En fri mand

Troels Kløvedal har sejlet verdenshavene tynde med det gode skib Nordkaperen. Han har fortalt om sine oplevelser i bøger, på film og i masser af foredrag. Men først skulle han have defineret sig selv som en fri mand.

Af Thomas Møller

Troels Kløvedal har i en e-mail foreslået, at vi laver interviewet på hans gamle bondegård på Djursland. Det er den eneste stråtækte i området, så den er nem at finde. Vi skal bare køre ind på gårdspladsen, så vil han komme ud og tage imod os. Og sådan bliver det. Fotografen har knapt trukket håndbremsen, før Troels Kløvedal står i døren.

Indenfor har han allerede gjort frokosten klar. Grønlandske rejer, nye danske kartofler og ristet brød er sat frem i den store stue. Vi sætter os til bords omgivet af bøger og masser af billeder på væggene. Ingen kan være i tvivl om, at her bor en mand, der interesserer sig levende for verden og dens historie.

– Som ung var jeg egentlig ret ligeglad med fortiden, fortæller Troels Kløvedal, mens han lærer den udsendte at pille rejer.

– Når man er ung, vil man jo selv til, og historien står ligesom i vejen. Men når man selv begynder at blive historie, så ved man godt, at man navigerer gennem livet i blinde, hvis man ikke har indsigt i, hvor man kommer fra.

Troels Kløvedal rækker ud efter en ny skål fyldt med rejer, som han begynder at pille.

– Og når LOs seniormagasin er på besøg i dag, så vil jeg da sige, at den danske arbejderbevægelses historie er noget af det flotteste, jeg kender. De gamle helte som Pio og Geleff er jo en af grundene til, at Danmark er blevet et velfærdssamfund, siger Troels Kløvedal og begynder at anrette rejerne.

– Sådan! Den rejemad får I sgu ikke finere i Tivoli. Det er sådan her, den skal se ud, konstaterer han med tilfredshed i stemmen.

Åbne døre
Troels Kløvedal har selv en fortid som arbejder. Han er udlært skibselektriker på Helsingør Skibsværft. Han mener ikke, at han var specielt dygtig, men så kom han ud at sejle. Han fik ansvar om bord på en 7.500 tons shelterdækker fra rederiet Norden.

– Jeg husker stadig den vinterdag i Bremerhaven, hvor 30 havnearbejdere satte sig ned og meddelte, at de ikke lavede noget, før spillet igen kom til at køre. Så kan jeg garantere dig for, at jeg fandt ud af det. Det var den hårde måde, men jeg havde heldigvis taget mine lærebøger med på turen, smiler han.

For Troels Kløvedal er det stadig en stor del af hans identitet, at han er udlært fra Helsingør Skibsværft. Gennem hele livet har han holdt fast i sine rødder uanset, at han har beskæftiget sig med alt mulig andet, for eksempel at skrive bøger om sine oplevelser med det gode skib Nordkaperen.

– En af de flotteste komplimenter, som jeg nogensinde har fået, fik jeg af digteren Halfdan Rasmussen. Det skete den dag, hvor min gode ven forfatteren Ib Michael modtog De Gyldne Laurbær. Jeg skulle holde hovedtalen, men var lige ved at komme for sent, så jeg smed bilen foran Søpavillonen og løb ind. I døren stod lille Halfdan, og han sagde til mig: ”Troels – er der nogen, som du har betydet noget for, så er det den danske arbejderbevægelse.” Jeg blev helt forvirret og forstod ikke, hvad han mente. ”Jo”, sagde Halfdan, ”for du lukker døre op, hvor tingene ellers er klemt inde i en bestemt form.”

På morens grav
Og rigtigt er det, at Troels Kløvedal har brugt det meste af sit liv på at åbne døre, men det begyndte ganske anderledes. Med nogle døre, der ubønhørligt blev lukket – og med voldsomme menneskelige omkostninger til følge.

– Mit barndomshjem var velhavende, og min far var dyrlæge i De Kongelige Stalde. Jeg havde det hele, indtil jeg blev seks-syv år, og så mistede jeg alt. Pludselig var mine forældre ikke sammen mere, og jeg vågnede op i en kasse på et børnehjem. Jeg har spurgt mine søskende, hvorfor det skulle gå sådan, og det har de egentlig aldrig kunnet fortælle mig. Men det gik i hvert fald fuldstændig galt, siger Troels Kløvedal.

