Jagten på den forsvundne forstadsbiograf

Postchauffør Ole Taudal Poulsen følte, at han måtte gøre noget, da yndlings-biografen i Aalborg-forstaden Lindholm lukkede. En kultur, som han elskede, var ved at forsvinde.

Af Thomas Møller

Ole Taudal Poulsen – 44 år og overchauffør ved P&T – lader tankerne gå tilbage til den sidste aften i Lindholm Bio.

– Jeg fulgtes med min kone og to sønner til forestillingen klokken syv. Inden filmen blev sat i gang, holdt biografens direktør gennem de seneste 13 år – Preben Eskesen – en lille tale. Han sagde, at hvis der var kommet så mange mennesker til daglig, havde det ikke været nødvendigt at lukke. Men der var ingen bitterhed hos Eskesen. Jeg tror, at han var lettet over, at bygningen var solgt.

I år er det ti år siden, at der for sidste gang blev vist film i Lindholm Bio, og Ole Taudal husker det stadig som en meget vemodig aften.

– Det var ikke noget tilfældigt publikum, der i stort tal var mødt frem til søndagens to aftenforestillinger. Det var folk, der på den ene eller den anden måde ville sige farvel. Det var folk, der måske ikke havde været i biografen i ti år, men som havde set dagens annonce i avisen: ”Sidste film i Lindholm Bio”. ”Mig og mafiaen” med Dirch Passer startede med et kvarters forsinkelse, men det var som om, at tiden ikke betød noget den aften, husker Ole Taudal.

Han voksede op i Niels Juels Gade i Aalborgs vestby, men biografen i Lindholm blev hurtigt den foretrukne. Sammen med drengene fra kvarteret cyklede han over broen til biffen længst ude. Her kunne de se to film for de samme penge, som en enkelt forestilling kostede inde i Aalborg. Kærligheden til det søjleprydede filmtempel var grundlagt, og den holdt sig trofast frem til den sidste forestilling.

– Uha! Det var en ubehagelig aften. Eskesen fulgte mig helt ud til døren. Vi gav hinanden hånden. Det var sidst i november, og luften var kølig.

Film og cementstøv
Lindholm Bio slog dørene op i 1939. Biografen lå på Thistedvej 36 i Sundby-Hvorup kommune. Det var en typisk omegnskommune, hvor det traditionelle landbrug gradvist måtte vige for industrien og især de store cementfabrikker. Udviklingen bar tilfældighedernes præg, og resultatet var rodet. Thistedvej er typisk forstadsbebyggelse med tilfældige huse placeret nær arbejdspladserne. Befolkningssammensætningen var jævn – og det samme var repertoiret i Lindholm Bio. I 1968 blev Sundby-Hvorup og Nørresundby kommuner lagt sammen, og ved den store kommunalreform i 1970 løb Aalborg med det hele.

Men biografen i Lindholm var sin egen. Det kunne ingen, der passerede den markante bygning, være i tvivl om. Det er muligt, at der kun var tale om en reprisebiograf. Det er muligt, at den var gemt af vejen langt uden for byen i en ørkesløs forstad dækket af gråt cementstøv. Men biografens facade ville noget andet. Det røde neonskilt, den brede trappe og de græske søjler fortalte historien om et filmtempel, der kendte sit eget værd. Det pompøse indgangsparti gav snart kælenavnet ”Operaen”.

Hvis Ole Taudal i dagens biografannoncer fandt to film, som han gerne ville se, blev biografen afgørende. Gik den ene i Lindholm – ja, så var der ingen tvivl. Ofte sprang han over premierefilmene inde i Aalborg for at gemme dem til repremieren i Lindholm.

– Jeg holdt af biografen og den særlige stemning, der var. Biografdirektøren og hans kone, som ofte hjalp til med slik- og billetsalg, havde altid tid til en snak. Der var ingen snobberi. Alt kørte i Lindholm, og alle var velkomne.

