger Edith Thompson.

James Thompson boede over Onkel Tom på et mindre værelse ud mod gården. Der stod et hvidt klædeskab og en hvid dobbeltseng, og her sov han. Resten af sit liv levede han i restauranten. Her sad værten – der var meget sirlig med sig selv og altid iført skræddersyet tøj – ved det lille bord lige inden for døren og drak ifølge Edith Thompson aldrig andet end whisky.

– Den gamle var jo snu som en ræv. Han kiggede på kunderne med sine store øjne og kunne straks se, om de havde penge. Udadtil var han meget jovial, men over for sine egne var han en hård mand. Han talte både sukkerknalder og æggeskaller og sammenholdte med tallene i bonbogen. Hver eneste dag forlod han restauranten og gik en tur over Limfjordsbroen for at trække frisk luft. Han sagde altid: ”Det er ikke mig, de hilser på. Det er min tegnebog.”

I krig med tyskerne
Under krigen var værten på Onkel Tom i evig konflikt med den tyske besættelsesmagt.

– Han ville ikke se tyskerne i sit etablissement, og det endte med, at han satte et skilt i døren med teksten: ”Deutsche Wehrmacht verboten”, erindrer Edith Thompson.

– Tyskerne kom selvfølgelig farende og skød vildt omkring sig. Den gamle blev arresteret og sendt til Frøslevlejren. Jeg har siden hørt, at han i lejren sad på alle Røde Kors-pakkerne.

– Efter krigen drev James Onkel Tom videre med min mand i døren og mig i køkkenet. Han fik et forfærdeligt endeligt. Han blev ramt af mavekræft, og smerterne var så voldsomme, at han blev sindssyg. De måtte spænde ham fast til en hospitalsseng, der var boltet fast i gulvet. Jeg fulgte hans død med gru og tænkte, at det havde han trods alt ikke fortjent.

En and kom til verden
I de følgende år drev Edith og Henry Thompson etablissementet. De gjorde meget ud af, at stedets indretning skulle signalere dets oprindelse.

– Vi sørgede for at have alle de her negerting – strutskørter, negerhytter og den slags. Og alle kom på Onkel Tom i de år. Skuespillerne fra Aalborg Teater kiggede ind hver aften efter forestillingen og spiste andesteg. Og når Dirch Passer, Poul Reichhardt og Erik Paaske kom til byen, så gjorde de det samme.

Det var Edith Thompson, der opfandt den lunkne and.

– Jeg fik idéen tilbage i James Thompsons tid. Jeg fandt ud af, at en god and er på 2600 til 2800 gram. Den skal være frisk og renskuret, og så skal den i bradepanden med vand og et strøg salt. Jeg gav dem altid to timer ved 170 grader. Derpå tog jeg ænderne op med en gaffel og lagde dem til afdrypning. Når de var kolde, skar jeg dem i fire kvarte. Skyen fra bradepanden lod jeg også blive kold, så fedtet lagde sig ovenpå. Så smed jeg fedtet i en jerngryde, hvor det blev bragt i kog. Jeg lagde ænderne ned i gryden og gav dem seks til otte minutter med et tætsluttende låg.

– Vi serverede anden lunken i en manchet af sølvpapir og pyntet med en appelsinskive. Dertil fulgte to halve skiver rugbrød, godt med smør, varm rødkål og surt.

Dengang var Onkel Tom en døgnforretning, men anden var først og fremmest en nattespise, husker Edith Thompson.

– Vi solgte op til tre tons ænder om året. Andens ry bredte sig snart over hele landet og sågar ud over landets grænser. Selv folk fra Sverige og Tyskland skulle på Onkel Tom og spise and, når de var i Aalborg. Vi stegte ænder døgnet rundt. Det var et frygtelig hårdt liv, der til sidst sled mig op.

– De efterfølgende ejere har så drevet Onkel Tom på hver deres måde, men ingen af dem har turdet afskaffe anden, smiler Edith Thompson.

Nattens sidste and
Jo nærmere Onkel Tom kommer på lukketid, jo mere tætpakket synes lokalet at blive. Nattens sidste and er fortæret, og nu serverer køkkenet den første morgenkaffe med rundstykke, smør og ost. ”Dream, dream, dream”, synger Sidewalk fra den lille scene.

Morgensolen kaster sine stråler ned ad Vesterbro, og den stærke forårssol finder vej ind gennem det lille vindue i den massive indgangsdør til Onkel Tom. Strålerne skærer sig igennem de tætte tobakståger og fortsætter ret gennem garderoben, ind i restauranten og op til baren. Natten er ovre, men den har sat sine spor. Ditlev skærmer med hånden for øjnene og bander:

– Det her ka’ vi sgu ikke byde gæsterne. Vi må have gjort noget ved det vindue.

Årets korteste nat i de små intime lokaler bag den karakteristiske facade nede for enden af Urbansgade blev alligevel lang. Om 16 timer er døren atter slået op. En ny nats gæster venter. Og anden – ja, den vil som altid være lunken.

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, april 1995.

14 sale og én hund

Hans farfar døde midt i kampen for en biograf i Kærby. Hans far mistede livet ved en ulykke i Bio 5. Alligevel er det kærligheden til filmen og forretningen, der er drivkraften i biografdirektør Boye Elimars daglige virke.

