Fanebæreren

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slås for de socialdemokratiske værdier med en autenticitet, der ikke er set siden Anker Jørgensens dage.

Af Thomas Møller

Trods sine kun 35 år er Mette Frederiksen en af Socialdemokratiets stærkeste kulturbærere. Hendes dybe rødder i arbejderbevægelsen er en klar styrke i det nuværende job som beskæftigelsesminister. Her skal hun håndtere konsekvenserne af den værste økonomiske krise siden krakket på Wall Street i 1929.

Hun har grebet udfordringen med ukuelig optimisme og en usvækket tro på, at hun kan gøre en forskel. Et urgammelt socialdemokratisk motto om pligt og ret er fundet frem. Det kombineres med lysten til helt nye eksperimenter, hvor civilsamfundets seniorer kan blive en ressource i den beskæftigelsespolitiske indsats.

Vi møder Mette Frederiksen på en travl arbejdsdag i ministeriet. Det har været et par hårde år på en af regeringens helt tunge poster, men hendes drivkraft er usvækket, bedyrer hun. Der er stadig alt for mange mennesker, der bor på skyggesiden af samfundet. De skal hjælpes over på den anden side, og det vil hun gerne være med til. Sådan har hun haft det lige så længe, som hun kan huske.

Alder ingen hindring
Mette Frederiksen var netop fyldt 24 år, da hun i 2001 blev valgt ind i Folketinget. Hun erkender, at det var tidligt, men mener ikke, at man kan tale om at være for ung eller for gammel til politik.

– Det tror jeg ikke, at man kan opstille regler for. Lad mig give et eksempel. Vores tidligere borgmester i Ballerup, Ove Dalsgaard, er 75 år, og han er stadig en af de mest progressive socialdemokrater, jeg kender. Han har masser af idéer og er aldrig bange for at afprøve noget nyt, siger Mette Frederiksen.

Selv har hun oplevet, at der knytter sig en særlig energi til ungdomsårene, og den kunne hun trække på som nyvalgt folketingsmedlem.

– Fordelen er, at du har noget ungdommeligt gåpåmod. Ulempen er, at der er nogle ting, som du endnu ikke har prøvet. Klogskab og erfaring følger jo med, at man lever sit liv. Så der er nogle ting, som du må hive ind samtidig med, at du er politiker, når du starter så ung, som jeg gjorde.

Mor og minister
Ti år senere – i 2011 – får Mette Frederiksen en af de tunge poster, da Socialdemokratiet danner regering sammen med Radikale og SF. Regeringen Thorning-Schmidt er ikke blot Europas yngste regering, det er også den hidtil yngste i danmarkshistorien.

– Men jeg synes ikke, at det er ungdommen, der tynger mig i den forbindelse. Her er historien en lidt anden. Jeg har siddet i Folketinget i 10 år, og jeg har været med i partiets ledelse i en årrække, da jeg bliver udpeget til minister, siger Mette Frederiksen.

Den tunge ministerpost skal hun forene med familieliv og to små børn, men det er ikke en umulig opgave, understreger hun.

– Selvfølgelig fylder ministergerningen meget. Det skal den også gøre, for som beskæftigelsesminister har jeg ansvar for ting, som har stor betydning i mange menneskers liv. For eksempel sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp og førtidspension. Men jeg er samtidig bevidst om, at mine børns barndom kun findes én gang. Ikke så meget af hensyn til mig selv, men af hensyn til dem skal der være en balance. Deres mor skal være tilstede i deres liv, og hun skal være rigtig tilstede. Det synes jeg lykkes.

Med modermælken
Mette Frederiksen er ofte blevet spurgt, hvornår hendes politiske interesse egentlig begyndte. Svaret er altid det samme. Hun kan ikke huske det.

– Det skal forstås på den måde, at jeg kan ikke huske, at den ikke har været der. Det hænger selvfølgelig sammen med min familiebaggrund, hvor alle før mig har været socialdemokrater. Jeg har ikke kendt mine oldeforældre, men familiekrøniken lever. Min farfar sad i amtsrådet, og min morfar var også medlem af partiet. Min far har været tillidsmand i rigtig mange år, og han har også været politiker. Min mor var også med. Alle – stort set alle – var medlem af partiet. Det er det, der har fyldt mest i mit barndomshjem. Socialdemokratiet og politik. Så jeg er en af dem, der har fået det ind med modermælken.

Som helt ung har Mette Frederiksen nogle år, hvor det ikke er partiet, der optager hende mest, men derimod sager. Kampen mod apartheid i Sydafrika, dyrevelfærd og den truede regnskov. Hun er også meget fascineret af den danske, socialdemokratiske agitator, Peter Sabroe, og hans utrættelige kamp for børns kår og rettigheder omkring forrige århundredeskifte. Derfra stammer hendes egen interesse for udsatte børn.

– Siden går jeg ind i det politiske arbejde. Jeg er vel en 14-15 år, og så har jeg faktisk været aktiv i politik lige siden, siger Mette Frederiksen.

Opdraget socialdemokratisk
– Når man er vokset op i det socialdemokratiske hjem, som du beskriver, kan man så adskille, hvad man er opdraget til, og hvad man selv har ræsonneret sig frem til?

– Nej. Det kan man ikke. I hvert fald ikke fuldstændigt. Jeg vil nok formulere det på den måde, at jeg i virkeligheden er opdraget socialdemokratisk. I mit barndomshjem var det ikke sådan, at vi lagde det politiske til side, når vi skulle være familie. Min far har aldrig adskilt de to ting. Det gjorde min farfar heller ikke. Mine forældre lagde ikke skjul på, at det var et socialdemokratisk hjem. I andre familier har man nok forsøgt at holde politik og privatliv adskilt, men sådan var det ikke hos os. Her gik det op i ét. Hvis du spørger min far, hvordan han har opdraget sine børn, så tror jeg, han vil sige, at han har opdraget dem socialdemokratisk. For eksempel ret og pligt. Det med at tage ansvar for andre. Aldrig at være ligeglad. Det er værdier, som jeg har med fra mit barndomshjem.

– Overvejede du aldrig at gøre oprør mod den socialdemokratiske opdragelse?

– Jeg havde en enkelt eftermiddag, hvor jeg gik foran SFs lokaler i Aalborg og kiggede ind ad vinduerne. Og det blev ved det. Så nej, jeg har aldrig været andet end socialdemokrat, og det bliver jeg heller ikke.

Ukuelig optimist
Som socialdemokratisk politiker blev Mette Frederiksen hurtigt kendt for sin enorme energi. Både blandt politiske venner og fjender er der en oplevelse af, at hun aldrig kører træt, men det afviser hun selv.

– Jeg bliver selvfølgelig træt ligesom alle andre mennesker, men jeg gør det sjældent, når jeg er i gang. Jeg har det jo grundlæggende sådan, at jeg tror på, at den her verden kan blive bedre. Der er noget ukuelig optimist i mig. Jeg giver ikke op, fordi der er modgang. Jeg tror, at dem, der bor på skyggesiden, en dag kan komme over på solsiden. Det er en drivkraft, som jeg har i mig.

Rammen for den drivkraft har siden 2011 heddet Beskæftigelsesministeriet. Sammen med ministeriet overtog Mette Frederiksen en arbejdsløshed på cirka 150.000 fra den borgerlige regering. Ledighed er et problem, som hun kender fra sin egen familie, hvor folk er faglærte og ufaglærte. Her har hun set, arbejdsløsheden slå ned, og hun har set, hvor ondt den kan gøre.

– At blive arbejdsløs er for de fleste mennesker noget af det sværeste, som de kan blive udsat for i deres voksenliv. Derfor er beskæftigelsespolitikken vanvittig vigtig. Mange af dem er jo mennesker, der har gjort alt det, som samfundet har bedt dem om. De er trådt tidligt ud på arbejdsmarkedet og har haft arbejde lige siden. De har skabt nogle af verdens bedste containerskibe på Lindø, indtil værftet blev lukket. De har taget en uddannelse som faglært, men industrivirksomheden, som de arbejdede på, outsourcede opgaverne til et andet land. Så det er helt klart mennesker, som jeg kan identificere mig med, der står i arbejdsløshedskøen.

Et stort indtryk
– I dine første år som minister har den omdiskuterede forkortelse af dagpengeperioden fyldt meget. Hvordan har du oplevet hele det forløb frem til, at regeringen tager initiativ til at hjælpe de udfaldstruede?

