I højskolens favn

Mange ældre har brug for en frisk start, og her kan et højskoleophold være en god løsning, siger Bjarne Nielsen Brovst. Han har i snart 40 år undervist seniorer ud fra idéen om, at højskolen skal være som en stor omfavnelse.

Af Thomas Møller

Bjarne Nielsen Brovst husker tydeligt svømmelærerinden fra Silkeborg. Hun var 98 år, og hun var elev på seniorhøjskolen ved Rude Strand i de allerførste år, hvor han var lærer på stedet.

– Det var dengang, jeg havde langt hår i Paul McCartney-stil, så det er en del år siden, smiler Bjarne Nielsen Brovst.

– Men jeg husker hende tydeligt. Hun hed Kamma, og hun skulle hver morgen klokken syv bæres ned til havet, der ligger lige neden for højskolen. ”Kom nu unge!”, sagde hun, mens vi rystende af kulde bar hende ned ad skrænten. Kamma ville have en svømmetur inden morgenmaden, og så snart hun kom ud i vandet, svømmede hun hurtigere, end vi kunne følge med. Det var fantastisk!

For Bjarne Nielsen Brovst er svømmelærerinden fra Silkeborg et eksempel på, at for nogen er det aldrig for sent at komme på højskole.

– Andre er ikke nær så privilegerede. Det har jeg desværre oplevet alt for mange gange. De har måske gået i flere år og glædet sig til at blive gamle, men så kommer sygdom til, og pludselig er det hele alt for sent.

Blot 25 år
Bjarne Nielsen Brovst var blot 25 år, da han begyndte at undervise på Rude Strand. Skolen var på det tidspunkt nystartet, og han blev straks fanget af at undervise ældre, for det var tydeligt, at de var kommet for at lære noget. De var interesserede.

Siden blev han fastansat, og i 1980 overtog han hvervet som forstander på skolen. Det bestred han i nært samarbejde med sin hustru, Gudrun Hjorth Nielsen, indtil de i 2007 valgte at træde tilbage og påbegynde deres egen seniortilværelse på et nykøbt husmandssted i Tranum tæt ved Jammerbugten.

Vi skal besøge Bjarne Nielsen Brovst for at høre om hans livslange erfaring fra seniorhøjskolen, og vi skal have hans bud på, hvad ældre kan få ud af et højskoleophold. Han har i telefonen forberedt os på, at han bor så langt ude på landet, at mobildækningen er tynd. Det viser sig at være ganske korrekt. Først bliver den brede asfalterede vej smallere og smallere, så bliver den til en grusvej, der efterhånden får større og større huller. Til sidst kører vi ad to dybe hjulspor op til husmandsstedet, hvor Bjarne Nielsen Brovst allerede står ude på trappen og tager imod, mens gravhunden Nana løber forventningsfuld omkring.

– Velkommen! Jeg har gjort klar til lidt frokost inde i stuen. Jeg håber, I er sultne, siger han, mens han giver hånd.

40.000 bind
I den hyggelige stue står der masser af bøger på hylderne, men de udgør kun en lille del af de cirka 40.000 bind, som Bjarne Nielsen Brovst anslår, at der befinder sig i hjemmet. De vidner om en livslang kærlighed til det skrevne ord.

– Boghandlere og antikvariater har altid været mit lille fristed. Det var dér, jeg fik et andet liv, end det min opvækst lagde op til, forklarer han, mens han sætter brød på bordet.

Han forsvinder ud i køkkenet med en formaning om, at vi endelig må sige til, hvis det bliver for koldt. Et øjeblik efter er han tilbage med smør og en flaske snaps.

– Jeg synes lige, at vi skal smage på den her. Den er lavet på porseblade, som jeg har plukket udenfor. Den skal I altså prøve, siger han, mens han hælder den klare snaps op i et par velvoksne glas og skåler.

Det er en myte
Bjarne Nielsen Brovst sender det hjemmelavede pålæg rundt og tager straks fat på dagens emne.

