Fanebæreren

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slås for de socialdemokratiske værdier med en autenticitet, der ikke er set siden Anker Jørgensens dage.

Af Thomas Møller

Trods sine kun 35 år er Mette Frederiksen en af Socialdemokratiets stærkeste kulturbærere. Hendes dybe rødder i arbejderbevægelsen er en klar styrke i det nuværende job som beskæftigelsesminister. Her skal hun håndtere konsekvenserne af den værste økonomiske krise siden krakket på Wall Street i 1929.

Hun har grebet udfordringen med ukuelig optimisme og en usvækket tro på, at hun kan gøre en forskel. Et urgammelt socialdemokratisk motto om pligt og ret er fundet frem. Det kombineres med lysten til helt nye eksperimenter, hvor civilsamfundets seniorer kan blive en ressource i den beskæftigelsespolitiske indsats.

Vi møder Mette Frederiksen på en travl arbejdsdag i ministeriet. Det har været et par hårde år på en af regeringens helt tunge poster, men hendes drivkraft er usvækket, bedyrer hun. Der er stadig alt for mange mennesker, der bor på skyggesiden af samfundet. De skal hjælpes over på den anden side, og det vil hun gerne være med til. Sådan har hun haft det lige så længe, som hun kan huske.

Alder ingen hindring
Mette Frederiksen var netop fyldt 24 år, da hun i 2001 blev valgt ind i Folketinget. Hun erkender, at det var tidligt, men mener ikke, at man kan tale om at være for ung eller for gammel til politik.

– Det tror jeg ikke, at man kan opstille regler for. Lad mig give et eksempel. Vores tidligere borgmester i Ballerup, Ove Dalsgaard, er 75 år, og han er stadig en af de mest progressive socialdemokrater, jeg kender. Han har masser af idéer og er aldrig bange for at afprøve noget nyt, siger Mette Frederiksen.

Selv har hun oplevet, at der knytter sig en særlig energi til ungdomsårene, og den kunne hun trække på som nyvalgt folketingsmedlem.

– Fordelen er, at du har noget ungdommeligt gåpåmod. Ulempen er, at der er nogle ting, som du endnu ikke har prøvet. Klogskab og erfaring følger jo med, at man lever sit liv. Så der er nogle ting, som du må hive ind samtidig med, at du er politiker, når du starter så ung, som jeg gjorde.

Mor og minister
Ti år senere – i 2011 – får Mette Frederiksen en af de tunge poster, da Socialdemokratiet danner regering sammen med Radikale og SF. Regeringen Thorning-Schmidt er ikke blot Europas yngste regering, det er også den hidtil yngste i danmarkshistorien.

– Men jeg synes ikke, at det er ungdommen, der tynger mig i den forbindelse. Her er historien en lidt anden. Jeg har siddet i Folketinget i 10 år, og jeg har været med i partiets ledelse i en årrække, da jeg bliver udpeget til minister, siger Mette Frederiksen.

Den tunge ministerpost skal hun forene med familieliv og to små børn, men det er ikke en umulig opgave, understreger hun.

– Selvfølgelig fylder ministergerningen meget. Det skal den også gøre, for som beskæftigelsesminister har jeg ansvar for ting, som har stor betydning i mange menneskers liv. For eksempel sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp og førtidspension. Men jeg er samtidig bevidst om, at mine børns barndom kun findes én gang. Ikke så meget af hensyn til mig selv, men af hensyn til dem skal der være en balance. Deres mor skal være tilstede i deres liv, og hun skal være rigtig tilstede. Det synes jeg lykkes.

Med modermælken
Mette Frederiksen er ofte blevet spurgt, hvornår hendes politiske interesse egentlig begyndte. Svaret er altid det samme. Hun kan ikke huske det.

– Det skal forstås på den måde, at jeg kan ikke huske, at den ikke har været der. Det hænger selvfølgelig sammen med min familiebaggrund, hvor alle før mig har været socialdemokrater. Jeg har ikke kendt mine oldeforældre, men familiekrøniken lever. Min farfar sad i amtsrådet, og min morfar var også medlem af partiet. Min far har været tillidsmand i rigtig mange år, og han har også været politiker. Min mor var også med. Alle – stort set alle – var medlem af partiet. Det er det, der har fyldt mest i mit barndomshjem. Socialdemokratiet og politik. Så jeg er en af dem, der har fået det ind med modermælken.

