Vagthunden giver lyd

Anført af Helle Thorning-Schmidts regering foregår der en klapjagt på de svageste grupper i samfundet, siger Hanne Reintoft. Gennem en menneskealder har hun fungeret som socialpolitisk vagthund. Nu advarer hun om, at det danske velfærdssystem er i fare.

Af Thomas Møller

Hanne Reintoft er vred. Vred og skuffet. Den udsendtes båndoptager er knapt sat i gang, før dét står klart.

– Jeg oplever den nuværende regerings politik som en skændsel. Det kommer fuldstændig bag på mig, at den er i gang med at nedbryde vores velfærdssystem. Men det sker lige nu, siger hun med henvisning til regeringens omfattende reformarbejde.

Med sin faglige kompetence og sit sociale engagement har Hanne Reintoft gennem en menneskealder været talerør for de svageste grupper i samfundet. De fattige, de udstødte og alle de andre uden mæle i samfundsdebatten.

– Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med den danske folkesjæl i de her år. Men det er som om, der er kommet en foragt for de svage i samfundet. Mette Frederiksen taler om ret og pligt, men med en temmelig kraftig antydning af at folk ikke gør deres pligt. Det er dér, det bliver skævt og væmmeligt.

Håbet brast
Hanne Reintoft skænker friskbrygget kaffe og stiller chokoladeæg frem. Hun har åbnet døren til sit hjem på Frederiksberg for at fortælle om et langt liv som social frontkæmper på mange forskellige plan. I politik, i den offentlige forvaltning, som brevkasseredaktør og som aktivist og igangsætter.

Hun blev uddannet socialrådgiver i 1957, da opbygningen af velfærdssamfundet for alvor tog fart. Hun oplevede alle fremskridtene på nærmeste hånd, men siden er fulgt kriser, nedskæringer og omstruktureringer. Alligevel havde hun på valgnatten i 2011 et lille håb om, at det nu gik mod bedre tider.

– De gik jo til valg på, at de ville ophæve tidsfristen på sygedagpenge. Men nu kommer Mette så og sætter den ned til et halvt år! Det kan jeg ikke finde nogen saglig forklaring på. Med den krise, som vi er inde i, er to år i forvejen for kort tid til arbejdsløshedsunderstøttelse. Men hvorfor skal perioden være 75 procent kortere, når man er hundesyg, spørger Hanne Reintoft.

– Det har fyldt min lille brevkasse i Ugebladet Søndag fra morgen til aften, at folk får stoppet deres sygedagpenge uden at være udredt og uden at være raske. Nu skal sygedagpengene så halveres. Jeg ved fandeme ikke, hvad hun bilder sig ind. Jeg synes ikke, at Mette er nogen rar dame.

De hytter sig
Hanne Reintoft peger i samme åndedrag på halveringen af dagpengeperioden.

– Den beslutter man midt i en benhård økonomisk krise. Men da folk den 1. januar for alvor begyndte at miste deres dagpenge, var der ikke én af vores store arbejdspladser, der rørte på sig. Ikke én! Jeg ved godt, at de alle sammen er bange for at miste deres job, men så handler det altså også om at protestere i tide. Det er fantastisk, at de bare hytter sig.

– Svigter fagbevægelsen i den situation?

– Dele af den gør. Jeg synes ikke, at Dennis Kristensen svigter. Han er en stærk leder. Jeg ved godt, at de ikke kan fordrage ham i LO-toppen, men han tør sige noget, og han slås for sine medlemmer. Men ellers er det for tyndt.

– Dertil kommer, at vi i dag mangler det store folkelige parti, der beskæftiger sig med ganske almindelige menneskers ve og vel. Det parti har vi ikke længere i Danmark, og vi har i skrigende grad brug for det. Folk ved ikke, hvem de skal stemme på. De føler sig hjemløse i dansk politik. Det er en katastrofe, der i værste fald kan give grobund for antidemokratiske kræfter, siger Hanne Reintoft.

Et trusselsbillede
Det er hendes oplevelse, at regeringen bruger den internationale økonomiske krise til at tegne et trusselsbillede over for befolkningen.

– Vi kan jo se, at aktiekurserne stiger. Der er overskud på betalingsbalancen, og der ligger adskillige milliarder i Nationalbanken. Så den økonomiske nødvendighed af regeringens reformer kan nok diskuteres.

– Alligevel har regeringen nu fremlagt forslag til en kontanthjælpsreform, som vil sende folk ud i fattigdom. Op til man er 30 år og måske har børn, skal man leve af 6.200 skattepligtige kroner. Det ved enhver idiot – ja, undskyld mig, men også Mette Frederiksen – at det kan man ikke. Man kan ikke engang betale et lejet værelse.

