Alt udsolgt!

Bare rolig. Om et par timer er der ingen ledige stole. For når Niels Hausgaard tager på turné, er alt udsolgt.

Af Thomas Møller

Niels Hausgaard har siddet fast i en snedrive. Så det er med et kvarters forsinkelse, han svinger den store kassevogn op foran bagindgangen til Pavillonen i Grenå. Her skal han optræde i aften. Hausgaard løfter to guitarkasser ud af vognen, mens han højlydt brokker sig over kvindelige bilister, der aldrig burde have haft kørekort. Dem har han mødt et par stykker af på vejen til Grenå.

Inde i salen har lydfolkene været i gang i flere timer med at stille anlægget op og tjekke akustikken. Der er udsolgt i aften, og det er der ikke noget usædvanligt i. Tværtimod. Niels Hausgaards koncerter er altid udsolgt, og sådan har det været i mange år. En imponerende præstation af en mand, der aldrig selv har solgt ud. I 40 år har han stået på de danske scener, uden at der er slået en flig af hans integritet og troværdighed.

– Da jeg begyndte at tage ud og spille, var det fuldstændig midlertidigt, og det er det egentlig stadigvæk, fortæller Niels Hausgaard, da vi har fået os bænket i det lille lokale bag scenen.

– Det er jo kun for sjov. Hvis jeg ikke gider mere, kan jeg altid tage ud at sejle igen. Men jeg mangler stadigvæk et argument for at holde op, forklarer den 66-årige folkesanger, der ikke er tynget af datoen på dåbsattesten.

Han har ganske vist modtaget et brev fra samfundet, der fortalte, at han var blevet folkepensionist. Men han har ikke bemærket nogen ændringer i den forbindelse, og penge modtager han heller ikke.

– Hvis du spørger, om jeg har en pensionsopsparing, så må jeg indrømme, at det ved jeg faktisk ikke. Penge har aldrig interesseret mig, siger Niels Hausgaard.

Aftensmad klokken 18
Han er et kendt ansigt i Pavillonen i Grenå, og man tager sig godt af ham. Der bliver serveret kaffe og frisk frugt i det ydmyge baglokale, og så vil kokken gerne vide, hvornår Hausgaard vil have sin aftensmad. De forhandler sig frem til klokken 18. Så er der tid til både lydprøve og interview inden middagen.

– Det er meget de samme steder, som jeg kommer tilbage til, når jeg tager på turné, siger Niels Hausgaard.

– Det er steder, hvor jeg er kommet siden midten af 1970’erne. Men det er ikke altid de samme mennesker, jeg møder. Mange af dem er jo døde gennem årene.

At Niels Hausgaard en dag selv skal samme vej, bekymrer ham ikke.

– For mig er det største skrækscenarie et evigt liv. Der findes ikke noget værre end den tanke. Så jeg har det fint med min alder, og jeg har stadig kræfterne til at turnere. Især hvis jeg husker at gå i seng i ordentlig tid.

– Men når mit publikum en dag ikke længere synes, det er sjovt, skal jeg være den første til at sige, at nu skal I da godt nok have tak. Det vil endda være uden vemod. For det har været en fantastisk tid, og det er det i øvrigt stadigvæk.

Ned i raspen
På plakaterne i Pavillonens forhal kan man læse, at årets Niels Hausgaard-turné hedder ”Jomfru igen”. Den titel har givet anledning til en del undren, og det passer ham godt.

– Jeg synes, det er et fantastisk udtryk. Det er også et lidt urimeligt udtryk, som mange mennesker har studset over. De tænker, at det kan da ikke være rigtigt. Så den titel kan jeg godt lide.

I det hele taget er det ikke nok for Niels Hausgaard kun at underholde. Han ved selvfølgelig godt, at han skal være underholdende. Det står også i kontrakten. Men der skal mere til, hvis han skal gide at træde op på scenen.

– Det er ligesom, hvis du spiser æblekage. Så er det altså ikke nok kun at spise flødeskummet. Du skal ned i raspen, forklarer han.

– Jeg synes, det er en voldsom tid, som vi lever i. Der er så store spørgsmål, og hvis jeg bare skøjter hen over dem på scenen, så føler jeg, at jeg snyder. Så det gør jeg ikke. Underholdning uden relevans – uden alt det, som vi er sammen om – det er ikke nok for mig. Jeg gider heller ikke at overvære det. Det er for tyndt, siger Niels Hausgaard.

Dødstrusler
Reaktionerne fra publikum på de mere politiske indslag i hans optrædener udebliver da heller ikke. De strækker sig fra skuffelse til raseri og dødstrusler.

– Nogle kommer jo kun for at høre noget sjovt om min bror og svigerinde, men de bliver skuffede, for dem har jeg mere eller mindre kvalt. Andre blander sig højlydt i min optræden. Jeg forstår det egentlig ikke, for publikum kender mig, og de ved, hvad de går ind til. Men det forhindrer ikke, at der hvert år er nogle, som bliver meget, meget vrede.

