14 sale og én hund

Hans farfar døde midt i kampen for en biograf i Kærby. Hans far mistede livet ved en ulykke i Bio 5. Alligevel er det kærligheden til filmen og forretningen, der er drivkraften i biografdirektør Boye Elimars daglige virke.

Af Thomas Møller

– Så fik vi en kopi af ”Usual Suspects” til Aalborg!

Boye Elimar kommer med raske skridt ned gennem den buede gang, der fører fra billetsalget og ind til Scala Bios foyer. I den ene hånd har han et krus kaffe og i den anden en varm fax. Biografhunden Nille forsøger ihærdigt at holde trit.

– Udlejerne har fået kopien ekspresfremstillet specielt til os. Vi får den fløjet ind, og vi giver den en af de største lanceringer nogensinde. Så er vi med! Tre og en halv uge efter danmarkspremieren, som vi beklageligvis ikke kom med på. Så har vi gjort alt, hvad vi kan. Nu er resten op til publikum. Møder de op, kan vi gå til filmudlejeren og sige: Se her venner! Da vi først fik den… Hvad siger I så?!

Biografdirektør Boye Elimar har allerede talt sig varm om den store publikumsmæssige overraskelse ”The Usual Suspects”. Han tager plads ved det runde cafébord, mens biografhunden Nille hopper op i den bløde læderstol, kigger nysgerrigt… og døser hen.

Væggene frister med Bond, Baldwin og Babe. Luften er tyk af biograf. Det er duften af Guldbarre, Matadormix og frisktrykte filmplakater, der byder velkommen til Scala Bios fornøjelser.

Boye Elimar driver sammen med sin hustru, administrationschef Dorthe Elimar, en af landets største biografkæder med i alt 14 sale fordelt på de tre centre Scala, Astoria og Bio 5. Han er 43 år gammel og tredje generation i et biografdynasti, der har vokset sig stort og stærkt midt i en branche præget af lukninger og konkurs.

Monopolets muligheder
Ser man bort fra de 50 stole i Biffen på Strandvejen, så udgør Boye Elimars virksomhed et lokalt biografmonopol, men det ser han ikke som et problem.

– Nej, tværtimod! I provinsbyerne er det den eneste måde, hvorpå det kan lade sig gøre. Moderne biografdrift er så omkostningskrævende, at man simpelthen ikke har råd til at se konkurrenten løbe med den nye James Bond og selv stå med tomme sale i en måned. Der er selvfølgelig dem, der hævder, at monopolet risikerer at ensrette repertoiret. Men jeg driver biograf ud fra den stik modsatte opfattelse, nemlig at det er monopolet, der giver os råd og plads til at sprede udbuddet af film.

Hvor andre biografkæder kalkulerer med de enkelte biografer som profitcentre, har Boye Elimar valgt at se Scala, Astoria og Bio 5 som forbundne kar.

– Vi driver de tre biografer i samme selskab, og i princippet interesserer jeg mig kun for tallet på den allernederste linie. Det betyder, at det i perioder er actionfilmene i Bio 5, der skaber det økonomiske grundlag for at vise smallere kunstneriske film i Astoria.

– Vi bruger jo ikke cherry-picking her i huset. Vi plukker ikke kun de sikre vindere. Vi har så mange sale, at vi kan overlade sorteringen til publikum. ”Ace Ventura 2” har netop haft julepremiere. Jeg vidste, at den ville blive en øresønderrivende succes. Den blev talk of the town, og det er jeg da glad for. Men jeg er sand for dyden også glad for, at vi har råd til at vise ”Shanghai Triaden”. Jeg siger råd til, for der kommer ikke så mange til den. Den bidrager ikke til nederste linie på regnskabet, men den bidrager sgu til, at jeg har det godt med at være biografdirektør i Aalborg.

I forhold til sammenlignelige byer er Aalborgs biografkapacitet markant stor. Således er der i Aalborg cirka dobbelt så mange biografsæder pr. indbygger som i Århus, Odense, Esbjerg og Randers.

– Efter TV 2 begyndte at sende, havde vi nogle vanskelige år med faldende billetsalg. Mange af mine kollegaer rådede mig til at lukke Astoria, men jeg valgte at satse. Vi ville også have plads til de smallere film, og i de senere år har udviklingen været rigtig fornuftig, siger Boye Elimar.