– Når vi hører ordet ”højskole”, så tænker vi jo nemt på ungdom og dannelse, så hvordan kommer højskolen ind i forhold til seniorer? De har forhåbentlig fundet sig selv og deres plads i livet. Men sandheden er, at de nu skal forholde sig til, at livet også har en slutning. Den der overgang fra det ene til det andet er meget hård for mange mennesker.

Bjarne Nielsen Brovst mener, det er en myte, at alderdommen er en lykkelig og idyllisk fase i livet. Sandheden er meget mere nuanceret.

– Mange mennesker mister deres ægtefælle. Mange flere har svært ved at se noget positivt i livet. Der kommer måske sygdom til. Diabetes. Kræft. Demens. Og der opstår fremmedgjorthed over for et samfund, der i den grad er blevet digitaliseret, siger han.

– Jeg tror, at sorgen spiller en større rolle i mange ældres liv, end vi er klar over. Mange har svært ved at komme videre, når de har mistet en ægtefælle. Det er virkelig noget, der er undervurderet. De føler sig ensomme og forladte.

Bjarne Nielsen Brovst kigger ud ad vinduet.

– Åh, nej. Jeg skal lige have styr på hunden. Den går og graver huller i jorden, siger han og forsvinder med hastige skridt ud af stuen. ”Nana”, kan vi høre ham råbe i det fjerne. ”Naaanaaa!”

Meget at tilbyde
Bjarne Nielsen Brovst tager igen plads i stolen. Nu med hunden på skødet.

– Jeg har mødt rigtig mange ældre, for hvem højskolen virkelig var en stor oplivning, fortsætter han.

– Nogle fulgte jeg igennem 15 og 20 år, fordi de kom tilbage igen og igen på nye kurser. Mange af dem havde en tung bagage med, når de kom til os.

– Hvad kan højskolen tilbyde de seniorer, der har det svært?

– Der er mange, der har behov for at starte på en frisk. De er måske kørt sur i deres liv. Det kan være et ægteskab, der er gået ad helvede til. Måske er det endt i en skilsmisse. Måske er deres ægtefælle død. De har brug for at komme videre, og dér mener jeg, at højskolen har meget at tilbyde.

En ny tilværelse
Bjarne Nielsen Brovst peger på, at man for eksempel kan dykke ned i et forfatterskab, der kan give ny indsigt og nye erkendelser. Andre har lyst til at udtrykke sig. Det kan være i tegning, maleri eller fotografi. For nogle år siden oplevede han, at edb fik et stort gennembrud. Mange seniorer sukker efter at forstå den digitale verden.

– Så der er masser af måder at starte forfra på. Nogle er så heldige at finde hinanden og blive forelskede. De skifter måske adresse og får en ny tilværelse. Det skete masser af gange i mine år på Rude Strand, husker han.

Han husker også, hvordan samfundsudviklingen påvirkede livet på højskolen i de mange år, hvor han arbejdede der.

– I de første år var det jo sådan, at når man var blevet pensionist, så ventede man på døden. Og hvis man var blevet enkefrue, så var det den civilstand, som man havde resten af livet. Sådan er det ikke længere, men selvfølgelig præger det livet på en seniorhøjskole, at fremtiden er begrænset. De ting, som man gerne vil nå, skal man jo ikke planlægge til om 15 år, siger Bjarne Nielsen Brovst og løfter snapseflasken.

– Jeg tror lige, at vi skal have en bundskraber, siger han og skænker snaps næsten til kanten.

– Skål! Og må Gud bevare Danmark!

Den sidste tale
Bjarne Nielsen Brovst rejser sig og går ud for at gøre kaffen klar.

– Jeg synes altså, at det er blevet lidt køligt, råber han ude fra køkkenet, og et øjeblik senere er han i gang med at tænde op i brændeovnen. Ilden får fat, og varmen breder sig i stuen.

– Nu må I endelig tage et stykke af Gudruns drømmekage, lyder hans opfordring, da vi atter har sat os om bordet.

Bjarne Nielsen Brovst gnider sig i skægget og får et mere alvorligt udtryk i ansigtet.

– Det er klart, at når vi taler om seniorhøjskoler, så handler det ikke kun om at få en ny start. For nogen betyder det også, at vi er nået til slutningen, siger han og nipper til kaffen.