– For mig har forløbet haft flere dimensioner. Selvfølgelig er der den offentlige diskussion i medierne, men det som jeg nok bedst vil huske, det er mødet med nogle af de mennesker, der oveni at være ramt af langtidsledighed og dermed betale en meget kontant pris for den økonomiske krise også har måttet leve med den usikkerhed, om de var berettiget til dagpenge eller en anden offentlig forsørgelse. Det har gjort og gør vedvarende et stort indtryk på mig.

Mette Frederiksen understreger, at det ikke er hendes opgave at gøre sig klog på hvert enkelt menneskes liv, for det kan hun ikke. Men hun føler, at hun har lært noget af de mange beretninger, som hun har fået fra ledige.

– Det står ret stærkt for mig, at opgaven kan ikke være, at folk skal være lang tid på dagpenge. Hvis jeg stykker alle de beretninger sammen, som jeg har fået undervejs, så kan man godt leve med lidt arbejdsløshed i et stykke tid. Men det duer ikke, når man kommer derud, hvor man begynder at sætte spørgsmålstegn ved det hele. Kan jeg komme tilbage på arbejdsmarkedet? Kan jeg huske mit fag? Er der nogen, der efterspørger mig? Kan faget overhovedet bruges længere? Og er jeg i virkeligheden blevet for gammel? Når de bekymringer bliver større end troen på, at man kan komme over det bump på vejen, som arbejdsløsheden er, så begynder det at gøre ondt.

Finde en mellemvej
Mette Frederiksen er da heller ikke i tvivl om, hvor hun står i debatten.

– Jeg vil gerne placere mig mellem dem, der har sagt, at vi bare skal forlænge dagpengeperioden, og dem, der på den anden side har sagt, at der slet ikke er noget problem, folk kan bare finde et arbejde. Jeg tror ikke på, at nogle af de versioner er rigtige. Vi bliver nødt til at finde en mellemvej. Der skal være tryghed for det enkelte menneske, og det synes jeg, vi fik på plads med den forårsaftale, som vi lavede med Enhedslisten. På den anden side skal vi ikke bare lade folk gå og være arbejdsløse. Når du har været ude i to år, så har du allerede været arbejdsløs for længe. Har du været det i 3-4 år, så når du derhen, hvor det for nogen mennesker tipper. Det er i sig selv en barriere for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og der må vi ikke skubbe folk hen, siger Mette Frederiksen.

– Men her i ministeriet kan I jo ikke opfinde arbejdspladser…

– Med beskæftigelsespolitikken kan vi rigtig meget. Min påstand er, at den kan blive meget bedre, end den er i dag. Men du har ret i, at vi aldrig er bedre end det samlede samfund. I beskæftigelsespolitikken er vi meget afhængige af konjunkturerne og af den finanspolitik, som vi fører. Vi er også afhængige af uddannelsespolitikken. Hvis du har forladt folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne, så er det altså sværere at tage en uddannelse og bide sig fast på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi i beskæftigelsespolitikken blive meget bedre til at sikre nogle muligheder for uddannelse. Når manglen på læring begynder at spænde ben, skal man have mulighed for at dygtiggøre sig eller skifte spor og finde et nyt fag.

Andre problemer
For Mette Frederiksen handler det om at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

– Vi skal ikke være blinde for, at nogle af vores arbejdsløse – især nogle af dem, der er ramt af langtidsledighed – også får andre problemer. Det har der ikke været nok fokus på – heller ikke i diskussionen om dagpengeperioden. Jeg siger bestemt ikke, at alle langtidsledige udvikler alkoholproblemer, hashmisbrug og bliver fysisk og psykisk syge. Men vi skal være opmærksomme på problemet, og vi skal undgå, at det kommer dertil, siger Mette Frederiksen.

Hun fortæller, at hun med stor interesse har læst interviewet med Hanne Reintoft i den seneste udgave af Liv & Lidt Mere. Her rettede Hanne Reintoft en skarp kritik mod regeringen og Mette Frederiksen i særdeleshed.

– Jeg synes, Hanne Reintoft har spillet en ualmindelig vigtig rolle i socialpolitikken i Danmark. Mange har haft behov for hendes brevkasse, og hun er i mine øjne et koryfæ udi det socialpolitiske. Jeg oplever, at Hanne og jeg deler de samme mål. Men jeg vil gerne ansigt til ansigt med hende diskutere de midler, der skal til for at nå derhen. Det er et område, hvor jeg synes, jeg har set for meget til at holde fast i det, som jeg engang troede på. Går vi flere år tilbage, så troede jeg på, at der var mennesker, som ikke kunne få det bedre. Derfor var en førtidspension det rigtige. Men sådan ser jeg ikke længere på det.

– Mener du da, at Hanne Reintoft argumenterer for det?

– Nej, jeg lægger aldrig andre mennesker ord i munden. Det er mere for at forklare hende, hvad jeg står for i dag.

Troen på mennesker
Mette Frederiksen mener, at det allerværste, man kan gøre, er at opgive mennesker. Det er simpelthen selvforstærkende, også selv om det er gjort i den bedste mening, hvad der ofte er tilfældet.

– Jo mere man tror på mennesker også i de mest umulige livssituationer, jo mere energi kan man skabe i fællesskab. Det er sådan set det, der er drivkraften bag førtidspensionsreformen. Jeg synes ikke, det er solidarisk eller fællesskabsorienteret at sige til et ungt menneske på 18 år – også selv om sygdom eller funktionsnedsættelse er en hård nyser – at vedkommende får en førtidspension. I første hug kan det være positivt nok. Der kommer ro omkring økonomien, og det kan give noget tryghed. Udfordringen er bare, at når du har en førtidspension som 18-19-årig, så kommer du ikke derfra igen. Det kan vi se af tallene. På samme måde er det med kontanthjælp. Har du været kontanthjælpsmodtager i en årrække, så er der en risiko for, at du ikke kommer derfra, og at dine børn i øvrigt også kommer på kontanthjælp. Det er det, jeg gerne vil bryde, siger Mette Frederiksen.

Og så er vi tilbage ved den indledende snak om, at klogskab og erfaringer følger med, at man lever sit liv. Uanset om det er som folketingspolitiker eller som noget helt andet.

– Det er i hvert fald her, hvor jeg synes, at erfaringen bliver en god rejsekammerat. For jeg har dælen dulme mødt mange mennesker på min vej, som var opgivet – af læger, lærere, socialrådgivere og måske også familien – og pludselig så er den der alligevel. De kommer ind i en sammenhæng, hvor nogen tror på dem. Ikke sjældent er det en sød kæreste, som siger, at nu er det slut. Det kan være med stoffer, kriminalitet eller noget helt tredje. Jeg har oplevet det så mange gange. Det hele peger på, at de blot skal have lov til at blive siddende på bænken… og så rejser de sig pludselig! Jeg vil ikke med lovgivningen forhindre nogen i at rejse sig, siger Mette Frederiksen.

Ingenlunde færdig
– Ser du regeringens beskæftigelsespolitik som motiverende i forhold til at få et aktivt liv frem for passiv forsørgelse?

– Ja, det gør jeg absolut. Vi er ingenlunde færdige med arbejdet, men jeg har allerede nævnt førtidspensionsreformen. Den betyder, at vi ikke længere giver en førtidspension som løsning, når man er ung. Alle, der ikke er alvorligt syge eller har store handicap, får i stedet et ressourceforløb, og her kan Hanne Reintoft have en pointe. Det er vigtigt, at vi sikrer kvalitet i det ressourceforløb, for ellers er det bare et nyt sted at opbevare folk. Når vi får det til at virke – og det skal vi – så er det et bedre svar end at sige til en 22-årig psykisk syg kvinde, at vi godt ved, at hendes sygdom er rigtig slem, og derfor får hun en førtidspension. Nu siger vi i stedet, at vi godt kan se, at sygdommen er kradsbørstig, og derfor vil vi gerne investere tid, penge og menneskelige ressourcer i, at hun får et bedre liv. Den besked vil jeg hellere give, siger Mette Frederiksen.

Hun fremhæver også sygedagpengene, der ligeledes indgår i interviewet med Hanne Reintoft.

– Hanne Reintoft siger, at nu kan man kun være på sygedagpenge i et halvt år. Det er ikke rigtigt. Hvis man kan forlænges inden for de regler, der er, forlænges man fuldstændig som i dag. Og så foreslår jeg en ny forlængelsesmulighed for dem, der er alvorligt syge. Det er blandt andet kræftområdet, hvor mange i dag oplever, at deres sygedagpenge ophører. Vi har hvert år mennesker, der står helt uden forsørgelse. De bliver skubbet ud over kanten, og det synes jeg ikke er rimeligt. Hvis man er syg og ikke kan arbejde, så skal man ikke nå derhen, hvor man mister sin offentlige forsørgelse. Vi foreslår i stedet, at man – i lighed med førtidspensionsområdet – kommer i gang med et ressourceforløb.