Hanne Reintoft frygter, at reformen vil presse folk ud i sort arbejde, kriminalitet, bandekrig og højreekstremisme. Man bliver som bekendt ikke rød af at blive fattig, siger hun.

Reelle job
Samtidig forstår hun ikke, at det kan være socialdemokratisk politik, at folk skal arbejde for en lav ydelse, når samfundet samtidig har et par hundredetusinde arbejdsløse.

– Så må man lave nogle ordinære lavtlønsjob og sørge for, at folk kommer ind i 3F og får en anstændig tilværelse. Vi har masser af ting i det her samfund, der skal gøres, så selvfølgelig skal man lave reelle job. Som det er nu, er det ren klasseforagt, siger Hanne Reintoft.

Hun kalder regeringens sammenligning mellem kontanthjælp og SU for direkte ulækker.

– Folk på SU har jo mulighed for at skaffe sig et studenterjob og tjene noget mere. De kan også tage lån. De andre kan ikke noget som helst. Bare de har en avisrute, så bliver det modregnet krone for krone. De er simpelthen gjort chanceløse, og vi ved jo godt, at når fattigdommen bliver så massiv, at den fylder hele livet, så er mennesker færdige, siger Hanne Reintoft.

Trættende og ydmygende
Hun kalder beskæftigelsesminister Mette Frederiksens megen tale om uddannelse for både trættende og ydmygende.

– Sagen er, at vi næsten fuldstændig er holdt op med at revalidere. Lige nu er der kun 3.000 i revalidering. Det er ikke meget. Og Mette Frederiksen siger jo ikke, at folk skal have en ordentlig uddannelse, for det får de ikke for øjeblikket. Så det er hult, det hun siger. Sandheden er, at revalidering er vores bedste værktøj. Det har fået masser af mennesker op at stå. Og en gammel revaliderende socialrådgiver ved udmærket, at man skal vælge job, som folk virkelig har lyst til. Så kan de faktisk godt udholde lidt smerter.

Den ydmygende del af Mette Frederiksens tale vedrører ifølge Hanne Reintoft de mennesker, der slet ikke kan magte en uddannelse.

– For at sige det på dansk, så findes der mennesker, som ikke har så mange brikker at flytte med. Søde, rare og flittige mennesker, som man ikke kan uddanne, fordi de ikke er kloge nok til det. Der er mange, som kun kan bruge en hakke, en skovl og en spade, og dem har regeringen ingen løsning for. Kun at de kan få nogle frygtlige komplekser over, at de ikke kan magte en uddannelse, siger Hanne Reintoft.

Klapjagten er gået ind
Hun mener, at de marginaliserede grupper ikke bare bliver skåret ned igen og igen, men også er udsat for en kollektiv, samfundsmæssig undertrykkelse.

– Det er de af Mette Frederiksen med hendes ret og pligt. Men prøv også at læse, hvad Claus Hjort Frederiksen og den skrækkelige Støjberg har sagt om dem. Hver dag kan de høre, at de ikke gider at bestille noget, at de ikke kan bruges til noget, og at de bare ikke duer. Tror du ikke, at det præger et menneske? Jo, det kan du tro, at det gør. Det er derfor, de gemmer sig. De har ikke engang en politisk fornemmelse, og de er svære at få til at stemme. Men hvis Pia Kjærsgaard siger et eller andet om Kattens Værn, så stemmer de på hende, siger Hanne Reintoft.

Hun mener, at der er indledt en decideret klapjagt på de svageste i samfundet.

– Nu siger man åbent i samfundsdebatten, at underklassen ikke selv kan forvalte sin genpulje, så det må det offentlige gøre. Der er debattører, som mener, at det skal være forbudt at blive gravid, når man er på kontanthjælp. Det er så dyb en foragt, og den giver uhyggelige mindelser om tvangssterilisation og det, der er værre. Det er blevet så forfærdeligt. Folkestemningen er skiftet, og jeg forstår ikke selv, at det er gået så hurtigt, fra Fogh kom til. Det begyndte vel lidt før, men Nyrup-regeringen var dog helt pæn. Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket med vores folk. Og jeg kan ikke forstå, hvad der foregår i regeringen.

Det røde kabinet
Ifølge Hanne Reintoft har SF nærmest begået harakiri foran hele befolkningen.

– Da Villy for nogle år siden begyndte sin tilnærmelse til Helle, tænkte jeg, at det var nok godt set. Ørkenvandringen med Fogh og Løkke kunne ikke fortsætte. Men Villy og Helle kom for skade at være temmelig uartige over for Margrethe Vestager. Det var ikke klogt, og nu betaler de prisen. Alligevel havde jeg ikke troet, at SF ville klare sig så sølle, siger Hanne Reintoft.