Profileret biografdrift
Han udnytter kapaciteten til, som den eneste udenfor København, at profilere sine premierecentre. Scala er den store mainstream-biograf, i Bio 5 handler det om børn, action og comedy, mens Astorias repertoire er præget af film med stof til eftertanke. Han tror på idéen om profileret drift, fordi publikum har vidt forskellige forventninger til et biografbesøg.

– Det store voksne publikum til ”Broerne i Madison County” kunne lide at komme i Astoria og Scala, men jeg tror ikke, at de ville have fundet sig tilpas blandt morskabsmaskinerne i Bio 5.

Han har erklæret Astoria for popcorn-fri zone og er ikke i tvivl om, at den moderne malerkunst i Scalas foyer også er med til at sælge biografbilletter. Det handler om miljø, og det handler om livsstil.

– Vi behøver blot at se på kiosksalget. Det fortæller meget om, hvilke forskellige grupper vi rammer med de tre centre. Det er virkelig heavy users af cola og popcorn, som vi har inde til de store underholdningsfilm i Bio 5. Mange lægger et beløb i kiosken, der svarer til det dobbelte af billetprisen. Kører vi til gengæld en smal film i Astoria, så sælger vi en æske Delfol, og måske er der to, der overvejer at dele en danskvand.

Gennem de senere år har Boye Elimar kunnet følge, hvordan profileringen er slået igennem hos publikum.

– Vi kan jo se, at de enkelte biografer har opbygget deres eget stampublikum. Derfor kan visse film finde et nyt marked ved blot at blive flyttet fra én biograf og til en anden. Vi satte Luc Bessons ”Nikita” op i Astoria, hvis profil den klædte rigtig godt. Men ”Nikita” indeholdt også klare action-elementer, og derfor prøvede vi efter nogle uger at rykke den ned i Bio 5, hvor den fik et helt nyt publikum i tale. En af dem henvendte sig fortørnet til os. Han var nået 20 minutter ind i filmen, før han opdagede, at de talte fransk. Da havde han overvejet at udvandre, men var alligevel blevet fanget af filmen.

Under bæltestedet
Boye Elimar vurderer, at markedet for de smallere film gennemløber en modningsproces i disse år, og han hjælper den gerne på vej.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at arbejdet med de vanskeligere film i Astoria har været et langt, sejt træk, men nu ser vi en fornuftig udvikling. Film, der tidligere ville have været håbløse i Aalborg, er begyndt at trække folk til huse. ”Once Were Warriors” og ”Spis Drik Mand Kvinde” gjorde det begge godt midt i sidste års højsommer.

– Prøv også at se på ”Pulp Fiction”, som vi kørte i 42 uger. 42 uger! Den og ”Desperado” har begge været gode Aalborg-film. Det havde de ikke været for ti år siden, siger Boye Elimar.

I den fornylig udsendte rapport ”Kulturundersøgelse 2”, der er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg kommune og PA Consulting Group, hedder det i konsulentfirmaets sammenfattende vurdering: ”Udviklingen i udbuddet af smalle kvalitetsfilm i Aalborg vil i en årrække fremover være afhængig af offentlig støtte til de biografer, der ønsker at satse målrettet på smalle kvalitetsfilm.”

Boye Elimar er lodret uenig.

– Rapporten postulerer et behov, snarere end den dokumenterer det. På Natfilmfestivalen sidste år var filmene smalle, men de fik megen PR. Når der så sidder otte inde i salen, er det sgu svært at argumentere for en premierekopi til Aalborg. Men filmudlejerne har bemærket det arbejde, som vi gør i Astoria. De viser deres anerkendelse ved at tage Aalborg med på danmarkspremierer, hvor der tidligere ikke var blevet plads til os. Ser man tilbage på 1995, så synes jeg, at vi har haft et flot repertoire i Astoria. Vi har viljen – uden kommunal støtte og med løn til personalet. Og jeg siger det lige én gang mere: Med løn!