Som helt ung har Mette Frederiksen nogle år, hvor det ikke er partiet, der optager hende mest, men derimod sager. Kampen mod apartheid i Sydafrika, dyrevelfærd og den truede regnskov. Hun er også meget fascineret af den danske, socialdemokratiske agitator, Peter Sabroe, og hans utrættelige kamp for børns kår og rettigheder omkring forrige århundredeskifte. Derfra stammer hendes egen interesse for udsatte børn.

– Siden går jeg ind i det politiske arbejde. Jeg er vel en 14-15 år, og så har jeg faktisk været aktiv i politik lige siden, siger Mette Frederiksen.

Opdraget socialdemokratisk
– Når man er vokset op i det socialdemokratiske hjem, som du beskriver, kan man så adskille, hvad man er opdraget til, og hvad man selv har ræsonneret sig frem til?

– Nej. Det kan man ikke. I hvert fald ikke fuldstændigt. Jeg vil nok formulere det på den måde, at jeg i virkeligheden er opdraget socialdemokratisk. I mit barndomshjem var det ikke sådan, at vi lagde det politiske til side, når vi skulle være familie. Min far har aldrig adskilt de to ting. Det gjorde min farfar heller ikke. Mine forældre lagde ikke skjul på, at det var et socialdemokratisk hjem. I andre familier har man nok forsøgt at holde politik og privatliv adskilt, men sådan var det ikke hos os. Her gik det op i ét. Hvis du spørger min far, hvordan han har opdraget sine børn, så tror jeg, han vil sige, at han har opdraget dem socialdemokratisk. For eksempel ret og pligt. Det med at tage ansvar for andre. Aldrig at være ligeglad. Det er værdier, som jeg har med fra mit barndomshjem.

– Overvejede du aldrig at gøre oprør mod den socialdemokratiske opdragelse?

– Jeg havde en enkelt eftermiddag, hvor jeg gik foran SFs lokaler i Aalborg og kiggede ind ad vinduerne. Og det blev ved det. Så nej, jeg har aldrig været andet end socialdemokrat, og det bliver jeg heller ikke.

Ukuelig optimist
Som socialdemokratisk politiker blev Mette Frederiksen hurtigt kendt for sin enorme energi. Både blandt politiske venner og fjender er der en oplevelse af, at hun aldrig kører træt, men det afviser hun selv.

– Jeg bliver selvfølgelig træt ligesom alle andre mennesker, men jeg gør det sjældent, når jeg er i gang. Jeg har det jo grundlæggende sådan, at jeg tror på, at den her verden kan blive bedre. Der er noget ukuelig optimist i mig. Jeg giver ikke op, fordi der er modgang. Jeg tror, at dem, der bor på skyggesiden, en dag kan komme over på solsiden. Det er en drivkraft, som jeg har i mig.

Rammen for den drivkraft har siden 2011 heddet Beskæftigelsesministeriet. Sammen med ministeriet overtog Mette Frederiksen en arbejdsløshed på cirka 150.000 fra den borgerlige regering. Ledighed er et problem, som hun kender fra sin egen familie, hvor folk er faglærte og ufaglærte. Her har hun set, arbejdsløsheden slå ned, og hun har set, hvor ondt den kan gøre.

– At blive arbejdsløs er for de fleste mennesker noget af det sværeste, som de kan blive udsat for i deres voksenliv. Derfor er beskæftigelsespolitikken vanvittig vigtig. Mange af dem er jo mennesker, der har gjort alt det, som samfundet har bedt dem om. De er trådt tidligt ud på arbejdsmarkedet og har haft arbejde lige siden. De har skabt nogle af verdens bedste containerskibe på Lindø, indtil værftet blev lukket. De har taget en uddannelse som faglært, men industrivirksomheden, som de arbejdede på, outsourcede opgaverne til et andet land. Så det er helt klart mennesker, som jeg kan identificere mig med, der står i arbejdsløshedskøen.

Et stort indtryk
– I dine første år som minister har den omdiskuterede forkortelse af dagpengeperioden fyldt meget. Hvordan har du oplevet hele det forløb frem til, at regeringen tager initiativ til at hjælpe de udfaldstruede?