Han blev plejebarn på en gård på Lolland, mens hans mor uddannede sig til børnehavelærerinde.

– Alle vi søskende blev spredt rundt hos plejeforældre, og så samlede hun os igen, da hun havde fået sin uddannelse. Da fik jeg to rigtig dejlige barndomsår sammen med min mor, inden hun døde af kræft som 46-årig.

Troels Kløvedals mor dør på en privat stiftelse, og om natten går han i slåbrok ned og sætter sig på hendes grav. Det fortsætter, indtil nogen ser det og får ham væk.

– Når jeg tænker tilbage på, at jeg som 11-årig sad på min mors grav om natten, så bliver jeg stadig rystet. Men der var ingen, der talte med mig om hendes død. Den blev ikke nævnt efter den dag, hvor jeg så hendes kiste blive sænket ned i den vandfyldte grav. Jeg havde ingen at snakke med, og det hele voksede til en stor klump inde i brystet på mig.

Der skulle gå 20-25 år, før Troels Kløvedal igen turde nærme sig graven.

Et sidste møde
Han erfarer siden, at hans far blev morfinist og indlagt på Sankt Hans. Han kom ud igen ved at skrive en fin doktorafhandling og fik siden ansættelse på Kolding Svineslagteri, hvor de andre dyrlæger hjalp ham med at holde sig fra morfinen. Han blev gift, fik børn, og Troels Kløvedal møder ham først igen, da han ligger for døden.

– Min storesøster Hanne havde fortalt, at han godt ville se mig. Det var meget bevægende. Jeg trådte ind i et lille parcelhus på en villavej i Kolding og kom ind i soveværelset, hvor en læge skulle til at give min far en indsprøjtning. Så sagde han stolt til lægen: ”Det er min søn!”

Det til trods havde Troels Kløvedal levet som forældreløs, siden han var 11. Han blev en vild dreng. Han byggede huler ude i skoven, og de voksne skulle bare lade ham være i fred. Til sidst blev han smidt ud af den kostskole, hvor han boede, og 14-15 år gammel kom han i lære på Helsingør Skibsværft.

Overlægens datter
Helsingør var dengang en rigtig arbejderby, og værftet var den store arbejdsplads. Der var skarpe sociale skel, men Troels forelsker sig alligevel i en af de unge piger fra byens overklasse.

– Jeg havde været i Helsingborg med spritbåden for at købe en fløjlsjakke, for jeg skulle på jazzklub, og så ville jeg se ordentlig ud. Jeg dansede først med én pige. Hun spurgte, hvilken klasse jeg gik i – underforstået, at jeg nok gik i gymnasiet. ”Nej”, sagde jeg. ”Jeg står i lære nede på værftet.” Så stoppede hun op og sagde tak for dansen. Det glemmer jeg aldrig. Det var som at få et slag med en hammer.

Men Troels danser også med en anden pige, som viser sig at være datter af en kendt overlæge i byen.

– Hun hed Birthe og var et år ældre end mig. Jeg var 17 år på det tidspunkt og havde aldrig været i seng med en pige. Men pludselig gav hun mig fandeme et kys. Jeg var fuldstændig rystet.

Siden inviterer han hende i teatret, og bagefter går de hjem sammen. De vågner brat, da døren bliver sparket ind. Det er hendes far, der står midt i værelset – helt rødglødende i ansigtet. Han går hen til sengen og begynder at tæske løs på Troels, der næste morgen kommer forslået på arbejde. Han fortæller historien, og den løber hele værftet rundt. En læredreng er blevet slået til blods af overlægen.

– Hendes forældre forbyder os at ses, men vi gør det alligevel i smug. Og så gjorde Birthe noget, som var fuldstændig grænseoverskridende dengang. Det var sådan, at når værftets porte åbnede sig, så strømmede flere tusinde arbejdere ud i løbet af et par minutter. Alle konerne stod ovre på den anden side af gaden og ville have fat i den brune lønningspose, inden manden gik på druk. Og var der noget sted i Helsingør, hvor en ung pige ikke stillede sig op, så var det dér. Men det gjorde Birthe! Lysende og smuk som en sommermorgen. Jeg kommer ud fra værftet møgbeskidt og i træskostøvler – og hun kommer hen imod mig, slår armene omkring mig og giver mig et kys. Jeg siger dig, hele værftet stod stille. Jeg var simpelthen den stolteste dreng i Helsingør.