– Fordi vi kører ”Kun en pige” i den store sal, gør det vel ikke de smallere film i Astorias mindre sale useriøse. Det er vanvittigt, at det i nogle kredse er sådan, at hvis man lever af det, så kan man pr. definition ikke have kærlighed til det. Hvis du kører stor kunst i en biograf, så skal det saftsuseme give underskud. Det har jeg fanden lyneme svært ved at forstå. Her rammer rapporten under bæltestedet, for pointen er, at ingen anden kunstart i dag er så bredt repræsenteret i Aalborg som netop filmen.

Boye Elimar tager en dyb indånding. Han kigger frem for sig, løfter kruset for at drikke den sidste kaffe, men kruset er allerede tømt. Han spejder efter friske forsyninger. Biografhunden Nille vågner af sin døs, og i det samme kommer Dorthe Elimar ned gennem gangen.

– Jeg ville så gerne have haft en kop kaffe, Dorthe.

– Kaffe?

– Ja, kan du ikke skrue på automaten, så jeg ikke behøver at betale?

– Jo, det kan jeg godt. Men I må rykke ind på kontoret. Om lidt kommer der 700 glade børn til filmklubben.

– Okay, tager du Nille med, når du kører?

– Ja, det gør jeg.

En blev til 14
Boye Elimar viser vej til kontoret, der er placeret bag Scalas billetsalg. Biografen blev oprindelig bygget med en enkelt sal. I dag styres hele 14 af slagsen fra det lille tætpakkede kontor.

– Scala var min farfars livsdrøm, forklarer Boye Elimar.

– Han kæmpede i mange år for at få lov til at opføre en biograf i Kærby, men blev mødt af en masse opslidende politiske drillerier. Han nåede aldrig at se den færdige Scala Bio. Kort før åbningen i 1957 blev han indlagt på hospitalet og døde. Min far, Henning, måtte træde til, og det viste sig snart, at han havde flair for branchen. Han var direktør, og min mor sad i billetkontoret. Jeg voksede op i en familie, hvor biografen var samlingspunktet, og hvor kærligheden til forretningen og filmen var drivkraften.

Scala var Aalborgs første store moderne biograf, men den lå helt ude ved bygrænsen. Alligevel udviklede den sig under Henning Elimars dynamiske ledelse hurtigt til en af byens førende premierebiografer. Som 16-årig blev Boye Elimar ansat som piccolo i Scala, og i de følgende år fulgte han på nærmeste hold udviklingen fra forstadsbiograf til kædedrift.

Allerede i 1974 påbegyndte Henning Elimar Scalas udbygning til et af provinsens førende biocentre med i alt seks sale. I 1982 købte han Astoria Bio på Vesterbro, der blev ombygget til tre sale, og i 1985 overtog han Bio 5 i Håndværkerforeningens bygning på Østerågade fra Lademann-koncernen. Én sal var blevet til 14. Otte Aalborg-biografer måtte i samme periode dreje nøglen om.

– Hemmeligheden bag, at Scala fortsat eksisterer og i dag er moderbiograf for byens øvrige, er i al sin enkelhed, at pengene ikke er blevet trukket ud af forretningen. De er tværtimod sparet op og brugt på en stadig udvikling og optimering af biksen, forklarer Boye Elimar.

– Jeg tror, at min far var den første i provinsen, der investerede i flere sale. Byens øvrige biografdirektører mente, at han havde fået en grille. Men pointen var, at med Scalas nye sale blev vi helt anderledes konkurrencedygtige. Vi kunne tilbyde filmudlejerne en langt bedre kørsel af filmene. Det var hele filosofien, og den så min far længe før de andre her i byen.

Pludseligt generationsskifte
I 1989 døde Henning Elimar ved en biografulykke.

– Det var inde i Bio 5. Min far var en typisk iværksætter, der selv ville have fingrene i al ting. Han havde skaffet nogle plakater, som skulle sidde på en helt bestemt måde, ergo kravlede han selv op. Sådan var han jo… Når alt kommer til alt, fik han en nådig død. I fuld aktivitet og midt i sin karrieres bedste.

Boye Elimar var et års tid inden farens død indtrådt som meddirektør. Nu måtte han med dags varsel overtage den samlede ledelse.

