Smokingjakken og skovmandsskjorten

Casper Christensen og Frank Hvam har flyttet Klovns univers fra tv til film. Fordi de havde lyst, og fordi de havde fået en god idé, fortæller de.

Af Thomas Møller

Frank er lidt forsinket, så det er Casper, der tager imod i sit stilfulde hjørnekontor i det centrale København. Her holder hans produktionsselskab til, og de har travlt for tiden. Både ”Live fra Bremen” og ”Aloha” er fast inventar på TV2s sendeflade hver fredag aften.

Men det er nu den forestående premiere på Casper og Franks nye film, ”Klovn – The Movie”, der er anledningen til vores interviewaftale. For vi vil gerne høre lidt om de to drenges samarbejde, der har kastet en enestående tv-serie af sig, og som de nu flytter ud i biograferne i spillefilmsformat. Men Frank er ikke dukket op. Han har vist glemt interviewet.

Det er heldigvis ikke noget problem at fylde ventetiden ud. Der er ingen pinlige pauser, når man er i selskab med Casper Christensens rastløse energi. Da Frank Hvam endelig dukker op, er det snart tydeligt, at selv om de to er meget forskellige, så står de som mennesker rigtig godt til hinanden.

Frank er lidt nede. ”Der er ikke rigtig noget, der trækker lige nu”, forklarer han. ”Nå, der er en vinterdepression på vej”, konstaterer Casper. ”Men jeg forstår dig godt Frank. Jeg er også helt død indvendig.”

Det må der gøres noget ved, og Frank har fået øje på en flaske rom, som Casper har stående. Den behøver han kun at nævne én gang, så springer den perfekte vært op fra stolen. Casper får tre glas bragt ind, løsner proppen og skænker op.

Nu kan interviewet gå i gang.

Disciplin og deadline
Det viser sig hurtigt, at en af de ting, som Casper og Frank sætter pris på hos hinanden, er deres indstilling til arbejdet. De er begge hårdtarbejdende og disciplinerede.

”Det er vigtigt for mig, at de folk, som jeg arbejder sammen med, er klar til at gi’ den en ekstra skalle, og det er ikke en selvfølge i den her branche”, siger Casper.

Derfor glæder han sig over, at han i Frank har fundet et godt match. ”Han er klar til at arbejde lige så længe, som jeg selv er.” Frank nikker, og Casper fortsætter: ”Hvis man tror, at tingene hurtigt kan gøres færdige, så er det fordi, man ikke er interesseret i at gøre det ekstra godt. Vi arbejder meget, når vi arbejder. Vi bliver ved og ved. Ofte indtil, der simpelthen ikke er mere tid. Det er jo et håndværk. Talent gør det sgu ikke alene.”

Frank er enig. For ham er processen en pudsig kombination af hårdt arbejde og en ubønhørlig deadline. ”Det har jeg lært af dig Casper. Det der med at arbejde uden en deadline er ikke godt for disciplinen. Det får simpelthen det bedste frem i den kreative proces, at der er en målstreg. Man begynder at tage de rigtige beslutninger, for deadline er virkelighed. Uden den forsvinder man ind i en drømmeboble.”

Heldig eller ej
Faktisk har Casper og Frank aldrig været sammen i længere tid af gangen, uden at der har været arbejde involveret. Tanken om, at de skulle tage på en 14 dages vandretur i Sverige uden et arbejdsprojekt, fremkalder hovedrysten hos dem begge. ”Vi vil sikkert ret hurtigt starte et nyt projekt op og bruge resten af tiden på det”, siger Casper og illustrerer den praktiske tilgang, som han på mange måder har til sin og Franks succes.

Han bliver da også lidt irriteret, når Frank begynder at tale om, hvor heldig han har været. ”For fanden Frank, der er jo ikke noget, der hedder held i den her sammenhæng!”

”Jo, jeg har fandeme været heldig et par gange. Jeg var da heldig at møde dig”, fastholder Frank.