Af Thomas Møller

– Så fik vi en kopi af ”Usual Suspects” til Aalborg!

Boye Elimar kommer med raske skridt ned gennem den buede gang, der fører fra billetsalget og ind til Scala Bios foyer. I den ene hånd har han et krus kaffe og i den anden en varm fax. Biografhunden Nille forsøger ihærdigt at holde trit.

– Udlejerne har fået kopien ekspresfremstillet specielt til os. Vi får den fløjet ind, og vi giver den en af de største lanceringer nogensinde. Så er vi med! Tre og en halv uge efter danmarkspremieren, som vi beklageligvis ikke kom med på. Så har vi gjort alt, hvad vi kan. Nu er resten op til publikum. Møder de op, kan vi gå til filmudlejeren og sige: Se her venner! Da vi først fik den… Hvad siger I så?!

Biografdirektør Boye Elimar har allerede talt sig varm om den store publikumsmæssige overraskelse ”The Usual Suspects”. Han tager plads ved det runde cafébord, mens biografhunden Nille hopper op i den bløde læderstol, kigger nysgerrigt… og døser hen.

Væggene frister med Bond, Baldwin og Babe. Luften er tyk af biograf. Det er duften af Guldbarre, Matadormix og frisktrykte filmplakater, der byder velkommen til Scala Bios fornøjelser.

Boye Elimar driver sammen med sin hustru, administrationschef Dorthe Elimar, en af landets største biografkæder med i alt 14 sale fordelt på de tre centre Scala, Astoria og Bio 5. Han er 43 år gammel og tredje generation i et biografdynasti, der har vokset sig stort og stærkt midt i en branche præget af lukninger og konkurs.

Monopolets muligheder
Ser man bort fra de 50 stole i Biffen på Strandvejen, så udgør Boye Elimars virksomhed et lokalt biografmonopol, men det ser han ikke som et problem.

– Nej, tværtimod! I provinsbyerne er det den eneste måde, hvorpå det kan lade sig gøre. Moderne biografdrift er så omkostningskrævende, at man simpelthen ikke har råd til at se konkurrenten løbe med den nye James Bond og selv stå med tomme sale i en måned. Der er selvfølgelig dem, der hævder, at monopolet risikerer at ensrette repertoiret. Men jeg driver biograf ud fra den stik modsatte opfattelse, nemlig at det er monopolet, der giver os råd og plads til at sprede udbuddet af film.

Hvor andre biografkæder kalkulerer med de enkelte biografer som profitcentre, har Boye Elimar valgt at se Scala, Astoria og Bio 5 som forbundne kar.

– Vi driver de tre biografer i samme selskab, og i princippet interesserer jeg mig kun for tallet på den allernederste linie. Det betyder, at det i perioder er actionfilmene i Bio 5, der skaber det økonomiske grundlag for at vise smallere kunstneriske film i Astoria.

– Vi bruger jo ikke cherry-picking her i huset. Vi plukker ikke kun de sikre vindere. Vi har så mange sale, at vi kan overlade sorteringen til publikum. ”Ace Ventura 2” har netop haft julepremiere. Jeg vidste, at den ville blive en øresønderrivende succes. Den blev talk of the town, og det er jeg da glad for. Men jeg er sand for dyden også glad for, at vi har råd til at vise ”Shanghai Triaden”. Jeg siger råd til, for der kommer ikke så mange til den. Den bidrager ikke til nederste linie på regnskabet, men den bidrager sgu til, at jeg har det godt med at være biografdirektør i Aalborg.

I forhold til sammenlignelige byer er Aalborgs biografkapacitet markant stor. Således er der i Aalborg cirka dobbelt så mange biografsæder pr. indbygger som i Århus, Odense, Esbjerg og Randers.

– Efter TV 2 begyndte at sende, havde vi nogle vanskelige år med faldende billetsalg. Mange af mine kollegaer rådede mig til at lukke Astoria, men jeg valgte at satse. Vi ville også have plads til de smallere film, og i de senere år har udviklingen været rigtig fornuftig, siger Boye Elimar.

Profileret biografdrift
Han udnytter kapaciteten til, som den eneste udenfor København, at profilere sine premierecentre. Scala er den store mainstream-biograf, i Bio 5 handler det om børn, action og comedy, mens Astorias repertoire er præget af film med stof til eftertanke. Han tror på idéen om profileret drift, fordi publikum har vidt forskellige forventninger til et biografbesøg.

– Det store voksne publikum til ”Broerne i Madison County” kunne lide at komme i Astoria og Scala, men jeg tror ikke, at de ville have fundet sig tilpas blandt morskabsmaskinerne i Bio 5.

Han har erklæret Astoria for popcorn-fri zone og er ikke i tvivl om, at den moderne malerkunst i Scalas foyer også er med til at sælge biografbilletter. Det handler om miljø, og det handler om livsstil.

– Vi behøver blot at se på kiosksalget. Det fortæller meget om, hvilke forskellige grupper vi rammer med de tre centre. Det er virkelig heavy users af cola og popcorn, som vi har inde til de store underholdningsfilm i Bio 5. Mange lægger et beløb i kiosken, der svarer til det dobbelte af billetprisen. Kører vi til gengæld en smal film i Astoria, så sælger vi en æske Delfol, og måske er der to, der overvejer at dele en danskvand.