Lindholm Bio var en klassisk forstadsbiograf med hyppige filmskift. Det var en dejlig stor sal, men de sidste år var der langt mellem de varme sæder. Preben Eskesen tabte cirka 1.000 billetter om året. I 1972 solgte han 20.000 billetter, men i 1983 var salget faldet til blot 13.000. Især de kolde vintre gav Eskesen problemer, for det var bekosteligt at opvarme den gamle biografsal til et spredt publikum.

Til sidst stod valget mellem tilsætning og pornofilm. Der blev vist porno i Lindholm, men Preben Eskesen og hans biograf ville ikke betingelsesløst kapitulere til kødets lyst. Så hellere lukke.

I sin afskedstale nævnte Eskesen, at Lindholm Bio også havde haft sine gyldne år. Han huskede de søndag eftermiddage, hvor forestillingen startede klokken 16, men hvor køen begyndte at tage form to timer forinden.

Lukning og en ny begyndelse
Mandagen efter lukningen optrådte Lindholm Bios kendte annonce stadig i Aalborg Stiftstidendes forlystelsesspalter. Telefonnummer, logo og den lakoniske tekst ”OPHØRT!” var biografens ultimative farvel. For Ole Taudal var Lindholm Bio den sidste rigtige biograf i Aalborg. Tilbage var kun de tre biocentre og en enkelt kulturbiograf.

– Eskesen og jeg havde haft et godt forhold til hinanden. Jeg følte, at jeg måtte sige ham og hans hustru tak. Derfor skrev jeg et læserbrev i Aalborg Stiftstidende.

Med biografens lukning forsvandt et sted, hvortil der var knyttet et helt livs minder. Men Ole Taudal kunne ikke slippe minderne. De måtte fastholdes, og næsten umærkeligt kom der skred i indsamling, research og skriveproces. Det førte to år senere til den 422 sider tunge bog om ”Nordjyllands Biografer”. 600 eksemplarer udkom på forlaget Absalon i Aalborg.

Ole Taudal stod selv med det økonomiske ansvar, og han finansierede udgivelsen med hjælp fra en lang række sponsorer. Bogen er i dag håbløst udsolgt. Mange står på venteliste med drømmen om, at et antikvarisk eksemplar skal dukke op.

Men projektet stoppede ikke her. I 1989 fulgte ”Midtjyllands Biografer”, i 1991 ”Sønderjyllands Biografer” og senest i 1993 ”Fyns Biografer”.

– Jeg står lige midt i arbejdet med de sjællandske, der skal udkomme i december. Der går mange aften- og nattetimer, men jeg har min families opbakning. Det eneste, som arbejdet går ud over, er min nattesøvn, siger Ole Taudal.

Han har allerede skemalagt resten af århundredet. I 1997 udkommer bogen, der dækker København, og to år senere afsluttes kortlægningen af alle Danmarks biografer gennem tiderne med bogen om Lolland-Falster og Bornholm. I år 2000 vil Ole Taudal vende tilbage til udgangspunktet med en publikation om Aalborgs biografer.

Han har undervejs startet sit eget forlag – Niels Juel – opkaldt efter barndommens gade. Bøgerne trykkes hos Oleas i Hadsund, der egentlig er specialiseret i trykning af biografbilletter. Bøgerne sponsoreres i dag primært af filmselskaber og andre firmaer med tilknytning til filmbranchen. Også Det Danske Filminstitut har givet projektet sin blåstempling og støtte.

Trods megen travlhed finder Ole Taudal stadig tid til at besøge den gamle biografbygning i Lindholm, fortæller Joan Høj fra firmaet Høj Tæpper, der overtog bygningen efter Lindholm Bios lukning.

– Han kigger jævnligt ind. Han har været her for at købe et tæppe, og vi har været sponsor på alle bøgerne, forklarer hun.

