Formandens tilbageblik

Mogens Lykketoft har gennem tre årtier taget alle de hårde kampe på Christiansborg. Nu har han som formand for Folketinget fået en mere repræsentativ rolle. Men de skarpe holdninger er der stadig, afslører han i dette interview.

Af Thomas Møller

Hele Christiansborg sitrer af forventning. Det er i morgen, det sker. Folketinget åbner og tager fat på et nyt arbejdsår i overværelse af kongefamilien. Statsministeren skal have sin åbningstale klar, og de ansatte i Folketinget har travlt med de sidste forberedelser inden den store dag. Der bliver ordnet blomster og poleret træpaneler, så alt tager sig godt ud, når de folkevalgte atter samles.

Det er sådan en dag, hvor man godt kan forestille sig, at Folketingets formand er helt umulig at komme i nærheden af. Men det er nu ikke tilfældet. Det er Mogens Lykketoft selv, der har valgt dagen til det store interview om hans godt 30 år på Christiansborg.

Efter en lang parlamentarisk karriere, hvor han har været omkring både skatte-, finans- og udenrigsministeriet, blev Mogens Lykketoft sidste år valgt til folketingsformand. Han regner med, at det bliver noget nær det sidste, han skal lave i dansk politik efter mange år som folkevalgt.

– For mig er det en stor ære og en spændende udfordring at være formand for Folketinget, siger han, da vi har taget plads i sofagruppen på hans kontor.

Trives i jobbet
Mogens Lykketoft har alle dage været et holdningsbåret menneske, men han forsikrer, at han trives godt i sit nye job, der indeholder mange administrative og repræsentative forpligtigelser. For ham er det meget tilfredsstillende i en sen alder at prøve at være med til at løfte folkestyrets almindelige anseelse. Det folkestyre, som han har viet en livslang arbejdsindsats. Et enkelt foto i reolen vidner om, hvor langt han har været omkring.

– Det er min gode ven Bill, siger Lykketoft og nikker hen mod billedet af ham og præsident Clinton.

Mogens Lykketoft begyndte tidligt at interessere sig for historie og politik. Jo mere han læste, jo mere blev han overbevist om, at det var lykkedes at skabe så tilpas sympatiske samfund i Norden, at man ikke fandt deres lige. Hverken i historien eller noget sted på jorden.

Han så det som Socialdemokratiets og fagbevægelsens hovedfortjeneste, og inspireret af ældre familiemedlemmer ville han gerne være en del af arbejdet med at sikre, at det danske samfund vedblev at være sympatisk. Som 18-årig meldte han sig ind i både partiet og studenterorganisationen Frit Forum.

– Så jeg nærmer mig med hastige skridt 50 års deltagelse, konstaterer Mogens Lykketoft.

Store forandringer
Det er et halvt århundrede, hvor han har oplevet store forandringer.

– Da jeg var ung, var politisk tilhørsforhold noget, som mennesker var født med, og som knyttede sig til deres klasse eller samfundsgruppe. Sådan var det i hvert fald med stor sandsynlighed. Jeg blev født ind i et politisk billede, hvor udsvingene ikke var så frygtlig store, og hvor Socialdemokratiet på grund af sit renommé som arkitekten bag velfærdssamfundet og i samarbejde med fagbevægelsen altid sad med det stærkeste kort, siger Mogens Lykketoft.

Han erkender, at sådan forholder det sig ikke længere.

– Vi har fået et politisk miljø, hvor folk ikke definerer sig fast i forhold til et parti, ja ikke engang i forhold til en klasse eller samfundsgruppe. De er i stedet blevet politiske forbrugere, som vi skal ud og overbevise hver eneste gang. Derfor har vi fået et politisk billede, hvor det kan gå voldsomt op og voldsomt ned. Hvis man er i tvivl, så tænk på Naser Khader og Villy Søvndals skæbne i dansk politik i de seneste fem år. Sådan var det ikke, da jeg begyndte i politik.

Skatteminister
Mogens Lykketoft blev medlem af Folketinget i 1981, og tidligere samme år var han blevet udnævnt til minister for skatter og afgifter. Det var statsminister Anker Jørgensen, der hentede den fipskæggede cand. polit. fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ind i regeringen. Mogens Lykketoft husker det som en spændende udfordring midt i en vanskelig tid.

