På med læderjakken!

Erik Clausens kone mener, at alle hans film handler om det samme. Det har han taget konsekvensen af og indspillet endnu en film om den småkriminelle John.

Af Thomas Møller

Erik Clausen er igen trukket i den sorte læderjakke og har fundet alle manérerne frem. Anledningen er, at Clausen er tilbage i rollen som den småkriminelle John med de gode talegaver og den mildt sagt elendige timing i livet. Det meste ligger i ruiner bag denne anakronistiske baggårdspuma, der stadig tror, at Elvis lever, og at livet fint kan klares med en rask bemærkning.

Hans ægteskab er gået nedenom og hjem, han er bange for sine egne børn, hans kæreste hader ham, og han banker sine venner. Så der er kun drømmene tilbage, og dem har John i sin trange fængselscelle, hvor vi efterlod ham i Clausens forrige film, ”Ledsaget udgang”.

– Jeg havde lyst til at spille noget mere John, fortæller Erik Clausen, da CINEMA møder ham på hans hjemmebane på Vesterbro i København, hvor Clausen Film holder til.

– Jeg elsker at spille ham, for jeg kan bruge min motorik, min dialekt og mit efterhånden godt slidte udseende. Min kone siger, at mine film altid handler om det samme, og så kunne jeg jo lige så godt lave en mere om John, forklarer Erik Clausen, mens han serverer friskbrygget stempelkaffe i det hyggelige køkken.

En naiv mand
I ”Frihed på prøve” vælger John at stikke en medfange for at blive prøveløsladt. Han vil til Jylland for at hjælpe sin søn, der er kommet i problemer, og suser af sted med IC3-toget. Friheden er berusende, og i en drømmesekvens ser vi John alias Erik Clausen stå oven på toget, der drøner gennem landet.

– Jeg er en meget naiv mand, forklarer Erik Clausen.

– Jeg opsøgte DSBs tekniske chef og forklarede ham, at jeg mente, at jeg godt kunne stå oven på et tog i fart. Han kiggede på mig med milde øjne og rystede på hovedet. Men jeg tænkte jo kærligt på gamle komikere som Buster Keaton, der lavede det ene halsbrækkende stunt efter det andet på lokomotiver i fuld fart.

Lige meget hjalp det. Clausen fik ikke lov til at kravle op på et af DSBs tog – hverken IC3 eller lokomotiver. Så det endte med en trickoptagelse i den færdige film. Den har nørderne klistret sammen, forklarer han.

– Men hvis de havde givet mig lov, kunne jeg godt have fundet på det. Alt for kunsten! Van Gogh skar sit øre af, og så kan jeg vel også stå på et tog i fart, siger Erik Clausen.

Et hårdt race
Han indrømmer gerne, at det er hårdt at lave film. Faktisk er det det hårdeste, han nogensinde har været med til. Men sådan skal det være. Han sammenligner tjansen som instruktør med en sportsstjerne. Det bliver først for alvor interessant for publikum, når de føler, at udøveren giver alt.

– Da jeg i gamle dage kørte cykelløb med mine kammerater, gjorde vi altid løbet hårdt. Ellers var det ikke noget ved. Og da vi startede optagelserne til ”Frihed på prøve”, sagde jeg til holdet, at måske lignede det en nem film, men det skulle jeg nok sørge for, at det ikke blev.

Det løfte holdt Clausen. Der var både råb og skrig undervejs i optagelserne til filmen.

– Jeg knokler så meget med mine film! Jeg hælder al min energi og hele mit hjerte ned i dem, men det bliver belønnet, for det giver troværdighed. Folk vil gerne se på nogen, som tror på det, de gør. De vil gerne bevæges og have lidenskab, men de vil også gerne grine, og jeg er så heldig at have et mærkværdigt udseende, der ikke kan forveksles med en rigtig filmhelt, siger Erik Clausen og smager på kaffen.

– Kim Larsen hævder, at jeg ligner en polsk taxachauffør, og når jeg er sur, ligner jeg en polsk taxachauffør, der lige har fået stjålet sin Mercedes. Nej, jeg kan godt lide at blande alvor og humor, og personligt betragter jeg megen alvor meget humoristisk. For eksempel reportagerne fra dronningens fødselsdag. Det var næsten mere, end jeg kunne klare. Da fedterøv nummer ét, general Hillingsø, i et – troede han – ubevogtet øjeblik, stod og ragede på sine medaljer, var det fandeme sjovt. Han lignede en lille dreng, der var blevet bestukket med en iskage. Og så kom Kim og sang for dronningen, og det var fandeme også sjovt. Jeg kunne jo se, at han var nervøs. Men Kim har altid haft en svaghed for forsømte, midaldrende damer i nederdel med læg.

John i Jylland
Da John står af toget i Jylland og bliver modtaget af sønnens familie, er det tydeligt, at der er sket noget med ham siden den forrige film. Der er mindre attitude, og han er i bedre kontakt med sine følelser.