Reglen og undtagelserne
Forstadsbiograferne hørte i sagens natur til i de større bysamfund. I Nordjylland kan man kun tale om egentlige forstadsbiografer i Aalborg-området. I Nørre Tranders kommune åbnede Kinografen på Hadsundvej i Vejgaard i 1932, og i Nørresundby kommune fulgte i 1934 Regina Teatret på Brotorvet. Sammen med biografen i Lindholm kom de til at fungere som forstadsbiografer i den hastigt voksende nordjyske metropol.

Deres eksistensgrundlag var et trofast stampublikum fra deres egen bydel. Der kunne optræde en enkelt premiere på repertoiret, men ellers var der tale om deciderede repriseteatre. Filmene havde normalt været omkring premierebiograferne i Aalborgs midtby, inden de nåede frem til Vejgaard, Nørresundby og Lindholm.

Da Scala Bio i boligkomplekset Skipperen på Vestre Allé åbnede i 1957, var det Aalborgs første nye biograf i 22 år. Scala lå i Hasseris kommune, men adskilte sig fra starten fra de øvrige forstadsbiografer. Den store tidssvarende sal dannede rammen om mange filmpremierer, og i 1970’erne var biografen blandt de absolutte pionerer i udviklingen af biocenter-idéen. Trods den særegne placering tilhører Scala i dag den absolutte elite blandt danske premierebiografer, men udgangspunktet var ønsket om at få en biograf i Hasseris-bydelen Kærby.

Kinografen i Vejgaard ophørte i 1977. Den sidste dødskamp stod i pornofilmenes tegn. I årene forinden havde dobbelt-midnatsforestillingen hver fredag klokken 23.10 med indlagt pause mellem filmene udviklet sig til lidt af en institution. Repertoiret var action-prægede B-film. Traditionen blev ved Kinografens lukning ført videre i Regina Teatret, men to år senere måtte biografen i Nørresundby også give op. Regina blev under navnene Alfa Bio og siden Biografen videreført som cafébiograf, men som traditionel forstadsbiograf døde Regina i 1979, og med Biografens konkurs i 1987 var det endegyldigt slut.

De eneste forstadsbiografer, der er tilbage i dagens Danmark, ligger i hovedstadsområdet, selv om der også her er foregået en biografmassakre. Befolkningsunderlaget er af en helt anden størrelse end i provinsen. Derfor er der endnu liv i biografer på Østerbro og i Vanløse, Kastrup og Gentofte.

Var det i dag …
Ole Taudal Poulsen står midt i skabelsen af sit livs værk. Med en livsbekræftende entusiasme har han kastet sig ud i et omfattende stykke pionerarbejde. Registreringen af alle Danmarks biografer gennem tiderne optager det meste af hans fritid, men han så gerne, at biografdrift fyldte endnu mere i hans liv.

– Var det i dag, at Lindholm Bio stod over for lukning, så kunne jeg godt have fundet på at overtage driften, siger han.

– Mulighederne er jo langt bedre end for ti år siden. Det var videoen, der gav Eskesen dødsstødet. I dag er folk trætte af at sidde hjemme foran tv-apparatet. De vil igen se film i stort format og med den gode lyd. Kunne jeg få de nye film hurtigt nok – og gerne nogle nye danske trækplastre – så ville jeg ikke udelukke en eller anden form for rentabilitet i driften. Men Lindholm Bio er definitivt lukket. I dag er Kino i Hjallerup min foretrukne, siger Ole Taudal.

Aalborgs forlystelsesliv er gennem de seneste år blevet koncentreret på nogle få kvadratkilometer i midtbyen. Med forstadsbiografernes lukning blev forstæderne lidt fattigere og Aalborg lidt mindre.

Søndag den 24. november 1985 var den sidste dag, der blev vist film i Lindholm Bio. Det vindblæste neonskilt langt ude på Thistedvej blev slukket. De græske søjler mistede deres magi. Operaen tav.

Artiklen blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, februar 1995.