Gennem de senere år har Boye Elimar kunnet følge, hvordan profileringen er slået igennem hos publikum.

– Vi kan jo se, at de enkelte biografer har opbygget deres eget stampublikum. Derfor kan visse film finde et nyt marked ved blot at blive flyttet fra én biograf og til en anden. Vi satte Luc Bessons ”Nikita” op i Astoria, hvis profil den klædte rigtig godt. Men ”Nikita” indeholdt også klare action-elementer, og derfor prøvede vi efter nogle uger at rykke den ned i Bio 5, hvor den fik et helt nyt publikum i tale. En af dem henvendte sig fortørnet til os. Han var nået 20 minutter ind i filmen, før han opdagede, at de talte fransk. Da havde han overvejet at udvandre, men var alligevel blevet fanget af filmen.

Under bæltestedet
Boye Elimar vurderer, at markedet for de smallere film gennemløber en modningsproces i disse år, og han hjælper den gerne på vej.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at arbejdet med de vanskeligere film i Astoria har været et langt, sejt træk, men nu ser vi en fornuftig udvikling. Film, der tidligere ville have været håbløse i Aalborg, er begyndt at trække folk til huse. ”Once Were Warriors” og ”Spis Drik Mand Kvinde” gjorde det begge godt midt i sidste års højsommer.

– Prøv også at se på ”Pulp Fiction”, som vi kørte i 42 uger. 42 uger! Den og ”Desperado” har begge været gode Aalborg-film. Det havde de ikke været for ti år siden, siger Boye Elimar.

I den fornylig udsendte rapport ”Kulturundersøgelse 2”, der er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg kommune og PA Consulting Group, hedder det i konsulentfirmaets sammenfattende vurdering: ”Udviklingen i udbuddet af smalle kvalitetsfilm i Aalborg vil i en årrække fremover være afhængig af offentlig støtte til de biografer, der ønsker at satse målrettet på smalle kvalitetsfilm.”

Boye Elimar er lodret uenig.

– Rapporten postulerer et behov, snarere end den dokumenterer det. På Natfilmfestivalen sidste år var filmene smalle, men de fik megen PR. Når der så sidder otte inde i salen, er det sgu svært at argumentere for en premierekopi til Aalborg. Men filmudlejerne har bemærket det arbejde, som vi gør i Astoria. De viser deres anerkendelse ved at tage Aalborg med på danmarkspremierer, hvor der tidligere ikke var blevet plads til os. Ser man tilbage på 1995, så synes jeg, at vi har haft et flot repertoire i Astoria. Vi har viljen – uden kommunal støtte og med løn til personalet. Og jeg siger det lige én gang mere: Med løn!

– Fordi vi kører ”Kun en pige” i den store sal, gør det vel ikke de smallere film i Astorias mindre sale useriøse. Det er vanvittigt, at det i nogle kredse er sådan, at hvis man lever af det, så kan man pr. definition ikke have kærlighed til det. Hvis du kører stor kunst i en biograf, så skal det saftsuseme give underskud. Det har jeg fanden lyneme svært ved at forstå. Her rammer rapporten under bæltestedet, for pointen er, at ingen anden kunstart i dag er så bredt repræsenteret i Aalborg som netop filmen.

Boye Elimar tager en dyb indånding. Han kigger frem for sig, løfter kruset for at drikke den sidste kaffe, men kruset er allerede tømt. Han spejder efter friske forsyninger. Biografhunden Nille vågner af sin døs, og i det samme kommer Dorthe Elimar ned gennem gangen.

– Jeg ville så gerne have haft en kop kaffe, Dorthe.

– Kaffe?

– Ja, kan du ikke skrue på automaten, så jeg ikke behøver at betale?

– Jo, det kan jeg godt. Men I må rykke ind på kontoret. Om lidt kommer der 700 glade børn til filmklubben.

– Okay, tager du Nille med, når du kører?

– Ja, det gør jeg.

En blev til 14
Boye Elimar viser vej til kontoret, der er placeret bag Scalas billetsalg. Biografen blev oprindelig bygget med en enkelt sal. I dag styres hele 14 af slagsen fra det lille tætpakkede kontor.

– Scala var min farfars livsdrøm, forklarer Boye Elimar.

– Han kæmpede i mange år for at få lov til at opføre en biograf i Kærby, men blev mødt af en masse opslidende politiske drillerier. Han nåede aldrig at se den færdige Scala Bio. Kort før åbningen i 1957 blev han indlagt på hospitalet og døde. Min far, Henning, måtte træde til, og det viste sig snart, at han havde flair for branchen. Han var direktør, og min mor sad i billetkontoret. Jeg voksede op i en familie, hvor biografen var samlingspunktet, og hvor kærligheden til forretningen og filmen var drivkraften.

Scala var Aalborgs første store moderne biograf, men den lå helt ude ved bygrænsen. Alligevel udviklede den sig under Henning Elimars dynamiske ledelse hurtigt til en af byens førende premierebiografer. Som 16-årig blev Boye Elimar ansat som piccolo i Scala, og i de følgende år fulgte han på nærmeste hold udviklingen fra forstadsbiograf til kædedrift.