– John har været i terapi i spjældet, og det mener jeg sgu alvorligt, siger Erik Clausen.

– I terapi kan du få lettet dit hjerte uden at blive sendt på Sankt Hans. John siger allerede i starten af filmen, at han har en åbenbaring. Den handler om frihed og kærlighed. Kærlighed har efterhånden forvansket sig til en amerikansk film med to kønne, veldresserede mennesker, men jeg mener, at den har mange skikkelser. Sidder du i toget overfor en mor og hendes to børn, kan du – hvis du giver los og tør – føle en stor kærlighed til de mennesker. Jeg oplever selv, at jeg er et rigt menneske, for jeg har aldrig været bange for at lukke op og føle noget for andre. Det har givet mig store personlige oplevelser, og jeg tror ikke engang, at folk har lagt mærke til det.

I Johns liv har der ikke været megen kærlighed. Han har med Erik Clausens ord været på overlevelse, og så er der kun plads til en selv. Men i den nye film sker der noget.

– John tager sig sammen. Han kigger den lokale damefrisør i øjnene og siger: ”Jeg elsker dig”. Det er jo ikke noget, som vi siger til alle mulige mennesker. Det er store ord, som bliver misbrugt, når man for eksempel siger: ”Jeg elsker appelsinmarmelade”.

Jitterbug i timevis
Som en anden John Travolta kaster Erik Clausen sig ud i en forrygende dans med damefrisøren. Hans jitterbug er så overbevisende, at vi er nødt til at høre, om han havde øvet sig meget på den.

– Nej! Jeg øver mig sgu aldrig på noget som helst. Jeg regnede med, at den sad på rygraden, for jeg dansede jitterbug i timevis, da jeg var ung. Jeg kom hjem fra sådan en rockaften fuldstændig gennemblødt af sved og havde fået al min adrenalin ud af kroppen. Vi havde grinet, og vi havde lige fået lov til at strejfe pigerne, når vi svingede dem rundt og holdt dem om livet. De var jo meget puritanske dengang.

Da jitterbug-scenen skulle optages, var Erik Clausen faktisk syg. Han havde lungebetændelse og var på penicillin.

– Jeg hev godt efter vejret, da vi var færdige. Vi tog scenen om en masse gange, så jeg fik sgu danset noget jitterbug. Men jeg elsker det. Jeg har også forsøgt at lære mine børn det, for jeg mener, jitterbug hører med til almindelig, god opdragelse.

En rask bemærkning
Den gode opdragelse eller rettere manglen på samme præger også forholdet mellem John og hans søn. Nu er sønnen kommet i problemer og har brug for hjælp.

– John griber chancen, for han er ikke tilfreds med sin præstation som far og vil gerne gøre det bedre, inden det er for sent. På den ene side har han forsømt sin søn, og på den anden side har han domineret ham. Det tror jeg, at alle forældre kender. Hvornår er man for meget? Og hvornår er man for lidt? Det kan man diskutere i pædagogiske rundkredse, men man kan også lave en film om det, siger Erik Clausen.

Han tygger lidt på spørgsmålet om, hvor inspirationen til John egentlig kommer fra.

– Jeg har jo mødt typer som ham i mit miljø. Men han minder sgu også en del om min far, som jeg ikke kendte ret godt. Han havde også det problem, at da han blev gammel, ville han til at være far for de forskellige børn, som han havde forskellige steder, og som han aldrig rigtig havde passet. Hele livet havde han troet, at han kunne klare alt med en rask bemærkning.

Godt brugte
I foråret fyldte Erik Clausen 68 år, men han har ingen planer om at gå på pension, forsikrer han.

– Jeg nyder alderen forstået på den måde, at vi ser fandeme godt brugte ud nogle af os. Det giver en vis tyngde i billederne. Når jeg i filmen står i det rigtige fangekor, så falder jeg godt ind. Det må jeg erkende, og det kan jeg kun more mig over.

Da Erik Clausen for et par år siden rundede 65 år, holdt han en stor fest for familien. Da han næste morgen kom ned på sit kontor med lette tømmermænd, lå der et brev fra Ældresagen.

– Jeg troede først, at det var de gamle, der ville have mig ud at optræde gratis. Men da jeg åbnede brevet, stod der: ”Velkommen i Ældresagen”. Jeg skal fandeme give dem ældresag! Nej, jeg har humoristisk sans, og den gælder også mig selv. Vi mænd er jo indbildske. Når jeg går ind ad Istedgade, og en sød pige på 25 år smiler til mig, så lever jeg i ét sekund i illusionen om, at det er fordi, jeg er sådan en høj, flot fyr. Men så ved jeg også godt, at hun har set en film med Erik Clausen og synes, det er sjovt at møde mig. Det er så det. Men jeg fik smilet.

Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, juni-juli 2010.