– For mig har forløbet haft flere dimensioner. Selvfølgelig er der den offentlige diskussion i medierne, men det som jeg nok bedst vil huske, det er mødet med nogle af de mennesker, der oveni at være ramt af langtidsledighed og dermed betale en meget kontant pris for den økonomiske krise også har måttet leve med den usikkerhed, om de var berettiget til dagpenge eller en anden offentlig forsørgelse. Det har gjort og gør vedvarende et stort indtryk på mig.

Mette Frederiksen understreger, at det ikke er hendes opgave at gøre sig klog på hvert enkelt menneskes liv, for det kan hun ikke. Men hun føler, at hun har lært noget af de mange beretninger, som hun har fået fra ledige.

– Det står ret stærkt for mig, at opgaven kan ikke være, at folk skal være lang tid på dagpenge. Hvis jeg stykker alle de beretninger sammen, som jeg har fået undervejs, så kan man godt leve med lidt arbejdsløshed i et stykke tid. Men det duer ikke, når man kommer derud, hvor man begynder at sætte spørgsmålstegn ved det hele. Kan jeg komme tilbage på arbejdsmarkedet? Kan jeg huske mit fag? Er der nogen, der efterspørger mig? Kan faget overhovedet bruges længere? Og er jeg i virkeligheden blevet for gammel? Når de bekymringer bliver større end troen på, at man kan komme over det bump på vejen, som arbejdsløsheden er, så begynder det at gøre ondt.

Finde en mellemvej
Mette Frederiksen er da heller ikke i tvivl om, hvor hun står i debatten.

– Jeg vil gerne placere mig mellem dem, der har sagt, at vi bare skal forlænge dagpengeperioden, og dem, der på den anden side har sagt, at der slet ikke er noget problem, folk kan bare finde et arbejde. Jeg tror ikke på, at nogle af de versioner er rigtige. Vi bliver nødt til at finde en mellemvej. Der skal være tryghed for det enkelte menneske, og det synes jeg, vi fik på plads med den forårsaftale, som vi lavede med Enhedslisten. På den anden side skal vi ikke bare lade folk gå og være arbejdsløse. Når du har været ude i to år, så har du allerede været arbejdsløs for længe. Har du været det i 3-4 år, så når du derhen, hvor det for nogen mennesker tipper. Det er i sig selv en barriere for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og der må vi ikke skubbe folk hen, siger Mette Frederiksen.

– Men her i ministeriet kan I jo ikke opfinde arbejdspladser…

– Med beskæftigelsespolitikken kan vi rigtig meget. Min påstand er, at den kan blive meget bedre, end den er i dag. Men du har ret i, at vi aldrig er bedre end det samlede samfund. I beskæftigelsespolitikken er vi meget afhængige af konjunkturerne og af den finanspolitik, som vi fører. Vi er også afhængige af uddannelsespolitikken. Hvis du har forladt folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne, så er det altså sværere at tage en uddannelse og bide sig fast på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi i beskæftigelsespolitikken blive meget bedre til at sikre nogle muligheder for uddannelse. Når manglen på læring begynder at spænde ben, skal man have mulighed for at dygtiggøre sig eller skifte spor og finde et nyt fag.

Andre problemer
For Mette Frederiksen handler det om at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

– Vi skal ikke være blinde for, at nogle af vores arbejdsløse – især nogle af dem, der er ramt af langtidsledighed – også får andre problemer. Det har der ikke været nok fokus på – heller ikke i diskussionen om dagpengeperioden. Jeg siger bestemt ikke, at alle langtidsledige udvikler alkoholproblemer, hashmisbrug og bliver fysisk og psykisk syge. Men vi skal være opmærksomme på problemet, og vi skal undgå, at det kommer dertil, siger Mette Frederiksen.

Hun fortæller, at hun med stor interesse har læst interviewet med Hanne Reintoft i den seneste udgave af Liv & Lidt Mere. Her rettede Hanne Reintoft en skarp kritik mod regeringen og Mette Frederiksen i særdeleshed.

– Jeg synes, Hanne Reintoft har spillet en ualmindelig vigtig rolle i socialpolitikken i Danmark. Mange har haft behov for hendes brevkasse, og hun er i mine øjne et koryfæ udi det socialpolitiske. Jeg oplever, at Hanne og jeg deler de samme mål. Men jeg vil gerne ansigt til ansigt med hende diskutere de midler, der skal til for at nå derhen. Det er et område, hvor jeg synes, jeg har set for meget til at holde fast i det, som jeg engang troede på. Går vi flere år tilbage, så troede jeg på, at der var mennesker, som ikke kunne få det bedre. Derfor var en førtidspension det rigtige. Men sådan ser jeg ikke længere på det.