Forholdet lærte Troels en masse om klasseforskel og om at bryde skellene mellem klasserne. Men først og fremmest lærte han, at man skal stå ved den, som man er.

– Birthe gav mig en kæmpe selvtillid. Det var vigtigt for en dreng, der var forældreløs og som boede på KFUM. Jeg glemmer aldrig, da hun sagde: ”Troels, du er ligesom, en dreng skal være.” Det levede jeg på i mange år, selv om vores forhold ikke holdt.

At sætte sig fri
Troels Kløvedal går i køkkenet for at gøre kaffen klar. Her hænger en plakat, der reklamerer for hans første bog, som han skrev, da han kom hjem fra sin første jordomsejling med Nordkaperen. Men inden han sejlede ud, skulle han have defineret sig selv som en fri mand.

– Jeg har altid undret mig over, at selv om man blev udlært elektriker eller skibsbygger, så lå det i luften, at det ikke var fint nok, siger Troels Kløvedal, da han kommer ind i stuen og sætter kaffekopper på bordet.

– Man skulle helst blive noget finere, for eksempel skibsingeniør. Og du var i hvert fald ikke belæst som håndværker. Det livssyn har altid gjort mig rasende. Hvorfor fanden skal en elektriker eller en skibsbygger ikke læse lige så god litteratur som alle andre? Det er et selvundertrykkende snobberi, som jeg aldrig har villet finde mig i.

– Så jeg besluttede på et tidligt tidspunkt, at jeg ville være en fri mand. Jeg ville simpelthen være en fattigrøv. Til gengæld ville jeg have min frihed til at gøre det, som jeg havde lyst til.

Troels Kløvedal fandt snart ud af, at når man laver det, der interesserer en, så bliver man god til det. Man kan sætte sig ind i alt – for eksempel at navigere et skib – og det giver blot endnu mere frihed.

– Da vi drog ud på den første jordomsejling med Nordkaperen, ejede vi ikke en krone. Vi sejlede hele jorden rundt uden penge. Men der er ingen fisk, der springer af krogen, hvis du er sulten nok. Da vi sejlede gennem Panamakanalen, fik vi lov til at tage de mangoer, der faldt ned langs kanalens breder. Dem syltede jeg, og så holdt vi den gående på mangomarmelade stort set til Tahiti. Her samlede vi flasker, og sådan fortsatte det. Fandt vi et bræt i strandkanten, så tog vi det med om bord. I stedet for at købe nyt reparerede vi det, som vi allerede havde. Det bliver man dygtig til, hvis man ikke har nogen penge, siger Troels Kløvedal.

Han har gjort visionen om den frie mand til sin livsfilosofi, og den har han givet videre til sine børn. Sandheden er, at vi sagtens kan leve med en lavere levestandard, end den vi har vænnet os til, forklarer han. Det er langt vigtigere ikke at skylde noget væk.

– Hvis jeg begynder at stifte gæld, så er jeg jo ikke længere en fri mand. Så jeg må spare op og købe kontant, siger Troels Kløvedal.

Rundt og rundt igen
Han var nu i fuld gang med at indfri de mål, som han havde sat sig: At sejle jorden rundt med alle sine venner. At elske alle de dejligste kvinder. Og at skrive et digt.

– I dag kan jeg godt se, at det måske har noget at gøre med, at jeg ikke havde nogle forældre. Der var ingen forventninger, jeg skulle leve op til, og i den situation er det nok lettere for en 20-årig ligesom at se alle 360 grader rundt.

Da Troels Kløvedal og hans venner kommer hjem fra den første jordomsejling, er den hippiebevægelse, som de har deres afsæt i, helt væk. Vi er i slutningen af 1970’erne, og det er blevet benhårdt marxistisk.

– Da gør jeg virkelig i nælderne! Jeg kommer hjem og siger, at livet er vidunderligt, og verden er helt fantastisk. Men det måtte jeg fandeme ikke. Næh, jeg skulle sige, at det hele var noget lort, og at alt var undertrykt, smiler Troels Kløvedal.