Brug for seniorerne
Som det sidste element i den motiverende beskæftigelsespolitik fremhæver Mette Frederiksen hele satsningen i kontanthjælpsreformen på gruppen af unge, enlige forsørgere.

– De unge forsørgere på kontanthjælp har det ofte svært. Mange har ingen uddannelse, nogle har ikke engang færdiggjort folkeskolen, og en del slås med et netværk, der ikke er ret stærkt. Med reformen satser vi på noget uddannelse og nogle mentorer, men – og nu henvender jeg mig direkte til bladets læsere – vi vil også gerne have koblet nogle af de unge sårbare med ældre mennesker, som har livserfaring, tid, overskud og energi. Jeg kan selv huske, hvordan det var at være nybagt forældre. Der er mange spørgsmål, så jeg ringede til min mor og spurgte hende, men hvis man ikke har det netværk, så er man alene. Hvis du så samtidig skal trække dig op til at få niende klasse gjort færdig og bagefter gå i gang med en ungdomsuddannelse, så er det en meget lang rejse, hvis du har to børn derhjemme og en far, der ikke gider at hjælpe til. Derfor introducerer vi en særlig studiestart-pakke og støtte undervejs i uddannelsen. Men kunne vi også få seniorerne på banen, så man har en skulder at læne sig op af, så vil det bare være så stærkt, siger Mette Frederiksen.

Hun ser seniorerne som en stor og uopdaget ressource, der i virkeligheden kan gøre en stor forskel i forhold til sårbare unge.

– En del af de problemer, som vi taler om her, knytter sig til nogle af vores unge med en svag familiebaggrund. Der er måske ikke nogle uddannelsestraditioner i familien, måske tænker de selv tilbage på folkeskolen med blandede følelser, og måske bliver der også røget lidt for meget hash blandt kammeraterne. Jeg tror, at det officielle Danmark nogle gange glemmer, hvor svært det er at være ung og gøre det rigtige, når man har den baggrund. Det er jo en ganske anden situation, hvis du vokser op i en ressourcestærk familie nord for København, hvor alle omkring dig tager uddannelser, og hvor du har børneopsparing og forældre, der kan købe en lejlighed til dig. Men det er jo slet ikke dér, at de sårbare unge er. De skal måske slås på alle fronter, siger Mette Frederiksen.

Et gammelt motto
I sin ministertid er hun begyndt at citere det gamle socialdemokratiske motto: ”Gør din pligt, og kræv din ret.” Man havde knapt hørt det i de seneste 50 år, da hun valgte at genoplive det. Det har da også givet anledning til kritik blandt andre fra Hanne Reintoft, men Mette Frederiksen er ikke i tvivl om, at det urgamle motto lever lige så stærkt i dag, som da det blev formuleret.

– Jo flere mennesker, der lever efter det motto, jo lettere er det at få et samfund til at hænge sammen. ”Gør din pligt, og kræv din ret” er for mig en rød tråd i beskæftigelsespolitikken og i Socialdemokratiet. Nogle har sagt, at det nok er Socialdemokratiets historiske arv at lægge mere vægt på rettigheder end på pligt. Men det mener jeg er historisk ukorrekt, for ordene stod i en bestemt rækkefølge på fanen. Men vi skal huske, at det både var henvendt til datidens overklasse, som arbejderklassen ikke mente gjorde deres pligter ordentlig, og så til arbejderklassen selv. Det bringer os tilbage til Peter Sabroe, som faktisk var en af dem, der mest konkret håndhævede det. Han var for eksempel meget optaget af, at folk ikke drak deres ugeløn op, men sørgede for at de ni unger hjemme i baghuset fik noget at spise.

– Men er det nødvendigt at bruge mottoet, fordi vi er blevet for dårlige til pligten?

– Jeg mener ikke, at man kan skille retten og pligten. Et samfund, der bevidstløst dyrker pligt, mister jo den anden dimension. For mig hænger det sammen. Jeg vil for eksempel gerne have en beskæftigelsespolitik, der bygger på, at du har ret til at blive behandlet ordentligt, men du skal samtidig gøre alt, hvad du kan, for at komme ud af ledigheden. Det er socialdemokratisk politik, siger Mette Frederiksen.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2013.

I Matadors skygge

Lise Nørgaard er meget mere end forfatter til Matador. Men den populære tv-serie er kommet til at skygge for hendes alsidige virke.

Af Thomas Møller

Hun bliver der højst i tre måneder. Det garanterede Lise Nørgaards far redaktøren på Roskilde Dagblad. Han havde bestukket ham med en kasse årgangsvin for at få sin umulige datter ind på avisen. Men siden er der gået 79 år, og Lise Nørgaard har endnu ikke forladt journalistikken. Hun har heller ingen planer om det.

Siden hun i 1935 trådte ind på redaktionen i Roskilde i sine guldsandaler, har hun haft en enestående karriere som en af de første markante, kvindelige journalister herhjemme. Hun har skabt debat, og hun har skubbet til fastlåste holdninger. Altid med ironien som et effektivt virkemiddel.

Ironien er også fremtrædende i hendes forfatterskab, der er vokset med årene og efterhånden er kommet til at overskygge det lange journalistiske virke. Tv-serien ”Matador” er snart 40 år gammel, men bliver ved med at være lige populær. Nye generationer har taget den til sig, og Lise Nørgaard indrømmer gerne, at seriens langtidsholdbarhed har overrasket hende. I dag er ”Matador” en del af det nationale arvegods og den danske folkesjæl på linie med Den Lille Havfrue og fodboldlandsholdet.

– Selvfølgelig er jeg stolt af ”Matador”. Men man skal også passe på, at man ikke bliver vigtig, siger hun, da vi mødes til frokost og interview på Skovshoved Havn.

Stamgæsten
Lise Nørgaard anbefaler de friskpillede rejer. Hun er stamgæst på stedet, viser det sig, så der er god grund til at følge hendes anbefaling. Mens vi venter på maden, falder snakken helt naturligt på ”Matador” og den tid, hvor serien udspiller sig. 1930’erne var Staunings årti, men den socialdemokratiske bevægelse er ikke specielt fremtrædende i tv-serien.

– Nej, og det har heller ikke været min intention, siger Lise Nørgaard.

– Serien skildrer ikke politiske bevægelser. Den fortæller om en gruppe mennesker og den by, som de lever i. Men selvfølgelig er det politiske også en del af historien. Grisehandleren er for eksempel socialdemokrat, og det samme er hans omgangskreds – bortset fra Røde, der er kommunist.

Lise Nørgaard understreger, at hun ikke kan skrive en arbejderkrønike, for hun har aldrig levet en arbejderfamilies liv. Hun har en anden baggrund.

– Men selvfølgelig har jeg kendt mange arbejdere gennem mit journalistiske virke. Mange pragtfulde mænd og kvinder. Men det ville være at krænke dem, hvis jeg begyndte at skrive om deres følelsesliv og livsvilkår, for det har jeg aldrig prøvet på min egen krop. Jeg kan kun skrive på den piedestal, som jeg selv er sat på – og så må jeg tage et overblik over landskabet. Hvis jeg endelig skal prale, så synes jeg faktisk, at det er gået rigtig godt. Jeg synes, at jeg i ”Matador” får afløb for en stor sympati for arbejderklassen. Måske især i kraft af Agnes. Men også husassistenterne og ekspedienterne hos Skjern, siger Lise Nørgaard.

Fallit på stribe
Hun peger på, at en stor del af ”Matador” udspiller sig under den økonomiske depression.

– Jeg viser jo, at i 1930’erne gik de fallit på stribe. Meget ofte på grund af uduelige sønner, der havde arvet gode forretninger, som de ikke passede. Som for eksempel Arnesen. Når de så gik ned, viste man dem og deres koner stor opmærksomhed. Hvor var det dog synd! Men hvem tænkte på de ansatte, der mistede deres job? Hvem tænkte på frøken Jørgensen og hr. Schwann? Ingen af dem var i fagforening, for det syntes Arnesen jo ikke om. De så i øvrigt også ned på dem på den anden side af gaden, der havde ordnede forhold i ansættelsen og et fagforeningsmedlemskab. Det synes jeg faktisk, at vi får givet et godt billede af i serien, siger Lise Nørgaard.

Hun kan i dag smile over den status, som ”Matador” har fået, for begyndelsen var ikke uden problemer.