– Jeg kan huske en politibetjent fra København, men med jysk baggrund. En stor mand. Tre meter høj. Han havde været med i modstandskampen, og han holdt tale, hver gang han var på højskolen. Men så en dag mødte han op og var blevet senil. Hans kone holdt ham i hånden som et lille barn.

– Alligevel spurgte jeg ham, om han ikke ville holde en tale. ”Det plejer du jo at gøre”, sagde jeg. Og så holdt han talen. Fuldstændig som han plejede. Helt perfekt. Det skulle han lige gøre, og så faldt han væk igen.

Hadefulde tider
Bjarne Nielsen Brovst rækker ud efter drømmekagen og fortsætter:

– Døden har flere gange været meget nærværende på Rude Strand, når en kursist er gået bort under sit ophold på skolen. Det behøver ikke at være folk, der har det specielt dårligt. Det kan også være et hjerteslag.

– Det skete engang på Samsø. Vi var taget derover på en heldagsudflugt, og da vi skulle hjem igen, var en af de kvindelige kursister død. Det var en meget underlig følelse at sejle tilbage til højskolen. Det gør et dybt indtryk på mig, når døden indtræffer. Men det er også en påmindelse om, at tiden er begrænset. Det lærte både jeg og mine elever den dag på Samsø. Vi skal gøre noget ved livet, så længe vi har det.

Og ifølge Bjarne Nielsen Brovst er et højskoleophold en rigtig god måde at gøre noget ved livet på. Her mødes mennesker, og meninger brydes.

– Jeg synes, vi lever i nogle underlige, hadefulde tider. Nedskydningen af de unge mennesker på Utøya ramte mig dybt. Vi har fået bandekrig i stedet for sammenhold. Og gamle, hæderkronede banker flår ryggesløs pengene ud af et lokalsamfund, der ellers havde alle muligheder i sig. Det, der måske truer os mest i de her år, er vores manglende tiltro til hinanden. I sådanne tider har vi virkelig brug for større tolerance og lidt mere storsind. Vi har brug for et forum, hvor vi kan sætte os ned og diskutere på tværs af alle skel. Et sådant forum er højskolen, siger Bjarne Nielsen Brovst.

En omfavnelse
Som højskolemand lærte han tidligt, at det ikke handler om at konfrontere, men om at prøve at få folk til at tale sammen. Og det kan sagtens lade sig gøre. Det siger hans mangeårige erfaring ham.

– Jeg mener, at folkehøjskolen skal være som en omfavnelse. Uanset om kursisterne er til Ole Sohn eller Pia Kjærsgaard. For mig er højskolens kronjuvel, at der er plads til os alle.

– Til morgensamlingerne har jeg oplevet at have en pensioneret magister, en saddelmager og en fabriksarbejder fra Kolding siddende ved siden af hinanden. Det var et bredt tværsnit af Danmarks seniorer, der kom på Rude Strand. Alle samfundslag. Alle baggrunde. Og man skal ikke prøve at dømme folk på forhånd, for der er masser af overraskelser, når man først lærer hinanden at kende, siger Bjarne Nielsen Brovst og forsøger at afsætte endnu et stykke af Gudruns drømmekage.

– Jeg kan huske, at jeg på et kursus havde en kartoffelavler fra Samsø. Jeg har sjældent mødt et menneske, der var bedre hjemme i H. C. Andersen, end han var. Og han rettede mig selvfølgelig. ”Nej”, sagde han, ”det var ikke i 1838. Det var i 39.” Og sådan noget elsker jeg jo.

Det er Amdis skyld
For Bjarne Nielsen Brovst er den største ulykke, at der ikke længere er plads til alle på folkehøjskolerne. De økonomisk dårligst stillede pensionister er røget af i svinget.

– Den ulykke tilskriver jeg Tvind-skolernes stifter, Mogens Amdi Petersen. Han har virkelig gjort stor skade på den danske folkehøjskole. Jeg har mødt ham mange gange, og jeg kunne egentlig godt lide ham. Han var altid venlig, høflig og imødekommende, og vi brugte ufattelig megen tid på at høre om alle Tvinds visioner. Men sandheden er, at Mogens Amdi Petersen tømte den danske folkehøjskoles pengekasse.