Allerede i 1974 påbegyndte Henning Elimar Scalas udbygning til et af provinsens førende biocentre med i alt seks sale. I 1982 købte han Astoria Bio på Vesterbro, der blev ombygget til tre sale, og i 1985 overtog han Bio 5 i Håndværkerforeningens bygning på Østerågade fra Lademann-koncernen. Én sal var blevet til 14. Otte Aalborg-biografer måtte i samme periode dreje nøglen om.

– Hemmeligheden bag, at Scala fortsat eksisterer og i dag er moderbiograf for byens øvrige, er i al sin enkelhed, at pengene ikke er blevet trukket ud af forretningen. De er tværtimod sparet op og brugt på en stadig udvikling og optimering af biksen, forklarer Boye Elimar.

– Jeg tror, at min far var den første i provinsen, der investerede i flere sale. Byens øvrige biografdirektører mente, at han havde fået en grille. Men pointen var, at med Scalas nye sale blev vi helt anderledes konkurrencedygtige. Vi kunne tilbyde filmudlejerne en langt bedre kørsel af filmene. Det var hele filosofien, og den så min far længe før de andre her i byen.

Pludseligt generationsskifte
I 1989 døde Henning Elimar ved en biografulykke.

– Det var inde i Bio 5. Min far var en typisk iværksætter, der selv ville have fingrene i al ting. Han havde skaffet nogle plakater, som skulle sidde på en helt bestemt måde, ergo kravlede han selv op. Sådan var han jo… Når alt kommer til alt, fik han en nådig død. I fuld aktivitet og midt i sin karrieres bedste.

Boye Elimar var et års tid inden farens død indtrådt som meddirektør. Nu måtte han med dags varsel overtage den samlede ledelse.

– Det siger sig selv, at det var et meget lidt glædesfyldt generationsskifte. Min far efterlod et enormt tomrum. Jeg vidste, hvor meget han holdt af forretningen, og jeg tror, at det var kærligheden til butikken, der bragte mig gennem den svære tid.

– Jeg tænkte tilbage på den sommer, hvor min far udstyrede sin Fiat med plakater, så den lignede en sandwich-bil. En dag, hvor det pisøsregnede, kørte han og min onkel op på campingpladsen i Mølleparken. De havde regnet ud, at der måtte sidde en masse turister inde i teltene og kede sig. De medbragte billetark og byttepenge, og så var det ellers hen og skrabe på teltdugen: ”Biograf-Theater, ja! Billet zu kaufen?” Og så blev der sgu solgt billetter. Man kan sige, at det lyder skingrende naivt, men det viser også, at det giver en helt særlig ånd, når biksen er din egen.

Boye Elimar driver i dag de tre biocentre i et parløb med sin hustru, Dorthe.

– Dorthe er administrationschef, men i praksis meddirektør. Vi tager til Filmtræf sammen. Vi tager til Cannes sammen. Vi har bestemt ikke samme filmsmag, og det kan godt give anledning til kontroverser, men vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg har visionerne, og Dorthe holder sammen på dem.

Dorthe og Boye Elimar har indtil fornylig boet i lejligheden over Scalas indgangsparti.

– Det var meget praktisk, men det havde også sine ulemper, siger Boye Elimar.

– Der var aftner, hvor jeg stod i køkkenet og kiggede ned på pladsen foran Scala. Ikke en sjæl var der at se. Så gik jeg ind i soveværelset, og derfra kunne jeg se over i operatørrummet, hvor Werner stod og hang. Det fik mig til at tænke på, hvor mange folk der var på løn lige nu. Så var det, at jeg fik lyst til at gå ud på badeværelset og lukke døren. Derude var der ingen vinduer!

– Andre aftner, hvor vi kiggede ned, var der sort af mennesker foran Scala. Så var det svært ikke at give en hånd med. Nu bor vi i passende afstand fra biograferne og har fået et bedre hjemmeliv.

Tro på fremtiden
Man kan dog stadig støde på Boye Elimar i biograferne i aftentimerne. Er der ekstra drøn på, hjælper han gerne til i kiosken.

– En aften, hvor jeg stod og tappede cola og poppede corn, trådte en lokal journalist ind. ”Nå, går det så dårligt”, udbrød han. ”Nej”, sagde jeg, ”men kiosken er sgu alle tiders sted at holde kontakten til publikum og mærke, hvad der rører sig.”

Og Boye Elimar tvivler ikke på, at folk atter vil se film på det store lærred og med den gode lyd. Tv-kulturen har toppet.

– De mange tv-kanaler har gjort os til et folk af zappere. Nok har vi flere sale i vores biografer, men her løber publikum altså ikke rundt mellem sal A, B og C for at følge med i tre film på én gang. Næh, at gå i biografen giver en helt anden koncentreret og intens filmoplevelse.

– Jeg husker engang, hvor vi kørte ”Karate Kid” i børnefilmklubben. Den havde umiddelbart forinden været vist på tv. Jeg stod ude i foyeren, da en lille knægt kom susende ud fra salen og skulle på toilettet. På tilbagevejen greb jeg ham og sagde: ”Sig mig engang, så du ikke filmen i fjernsynet?” ”Jo, gu’ gjorde jeg sgu da så, men det her er noget helt andet.” Og zooooom, så var han inde i salen igen.