– Jeg var med i de sidste halvanden år af Anker Jørgensens regeringstid. Økonomien havde det skidt oven på den anden oliekrise, og selv om Anker havde et flertal både før og efter decembervalget i 1981, var der alligevel problemer. De radikale og SF spillede dårligt sammen.

– Det ender jo med, at Anker Jørgensen vælger at træde tilbage uden at udskrive valg…

– Ja, det er rigtigt. Anker havde ikke været helt overbevist om, at vi skulle fortsætte som regering med det valgresultat, som vi fik i december 1981. Men han lod sig overtale. I sommeren 1982 var han og Knud Heinesen enige om, at vi var nødt til at tage nogle meget store ryk – herunder noget indkomstpolitik – hvis regeringen skulle blive ved magten. Men Anker konstaterede, at den nye ledelse i dansk fagbevægelse ikke kunne bære flere indkomstpolitiske indgreb. Det var det, der var brug for på det tidspunkt, men Knud Christensen var lige blevet LO-formand, og det var ikke nogen god timing i forhold til ham. Det førte til, at Anker, som man sagde, slap tøjlerne i september 1982.

– I det interview, som vi sidste år lavede med Poul Schlüter, gav han den tidligere LO-formand Thomas Nielsen skylden for, at Anker gav op.

– Det var i hvert fald ikke muligt for Anker at få fagbevægelsen med. Men det tankevækkende er, at ugen før, Anker gik af, havde blandt andre Knud Heinesen, Ivar Nørgaard og jeg selv et møde med den konservative ledelse minus Schlüter. Det var et meget repræsentativt fremmøde fra de konservative, og de var sendt i byen for at udforske, om man kunne lave en SK-regering. Det viser, at Schlüter og hans folk i starten af september 1982 ikke et øjeblik troede på, at de kunne lave en holdbar, borgerlig regering. Så det var ikke bare os, der undervurderede Poul Schlüter. Han gjorde det også selv.

Ankers eftermæle
Det har præget Anker Jørgensens eftermæle, at han opgav regeringsmagten uden kamp. Fra borgerlig side har man hævdet, at hans økonomiske politik var forfejlet og kørt fast. Men den udlægning afviser Mogens Lykketoft.

– Jeg mener, det er en alt for hård dom. Da Anker i 1975 tager over efter Poul Hartling, befinder vi os i den mest kaotiske, politiske situation i den nyere danmarkshistorie. Det var i virkeligheden imod naturlovene, at Anker rykkede ind i Statsministeriet. Der var et stort, borgerligt flertal, og det var kun fordi, at Fremskridtspartiet var så uhåndterligt, at han igen kom til magten.

Mogens Lykketoft peger på, at Anker Jørgensen samtidig kæmpede med økonomisk modgang. Der var eftervirkningerne af den første oliekrise, som han måtte håndtere, og senere i hans regeringstid blev Danmark ramt af endnu en oliekrise.

– Alligevel mener jeg, at Anker udrettede store ting. Især lige efter valget i 1979, hvor han gennemførte det store dyrtidsindgreb og en række andre tiltag. Daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer kaldte det den største opretning af dansk økonomi i nyere tid. Så dommen over Anker Jørgensens økonomiske politik er alt for urimelig hård i forhold til de arbejdsmuligheder, som han havde. De problemer, som han endte med at gå i stå på, var jo fuldstændig identiske med dem, som man på samme tid sloges med i det borgerligt regerede Sverige. De var en del af den internationale modgang. Men at omstændighederne gjorde, at Anker gik af uden at tage et valg, blev brugt af de borgerlige til at opbygge en myte om Socialdemokratiet, der gav op.

Schlüters tiår
Da den konservative Poul Schlüter i 1982 tog over efter Anker Jørgensen, blev hans regering spået en kort levetid. Mange regnede med, at den blot ville holde i et par måneder. Poul Schlüter har tidligere fortalt, at han heller ikke selv så et langt perspektiv, da han overtog regeringsansvaret. Men faktum er, at han blev siddende i Statsministeriet i de næste 10 og et halvt år.