Det er især, når Niels Hausgaard taler om indvandring og integration, at det går helt galt.

– Den debat er simpelthen så unuanceret. Den er fuldstændig sort-hvid. Da vi havde sagen med irakerne i Brorsons Kirken, var der én, som råbte lige ind i hovedet på mig: ”Nå, jeg hører, at du går ind for stening af kvinder!” Det var da godt nok forfærdeligt. Jeg går jo kun ind for nogle meget små steninger.

Niels Hausgaard har også gennem en årrække modtaget dødstrusler, men dem gider han ikke længere at gå op i.

– I dag er jeg ligeglad. Men det var jeg ikke i starten, hvor det var noget med, at de godt vidste, hvor min datter gik i skole. Det var jeg ked af. Men jeg gjorde ikke noget ved det, for det er jo tumper, der står bag den slags. En af dem sendte en dødstrussel på fax. Det går jo slet ikke.

– Så det er ikke en omkostning for mig. Det har jeg valgt fra. Det er muligt, at jeg en dag får nogle tæsk eller bliver slået ihjel, men det kan jeg ikke gå op i i min alder. Det var da værre, hvis jeg var 30.

Familiekaffebord
Trods de voldsomme reaktioner har Niels Hausgaard ikke overvejet at trække sig ud af debatten om indvandrere og integration.

– Den debat er værd at føre, for den er i os. Der er så megen indebrændthed. Derfor skal vi ikke vige uden om den, og det gør jeg heller ikke.

Alligevel er Niels Hausgaard bekymret. For han ser en tendens til, at man gerne vil kvæle den folkelige debat.

– Stemningen i samfundet er ligesom ved et familiekaffebord. Nu skal vi hygge os, og så må vi ikke snakke politik. Men hvad er det så, vi skal snakke om? Er det naboens nye blå bil, og hvor langt den kan køre på literen? Det må vi gerne tale om, selv om alle egentlig er ligeglade med svaret.

I Hausgaards optik sker der en udvanding af demokratiet. I stedet bevæger vi os mod et centralistisk demokrati, hvor borgerne kun har teoretisk indflydelse.

– Jeg er med i et sagsanlæg, fordi man svindlede os ind i Lissabontraktaten. Det var simpelthen et grundlovsbrud, at vi ikke fik den folkeafstemning. Men traktaten skulle listes ind ad bagdøren, og det er direkte svindel! Signalet er, at man ikke tillægger Grundloven den helt store betydning længere. Det er et skidt tegn for demokratiet, og jeg kan ikke forstå, at folk ikke er mere opbragte over det.

Afmagt
Men Niels Hausgaard kender måske selv svaret på sin undren. For han er ikke i tvivl om, at magtfuldkommenhed og centralisme avler afmagt i befolkningen.

– Jeg kan jo mærke det på mig selv. Jeg bliver også ramt af en ligegladhed, for det er det nemmeste. Vi var faktisk lige i gang med at bygge et demokrati op, men det er vi ikke længere. Nu er vi i gang med at afvikle det, siger han og peger på EUs centralistiske opbygning.

– Der er så mange instanser, og de er så langt væk, at når vi hører et parlamentsmedlem udtale sig, er vi også ligeglade. Det er ganske vist ham, som vi kan stemme på, men vi ved godt, at han heller ingen magt har. Så langt er vi ude!

Niels Hausgaard mener, at udviklingen eskalerer, for centralisme og magtfuldkommenhed er selvsupplerende. Det er kontorer, der formerer sig ved knopskydning. Vildt og ude af kontrol.

– Vi borgere kommer længere og længere væk og tager stilling til mere og mere ligegyldige ting. Og vi kan heller ikke overskue andet. Men afmagt og ligegladhed er den værste skæbne. Så hellere et diktatur, for dér kan vi da gøre noget. Vi kan skyde diktatoren.

Vil ikke gi’ op
Selv om der er et par timer til, at Niels Hausgaard går på scenen, så har de første publikummer allerede indfundet sig i Pavillonens forhal. De ser fredelige ud. Aftenen må vise, om de også forbliver det, eller om det lykkes den gamle folkesanger at hidse dem op med sine politiske betragtninger.

– Jeg er ked af min egen ligegladhed, erkender Niels Hausgaard.

– Men jeg vil ikke overgive mig til afmagten. Det har jeg fokus på, og det kæmper jeg med. Jeg vil ikke gi’ op. Demokratiet lever af engagement og vilje. Ikke af, at vi falder til patten.

Han pakker den ene guitar ud af kassen og slår et par toner an. Den er ustemt, for den kommer ude fra den iskolde bil.

– Jeg er imponeret over, at folk når frem i det her vejr, siger han.

– Det sætter jeg pris på. For et godt publikum er et publikum, der er mødt op.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, forår 2010.