Hun er enig i, at situationen i dag minder meget om den, som hun i 1966 havnede i som nyvalgt folketingsmedlem for SF. Ved det valg opnåede Socialdemokratiet og SF absolut flertal i Folketinget, og statsminister Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering indledte et formaliseret samarbejde med SF, populært kaldet ”det røde kabinet”.

– Det var første gang, SF var tæt på magten, og jeg må sige, at der er tydelige paralleller til i dag. Vi åd vores mærkesager en efter en. Det var løftebrud på løftebrud. Men når prisen for at være med er, at man skal sælge det hele, så er man jo ikke med, siger Hanne Reintoft.

Aksel svingede pisken
Hun kom snart på kant med SFs stifter og partiformand, Aksel Larsen, der så Danmarks første arbejderflertal som sin helt store chance.

– Aksel svingede pisken over os. Ja, for satan. Han var forfærdelig. Da jeg for tredje gang var oppe hos ham til en kammeratlig samtale, sagde jeg, at nu behøvede han ikke at tilkalde mig mere. Truslen var jo, at hvis jeg ikke gjorde sådan og sådan, så blev jeg ikke genopstillet. Så mistede jeg min kreds. Tredje gang sagde jeg til ham, at jeg faktisk hellere ville tilbage til mit job som ledende socialrådgiver på Glostrup Amtssygehus. Jeg elskede det arbejde, og der var ingen grund til, at vi tog flere kammeratlige samtaler. Så fik jeg fred.

– Men havde Aksel Larsen ikke en vision med ”det røde kabinet”?

– Jo, det havde han. Aksel var bestemt også en begavet politiker. Han var blevet en sur, gammel og migræneplaget mand, men det havde han også lov til at være med alt det, som han havde været igennem i livet. Men han ville bevæge Socialdemokratiet til venstre og nå mest muligt for arbejderklassen. Det er der ikke to meninger om. Der sker bare det samme for ham, som er sket for Villy Søvndal. De bliver i stedet trukket længere og længere mod højre. De kan ikke finde ud af at sige nej. Aksel var så stolt af at være med i det regerende flertal, at han tabte fokus. Det er forståeligt. Han havde været udenfor gennem hele livet, og nu var han endelig kommet ind i varmen. Det var hans livs drøm, som vi andre ødelagde. På den måde kan jeg godt følge ham, siger Hanne Reintoft.

Oppe hos Krag
Hun henviser til, at ”det røde kabinet” kun holdt et års tid, inden regeringen væltede. Det skete, da dens forslag om en dyrtidsregulering blev nedstemt med seks folkesocialister blandt nejstemmerne. En af dem var Hanne Reintoft.

Men hun afviser i dag, at det var den egentlige årsag til regeringens fald. Hun kalder det en socialdemokratisk myte.

– Sandheden er, at socialdemokraterne slet ikke ville os. De ville tværtimod væltes af SF. Jeg var selv oppe hos Krag sammen med Erik Sigsgaard og Pia Dam. Vi tilbød at købe alt det, som vi endte med at vælte regeringen på, mod at få ligeløn. Krag smilede meget charmerende til os – han kunne jo godt lide yngre kvinder – men sagde straks nej. Regeringen væltede sig selv, og vi måtte vente til 1973, før der blev indført ligeløn.

Hanne Reintoft nipper til kaffen og fortsætter:

– Men ellers havde jeg det fint med Krag. Jeg havde stor respekt for ham. Han opførte sig altid ordentligt over for os. Han argumenterede sagligt for, hvorfor han ikke kunne gøre det anderledes. Jeg synes, han var en hæderlig og ordentlig person. Til gengæld var Per Hækkerup så uforskammet og grov. Han var magtpolitiker, og han var vel egentlig også hård ved Krag.

Den rå magt
Hanne Reintoft er med sin politiske erfaring ikke i tvivl om, at rå magt er en del af spillet på Christiansborg. Sådan er det også under den nuværende regering.

– Jeg kender en god, gammel, partitro socialdemokrat – jeg skal ikke nævne hans navn her – men han siger, at den socialdemokratiske folketingsgruppe lige nu bliver ledet med terror. Det udtryk bruger han. De er åbenbart så skide bange for at miste deres mandat, at de alle indordner sig. Men det skal man ikke være. Man skal være fri, siger Hanne Reintoft.

Selv fik hun en omtumlet politisk løbebane efter arbejderflertallets fald, der både førte hende til VS og DKP, inden hun helt forlod politik. I stedet koncentrerede Hanne Reintoft kræfterne om sit arbejde som socialrådgiver. Som hun flere år tidligere havde fortalt Aksel Larsen, så elskede hun sit fag.