”Jeg ser det som et stort held, at jeg mødte Casper. Det var på det tidspunkt, hvor han var ved at bygge Mandrillen op. Der skal lige opstå det rigtige øjeblik, hvor man ramler ind i hinanden, og hvor man også får mulighed for at præge hinanden. Jeg har lavet nogle ting sammen med Casper på et niveau, hvor jeg ved, at det kunne jeg ikke selv have gjort. Sådan en fiktionsserie er jo et stort stykke arbejde. Jeg har lært meget af ham. Han var i branchen mange år før mig.”

Casper ryster på hovedet.

”Det er sgu da ikke heldigt, at du møder mig. Du møder mig, fordi jeg gerne vil arbejde sammen med dig. Det er jo ikke held!”

I skovmandsskjorte
Til gengæld kan Casper og Frank hurtigt blive enige om, at de er forskellige, men at de også har en masse ting tilfælles.

”Jeg lagde mærke til det forleden fredag. Vi holdt fest efter ”Live fra Bremen”, hvor Frank havde været gæst. Jeg kommer ned til festen med champagne og glas og begynder at snakke med gæsterne. Frank kommer ned med en kasse øl og begynder også at snakke med gæsterne. Vi deler begge ud. Jeg er i smokingjakke, og Frank er i skovmandsskjorte, men vi gør nøjagtigt det samme. Vi går rundt og snakker med en masse mennesker, som vi godt kan lide. Der er ingen forskel på det, som vi gør, men der er en forskel på måden, som vi gør det på”, siger Casper.

”Ja, du har jo ikke et par gamle bukser, som du trækker i engang imellem, når du skal have det rigtig godt. Men det har jeg. Det er helt sikkert en stor forskel på os. Til trods for at vi ellers er meget ens på mange punkter. Eller i hvert fald tænker ens… Hvilket vi så heller ikke rigtigt gør… Men vi griner i hvert fald af mange af de samme ting”, konstaterer Frank efter en del overvejelser.

”Rent kreativt har jeg altid syntes, at det er en fuldstændig fantastisk oplevelse at arbejde sammen med Casper. Jeg har intet dårligt at sige. Når vi først sidder dér, er det en lise. Det er mine bedste timer udover dem, som jeg har sammen med min dejlige familie.”

Har vetoret
Casper og Frank betegner deres arbejdsforhold som jævnbyrdigt. De ved, hvad den anden laver, og de arbejder lige hårdt. De har begge vetoret. De kan altid sige nej, hvis de ikke kan li’ en idé. De går ikke i små sko. Hvis den ene yder mere ét sted, så gør den anden det et andet sted. Pengene deler de lige over.

For dem handler det først og fremmest om de kvaliteter, som de finder hos hinanden.

”Frank kan noget, som er vigtigt, for at jeg selv fungerer. Det er jo det, man altid leder efter. Hvem er det, der kan det samme som mig plus nogle helt andre ting, som jeg ikke kan finde ud af? Hvis man har en masse ting tilfælles, men også lige har en overbygning, som den anden mangler, så kan man få det til at fungere rigtig godt, hvis man er klog. Og det synes jeg faktisk, at vi har været.”

Casper indgår ellers i mange forskellige samarbejder. Han har det rigtig sjovt, når han spiller sketches sammen med Lars Hjortshøj, og det fungerer super godt, når han skal skrive de korte og hurtige pointer sammen med Lasse Rimmer.

”Men når det handler om menneskelige følelser og menneskelig forståelse, så er det Frank, der fungerer allerbedst for mig. Vi kan få en menneskelig og social diskussionsklub op at stå. Hvordan reagerer folk i forskellige situationer? Hvornår er man latterlig, og hvornår er man ikke latterlig? Altså som menneske – og helt ud i de små detaljer. Dér er Frank og jeg gode sammen, for han har et anderledes syn på livet, end jeg har.”

Meget modigt
I tv-serien ”Klovn” valgte Casper og Frank at spille sig selv – eller i hvert fald at bruge deres egne navne. ”Du er ikke den første journalist, der spørger, hvilke overvejelser vi havde om at spille os selv. Jeg fornemmer, I synes, det er meget modigt – eller måske meget dumt”, siger Frank, da talen falder på det spørgsmål.