Vintermørket er faldet på uden for vinduet. Boye Elimar sidder eftertænksomt i arkitektlampens skær. Ude på gangen høres aktivitet. Billetkontoret bemandes. Telefonerne ringer. Der tages imod bestillinger.

– Nå, nu går det ikke længere. Vi fejrer mors fødselsdag i aften.

Boye Elimar rejser sig, binder halstørklædet og tager den korte læderjakke på. Han siger hastigt farvel til kontrolløren. På den aftenvåde plads foran biografen falder lette snefnug.

Boye Elimar skynder sig hen mod bilen, stopper op og råber tilbage:

– Husk lige at skrive, at jeg selv skovler sne rundt om Scala!

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, februar 1996.

Jagten på den forsvundne forstadsbiograf

Postchauffør Ole Taudal Poulsen følte, at han måtte gøre noget, da yndlings-biografen i Aalborg-forstaden Lindholm lukkede. En kultur, som han elskede, var ved at forsvinde.

Af Thomas Møller

Ole Taudal Poulsen – 44 år og overchauffør ved P&T – lader tankerne gå tilbage til den sidste aften i Lindholm Bio.

– Jeg fulgtes med min kone og to sønner til forestillingen klokken syv. Inden filmen blev sat i gang, holdt biografens direktør gennem de seneste 13 år – Preben Eskesen – en lille tale. Han sagde, at hvis der var kommet så mange mennesker til daglig, havde det ikke været nødvendigt at lukke. Men der var ingen bitterhed hos Eskesen. Jeg tror, at han var lettet over, at bygningen var solgt.

I år er det ti år siden, at der for sidste gang blev vist film i Lindholm Bio, og Ole Taudal husker det stadig som en meget vemodig aften.

– Det var ikke noget tilfældigt publikum, der i stort tal var mødt frem til søndagens to aftenforestillinger. Det var folk, der på den ene eller den anden måde ville sige farvel. Det var folk, der måske ikke havde været i biografen i ti år, men som havde set dagens annonce i avisen: ”Sidste film i Lindholm Bio”. ”Mig og mafiaen” med Dirch Passer startede med et kvarters forsinkelse, men det var som om, at tiden ikke betød noget den aften, husker Ole Taudal.

Han voksede op i Niels Juels Gade i Aalborgs vestby, men biografen i Lindholm blev hurtigt den foretrukne. Sammen med drengene fra kvarteret cyklede han over broen til biffen længst ude. Her kunne de se to film for de samme penge, som en enkelt forestilling kostede inde i Aalborg. Kærligheden til det søjleprydede filmtempel var grundlagt, og den holdt sig trofast frem til den sidste forestilling.

– Uha! Det var en ubehagelig aften. Eskesen fulgte mig helt ud til døren. Vi gav hinanden hånden. Det var sidst i november, og luften var kølig.

Film og cementstøv
Lindholm Bio slog dørene op i 1939. Biografen lå på Thistedvej 36 i Sundby-Hvorup kommune. Det var en typisk omegnskommune, hvor det traditionelle landbrug gradvist måtte vige for industrien og især de store cementfabrikker. Udviklingen bar tilfældighedernes præg, og resultatet var rodet. Thistedvej er typisk forstadsbebyggelse med tilfældige huse placeret nær arbejdspladserne. Befolkningssammensætningen var jævn – og det samme var repertoiret i Lindholm Bio. I 1968 blev Sundby-Hvorup og Nørresundby kommuner lagt sammen, og ved den store kommunalreform i 1970 løb Aalborg med det hele.

Men biografen i Lindholm var sin egen. Det kunne ingen, der passerede den markante bygning, være i tvivl om. Det er muligt, at der kun var tale om en reprisebiograf. Det er muligt, at den var gemt af vejen langt uden for byen i en ørkesløs forstad dækket af gråt cementstøv. Men biografens facade ville noget andet. Det røde neonskilt, den brede trappe og de græske søjler fortalte historien om et filmtempel, der kendte sit eget værd. Det pompøse indgangsparti gav snart kælenavnet ”Operaen”.

Hvis Ole Taudal i dagens biografannoncer fandt to film, som han gerne ville se, blev biografen afgørende. Gik den ene i Lindholm – ja, så var der ingen tvivl. Ofte sprang han over premierefilmene inde i Aalborg for at gemme dem til repremieren i Lindholm.

– Jeg holdt af biografen og den særlige stemning, der var. Biografdirektøren og hans kone, som ofte hjalp til med slik- og billetsalg, havde altid tid til en snak. Der var ingen snobberi. Alt kørte i Lindholm, og alle var velkomne.

Lindholm Bio var en klassisk forstadsbiograf med hyppige filmskift. Det var en dejlig stor sal, men de sidste år var der langt mellem de varme sæder. Preben Eskesen tabte cirka 1.000 billetter om året. I 1972 solgte han 20.000 billetter, men i 1983 var salget faldet til blot 13.000. Især de kolde vintre gav Eskesen problemer, for det var bekosteligt at opvarme den gamle biografsal til et spredt publikum.

Til sidst stod valget mellem tilsætning og pornofilm. Der blev vist porno i Lindholm, men Preben Eskesen og hans biograf ville ikke betingelsesløst kapitulere til kødets lyst. Så hellere lukke.