– Serien var ikke nogen succes i pressen. Anmelderne var så ondskabsfulde, og medlemmer af Radiorådet overfusede underholdningschefen på det frygteligste. De sagde, at han var ansvarlig for en gang møg. Det var så voldsomt, at han faktisk fik nerver af det. Til gengæld blev serien straks en folkelig succes. Hvis det ikke havde været for de høje seertal, var det blevet ved de første seks afsnit. Så folkets kærlighed blev vores styrke, husker Lise Nørgaard.

Lærte at neje
Hun er ikke i tvivl om, at det fascinerer tv-seerne at få et indblik i, hvordan folk levede i de år, hvor ”Matador” udspiller sig.

– Dengang var folk beskedne. Det var ikke fint at være flot. Jeg kan huske, at min far ikke ville købe et dollargrin efter krigen, for det ville være tarveligt og pralende at køre gennem Roskilde i den. Så han købte i stedet en engelsk Morris. Hvis vi børn nogensinde pralede… Gud nåde og trøste os. Min far havde 44 ansatte, og vi fik at vide, at de var brave og flittige mennesker, som vi skyldte den største og dybeste tak. Uden deres arbejde ville vi hverken have tøj eller mad. Så der lærte jeg at neje for folk, siger Lise Nørgaard.

I ”Matador” finder man mange af de skarpe holdninger, der har været Lise Nørgaards varemærke gennem hele hendes karriere. Hun har altid været engageret i samfundsudviklingen, og som mangeårig dagbladsjournalist skrev hun det, som hun selv har kaldt holdningsjournalistik.

– Det vil sige, at man har en holdning, og den bliver man ved med at holde fast ved. Man har også et formål med det, man skriver. Man prøver at påvirke en udvikling. Nogle steder kom jeg ikke langt, men det lykkedes mig efterhånden at få slået nogenlunde hul på lukkeloven. Min holdning var, at når der ikke længere var en tjenende ånd i form af husmoderen, der kunne købe ind når som helst, så kunne lukkeloven udvikle sig til et helvede. Jeg oplevede i alle de år, hvor jeg var ansat i den indre by, at kvinderne var nødt til at rende fra deres arbejdsplads i spisepausen for at købe ind. Om aftenen sad de med deres poser på skødet på vej hjem i S-toget. Nu har vi endelig fået liberaliseret lukkeloven, men det tog godt nok sin tid, siger Lise Nørgaard.

Kvindekampen
Størst held havde hun måske med kampen for kvinders frigørelse og ligeret, som hun har kæmpet hele sit voksenliv.

– Jeg er feminist, og jeg har stor respekt for rødstrømperne, der virkelig fik sat fut i kvindekampen i begyndelsen af 1970’erne. De pragtfulde unge kvinder fik gennemført alt det, som jeg havde skrevet og sloges for, siden jeg var 17 år. Er det ikke utroligt? Lige beskatning i stedet for sambeskatning. Lige ret til uddannelse. Retten til fri abort. Det var simpelthen en revolution. Nu kunne man pludselig være enlig mor, uden at det var en skam og skændsel. Kvindefrigørelsen og ligeretten er den største forandring, der er sket i min levetid.

Den kønspolitiske kamp udspiller sig ikke kun i Lise Nørgaards holdningsjournalistik. Den ligger også overalt i hendes forfatterskab. Hendes debutroman fra 1959 – ”Med mor bag rattet” – handler om ligestilling på det helt praktiske plan og med Lise Nørgaards vanlige humoristiske vinkel. Selv i tv-serien ”Huset på Christianshavn”, hvor figurerne ikke måtte udvikle sig, fik Lise Nørgaard trumfet igennem, at fru flyttemand Olsen begyndte at køre bus.

– Jeg har altid brugt ironien i mine skriverier, for ellers dør læserne jo af kedsomhed. Eller af skræk. Eller af sorg. Så ironien er god. Der er i høj grad brug for humor, når man beskæftiger sig med politik, siger hun.

Fandens oldemor
I dag er Lise Nørgaard en flittig læser. Både af aviser og bøger. Til gengæld skriver hun ikke så meget længere, og nu overvejer hun at sætte sin skrivemaskine på auktion.

– Tidligere kunne jeg godt blive hidsig og sende et læserbrev til aviserne, men det gør jeg sjældent mere. For det afstedkommer straks, at de ringer fra tv-stationerne og vil have mig ind og uddybe læserbrevet. Det gider jeg ikke. Blandt andet fordi jeg ser så rædselsfuld ud i fjernsynet. I gamle dage havde de rigtige make up-artister, men nu har de skønhedseksperter, som de får billigere, og som man risikerer at komme i kløerne på. De kan få mig til at ligne en krydsning mellem den babyloniske skøge og Fandens oldemor. Det er så forfærdeligt! Så jeg skriver sjældent læserbreve mere, konstaterer Lise Nørgaard tørt.

De breve, hun har skrevet, er ligesom hele hendes øvrige produktion blevet til på en traditionel skrivemaskine.

– Jeg valgte edb fra, og det kan jeg da godt her i min høje alderdom pludselig fortryde. Men jeg var den første, der indførte ny teknik på Roskilde Dagblad i 1935, idet jeg medbragte en rejseskrivemaskine. Da jeg siden kom på Politiken, var vi fem yngre medarbejdere, der brugte skrivemaskiner. Resten skrev i hånden. Når man spurgte, hvorfor de gjorde det, så svarede de, at det ville ødelægge deres dyrebare stil at gå over til maskinskrivning. Mange år senere kom så de elektriske skrivemaskiner, der stod og brummede og summede. Men dem nægtede jeg at skrive på. Det ville jo ødelægge min dyrebare stil, siger Lise Nørgaard.

Op af skuffen
Da hun kom til Berlingske Tidende, fik hun indføjet i sin kontrakt, at hun ikke skulle skrive elektrisk. Til gengæld havde hun ret til at tage to puddelhunde med på arbejde.

– Det gjorde jeg nu aldrig, for de hadede at komme til byen. Men pludselig en dag blev døren til mit kontor slået op, og ind kommer de bærende på et stort lokum af en computer. En af de første af slagsen. Avisen havde indført, at alle skulle skrive på computer, og flere medarbejdere fik et nervesammenbrud. To døde af det. Men jeg råbte bare: UD! Så blev der panik, og så hev jeg min kontrakt op af skuffen, og så kunne de jo godt se, at jeg kunne værge for mig. Derfor har jeg aldrig fået lært at skrive på computer.

Resultatet er, at hun stadig har sin gamle skrivemaskine stående derhjemme. Men den har været på hårdt arbejde gennem årene og er efterhånden helt slidt ned.

– Så nu tror jeg, at jeg vil sælge den på auktion. Som den skrivemaskine ”Matador” blev skrevet på. Pengene vil jeg give til dyrene, Læger uden Grænser, Frelsens Hær eller noget andet, som jeg går ind for.

Tre datoer
Lise Nørgaard er tryg ved, at skrivemaskinen vil indbringe gode penge.

– Folk er jo ikke rigtig kloge. De samler på alle effekter, der har noget med ”Matador” at gøre. De er så vanvittige, at de er klar til at slå hinanden ihjel for at få fat i det. Jeg har også en rigtig stalker, der hele tiden sender mig forslag til, hvor vi skal mødes og spise frokost. I morges lå der et brev, hvor han foreslog tre forskellige datoer. Han er egentlig sød og rar, men det er også lidt uhyggeligt. Han er det, jeg kalder Matador-sindssyg, og dem er der faktisk nogle stykker af.

Det ligger Lise Nørgaard fjernt at hænge fast i ”Matador”. Hun har kun gemt nogle få minder om serien. Arne Ungermanns originaltegning af drengen, der sidder på trappen, har hun givet videre til sin datter. I stedet holder hun sig i gang ved at læse tre aviser hver dag og pleje familien og en stor vennekreds.

– Mogens Lykketoft er en af mine gode venner. Jeg holder så meget af ham. Vi småskændes altid. ”Jeg tilgiver dig aldrig, at du slap tøjlerne”, siger jeg til ham. Så siger han, at han jo har haft det rart lige siden. Jeg mener stadig, at partiet havde været bedre tjent med at beholde Lykketoft som formand. Han er en utroligt vidende politiker. Ordentlig, ubestikkelig og ikke særlig forfængelig.

Gode gener
Lise Nørgaard har et par uger inden vores interview haft fødselsdag. Hun fyldte 97 år.

– Ja, hvad mener du! Men jeg er arveligt belastet med gode gener. Min mor tog alle sine tænder med i graven som 98-årig.