Bjarne Nielsen Brovst henviser til, at højskoleloven blev revideret som en konsekvens af Tvinds økonomiske dispositioner.

– Det var den måde, som Amdi brugte pengene på, der bragte højskolerne ud i store problemer, og som resulterede i, at mange måtte lukke. Der flød masser af penge til Tvind-skolerne, og de var sindssygt dygtige til hele det økonomiske cirkus. Men resultatet er, at dem, der virkelig trænger til at komme på højskole, ikke længere kan få tilskud. Så Tvind og Mogens Amdi Petersen ødelagde det for alle os andre.

I sit 34-årige virke på Rude Strand mødte Bjarne Nielsen Brovst flere end 70.000 seniorer. Men i de senere år måtte han konstatere, at det var de velstillede, der var flest af.

– Tidligere havde eleverne fået et tilskud på cirka 700 kroner, men nu var det væk. Det er en skammelig udvikling. For vi skal lige huske på, at det drejer sig om folk, der i dyre domme har betalt for, at deres børn og børnebørn kunne få studentereksamen, HF og alverdens uddannelser. De har slidt og slæbt, til de var over 60, men har måske aldrig selv fået chancen for at uddanne sig. Nu siger samfundet så, at vi heller ikke har råd til, at de kan opleve folkehøjskolen. Det synes jeg er forstemmende.

I orangeriet
I dag har Bjarne Nielsen Brovst og hans hustru trukket sig tilbage og nyder deres egen seniortilværelse. Det vil sige, han underviser nu stadig. Både på Askov og Rønde Højskole.

– Der er for eksempel mange ældre, der gerne vil skrive en bog, og jeg har jo skrevet en hulens masse bøger. Så jeg underviser i, hvordan man bygger sådan en op, forklarer han, da vi efter frokosten går ind i det nybyggede orangeri med voliere. Han viser stolt de spæde citrusfrugter frem lystigt akkompagneret af kanariefuglene. Her trives han. Mindst lige så godt som planterne.

– Haven betyder nærmest alt for mig og min kone. Vi følger årets cyklus og har hele tiden noget at glæde os til. Troldnødden er allerede sprunget ud. Det er simpelthen pragtfuldt. Snart kommer vintergækkerne, og så kan vi begynde at følge de små skud på Hasselnødden. Det giver os alt sammen en stor glæde, siger Bjarne Nielsen Brovst, da vi igen bevæger os ind i huset og træder ned i hans store arbejdsværelse.

Her rejser bogreolerne sig mange meter høje. Så meget fylder 40.000 bind, når de er stablet oven på hinanden. Fyldt med al den indsigt, der gav overportørens søn fra Brovst et ganske andet liv end det, hans far og bedstefar fik. Selv håber han, at han i sit mangeårige virke på Rude Strand har givet sine kursister – om ikke et nyt liv – så i hvert fald en ny tilgang til at leve livet i det fantastiske land, som Danmark trods alt er.

Bedstefars åg
– Jeg var fornylig til et Lucia-optog, hvor der kom en flok piger og to knejter ind, siger Bjarne Nielsen Brovst.

– Mens optoget gik forbi, stod jeg og funderede over, hvordan deres verden mon ser ud om 70 år. Så var det, at jeg kom til at tænke på min bedstefars træåg til to vandspande, som I kan se lige der!

Han peger op mod åget, der er hængt op i en af de sorte, tværgående bjælker i arbejdsværelsets tagkonstruktion og fortsætter:

– Jeg har kendt min bedstefar, og det åg gik han med i 1890’erne. Det er ikke mere end 120 år siden. Så må jeg indrømme, at der er sket meget godt i Danmark. Når jeg ser tilbage på mit eget liv, så havde jeg slet ikke troet, at Danmark skulle blive så enestående et land. Men det er det. Jeg er blevet 64 år, og i dag er åget kun til pynt.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, forår 2012.