I sin afskedstale nævnte Eskesen, at Lindholm Bio også havde haft sine gyldne år. Han huskede de søndag eftermiddage, hvor forestillingen startede klokken 16, men hvor køen begyndte at tage form to timer forinden.

Lukning og en ny begyndelse
Mandagen efter lukningen optrådte Lindholm Bios kendte annonce stadig i Aalborg Stiftstidendes forlystelsesspalter. Telefonnummer, logo og den lakoniske tekst ”OPHØRT!” var biografens ultimative farvel. For Ole Taudal var Lindholm Bio den sidste rigtige biograf i Aalborg. Tilbage var kun de tre biocentre og en enkelt kulturbiograf.

– Eskesen og jeg havde haft et godt forhold til hinanden. Jeg følte, at jeg måtte sige ham og hans hustru tak. Derfor skrev jeg et læserbrev i Aalborg Stiftstidende.

Med biografens lukning forsvandt et sted, hvortil der var knyttet et helt livs minder. Men Ole Taudal kunne ikke slippe minderne. De måtte fastholdes, og næsten umærkeligt kom der skred i indsamling, research og skriveproces. Det førte to år senere til den 422 sider tunge bog om ”Nordjyllands Biografer”. 600 eksemplarer udkom på forlaget Absalon i Aalborg.

Ole Taudal stod selv med det økonomiske ansvar, og han finansierede udgivelsen med hjælp fra en lang række sponsorer. Bogen er i dag håbløst udsolgt. Mange står på venteliste med drømmen om, at et antikvarisk eksemplar skal dukke op.

Men projektet stoppede ikke her. I 1989 fulgte ”Midtjyllands Biografer”, i 1991 ”Sønderjyllands Biografer” og senest i 1993 ”Fyns Biografer”.

– Jeg står lige midt i arbejdet med de sjællandske, der skal udkomme i december. Der går mange aften- og nattetimer, men jeg har min families opbakning. Det eneste, som arbejdet går ud over, er min nattesøvn, siger Ole Taudal.

Han har allerede skemalagt resten af århundredet. I 1997 udkommer bogen, der dækker København, og to år senere afsluttes kortlægningen af alle Danmarks biografer gennem tiderne med bogen om Lolland-Falster og Bornholm. I år 2000 vil Ole Taudal vende tilbage til udgangspunktet med en publikation om Aalborgs biografer.

Han har undervejs startet sit eget forlag – Niels Juel – opkaldt efter barndommens gade. Bøgerne trykkes hos Oleas i Hadsund, der egentlig er specialiseret i trykning af biografbilletter. Bøgerne sponsoreres i dag primært af filmselskaber og andre firmaer med tilknytning til filmbranchen. Også Det Danske Filminstitut har givet projektet sin blåstempling og støtte.

Trods megen travlhed finder Ole Taudal stadig tid til at besøge den gamle biografbygning i Lindholm, fortæller Joan Høj fra firmaet Høj Tæpper, der overtog bygningen efter Lindholm Bios lukning.

– Han kigger jævnligt ind. Han har været her for at købe et tæppe, og vi har været sponsor på alle bøgerne, forklarer hun.

Reglen og undtagelserne
Forstadsbiograferne hørte i sagens natur til i de større bysamfund. I Nordjylland kan man kun tale om egentlige forstadsbiografer i Aalborg-området. I Nørre Tranders kommune åbnede Kinografen på Hadsundvej i Vejgaard i 1932, og i Nørresundby kommune fulgte i 1934 Regina Teatret på Brotorvet. Sammen med biografen i Lindholm kom de til at fungere som forstadsbiografer i den hastigt voksende nordjyske metropol.

Deres eksistensgrundlag var et trofast stampublikum fra deres egen bydel. Der kunne optræde en enkelt premiere på repertoiret, men ellers var der tale om deciderede repriseteatre. Filmene havde normalt været omkring premierebiograferne i Aalborgs midtby, inden de nåede frem til Vejgaard, Nørresundby og Lindholm.

Da Scala Bio i boligkomplekset Skipperen på Vestre Allé åbnede i 1957, var det Aalborgs første nye biograf i 22 år. Scala lå i Hasseris kommune, men adskilte sig fra starten fra de øvrige forstadsbiografer. Den store tidssvarende sal dannede rammen om mange filmpremierer, og i 1970’erne var biografen blandt de absolutte pionerer i udviklingen af biocenter-idéen. Trods den særegne placering tilhører Scala i dag den absolutte elite blandt danske premierebiografer, men udgangspunktet var ønsket om at få en biograf i Hasseris-bydelen Kærby.

Kinografen i Vejgaard ophørte i 1977. Den sidste dødskamp stod i pornofilmenes tegn. I årene forinden havde dobbelt-midnatsforestillingen hver fredag klokken 23.10 med indlagt pause mellem filmene udviklet sig til lidt af en institution. Repertoiret var action-prægede B-film. Traditionen blev ved Kinografens lukning ført videre i Regina Teatret, men to år senere måtte biografen i Nørresundby også give op. Regina blev under navnene Alfa Bio og siden Biografen videreført som cafébiograf, men som traditionel forstadsbiograf døde Regina i 1979, og med Biografens konkurs i 1987 var det endegyldigt slut.