”Men vi har jo vores rødder i stand-up, hvor man altid står på scenen og trækker på sit eget liv. Men det betyder ikke, at man står der et hundrede procent som sig selv. Det er en fiktionsfigur, der er en modificeret udgave af en selv. Man trækker på en masse ting, som man har inden i sig. Man modererer, skærer til og trækker fra.”

Når Casper og Frank taler om deres figurer i ”Klovn”, er det altid i tredje person. ”Hvad nu hvis Casper gør sådan…” De bruger aldrig ”jeg”. For dem er deres figurer et professionelt værktøj, som de kan styre, og som de præcis ved, hvordan reagerer på forskellige situationer.

Alligevel afviser Frank kategorisk, at de kunne have byttet roller. ”Jeg kunne aldrig spille Casper. Jeg ville ikke kunne lave de kortslutninger, som han laver, hvor han hele tiden skaber sin egen logik og en ny virkelighed. Så på den måde er der noget af os selv i rollerne.”

Casper og Frank vil ikke afvise, at figurerne i ”Klovn” kan have smittet af på offentlighedens oplevelse af dem. Frank var ikke så kendt, inden serien begyndte, så han er ret sikker på, at det i hvert fald er tilfældet for hans vedkommende.

”Og mig kendte de, så det har passet lige ind”, konstaterer Casper. Han afviser at have haft nogle overvejelser omkring de afsnit, hvor han fremtræder stærkt usympatisk.

”Nej, du har været meget modig. Du har givet den fuld gas. Du er også blevet en større skiderik i serien, end jeg havde set, da vi startede”, siger Frank.

Værste nedture
For Casper handler det om, at der ligger en masse komik i at være en skiderik. ”Vi har en successerie, som er vores, og det er det afgørende. Så må vores personlige forfængelighed komme i anden række. Det er altså vigtigere for os, at serien kører, end hvad mennesker på gaden måtte tro om mig. Bare de elsker serien, så er vi glade”, siger han.

Frank kommer da også straks sin makker til undsætning: ”Casper kan jo ikke være så stor en skiderik, når han har selvironi til at portrættere det. Det er jo allerede en vældig sympatisk ting at kunne gøre”, forklarer han. Og på samme måde føler han heller ikke, at det er pinligt at indspille eller se Franks værste nedture. ”Vi er jo immune. Vi skriver det, og vi skriver det igennem mange gange. Så indspiller vi det – mange gange! Og så klipper vi det – masser af gange! Når det først kommer i fjernsynet, er vi fuldstændig mætte, og vi ser det i øvrigt meget, meget sjældent”, siger Frank.

Til gengæld kan han nemt blive pinligt berørt i sit eget liv. ”Men jeg kan også glæde mig to sekunder efter, for nu kan jeg ringe til Casper og fortælle, at vi muligvis har en sjov scene. For ”Klovn” er jo virkelighed. Så længe man gider at leve livet, er der også et ”Klovn”-afsnit.

En god idé
Mens livet går videre, er tv-serien endegyldig slut. Til gengæld bliver universet flyttet over i Caspers og Franks første spillefilm, ”Klovn – The Movie”, for hvad skal succes bruges til, hvis det ikke skal bruges til at prøve noget nyt, spørger Casper retorisk. Han gider ikke at hvile på laurbærrene. Det peger ingen steder hen. Så hellere få et gok for filmen – hvad han nu ikke tror vil ske – det vil jo hverken ændre tv-serien eller hans og Franks venskab.

Filmen skyldes, at de fik en god idé, men ingen af dem vil fortælle om den. De holder den tæt ind til kroppen. ”En god idé i vores univers er ikke nødvendigvis en skrigende original idé”, forklarer Frank. ”Her er der tale om en solid idé, som vi kunne overskue og styre. Ofte er det nok vejen mod målet, der gør os spændende, mere end det er selve målet. Jeg synes, vi undervejs er gode til at fortælle nogle lidt banale ting på en underholdende facon.”