Trods sin høje alder er Lise Nørgaard fuldstændig selvhjulpen og lever et godt og aktivt liv. Alligevel er der lidt malurt i bægeret.

– Nu tror du nok, at jeg er idiot. Men jeg må indrømme, at livet ikke længere har den samme tiltrækningskraft, som dengang jeg havde hund. Den sidste var en lille fransk bulldog. Det var min sjette hund, og alle mine hunde har simpelthen været så fantastiske. De har været mine bedste venner. Men pludselig dør min lille hund, da jeg er 92 år. Så jeg er for gammel til at anskaffe en ny, der kan blive 15 år. Det kan jeg ikke tillade mig. Men du kan tro, at jeg savner en hund. Jeg har aldrig før boet i et hjem, hvor der ikke stod én med glad hale og ventede, når jeg kom hjem.

– Jeg kan godt fortælle, at da min hund døde, fik jeg en depression. Det fik jeg hverken, da min mand døde, eller da min søn døde. Da var jeg meget, meget ked af det. Men savnet af det firbenede væsen slog mig helt ud.

Ikke imponeret
Når man ser på Lise Nørgaards samlede produktion, kan man blive helt forpustet. Journalistik, filmmanuskripter, romaner, tv-serier, ugerevyer med videre. Listen er nærmest uendelig. Men selv er hun ikke imponeret. Hun ville gerne have skrevet noget mere. En roman eller to. Men hun har ikke kunnet finde tiden til det.

På spørgsmålet om, hvad der har motiveret hende til at skrive så meget, er hun lidt i tvivl.

– Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Men jeg kan sige, at det har været sjovt og inspirerende. Jeg har fået lov til at lave nogle helt andre ting, end jeg havde mulighed for i mine journalistiske stillinger. Men jeg tror også, der har været et underliggende ønske om at blive anerkendt, siger Lise Nørgaard.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2014.

Vagthunden giver lyd

Anført af Helle Thorning-Schmidts regering foregår der en klapjagt på de svageste grupper i samfundet, siger Hanne Reintoft. Gennem en menneskealder har hun fungeret som socialpolitisk vagthund. Nu advarer hun om, at det danske velfærdssystem er i fare.

Af Thomas Møller

Hanne Reintoft er vred. Vred og skuffet. Den udsendtes båndoptager er knapt sat i gang, før dét står klart.

– Jeg oplever den nuværende regerings politik som en skændsel. Det kommer fuldstændig bag på mig, at den er i gang med at nedbryde vores velfærdssystem. Men det sker lige nu, siger hun med henvisning til regeringens omfattende reformarbejde.

Med sin faglige kompetence og sit sociale engagement har Hanne Reintoft gennem en menneskealder været talerør for de svageste grupper i samfundet. De fattige, de udstødte og alle de andre uden mæle i samfundsdebatten.

– Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med den danske folkesjæl i de her år. Men det er som om, der er kommet en foragt for de svage i samfundet. Mette Frederiksen taler om ret og pligt, men med en temmelig kraftig antydning af at folk ikke gør deres pligt. Det er dér, det bliver skævt og væmmeligt.

Håbet brast
Hanne Reintoft skænker friskbrygget kaffe og stiller chokoladeæg frem. Hun har åbnet døren til sit hjem på Frederiksberg for at fortælle om et langt liv som social frontkæmper på mange forskellige plan. I politik, i den offentlige forvaltning, som brevkasseredaktør og som aktivist og igangsætter.

Hun blev uddannet socialrådgiver i 1957, da opbygningen af velfærdssamfundet for alvor tog fart. Hun oplevede alle fremskridtene på nærmeste hånd, men siden er fulgt kriser, nedskæringer og omstruktureringer. Alligevel havde hun på valgnatten i 2011 et lille håb om, at det nu gik mod bedre tider.

– De gik jo til valg på, at de ville ophæve tidsfristen på sygedagpenge. Men nu kommer Mette så og sætter den ned til et halvt år! Det kan jeg ikke finde nogen saglig forklaring på. Med den krise, som vi er inde i, er to år i forvejen for kort tid til arbejdsløshedsunderstøttelse. Men hvorfor skal perioden være 75 procent kortere, når man er hundesyg, spørger Hanne Reintoft.

– Det har fyldt min lille brevkasse i Ugebladet Søndag fra morgen til aften, at folk får stoppet deres sygedagpenge uden at være udredt og uden at være raske. Nu skal sygedagpengene så halveres. Jeg ved fandeme ikke, hvad hun bilder sig ind. Jeg synes ikke, at Mette er nogen rar dame.

De hytter sig
Hanne Reintoft peger i samme åndedrag på halveringen af dagpengeperioden.

– Den beslutter man midt i en benhård økonomisk krise. Men da folk den 1. januar for alvor begyndte at miste deres dagpenge, var der ikke én af vores store arbejdspladser, der rørte på sig. Ikke én! Jeg ved godt, at de alle sammen er bange for at miste deres job, men så handler det altså også om at protestere i tide. Det er fantastisk, at de bare hytter sig.

– Svigter fagbevægelsen i den situation?

– Dele af den gør. Jeg synes ikke, at Dennis Kristensen svigter. Han er en stærk leder. Jeg ved godt, at de ikke kan fordrage ham i LO-toppen, men han tør sige noget, og han slås for sine medlemmer. Men ellers er det for tyndt.

– Dertil kommer, at vi i dag mangler det store folkelige parti, der beskæftiger sig med ganske almindelige menneskers ve og vel. Det parti har vi ikke længere i Danmark, og vi har i skrigende grad brug for det. Folk ved ikke, hvem de skal stemme på. De føler sig hjemløse i dansk politik. Det er en katastrofe, der i værste fald kan give grobund for antidemokratiske kræfter, siger Hanne Reintoft.

Et trusselsbillede
Det er hendes oplevelse, at regeringen bruger den internationale økonomiske krise til at tegne et trusselsbillede over for befolkningen.

– Vi kan jo se, at aktiekurserne stiger. Der er overskud på betalingsbalancen, og der ligger adskillige milliarder i Nationalbanken. Så den økonomiske nødvendighed af regeringens reformer kan nok diskuteres.

– Alligevel har regeringen nu fremlagt forslag til en kontanthjælpsreform, som vil sende folk ud i fattigdom. Op til man er 30 år og måske har børn, skal man leve af 6.200 skattepligtige kroner. Det ved enhver idiot – ja, undskyld mig, men også Mette Frederiksen – at det kan man ikke. Man kan ikke engang betale et lejet værelse.

Hanne Reintoft frygter, at reformen vil presse folk ud i sort arbejde, kriminalitet, bandekrig og højreekstremisme. Man bliver som bekendt ikke rød af at blive fattig, siger hun.

Reelle job
Samtidig forstår hun ikke, at det kan være socialdemokratisk politik, at folk skal arbejde for en lav ydelse, når samfundet samtidig har et par hundredetusinde arbejdsløse.

– Så må man lave nogle ordinære lavtlønsjob og sørge for, at folk kommer ind i 3F og får en anstændig tilværelse. Vi har masser af ting i det her samfund, der skal gøres, så selvfølgelig skal man lave reelle job. Som det er nu, er det ren klasseforagt, siger Hanne Reintoft.

Hun kalder regeringens sammenligning mellem kontanthjælp og SU for direkte ulækker.

– Folk på SU har jo mulighed for at skaffe sig et studenterjob og tjene noget mere. De kan også tage lån. De andre kan ikke noget som helst. Bare de har en avisrute, så bliver det modregnet krone for krone. De er simpelthen gjort chanceløse, og vi ved jo godt, at når fattigdommen bliver så massiv, at den fylder hele livet, så er mennesker færdige, siger Hanne Reintoft.

Trættende og ydmygende
Hun kalder beskæftigelsesminister Mette Frederiksens megen tale om uddannelse for både trættende og ydmygende.

– Sagen er, at vi næsten fuldstændig er holdt op med at revalidere. Lige nu er der kun 3.000 i revalidering. Det er ikke meget. Og Mette Frederiksen siger jo ikke, at folk skal have en ordentlig uddannelse, for det får de ikke for øjeblikket. Så det er hult, det hun siger. Sandheden er, at revalidering er vores bedste værktøj. Det har fået masser af mennesker op at stå. Og en gammel revaliderende socialrådgiver ved udmærket, at man skal vælge job, som folk virkelig har lyst til. Så kan de faktisk godt udholde lidt smerter.

Den ydmygende del af Mette Frederiksens tale vedrører ifølge Hanne Reintoft de mennesker, der slet ikke kan magte en uddannelse.