Men han holdt fast i, at verden er et helt fantastisk sted, og han fandt snart et stort publikum til det udsagn. Begge hans bøger om den første jordomsejling blev bestsellers, og for de mange penge kunne han købe Nordkaperen og sætte skibet i stand til endnu en jordomsejling. Efter den tog han for alvor fat på sin foredragsvirksomhed, og Troels Kløvedal var nu i fuld gang med at åbne de mange døre, som Halfdan Rasmussen talte om. Den dag i dag oplever han det stadig som en stor tilfredsstillelse at kunne videreformidle sin viden og sin indsigt.

– Jeg var et ungt og nysgerrigt menneske, der ville se, hvad der var på den anden side af havet. Nordkaperen er virkelig et barn af 1960’erne. Vi sejlede ud med det, som vi kaldte høj politisk bevidsthed. Sådan noget sagde man dengang. Det var en fantastisk tid. Vi satte spørgsmålstegn ved alt, gjorde oprør og åbnede os mod verden. Siden er tiderne skiftet, og tidsånden er blevet en anden, erkender Troels Kløvedal.

Pia Kjærsgaard
Han lægger ikke skjul på, at det efter hans mening har været ti forfærdelige år med den borgerlige regering. Det har kun handlet om at rage til sig. Egoisme, indelukkethed og væren-sig-selv-nok har præget landet, og det har gjort stor skade.

– Jeg læste om nogle engelske forskere, der ville finde ud af, hvorfor Danmark altid har klaret sig så godt. De nåede frem til, at det blandt andet er fordi, vi rejser så meget. Vi skaffer os ny viden alle mulige steder fra. Så jeg tror ikke, man skal lade Dansk Folkepartis vision om nationalstaten styre, siger Troels Kløvedal.

Han mener, at Pia Kjærsgaard gennem årene er blevet bedre til at pakke sine budskaber ind, men det ændrer ikke ved, at hendes politiske udgangspunkt er fremmedfjendsk.

– Med de domme, som medlemmer af Dansk Folkeparti har fået for racisme, så ved de lige præcis, hvor langt de kan gå. Men jeg ser Pia Kjærsgaard som det danske fremmedhads moder, siger Troels Kløvedal, der en enkelt gang har mødt partilederen. Det var med hans egne ord en ganske besynderlig oplevelse.

– Jeg var inviteret til åbningen af Operaen, og bagefter går jeg med nogle venner på et værtshus nede i Bredgade, hvor man kan få natmad. Der er lidt stille, og man kan tydeligt se, at de venter gæster. Pludselig kommer Pia Kjærsgaard ind ad døren, og hun fører sig frem fuldstændig som en dronning. Det er tydeligt, at hun godt ved, hvem hun er, og hvem der bestemmer.

Troels Kløvedal iagttager, at Pia Kjærsgaard og hendes selskab forsvinder op i et stort lokale, der er reserveret til dem. Men nogen fortæller hende åbenbart, at han sidder nede i restauranten.

– Nu sker noget af det mest uhyggelige, som jeg nogensinde har oplevet i mit liv. For det er dér, jeg opdager, hvad det er for en magt, som hun har. Pludselig kommer hun storsmilende gående hen imod mig. Hun hilser. Ja, faktisk nejer hun som en lille skolepige. Så begynder hun at fortælle, at hun er en stor beundrer af mine bøger. Hun er simpelthen så vindende, åben og sød.

Det er i den situation, at Troels Kløvedal – med hans egen formulering – oplever noget uhyggeligt i sig selv.

– Jeg har altid tænkt, at hvis jeg mødte den kælling, så ville jeg give hende en skideballe. Men i stedet hilser jeg venligt og glemmer alt det lort, som jeg ville hælde i hovedet på hende. Dér opdagede jeg, at hun er fantastisk dygtig. Jeg vil ikke dæmonisere hende, men hun har nogle evner. Jeg tror faktisk, at der er mange, som stemmer på Dansk Folkeparti, simpelthen fordi de godt kan lide Pia. Og så glemmer de, hvad hun egentlig står for. Alt det onde, hun har gjort. Alle de familier, hun har skadet. Og Danmarks renommé, som hun har sat over styr.

Kampen om flaget
Troels Kløvedal tager skarp afstand fra Dansk Folkepartis forsøg på at ”rende med flaget”, som han udtrykker det. Han oplevede det selv, da han fik til opgave at lave tv-serien om den danske flådes historie.