– Det siger sig selv, at det var et meget lidt glædesfyldt generationsskifte. Min far efterlod et enormt tomrum. Jeg vidste, hvor meget han holdt af forretningen, og jeg tror, at det var kærligheden til butikken, der bragte mig gennem den svære tid.

– Jeg tænkte tilbage på den sommer, hvor min far udstyrede sin Fiat med plakater, så den lignede en sandwich-bil. En dag, hvor det pisøsregnede, kørte han og min onkel op på campingpladsen i Mølleparken. De havde regnet ud, at der måtte sidde en masse turister inde i teltene og kede sig. De medbragte billetark og byttepenge, og så var det ellers hen og skrabe på teltdugen: ”Biograf-Theater, ja! Billet zu kaufen?” Og så blev der sgu solgt billetter. Man kan sige, at det lyder skingrende naivt, men det viser også, at det giver en helt særlig ånd, når biksen er din egen.

Boye Elimar driver i dag de tre biocentre i et parløb med sin hustru, Dorthe.

– Dorthe er administrationschef, men i praksis meddirektør. Vi tager til Filmtræf sammen. Vi tager til Cannes sammen. Vi har bestemt ikke samme filmsmag, og det kan godt give anledning til kontroverser, men vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg har visionerne, og Dorthe holder sammen på dem.

Dorthe og Boye Elimar har indtil fornylig boet i lejligheden over Scalas indgangsparti.

– Det var meget praktisk, men det havde også sine ulemper, siger Boye Elimar.

– Der var aftner, hvor jeg stod i køkkenet og kiggede ned på pladsen foran Scala. Ikke en sjæl var der at se. Så gik jeg ind i soveværelset, og derfra kunne jeg se over i operatørrummet, hvor Werner stod og hang. Det fik mig til at tænke på, hvor mange folk der var på løn lige nu. Så var det, at jeg fik lyst til at gå ud på badeværelset og lukke døren. Derude var der ingen vinduer!

– Andre aftner, hvor vi kiggede ned, var der sort af mennesker foran Scala. Så var det svært ikke at give en hånd med. Nu bor vi i passende afstand fra biograferne og har fået et bedre hjemmeliv.

Tro på fremtiden
Man kan dog stadig støde på Boye Elimar i biograferne i aftentimerne. Er der ekstra drøn på, hjælper han gerne til i kiosken.

– En aften, hvor jeg stod og tappede cola og poppede corn, trådte en lokal journalist ind. ”Nå, går det så dårligt”, udbrød han. ”Nej”, sagde jeg, ”men kiosken er sgu alle tiders sted at holde kontakten til publikum og mærke, hvad der rører sig.”

Og Boye Elimar tvivler ikke på, at folk atter vil se film på det store lærred og med den gode lyd. Tv-kulturen har toppet.

– De mange tv-kanaler har gjort os til et folk af zappere. Nok har vi flere sale i vores biografer, men her løber publikum altså ikke rundt mellem sal A, B og C for at følge med i tre film på én gang. Næh, at gå i biografen giver en helt anden koncentreret og intens filmoplevelse.

– Jeg husker engang, hvor vi kørte ”Karate Kid” i børnefilmklubben. Den havde umiddelbart forinden været vist på tv. Jeg stod ude i foyeren, da en lille knægt kom susende ud fra salen og skulle på toilettet. På tilbagevejen greb jeg ham og sagde: ”Sig mig engang, så du ikke filmen i fjernsynet?” ”Jo, gu’ gjorde jeg sgu da så, men det her er noget helt andet.” Og zooooom, så var han inde i salen igen.

Vintermørket er faldet på uden for vinduet. Boye Elimar sidder eftertænksomt i arkitektlampens skær. Ude på gangen høres aktivitet. Billetkontoret bemandes. Telefonerne ringer. Der tages imod bestillinger.

– Nå, nu går det ikke længere. Vi fejrer mors fødselsdag i aften.

Boye Elimar rejser sig, binder halstørklædet og tager den korte læderjakke på. Han siger hastigt farvel til kontrolløren. På den aftenvåde plads foran biografen falder lette snefnug.

Boye Elimar skynder sig hen mod bilen, stopper op og råber tilbage:

– Husk lige at skrive, at jeg selv skovler sne rundt om Scala!

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, februar 1996.