– Schlüter-regeringen kunne fem ting, siger Mogens Lykketoft.

– Den kunne afskaffe dyrtidsreguleringen, den kunne indføre realrentebeskatningen, den kunne instituere fastkurspolitikken, den kunne lave en skattereform sammen med os, og så kunne den i øvrigt overleve i lang tid uden at gøre nævneværdigt meget mere.

– Hvad med arbejdsmarkedspensionerne?

– Jo, med alle vores andres bistand. Arbejdsmarkedspensionerne var ikke blevet grundlagt, hvis der ikke havde været en stærk faglig ledelse, som kunne overbevise sine medlemmer om, at det her ikke bare var i deres interesse, men også i samfundets interesse. Men ellers skete de vigtigste ryk i de allerførste år af Schlüters regeringstid, og det meste af det var vi jo enige om. Jeg var i hvert fald.

– På hvilke punkter var du enig?

– For eksempel den automatiske dyrtidsregulering. Den var skadelig i en situation, hvor prisstigningerne kom fra noget olie, som vi blev fattigere af at købe. Så bliver den en inflationsmaskine. Vi kunne bare ikke – jævnfør Ankers overvejelser og fagbevægelsens udmeldinger på indkomstpolitikken – komme længere med det. Vi havde jo lavet det indgreb, der førte til dyrtidsfonden. Og realrentebeskatningen havde vi allerede sat på dagsordnen. Men de borgerlige havde det kyniske synspunkt, at den skulle vi nok indføre, men Anker skulle ikke have æren. I stedet fik vi lov til at støtte deres forslag, da de havde overtaget regeringsmagten.

Ministeriet Nyrup
I 1993 tvinger Tamilsagen Poul Schlüters VK-regering fra magten, og vejen er banet for en socialdemokratisk ledet flertalsregering med deltagelse af de radikale, CD og Kristeligt Folkeparti. Poul Nyrup Rasmussen rykker ind i Statsministeriet, og Mogens Lykketoft får som finansminister en hel central placering i regeringens maskinrum. Her er der nok at tage fat på, for Schlüter-regeringen efterlader en enorm ledighed.

– De havde sat sig alt for passivt ned og ladet arbejdsløsheden stige. Det var dér, hvor vi kunne komme med et nyt bud, siger Mogens Lykketoft.

– Da jeg træder ind i Finansministeriet i januar 1993, videregiver jeg regeringens program på den måde, at det handler om jobskabelse. Jobskabelse her og nu! Job, job, job… Hvis vi skal have et grundlag for at gøre noget positivt, så skal vi have gang i beskæftigelsen.

– Hvordan bliver den udmelding modtaget?

– Joh, embedsmændene kommer med deres sædvanlige indvendinger. Yes minister, det er rigtigt nok, men vi har en meget høj strukturarbejdsløshed, forklarer de. Måske kan vi bringe arbejdsløsheden lidt ned, men så rammer vi et eller andet, der giver os inflation. De resterende ledige kan heller ikke rigtig det, der er brug for, og desuden vil der nogle steder opstå mangel på arbejdskraft. Så er det, at jeg siger: Det er muligt, at I har ret. Det er også muligt, at I har uret. Men hvis I har ret, så har vi to opgaver, vi skal have løst. Vi skal reducere arbejdsløsheden, og vi skal reducere strukturarbejdsløsheden. Og vi skal gøre det i samme takt.

Job, job, job
Dermed var kursen sat, og Mogens Lykketoft tog fat på at føre regeringens aktive arbejdsmarkedspolitik ud i livet.

– Vi startede med at opkvalificere folk til at gribe nogle nye job, og det er måske i virkeligheden det mest epokegørende i alt det, som vi gør i 1990’erne. Vi får en opkvalificerende arbejdsmarkedspolitik og ikke noget med at jage de ledige rundt på mærkelige pipfuglekurser. De får i stedet nogle nye kvalifikationer og dermed et godt tilbud, som de ikke kan afslå, om at få noget arbejde. Det gjorde vi gennem omskoling, efteruddannelse, jobtræning, jobrotation og så videre.