– Jeg kan godt fortælle, at der er nogen i Dansk Folkeparti, som er rasende over, at jeg fik den opgave. De forsøger med alle deres særbevillinger til Fregatten Jylland, Dybbøl Mølle og så videre at erobre den danske fane. Men flaget tilhører fandeme ikke deres partiforening. Det tilhører os alle sammen. Det var faktisk Frederik 7., der efter Slaget ved Isted gav flaget til det danske folk. Det skal Pia Kjærsgaard sgu ikke rende med.

Troels Kløvedal var til en begyndelse blevet ringet op af admiral Nils Wangs sekretær. Hun spurgte, om han ville spise frokost med admiralen ude i Aarhus Bugten om bord på minestrygeren Havkatten.

– Det ville jeg gerne. Så vi spiste en frokost, og så fortalte admiralen, at den danske flåde nærmede sig sin 500 års fødselsdag. Han spurgte, om jeg i den anledning ville producere og fortælle flådens historie. Jeg kiggede på ham og svarede: ”Du er vel godt klar over, at det er en gammel militærnægter, som du beder om det her?” Så sagde han tørt: ”Troels, vi ved alt om dig.”

Troels Kløvedal bad om tre år til at gennemføre projektet, og det fik han. Men der var mange, der studsede over, at han påtog sig opgaven.

– Men flåden har ikke blandet sig en høstblomst i, hvad jeg har lavet. De havde intet set, før jeg kom med det færdige resultat. Det er ret enestående – men det var en tillidssag. I England og Frankrig ville det være utænkeligt, at man bad en gammel militærnægter om at fortælle flådens historie og ikke blandede sig et eneste sekund i hans arbejde. På det punkt er Danmark noget helt særligt, siger Troels Kløvedal.

Det lykkedes ham endda at få et interview med dronningen om bord på kongeskibet Dannebrog.

– Dronningen er jo flådens øverste chef – eller rederen, som de kalder hende i flåden. Så jeg spurgte gennem jagtkaptajn Rosendahl, om jeg måtte lave et interview med hende om hendes far som søofficer. Frederik 9. er jo en af de få danske konger, der selv kunne føre et skib. Han var uddannet rigtig søofficer, og hun elsker jo sin far. Det gør hun virkelig.

Dronningen sagde ja til interviewet, og Troels Kløvedal fik en hel eftermiddag om bord på kongeskibet Dannebrog – eller som dronningen udtrykte det: ”Kløvedal stopper nok, når han har det i kassen, som han skal bruge.”

– Det udviklede sig til en god samtale. Et eller andet sted er hun jo dronning af Danmark, og jeg er Troels. Men vi er også to næsten jævnaldrende mennesker, der sidder og snakker om noget, der interesserer os begge. Vi skændes om årstal, og det går derudaf. Det blev en rigtig fin eftermiddag, og da det gik op for dronningen, at jeg virkelig havde sat mig ind i hendes fars historie, så åbnede hun fuldstændig op.

Man skal flyve
Efter kaffen går vi en tur på Troels Kløvedals ejendom. Han købte gården for 26 år siden – kontant naturligvis – og har stort set arbejdet på at restaurere den lige siden. Nu er han ved at være færdig, og det har været et arbejde, som man kun kaster sig ud i én gang i livet, forsikrer han, mens vi går ned til de islandske heste.

– Jeg ser nogle gange i ugebladene, at der er folk, som siger, at hvis de skulle leve deres liv om, så ville de leve lidt som Troels Kløvedal. Det er meget underligt, for jeg har jo bare gjort det eneste, som jeg synes er rigtig og naturligt for mig. Jeg ser ikke mit liv som noget specielt enestående. Næh, jeg synes egentlig, at alt er tilladt, bare det ikke sker på ryggen af andre mennesker.

Troels Kløvedal håber, at han i de kommende år kan realisere et projekt om den græske kulturs historie, men han skal først ud og skaffe tre millioner kroner hos forskellige fonde. Det vil han bruge det næste år på.

– Idéen er, at jeg vil sejle i Odysseus kølvand, for Odysseus’ rejse er alle rejsers moder. Myten begynder med, at du vokser op. Så drager du ud i verden, møder din skæbne, finder din identitet og bliver et helt menneske. Og så handler alle rejser om at komme hjem igen.

– Som du ved, så flyver frie fugle, mens alle de indespærrede længes. Sådan er det. Jeg tror ikke, at man skal længes. Man skal flyve, siger Troels Kløvedal.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2011.