De eneste forstadsbiografer, der er tilbage i dagens Danmark, ligger i hovedstadsområdet, selv om der også her er foregået en biografmassakre. Befolkningsunderlaget er af en helt anden størrelse end i provinsen. Derfor er der endnu liv i biografer på Østerbro og i Vanløse, Kastrup og Gentofte.

Var det i dag …
Ole Taudal Poulsen står midt i skabelsen af sit livs værk. Med en livsbekræftende entusiasme har han kastet sig ud i et omfattende stykke pionerarbejde. Registreringen af alle Danmarks biografer gennem tiderne optager det meste af hans fritid, men han så gerne, at biografdrift fyldte endnu mere i hans liv.

– Var det i dag, at Lindholm Bio stod over for lukning, så kunne jeg godt have fundet på at overtage driften, siger han.

– Mulighederne er jo langt bedre end for ti år siden. Det var videoen, der gav Eskesen dødsstødet. I dag er folk trætte af at sidde hjemme foran tv-apparatet. De vil igen se film i stort format og med den gode lyd. Kunne jeg få de nye film hurtigt nok – og gerne nogle nye danske trækplastre – så ville jeg ikke udelukke en eller anden form for rentabilitet i driften. Men Lindholm Bio er definitivt lukket. I dag er Kino i Hjallerup min foretrukne, siger Ole Taudal.

Aalborgs forlystelsesliv er gennem de seneste år blevet koncentreret på nogle få kvadratkilometer i midtbyen. Med forstadsbiografernes lukning blev forstæderne lidt fattigere og Aalborg lidt mindre.

Søndag den 24. november 1985 var den sidste dag, der blev vist film i Lindholm Bio. Det vindblæste neonskilt langt ude på Thistedvej blev slukket. De græske søjler mistede deres magi. Operaen tav.

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, februar 1995.

Bibliofilitis

I hjulsporet på den antikvariske bogsamler Søren Kjær.

Af Thomas Møller

Den røde Morris Mini krydser Lindenborg Å. Solen står lavt over de sortpløjede efterårsmarker. Søren Kjær, 19 år og boghandlerelev ved G.E.C. Gad på Østerå i Aalborg, er på vej gennem det østlige Himmerland. Målet er Brøndum Antikvariat i landsbyen St. Brøndum.

– Jeg synes, at antikvariatet ligger som en oase her i området. Besøget er i sig selv en oplevelse, forklarer han, mens han svinger Mini’en ind på parkeringspladsen foran den markante bygning. Den fungerede oprindeligt som byens skole, og det ligner den stadig.

Vestenvinden står hårdt ind på de store vinduer. Vandet fra en forbigående byge piskes ind under døren og danner en lille sø på det italienske flisegulv. Lokalet har i en mellemliggende periode tjent som bagerbutik.

Hjemmebyggede reoler – malet i svensk husrød – rejser sig fra gulv til loft. Mellem to tætpakkede reoler er parkeret en damecykel af ældre model. Uden for vinduerne skutter buskene sig i det lille rosenbed og bøjer af for vinden. Inden døre står antikvarboghandler Birgit Møller Sørensen strunk.

– Nok er vi ude på landet, men jeg føler, at jeg står midt i verden – midt i alle tider, midt i al verdens viden, siger hun.

En stemningssag
I det lille køkken bobler kaffemaskinen. Birgit Møller Sørensen serverer kaffe for sine kunder, men det interesserer ikke Søren. Han går på opdagelse i en labyrint af reoler og tilstødende lokaler.

– Et antikvariatsbesøg er en stemningssag. Er jeg ikke i humør, kan jeg heller ikke finde noget, siger han.

Søren søger ud i et stort baglokale med kakler på gulv og vægge. Her, hvor der tidligere stod bagerimaskiner, finder han afdelingen med historie. Stengulvet udgør et solidt fundament for den tonstunge bogsamling, og gulvets hældende konstruktion mod et afløb muliggør en nem rengøring med vandslange. En praktisk anordning i en branche med uendelige mængder støv.

To trin ned er en musikafdeling under opbygning. Midt i lokalet står et klaver, hvor Birgit Møller Sørensen ind imellem finder tid til at øve. Hun fungerer som kirkeorganist ved tre landsbykirker i området. Søndag formiddag er altid travl.

Søren er imponeret over den overskuelige opstilling af bøgerne og det store udvalg inden for næsten alle genrer. Det er Birgit Møller Sørensens forretningsfilosofi, at et antikvariat skal være alsidigt. Hun tilstræber en særlig god dækning af de brede humanistiske fag.

– Titler inden for litteratur, historie, teologi og filosofi har en længere antikvarisk levetid og et større publikum end titler inden for natur og teknik, forklarer hun.

Birgit Møller Sørensen er bekymret over, at gamle kunder i de senere år er faldet fra i langt større tal, end nye er kommet til.

– Jeg har oplevet en generation, der ikke læser så meget og slet ikke samler på og værdsætter den enkelte bog, siger hun.

Ikke en outsider
Søren ser ikke sig selv som en outsider, men snarere som helt sin egen. Han har altid elsket at læse, men er i de senere år blevet optaget af det håndværk, der ligger bag bogens fysiske udformning.