– For at sige det på dansk, så findes der mennesker, som ikke har så mange brikker at flytte med. Søde, rare og flittige mennesker, som man ikke kan uddanne, fordi de ikke er kloge nok til det. Der er mange, som kun kan bruge en hakke, en skovl og en spade, og dem har regeringen ingen løsning for. Kun at de kan få nogle frygtlige komplekser over, at de ikke kan magte en uddannelse, siger Hanne Reintoft.

Klapjagten er gået ind
Hun mener, at de marginaliserede grupper ikke bare bliver skåret ned igen og igen, men også er udsat for en kollektiv, samfundsmæssig undertrykkelse.

– Det er de af Mette Frederiksen med hendes ret og pligt. Men prøv også at læse, hvad Claus Hjort Frederiksen og den skrækkelige Støjberg har sagt om dem. Hver dag kan de høre, at de ikke gider at bestille noget, at de ikke kan bruges til noget, og at de bare ikke duer. Tror du ikke, at det præger et menneske? Jo, det kan du tro, at det gør. Det er derfor, de gemmer sig. De har ikke engang en politisk fornemmelse, og de er svære at få til at stemme. Men hvis Pia Kjærsgaard siger et eller andet om Kattens Værn, så stemmer de på hende, siger Hanne Reintoft.

Hun mener, at der er indledt en decideret klapjagt på de svageste i samfundet.

– Nu siger man åbent i samfundsdebatten, at underklassen ikke selv kan forvalte sin genpulje, så det må det offentlige gøre. Der er debattører, som mener, at det skal være forbudt at blive gravid, når man er på kontanthjælp. Det er så dyb en foragt, og den giver uhyggelige mindelser om tvangssterilisation og det, der er værre. Det er blevet så forfærdeligt. Folkestemningen er skiftet, og jeg forstår ikke selv, at det er gået så hurtigt, fra Fogh kom til. Det begyndte vel lidt før, men Nyrup-regeringen var dog helt pæn. Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket med vores folk. Og jeg kan ikke forstå, hvad der foregår i regeringen.

Det røde kabinet
Ifølge Hanne Reintoft har SF nærmest begået harakiri foran hele befolkningen.

– Da Villy for nogle år siden begyndte sin tilnærmelse til Helle, tænkte jeg, at det var nok godt set. Ørkenvandringen med Fogh og Løkke kunne ikke fortsætte. Men Villy og Helle kom for skade at være temmelig uartige over for Margrethe Vestager. Det var ikke klogt, og nu betaler de prisen. Alligevel havde jeg ikke troet, at SF ville klare sig så sølle, siger Hanne Reintoft.

Hun er enig i, at situationen i dag minder meget om den, som hun i 1966 havnede i som nyvalgt folketingsmedlem for SF. Ved det valg opnåede Socialdemokratiet og SF absolut flertal i Folketinget, og statsminister Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering indledte et formaliseret samarbejde med SF, populært kaldet ”det røde kabinet”.

– Det var første gang, SF var tæt på magten, og jeg må sige, at der er tydelige paralleller til i dag. Vi åd vores mærkesager en efter en. Det var løftebrud på løftebrud. Men når prisen for at være med er, at man skal sælge det hele, så er man jo ikke med, siger Hanne Reintoft.

Aksel svingede pisken
Hun kom snart på kant med SFs stifter og partiformand, Aksel Larsen, der så Danmarks første arbejderflertal som sin helt store chance.

– Aksel svingede pisken over os. Ja, for satan. Han var forfærdelig. Da jeg for tredje gang var oppe hos ham til en kammeratlig samtale, sagde jeg, at nu behøvede han ikke at tilkalde mig mere. Truslen var jo, at hvis jeg ikke gjorde sådan og sådan, så blev jeg ikke genopstillet. Så mistede jeg min kreds. Tredje gang sagde jeg til ham, at jeg faktisk hellere ville tilbage til mit job som ledende socialrådgiver på Glostrup Amtssygehus. Jeg elskede det arbejde, og der var ingen grund til, at vi tog flere kammeratlige samtaler. Så fik jeg fred.

– Men havde Aksel Larsen ikke en vision med ”det røde kabinet”?

– Jo, det havde han. Aksel var bestemt også en begavet politiker. Han var blevet en sur, gammel og migræneplaget mand, men det havde han også lov til at være med alt det, som han havde været igennem i livet. Men han ville bevæge Socialdemokratiet til venstre og nå mest muligt for arbejderklassen. Det er der ikke to meninger om. Der sker bare det samme for ham, som er sket for Villy Søvndal. De bliver i stedet trukket længere og længere mod højre. De kan ikke finde ud af at sige nej. Aksel var så stolt af at være med i det regerende flertal, at han tabte fokus. Det er forståeligt. Han havde været udenfor gennem hele livet, og nu var han endelig kommet ind i varmen. Det var hans livs drøm, som vi andre ødelagde. På den måde kan jeg godt følge ham, siger Hanne Reintoft.

Oppe hos Krag
Hun henviser til, at ”det røde kabinet” kun holdt et års tid, inden regeringen væltede. Det skete, da dens forslag om en dyrtidsregulering blev nedstemt med seks folkesocialister blandt nejstemmerne. En af dem var Hanne Reintoft.

Men hun afviser i dag, at det var den egentlige årsag til regeringens fald. Hun kalder det en socialdemokratisk myte.

– Sandheden er, at socialdemokraterne slet ikke ville os. De ville tværtimod væltes af SF. Jeg var selv oppe hos Krag sammen med Erik Sigsgaard og Pia Dam. Vi tilbød at købe alt det, som vi endte med at vælte regeringen på, mod at få ligeløn. Krag smilede meget charmerende til os – han kunne jo godt lide yngre kvinder – men sagde straks nej. Regeringen væltede sig selv, og vi måtte vente til 1973, før der blev indført ligeløn.

Hanne Reintoft nipper til kaffen og fortsætter:

– Men ellers havde jeg det fint med Krag. Jeg havde stor respekt for ham. Han opførte sig altid ordentligt over for os. Han argumenterede sagligt for, hvorfor han ikke kunne gøre det anderledes. Jeg synes, han var en hæderlig og ordentlig person. Til gengæld var Per Hækkerup så uforskammet og grov. Han var magtpolitiker, og han var vel egentlig også hård ved Krag.

Den rå magt
Hanne Reintoft er med sin politiske erfaring ikke i tvivl om, at rå magt er en del af spillet på Christiansborg. Sådan er det også under den nuværende regering.

– Jeg kender en god, gammel, partitro socialdemokrat – jeg skal ikke nævne hans navn her – men han siger, at den socialdemokratiske folketingsgruppe lige nu bliver ledet med terror. Det udtryk bruger han. De er åbenbart så skide bange for at miste deres mandat, at de alle indordner sig. Men det skal man ikke være. Man skal være fri, siger Hanne Reintoft.

Selv fik hun en omtumlet politisk løbebane efter arbejderflertallets fald, der både førte hende til VS og DKP, inden hun helt forlod politik. I stedet koncentrerede Hanne Reintoft kræfterne om sit arbejde som socialrådgiver. Som hun flere år tidligere havde fortalt Aksel Larsen, så elskede hun sit fag.

– Det var en ungdomsbeslutning, at jeg ville bruge mit liv på at gøre noget ved uret og uretfærdighed. Det var vores gamle advokat, den kendte kommunist Carl Madsen, der ledte mig frem til den beslutning. I forbindelse med min fars og mors skilsmissesag var jeg som 17-årig oppe hos ham sammen med min far. Carl Madsen kiggede på mig og sagde: ”Unge dame, de skal ikke spekulere så meget over meningen med livet. Der er kun én mening, og den er at være til nytte.” Den købte jeg på stedet. Jeg ville gerne være til nytte.

Rigt og godt
Gennem et langt liv har Hanne Reintoft været omgivet af mennesker, der har været ramt af sociale tragedier. Men hun afviser, at det har været et hårdt liv.

– I en lang periode havde jeg kun døende patienter på Glostrup Amtssygehus. I dag har personalet travlt med at skulle gå klokken 16, men når jeg havde fulgt et ensomt menneske frem mod døden, så kom jeg med Grundtvig i den sidste nattevagt. Det har givet mig et rigt liv med megen tillid og fortrolighed, og jeg har en mand, der altid har støttet mig i det. Vi har haft chilenske flygtninge boende og kriminelle, der skulle have en chance. Det har været vores liv, og det har været rigt og godt.

Gennem årene har de enlige kvinder med børn haft en særlig plads i Hanne Reintofts virke. Både som ansat i den gamle mødrehjælp og som medstifter af den ny i 1983.