Man skal ikke tale længe med Casper og Frank, før man mærker en faglig stolthed over det, de har præsteret med ”Klovn”. De kunne ret hurtigt mærke, at de havde fat i noget vedkommende, fortæller de. De ville gerne videre fra ”Langt fra Las Vegas” farverige tegneserieunivers og til noget mere voksent. Men alle de erfaringer og al den viden, som de havde høstet på Vegas-serien, var helt afgørende for, at ”Klovn” kom så godt fra start. De havde lært håndværket, og så havde de i øvrigt fået nogle bedre arbejdsbetingelser til at forberede den nye serie. ”Vi fik skabt et univers, som har inspireret os voldsomt, og hvor vi har kunnet trække direkte på vores eget liv”, forklarer Frank.

Misundelig lusepuster
Men med stoltheden følger også sårbarheden for kritik, og det er tydeligt, at beskyldningerne om, at de skulle have stjålet nogle af idéerne fra amerikanske serier, irriterer dem læsterligt.

Al dialogen i ”Klovn” er improviseret, men bygger på en udførlig storyline, som der er brugt megen tid på at udforme. Casper og Frank var allerede begyndt at improvisere en del under indspilningerne til ”Langt fra Las Vegas”, og de fandt ud af, at der virkelig var kraft i det. Det gav masser af autenticitet, og med ”Klovn” tog de skridtet fuldt ud. De hentede en amerikansk coach til Danmark, der skulle lære dem at mestre teknikken.

”På det tidspunkt var der en international bølge af reality-inspirerede comedies, ”The Office” og ”Curb Your Enthusiasm”, som vi selvfølgelig så. Dér kunne vi se, at lige netop den idé, som vi havde med at improvisere, faktisk kunne lade sig gøre”, siger Frank. ”Siden hen skulle vi så blive beskyldt for at have stjålet både det ene og det andet, hvilket er tarveligt og urimeligt. Det er ingen hemmelighed, at vi har set ”Curb Your Enthusiasm”, og at vi synes, det er en fantastisk serie. Men at komme og sige, at vores figurer og vores historier er stjålet, det er fuldstændig omsonst. Jeg vil til min dødsdag forsvare, at vi har lavet en et hundrede procent original serie, og vi er meget stolte af den. Det skal en eller anden misundelig lusepuster ikke ændre ved.”

Casper Nikker. ”Det var lidt en klassisk, dansk, journalistisk uvidenhed og et forsøg på en sensation. Men det var skide irriterende at blive beskyldt for, når man gør sig umage med at finde på noget.”

Frank bryder ind igen: ”Hvis vi skal tale om at kreditere folk, så er det vigtigt at huske på, at i den første pressemeddelelse, som vi udsendte til alle medier i forbindelse med lanceringen af ”Klovn”, nævnte vi netop to serier, som vi var inspireret af. Det var ”The Office” og ”Curb Your Enthusiasm”. Et år senere kommer der så en journalist og påstår, at hun har opdaget, at vi har set ”Curb”. Det var lidt provokerende, for vi ville netop gerne kreditere Larry David og hans serie. Den har inspireret os på nogle punkter, men alle, der arbejder med de her ting, ved godt, at man ikke bare kan lave en kopi og så få det til at fungere. Selvfølgelig står vi alle på skuldrene af hinanden, men man er nødt til at lave sit eget.”

Spids i starten
Casper og Frank afviser samstemmende, at de efter ”Klovn”-filmen vil genoptage tv-serien.

”Kun hvis du medbringer en stor kuffert fyldt med penge. En kæmpestor kuffert. Gør du det”, spørger Frank. Men den udsendte har ingen penge med, og dermed synes tv-serien at være endegyldig slut.

For Casper og Frank handler det om lyst, og ingen af dem kan finde lysten til at fortsætte. Men skulle den komme tilbage, så vil de omvendt ikke føle sig bundet af, at det står skrevet i et testamente, at det ikke må ske. Sådan er det. Det er lysten, der driver værket. Og lige nu har de ikke rigtig mod på noget som helst. Der har været så mange store projekter. Dvd, film, talkshow og ”Bremen”. Men det skal nok komme tilbage. Der skal bare lades op.

”Det var sgu godt, at du fik den rom, Frank”, siger Casper. ”Du var så spids i starten.”

Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, december-januar 2010-11.