– Bogproduktion er jo et håndværk, hvor man både skaber juveler og småsten. Jeg har en særlig læseoplevelse, når jeg sidder med en bog i hænderne, der er håndværksmæssigt godt lavet, siger han.

Hos Brøndum køber Søren et optryk af ”Fairy Tales” by Hans Andersen. Bogen er et udvalg af H. C. Andersens eventyr. Det kan forekomme paradoksalt, at en dansker køber Andersen på engelsk, men bogen er illustreret af Arthur Rackham, der er en af de store klassiske, engelske illustratorer.

– Det løfter en bog, at den er illustreret, og jeg synes, at Rackham er en meget fantasifuld illustrator. Han har sin helt egen stil, hvor tegningerne fungerer som en fortolkning af teksten, forklarer Søren.

Han fandt bogen i den umærkede afdeling og fik den derfor til den rimelige pris af 100 kr. Han lægger den ind i handskerummet, og den røde Morris Mini finder sin plads i den tætte trafik mod Aalborg. Birgit Møller Sørensens ord følger ham på vejen: ”I denne branche bliver man let gode venner med sine kunder. Lettere end i så mange andre brancher.”

Morris’en trækker ud og glider forbi en langsomtgående landbrugsmaskine. Kursen er sat mod Antikvariat Pilegaard i Aalborg, et af landets største antikvariater. Det er et gammelt familiefirma, der i dag ledes af anden generation.

– Jeg synes, at Pilegaard har en styrke i den store skønlitterære afdeling. Her kan jeg næsten altid finde et eller andet af en hvilken som helst forfatter, siger Søren.

Selvfølgelig er det mest nærliggende, at han gør sine bogindkøb på sin arbejdsplads. Men har en titel været på bogudsalg, er han henvist til at anskaffe den antikvarisk.

– Fra mit arbejde ved jeg, at en nyudgivelse i hæftet udgave ofte har en levetid i den ordinære boglade på blot et par år. Bogen er efterhånden reduceret til en sæsonvare, siger han i et lettere opgivende tonefald.

Bøger ad libitum
Søren graver dybt i udsalgskasserne på det travle fortov. Antikvariat Pilegaard ligger i Algade lige inden udmundingen i Vesterbro. Han skubber den tunge dør op og træder ind i et gulnet lokale. Eftermiddagssolens sidste stråler trænger sig vej ind gennem det matterede vinduesparti mod gården og kaster et svagt lysskær ned gennem antikvariatet.

De lange, smalle gange mellem de tungt pakkede reoler vidner om lokalets dybde. Langt nede snævrer det sig ind, og et nyt afsnit fortsætter i dybden, hvor et forhæng med blomstermotiver nødtørftigt lukker af til baglokalerne. Antikvariatet synes at strække sig i det uendelige – eller i hvert fald til Vingårdsgade.

En korpulent mand i en alt for stramtsiddende vindjakke balancerer faretruende på toppen af en skammel, mens han afsøger de tunge træreolers øverste gemmer. På gulvet står en stabel kasser fra Dansk Kernefrugt. I den øverste ligger Ciceros taler side om side med Halfdan Rasmussens 8 digte om snaps.

Sørens trænede blik løber hen over titlerne på bogryggene og standser ved Tolkiens ”The Silmarillion”. Han har den i forvejen på dansk, men vil gerne eje den på originalsproget.

– Jeg synes, engelsk er et flot sprog, der giver plads til mange flere nuancer, end det er muligt på dansk, siger han.

Tolkien er Sørens yndlingsforfatter. Han oplever ham som en genial og konsekvent forfatter, der tror på det, han skriver.

– At have en yndlingsforfatter er en form for idoldyrkelse. Derfor vil jeg gerne eje et eksemplar, der er udkommet, mens forfatteren levede eller endnu bedre med forfatterens signatur. Men på en lærlingeløn er både førsteudgaver og signerede og dedikerede bøger desværre en umulig luksus, forklarer han.

I det samme lyder der et lettelsens suk fra skamlen. Den stramtsiddende vindjakke trækker triumferende en Grundtvig-pamflet ud fra øverste hylde. Imens fortsætter Søren ned til den høje, smalle reol med børnebilledbøger. Han elsker den levende fantasi, som bøgerne rummer, og så nyder han gensynets glæde. Børnebilledbogen er ofte rigt udstyret i tryk, indbinding og illustrationer.

– Jeg elsker billeder og den måde, hvorpå de kædes sammen med en tekst. Arne Ungermann er min foretrukne blandt danske illustratorer. Han har en enkel tegnestil, der med få streger alligevel er raffineret og fortællende. Hans billeder er fulde af handling.

Søren har en større bunke bøger under armen. Det nødvendige fravalg virker smertefuldt. Han betaler delvis med en tilgodeseddel på 85 kr.

– Jeg sælger regelmæssigt ud af min samling. Nogle bøger vokser jeg fra, andre er impulskøb uden blivende værdi, siger han.

Mæt af en lang fridags bogindkøb haster Søren Kjær mod hjemmet. I morgen venter arbejdet med efterårssæsonens nye bøger.

Bibliofil: En bogelsker; en samler af smukke eller sjældne udgivelser.

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, november 1994.