– Mener du da, at Hanne Reintoft argumenterer for det?

– Nej, jeg lægger aldrig andre mennesker ord i munden. Det er mere for at forklare hende, hvad jeg står for i dag.

Troen på mennesker
Mette Frederiksen mener, at det allerværste, man kan gøre, er at opgive mennesker. Det er simpelthen selvforstærkende, også selv om det er gjort i den bedste mening, hvad der ofte er tilfældet.

– Jo mere man tror på mennesker også i de mest umulige livssituationer, jo mere energi kan man skabe i fællesskab. Det er sådan set det, der er drivkraften bag førtidspensionsreformen. Jeg synes ikke, det er solidarisk eller fællesskabsorienteret at sige til et ungt menneske på 18 år – også selv om sygdom eller funktionsnedsættelse er en hård nyser – at vedkommende får en førtidspension. I første hug kan det være positivt nok. Der kommer ro omkring økonomien, og det kan give noget tryghed. Udfordringen er bare, at når du har en førtidspension som 18-19-årig, så kommer du ikke derfra igen. Det kan vi se af tallene. På samme måde er det med kontanthjælp. Har du været kontanthjælpsmodtager i en årrække, så er der en risiko for, at du ikke kommer derfra, og at dine børn i øvrigt også kommer på kontanthjælp. Det er det, jeg gerne vil bryde, siger Mette Frederiksen.

Og så er vi tilbage ved den indledende snak om, at klogskab og erfaringer følger med, at man lever sit liv. Uanset om det er som folketingspolitiker eller som noget helt andet.

– Det er i hvert fald her, hvor jeg synes, at erfaringen bliver en god rejsekammerat. For jeg har dælen dulme mødt mange mennesker på min vej, som var opgivet – af læger, lærere, socialrådgivere og måske også familien – og pludselig så er den der alligevel. De kommer ind i en sammenhæng, hvor nogen tror på dem. Ikke sjældent er det en sød kæreste, som siger, at nu er det slut. Det kan være med stoffer, kriminalitet eller noget helt tredje. Jeg har oplevet det så mange gange. Det hele peger på, at de blot skal have lov til at blive siddende på bænken… og så rejser de sig pludselig! Jeg vil ikke med lovgivningen forhindre nogen i at rejse sig, siger Mette Frederiksen.

Ingenlunde færdig
– Ser du regeringens beskæftigelsespolitik som motiverende i forhold til at få et aktivt liv frem for passiv forsørgelse?

– Ja, det gør jeg absolut. Vi er ingenlunde færdige med arbejdet, men jeg har allerede nævnt førtidspensionsreformen. Den betyder, at vi ikke længere giver en førtidspension som løsning, når man er ung. Alle, der ikke er alvorligt syge eller har store handicap, får i stedet et ressourceforløb, og her kan Hanne Reintoft have en pointe. Det er vigtigt, at vi sikrer kvalitet i det ressourceforløb, for ellers er det bare et nyt sted at opbevare folk. Når vi får det til at virke – og det skal vi – så er det et bedre svar end at sige til en 22-årig psykisk syg kvinde, at vi godt ved, at hendes sygdom er rigtig slem, og derfor får hun en førtidspension. Nu siger vi i stedet, at vi godt kan se, at sygdommen er kradsbørstig, og derfor vil vi gerne investere tid, penge og menneskelige ressourcer i, at hun får et bedre liv. Den besked vil jeg hellere give, siger Mette Frederiksen.

Hun fremhæver også sygedagpengene, der ligeledes indgår i interviewet med Hanne Reintoft.

– Hanne Reintoft siger, at nu kan man kun være på sygedagpenge i et halvt år. Det er ikke rigtigt. Hvis man kan forlænges inden for de regler, der er, forlænges man fuldstændig som i dag. Og så foreslår jeg en ny forlængelsesmulighed for dem, der er alvorligt syge. Det er blandt andet kræftområdet, hvor mange i dag oplever, at deres sygedagpenge ophører. Vi har hvert år mennesker, der står helt uden forsørgelse. De bliver skubbet ud over kanten, og det synes jeg ikke er rimeligt. Hvis man er syg og ikke kan arbejde, så skal man ikke nå derhen, hvor man mister sin offentlige forsørgelse. Vi foreslår i stedet, at man – i lighed med førtidspensionsområdet – kommer i gang med et ressourceforløb.