– Det var en ungdomsbeslutning, at jeg ville bruge mit liv på at gøre noget ved uret og uretfærdighed. Det var vores gamle advokat, den kendte kommunist Carl Madsen, der ledte mig frem til den beslutning. I forbindelse med min fars og mors skilsmissesag var jeg som 17-årig oppe hos ham sammen med min far. Carl Madsen kiggede på mig og sagde: ”Unge dame, de skal ikke spekulere så meget over meningen med livet. Der er kun én mening, og den er at være til nytte.” Den købte jeg på stedet. Jeg ville gerne være til nytte.

Rigt og godt
Gennem et langt liv har Hanne Reintoft været omgivet af mennesker, der har været ramt af sociale tragedier. Men hun afviser, at det har været et hårdt liv.

– I en lang periode havde jeg kun døende patienter på Glostrup Amtssygehus. I dag har personalet travlt med at skulle gå klokken 16, men når jeg havde fulgt et ensomt menneske frem mod døden, så kom jeg med Grundtvig i den sidste nattevagt. Det har givet mig et rigt liv med megen tillid og fortrolighed, og jeg har en mand, der altid har støttet mig i det. Vi har haft chilenske flygtninge boende og kriminelle, der skulle have en chance. Det har været vores liv, og det har været rigt og godt.

Gennem årene har de enlige kvinder med børn haft en særlig plads i Hanne Reintofts virke. Både som ansat i den gamle mødrehjælp og som medstifter af den ny i 1983.

– Det lovede jeg faktisk min mor, da hun lå for døden. Efter skilsmissen levede hun kun i et par år og fik så en modbydelig cancer. Jeg var 20 år gammel, da hun døde, og jeg har holdt, hvad jeg lovede. Man skal holde dødslejeløfter, siger Hanne Reintoft.

Som en bøddel
I den gamle mødrehjælp arbejdede hun i abortafdelingen, og her fik to tredjedele af ansøgerne afslag.

– Jeg følte mig som en bøddel. Da jeg begyndte i jobbet i 1959, var der ingen social indikation. Kun en medicinsk i abortloven af 1956. Så man skulle i hvert fald være psykisk syg for at få en abort. Det var dengang, vi havde syv baggårde i Nansensgade – og det var mit område. Pigen var måske 22 år gammel, boede på femte sal med lokum i gården og ventede sit fjerde barn. Men vi bød dem det råt. Vi skrev afslag på afslag. Konsekvenserne var forfærdelige, og nogle år senere kunne børneforsorgen så fjerne ungen.

I 1967 fremsætter Hanne Reintoft et lovforslag i Folketinget om fri abort, men først i 1973 lykkes det et flertal i tinget at få loven vedtaget. I 1976 følger Bistandsloven, og alt hjælpearbejde bliver samlet i kommunerne. Det betyder, at Mødrehjælpen lukker samme år.

– Men i 1982 læste jeg en undersøgelse, der igen viste, at landets enlige mødre havde det skidt. Så vi gik i gang på ny. Vi ville sørge for, at enlige mødre fik en uddannelse og ordentlige kår. Da vi mødte den allerførste morgen klokken otte for at lukke op, sad der tre enlige mødre på trappen og ventede. Så der var et behov. De strømmede til.

Bider sig fast
Fra 1976 var Hanne Reintoft tillige redaktør på radiobrevkassen ”Hvad er min ret, og hvad er min pligt.”

– Det var et stort arbejde, for jeg gjorde noget, der ikke var så klogt. Jeg lovede alle dem, der ikke fik svar i radioen, at de ville få et skriftligt svar. Jeg tror, at jeg frem til 2004 korresponderede med en kvart million danskere. Det var meget arbejdskrævende.

Årene som brevkasseredaktør på DR var ikke uden konflikter. Hanne Reintofts udgangspunkt var som altid at varetage folks ve og vel, og det gav anledning til sammenstød med de offentlige forvaltninger.

– Jeg har altid haft et eller andet i mig. Det har jeg stadig, selv om jeg prøver at beherske det. Når jeg hører om noget, der er helt urimeligt, så går jeg i gang. Jeg bider mig fast, og så plejer jeg også at vinde sagen, siger Hanne Reintoft.

– Jeg bliver stadig opsøgt af folk, der beder mig om hjælp. Det sker hver eneste dag. Nogle ringer, mens andre banker på. Jeg er lige fyldt 79, og det morer mig ikke altid, at de står ude ved døren. Men de er søde ved mig. Det er de.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, sommer 2013.