– Det lovede jeg faktisk min mor, da hun lå for døden. Efter skilsmissen levede hun kun i et par år og fik så en modbydelig cancer. Jeg var 20 år gammel, da hun døde, og jeg har holdt, hvad jeg lovede. Man skal holde dødslejeløfter, siger Hanne Reintoft.

Som en bøddel
I den gamle mødrehjælp arbejdede hun i abortafdelingen, og her fik to tredjedele af ansøgerne afslag.

– Jeg følte mig som en bøddel. Da jeg begyndte i jobbet i 1959, var der ingen social indikation. Kun en medicinsk i abortloven af 1956. Så man skulle i hvert fald være psykisk syg for at få en abort. Det var dengang, vi havde syv baggårde i Nansensgade – og det var mit område. Pigen var måske 22 år gammel, boede på femte sal med lokum i gården og ventede sit fjerde barn. Men vi bød dem det råt. Vi skrev afslag på afslag. Konsekvenserne var forfærdelige, og nogle år senere kunne børneforsorgen så fjerne ungen.

I 1967 fremsætter Hanne Reintoft et lovforslag i Folketinget om fri abort, men først i 1973 lykkes det et flertal i tinget at få loven vedtaget. I 1976 følger Bistandsloven, og alt hjælpearbejde bliver samlet i kommunerne. Det betyder, at Mødrehjælpen lukker samme år.

– Men i 1982 læste jeg en undersøgelse, der igen viste, at landets enlige mødre havde det skidt. Så vi gik i gang på ny. Vi ville sørge for, at enlige mødre fik en uddannelse og ordentlige kår. Da vi mødte den allerførste morgen klokken otte for at lukke op, sad der tre enlige mødre på trappen og ventede. Så der var et behov. De strømmede til.

Bider sig fast
Fra 1976 var Hanne Reintoft tillige redaktør på radiobrevkassen ”Hvad er min ret, og hvad er min pligt.”

– Det var et stort arbejde, for jeg gjorde noget, der ikke var så klogt. Jeg lovede alle dem, der ikke fik svar i radioen, at de ville få et skriftligt svar. Jeg tror, at jeg frem til 2004 korresponderede med en kvart million danskere. Det var meget arbejdskrævende.

Årene som brevkasseredaktør på DR var ikke uden konflikter. Hanne Reintofts udgangspunkt var som altid at varetage folks ve og vel, og det gav anledning til sammenstød med de offentlige forvaltninger.

– Jeg har altid haft et eller andet i mig. Det har jeg stadig, selv om jeg prøver at beherske det. Når jeg hører om noget, der er helt urimeligt, så går jeg i gang. Jeg bider mig fast, og så plejer jeg også at vinde sagen, siger Hanne Reintoft.

– Jeg bliver stadig opsøgt af folk, der beder mig om hjælp. Det sker hver eneste dag. Nogle ringer, mens andre banker på. Jeg er lige fyldt 79, og det morer mig ikke altid, at de står ude ved døren. Men de er søde ved mig. Det er de.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, sommer 2013.

Nu skal vi løfte i flok

Det er ikke efterlønnere og andre udsatte grupper, der skal betale regningen for den økonomiske krise. Den skal vi kæmpe os ud af ved at løfte i flok, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.

Af Thomas Møller

Helle Thorning-Schmidt har travlt. Det politiske liv på Christiansborg kører i højeste gear. Det har det gjort, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen et par uger tidligere foretog en af de største kovendinger i dansk politik og gik til angreb på den efterlønsordning, som han ellers havde været en erklæret tilhænger af. Det skete i statsministerens nytårstale, der ikke blot skød valgkampen i gang, men også skabte en helt ny brudflade i dansk politik.

Med ét ændrede den politiske kampplads karakter. Ganske vist handler det stadig om økonomi og velfærd, men nu med efterlønnen som det absolutte omdrejningspunkt. Nye debatter skal tages, argumenter skal køres i stilling, og en ny strategi skal formuleres for det politiske arbejde frem til det forestående folketingsvalg.

Så Helle Thorning-Schmidt har travlt. Som formand for Socialdemokraterne og leder af oppositionen er hun selv på banen og tager debatten om efterlønnen, og samtidig sidder hun også i maskinrummet, hvor politikken formuleres, og de langsigtede tanker tænkes. Alligevel når hun det! Præcis klokken 14 haster hun ind ad døren.

Holdbar efterløn
Forgangen til Helle Thorning-Schmidts kontor på Christiansborg minder mest om en politisk hovedfærdselsåre. Trafikken er tæt, og tempoet er højt. Vi ser lige Mette Frederiksen krydse Morten Bødskov, inden vi fortsætter ind på Helle Thorning-Schmidts kontor, hvor interviewet skal finde sted. Og vi går lige til biddet. For Helle Thorning-Schmidt vil bevare efterlønnen, selvom statsministeren og alle borgerlige økonomer fortæller, at vi ikke har råd. Så hvor vil hun skaffe pengene?

– Når statsministeren siger, at vi ikke har råd, så passer det ikke forstået på den måde, at vi allerede har lavet en efterlønsordning, der er holdbar, siger Helle Thorning-Schmidt.

– Det sagde vi også alle sammen, da vi lavede den i 2006. Når vi har så store problemer i Danmark her og nu, så er det ikke på grund af efterlønsmodtagerne, hvis antal jo også falder over de næste år. Det falder faktisk ret dramatisk. Nej, problemerne skyldes, at vi har tabt 200.000 arbejdspladser ud af landet. Arbejdspladser, som formentlig aldrig kommer igen. Jeg synes, at man skal tage fat på at løse den udfordring.

Helle Thorning-Schmidt efterlyser samtidig, at modstanderne af efterlønnen klart fortæller, hvilke job folk så skal tage.

– Statsministeren siger, at han kan skaffe 70.000 flere mennesker ind på arbejdsmarkedet over de næste år. Mit spørgsmål er: Hvad skal de mennesker lave? Jeg synes, at alle, der siger, at de vil afskaffe efterlønnen med et snuptag, har pligt til at fortælle, hvordan de vil sætte gang i Danmark igen. For mig er det simpelthen ikke rimeligt, at det nu er fremtidige efterlønnere, der skal betale for regeringens dårlige økonomiske styring. Man bør i stedet vælge vores vej, hvor man ikke beder én gruppe om at yde det hele, men hvor vi alle sammen gør en ekstra indsats ved at arbejde mere.

Stadig skel
Helle Thorning-Schmidts forsvar for efterlønnen ligger i direkte forlængelse af hendes grundlæggende samfundssyn, forklarer hun. I Danmark er der stadig skel mellem mennesker, og derfor skal der være særlige tilbud til de mest udsatte grupper.

– På det punkt er jeg nødt til at indrømme, at jeg er så socialdemokratisk, at det gør noget. Og der er stadig mennesker, som kommer tidligt på arbejdsmarkedet, og som har et hårdt arbejdsliv. Det er dem, der har et særligt behov for at gå på efterløn. Man taler så tit om den her golfspillende akademiker, men det er faktisk kun to ud af hundrede, som går på efterløn, der er akademikere. Så efterlønsordningen virker for dem, som den er tiltænkt. Derfor skal vi også forsvare den, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun mener, der er en tendens til, at man i debatten glemmer det forlig, som Socialdemokraterne lavede med regeringen i 2006, og som tager højde for de problemstillinger, som nu fremføres som presserende og alarmerende.

– Jeg vil gerne fastholde den efterlønsordning, som vi lavede i 2006. Det er en ny efterløn, hvor vi beder danskerne om at blive længere på arbejdsmarkedet i takt med, at de lever længere. Vi har altså allerede én gang besluttet, at jo længere vi lever, jo senere får vi efterløn, og jo senere får vi også pension. Det tror jeg, at der er mange, som har glemt. Men den 30-årige vil først få pension, når hun fylder 71, og dem, der fødes i dag, kan få pension, når de runder 74 og et halvt år. Dermed har vi også forhøjet, hvornår de kan få efterløn, så vi har allerede lavet nogle ret markante ændringer.

Forbedringer
Men Helle Thorning-Schmidt er åben over for forbedringer af efterlønsordningen. Et eksempel kunne være, at mennesker får bedre muligheder for at arbejde ved siden af deres efterløn.

– Alle, der har prøvet at finde rundt i de regler, ved godt, at det er uoverskueligt og meget bureaukratisk. Så hvorfor ikke gøre det nemmere at arbejde ved siden af efterlønnen? Det kræver naturligvis, at der er arbejde til seniorerne. Derfor foreslår vi, at der skal være en seniorpolitik på alle arbejdspladser. Meget tyder på, at hvis der er arbejde til seniorerne, så bliver de også på arbejdsmarkedet. I virkeligheden er den nemmeste måde at afskaffe efterlønnen på at tilbyde seniorerne job.