Brug for seniorerne
Som det sidste element i den motiverende beskæftigelsespolitik fremhæver Mette Frederiksen hele satsningen i kontanthjælpsreformen på gruppen af unge, enlige forsørgere.

– De unge forsørgere på kontanthjælp har det ofte svært. Mange har ingen uddannelse, nogle har ikke engang færdiggjort folkeskolen, og en del slås med et netværk, der ikke er ret stærkt. Med reformen satser vi på noget uddannelse og nogle mentorer, men – og nu henvender jeg mig direkte til bladets læsere – vi vil også gerne have koblet nogle af de unge sårbare med ældre mennesker, som har livserfaring, tid, overskud og energi. Jeg kan selv huske, hvordan det var at være nybagt forældre. Der er mange spørgsmål, så jeg ringede til min mor og spurgte hende, men hvis man ikke har det netværk, så er man alene. Hvis du så samtidig skal trække dig op til at få niende klasse gjort færdig og bagefter gå i gang med en ungdomsuddannelse, så er det en meget lang rejse, hvis du har to børn derhjemme og en far, der ikke gider at hjælpe til. Derfor introducerer vi en særlig studiestart-pakke og støtte undervejs i uddannelsen. Men kunne vi også få seniorerne på banen, så man har en skulder at læne sig op af, så vil det bare være så stærkt, siger Mette Frederiksen.

Hun ser seniorerne som en stor og uopdaget ressource, der i virkeligheden kan gøre en stor forskel i forhold til sårbare unge.

– En del af de problemer, som vi taler om her, knytter sig til nogle af vores unge med en svag familiebaggrund. Der er måske ikke nogle uddannelsestraditioner i familien, måske tænker de selv tilbage på folkeskolen med blandede følelser, og måske bliver der også røget lidt for meget hash blandt kammeraterne. Jeg tror, at det officielle Danmark nogle gange glemmer, hvor svært det er at være ung og gøre det rigtige, når man har den baggrund. Det er jo en ganske anden situation, hvis du vokser op i en ressourcestærk familie nord for København, hvor alle omkring dig tager uddannelser, og hvor du har børneopsparing og forældre, der kan købe en lejlighed til dig. Men det er jo slet ikke dér, at de sårbare unge er. De skal måske slås på alle fronter, siger Mette Frederiksen.

Et gammelt motto
I sin ministertid er hun begyndt at citere det gamle socialdemokratiske motto: ”Gør din pligt, og kræv din ret.” Man havde knapt hørt det i de seneste 50 år, da hun valgte at genoplive det. Det har da også givet anledning til kritik blandt andre fra Hanne Reintoft, men Mette Frederiksen er ikke i tvivl om, at det urgamle motto lever lige så stærkt i dag, som da det blev formuleret.

– Jo flere mennesker, der lever efter det motto, jo lettere er det at få et samfund til at hænge sammen. ”Gør din pligt, og kræv din ret” er for mig en rød tråd i beskæftigelsespolitikken og i Socialdemokratiet. Nogle har sagt, at det nok er Socialdemokratiets historiske arv at lægge mere vægt på rettigheder end på pligt. Men det mener jeg er historisk ukorrekt, for ordene stod i en bestemt rækkefølge på fanen. Men vi skal huske, at det både var henvendt til datidens overklasse, som arbejderklassen ikke mente gjorde deres pligter ordentlig, og så til arbejderklassen selv. Det bringer os tilbage til Peter Sabroe, som faktisk var en af dem, der mest konkret håndhævede det. Han var for eksempel meget optaget af, at folk ikke drak deres ugeløn op, men sørgede for at de ni unger hjemme i baghuset fik noget at spise.

– Men er det nødvendigt at bruge mottoet, fordi vi er blevet for dårlige til pligten?

– Jeg mener ikke, at man kan skille retten og pligten. Et samfund, der bevidstløst dyrker pligt, mister jo den anden dimension. For mig hænger det sammen. Jeg vil for eksempel gerne have en beskæftigelsespolitik, der bygger på, at du har ret til at blive behandlet ordentligt, men du skal samtidig gøre alt, hvad du kan, for at komme ud af ledigheden. Det er socialdemokratisk politik, siger Mette Frederiksen.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2013.