Helle Thorning-Schmidt kan også forestille sig, at man får mulighed for at veksle sine efterlønsrettigheder til uddannelsesrettigheder midt i livet.

– Der er mange, som får behov for at skifte spor rent arbejdsmæssigt, for eksempel fordi deres job forsvinder ud af landet. Sker det for en 52-årig, kan han med en sådan ordning tage to år af sin efterløn og i stedet bruge den til uddannelse. Det vil være en fordel for mange, som aldrig har fået en uddannelse, eller for mennesker, som har brug for at komme videre. Det er den slags positive forslag, som vi har. De vil give større fleksibilitet og måske også få folk til at arbejde længere.

Velfærd under pres
Helle Thorning-Schmidt er ikke i tvivl om, at velfærden vil komme under alvorligt pres, hvis den borgerlige regering får lov til at fortsætte efter det forestående folketingsvalg.

– En af forudsætningerne for regeringens økonomiske politik er jo, at vi skal have såkaldt nulvækst i den offentlige sektor. Det kan måske lyde meget fint, men det betyder reelt nedskæringer, fordi der bliver flere ældre. Vi har sagt, at det hverken er realistisk eller ønskeligt at have nulvækst. Vi bliver simpelthen nødt til at bruge lidt flere penge i den offentlige sektor. Vi har også angivet, hvor pengene skal komme fra. Så hvis man stemmer på os, kan man være sikker på, at vi har finansieringen til at fastholde en lille vækst i den offentlige sektor. Det bliver ikke prangende, det er jeg nødt til at sige, for der er ikke så mange penge. Men det er muligt med den rigtige politik at have en beskeden vækst.

Selvom Danmark fortsat er et velfærdssamfund, så ser Helle Thorning-Schmidt et stigende problem med fattigdom i visse dele af befolkningen. Hun vil gerne have en fattigdomsgrænse, men kan ikke præcist definere, hvor den skal ligge.

– Men vi er nødt til at kigge på en fattigdomsgrænse. Der er 50.000 fattige børn i Danmark, og vi ved, at det påvirker dem meget voldsomt at være fattige. Og så har vi den her tavse gruppe af meget fattige ældre, som synes, at priserne bare stiger og stiger. Det er jo ikke mennesker, som har været vant til et liv i sus og dus. De har sådan set levet meget mådeholdent, og det er trist, at de i deres ældre år nærmest ingenting har.

Store forskelle på ældre
Men man kan ikke skære alle ældre over én kam, understreger Helle Thorning-Schmidt. Faktisk er der meget store forskelle på de ældre både på den ene og på den anden led.

– For det første har vi de yngre ældre. Det er en stor gruppe, som generelt har det fysisk godt. De er raske og friske, og de kan for eksempel lave frivilligt arbejde, hvor de hjælper andre ældre. Men så har vi også de gamle ældre, som bliver meget gamle, og som har brug for hjælp fra samfundet. På en anden led kan man tilsvarende skelne mellem de velbeslåede ældre og de fattige ældre, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun mener, at vi skal være endnu bedre til at forstå de forskellige grupper af seniorer.

– Jeg er meget bekymret for, at der er en masse mennesker, som ganske enkelt ikke bliver hørt i den her ældrediskussion: Demente. Patienter på medicinske afdelinger. Gamle, som er meget plejekrævende. Ensomme, der ikke har en familie til at tale for dem. Og så alle de fattige ældre, som spinker og sparer for at få tingene til at hænge sammen. Det er ofte kvinder, der er blevet enlige, og som ikke har arbejdet så meget, og som ikke har så meget pension. Vi vil med vores politik gerne give de ældre en håndsrækning. Vi siger, at folkepensionisterne får hævet pensionstillægget med 5.000 kroner om året, og det vil især hjælpe de dårligst stillede pensionister, som får hele pensionstillægget. Det er et valgløfte, som selvfølgelig vil blive indfriet. Det har altid været Socialdemokratiets kamp at slås for, at alderdom ikke er det samme som fattigdom.

Ældrechecken
I de senere år har der været megen debat om ældrechecken, som blev indført af den borgerlige regering, men der er ingen tvivl at spore hos Helle Thorning-Schmidt.

– Vi fortsætter med ældrechecken. Rigtig mange af dem, der ikke har særligt mange penge, er glade for den. Vi har ingen ønsker eller planer om at afskaffe den, men har tværtimod vores 5.000 kroner ekstra, som lægges oveni pensionstillægget.

Helle Thorning-Schmidt har heller ingen planer om at afskaffe satspuljen, som ifølge hende har tjent et godt formål under den borgerlige regering.

– Jeg tror, vi skal være glade for, at vi har haft satspuljen og den regulering, der kommer med den. I ti år har vi haft en borgerlig regering, som bestemt har haft lyst til at spare mange steder, men én ting, som de ikke har kunnet røre ved, er den årlige regulering af overførselsindkomsterne. Det skal vi være rigtig glade for! Kombineret med det har vi så satspuljen, og den har vi også fået mange fornuftige ting ud af. Så grundlæggende agter vi at fortsætte med det system, som vi kender. Der vil formentlig være ting, som vi vil finansiere over finansloven, men jeg ser ikke for mig, at vi vil afskaffe satspuljen og i øvrigt løbe fra det store forlig, som vi har om ordningen.

1980’ernes skygger
Til gengæld har Helle Thorning-Schmidt svært ved at forstå, at den siddende VK-regering under Lars Løkke Rasmussens ledelse virkelig tror, at Danmark kan spare sig ud af krisen.

– Regeringen mener åbenbart, at vi bare skal spare på uddannelserne, så skal det nok blive godt igen. Det er jeg helt uenig i. Jeg er meget påvirket af de oplevelser, jeg havde som ung i 1980’erne, hvor ungdomsarbejdsløsheden hærgede. Den var vi virkelig bange for. Nogle af dem, som jeg gik i skole med, fik aldrig en chance for at være med i samfundet. De fik ingen uddannelse, og hvis de fik én, så var det ikke sikkert, at de fik et job. Det påvirkede mig meget og forstærkede min lyst til at slås for et samfund, som er solidarisk, og hvor vi passer på hinanden, siger Helle Thorning-Schmidt.

Når hun ser på den nuværende krise, er det med en frygt for, at den også skal få tag i de unge. At den skal skubbe dem ud af arbejdsmarkedet og gøre dem deprimerede og mismodige.

– Vi skal sørge for, at de unge får en uddannelse. At de får en ærlig chance for at være med. Det lærte jeg af mine oplevelser i 1980’erne. Jeg blev meget politisk i de år. Det var dér, min interesse virkelig blev vakt.

Rodfæstet
Trods sine rodfæstede politiske holdninger har Helle Thorning-Schmidt måttet høre for, at hun ikke er klassisk socialdemokrat. Det er en kritik, som hun har lidt svært ved at tage alvorligt.

– Min oplevelse af Socialdemokratiet gennem alle årene er, at det aldrig har været dér, kritikken kom fra. Jeg er meget i organisationen og kender tusindvis af socialdemokrater, og vi er simpelthen så forskellige. Jeg tror virkelig, at socialdemokraterne forstår sig selv som nogen, der ikke behøver at skulle have en bestemt baggrund. Vi er knyttet til hinanden i et meget, meget stærkt fællesskab, fordi vi deler nogle værdier og holdninger, som det er værd at kæmpe for. Så jeg har intet behov for at dokumentere, at jeg er en god socialdemokrat. Det synes jeg egentlig, at jeg har vist, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun mener, at en af Socialdemokratiets store styrker er, at partiet forener tradition og fornyelse. Partiets lange historie er ikke en klods om benet, men et fantastisk fundament at bygge videre på. Også i 2011, hvor Socialdemokratiet igen har udsigt til at blive regeringsbærende.

– Vi bygger på et stærkt fundament, men vi ved også godt, at det, som vi sagde i 1872, skal vi ikke sige i 2011. Det er nye svar, men med de samme grundlæggende værdier. Det synes jeg selv, er det mest fantastiske ved at være socialdemokrat. Jeg har været formand i snart seks år, og med værdierne i behold har vi støt og roligt fornyet det, som vi siger. Det budskab, som vi har i den aktuelle politiske situation, er både nyt og gammelt. Det passer til den tid, som vi lever i. Men det er også dybt rodfæstet i vores klassiske værdier, siger Helle Thorning-Schmidt.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, forår 2011.