Mogens Lykketoft peger på, at nogle af de tiltag, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen senest er kommet med, er udtryk for den samme tankegang. Til gengæld er han ikke enig, når der i den aktuelle debat om dagpengeperiodens længde henvises til, at man også forkortede dagpengeperioden i 1990’erne.

– Det er rigtigt, men sammenligningen er alligevel skæv. Det var først efter, at vi havde fået rigtig vækst i beskæftigelsen og investeret et stort antal milliarder i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, at vi sagde, at vi kunne magte at få folk tilbage i arbejde inden for fire år. Og det kunne vi også, for folk faldt jo ikke ud af dagpengesystemet i lange baner. Men hvis vi havde sagt to år, så var de faldet ud.

– Hvis du selv skal evaluere jeres økonomiske politik i 1990’erne, hvordan synes du så, at det gik?

– Ja, så er jeg bare stolt. Vi fik fra 93-94, hvor arbejdsløsheden toppede, og frem til 2001 hele 200.000 flere danskere i arbejde. Opkvalificering og større mobilitet var helt afgørende i fortællingen, for tallene dækker i virkeligheden over, at der i hvert eneste af årene i gennemsnit forsvandt 200.000 gamle job, og 230.000 nye opstod. Nogle af dem lignede selvfølgelig hinanden, men det giver alligevel et bedre indtryk af forandringen end bare nettoresultatet.

Gensidig tillid
Poul Nyrups første ministerium sad i halvandet år. Det var en flertalsregering med blot en enkelt stemmes overvægt, og det var ikke nødvendigvis lykken, husker Mogens Lykketoft. For det betød, at en enkelt individualist i for eksempel Kristeligt Folkeparti kunne sætte hele regeringsprocessen i stå, og det var der et par eksempler på.

Da de kristelige røg ud af Folketinget, og socialdemokrater, radikale og CD fortsatte med en mindretalsregering, der skulle kunne samarbejde til begge sider i folketingssalen, var det ikke en vanskeligere opgave, end det havde været at holde sammen på den spinkle flertalsregering.

Mogens Lykketoft glæder sig over, at han og Marianne Jelved fik opbygget et godt tillidsforhold. Det gjorde, at de som finansminister og økonomiminister kunne udrette noget vigtigt sammen.

– Men samtidig var det en konstant armlægning mellem os. Det skal man ikke tage fejl af. Som udgangspunkt var vi ikke enige. Det var noget, som vi skulle snakke os frem til. Partierne havde hver især nogle ting, som var livsvigtige for dem, og det måtte vi gensidigt tage hensyn til, hvis regeringen skulle overleve.

– Så der var en indre forståelse i regeringen?

– Ja, jeg synes i hvert fald, at vi nåede det på store dele af den økonomiske politik. Det kneb mere med udlændingepolitikken, og man kan sige, at det er en del af forklaringen på, at regeringen ophørte med at eksistere.

Regeringen falder
Mogens Lykketoft havde gerne set, at regeringen havde taget hånd om den organiserede indvandring via arrangerede familiesammenføringer.

– Jeg har sagt det før. Det som jeg er mest ked af ved den regering, det er, at vi ikke kunne enes om tidligere i forløbet at gennemføre nogle indlysende, beherskede stramninger. Vi var nogle, der argumenterede for det helt fra start. Havde vi gennemført stramningerne, havde vi også undgået nogle af de problemer, som siden gjorde Dansk Folkeparti alt for stærk. Vi begyndte at gøre noget i de sidste tre år, men det var for sent til, at vi kunne overbevise om, at vi havde ordentlig styr på det. Resultatet blev et andet flertal i Folketinget og stramninger, der på nogle strækninger var urimelig hårde, og som vi nu har blødt op igen.

– Men er det værdipolitikken, der gør, at I mister magten i 2001?

– Jeg mener ikke, man kan dissekere valgresultatet i 2001 og præcist sige, hvorfor det gik, som det gjorde. Men efter terroranslaget den 11. september spekulerede Venstre og Dansk Folkeparti systematisk i folks underbevidste frygt for muslimer. Det var ret afgørende for valget. Men der var også hele kampagnen mod Nyrup efter revisionen af efterlønnen. Man talte om et knæfald for de borgerlige partier, men for mig handlede det om noget helt andet. Ved at lave nogle mindre justeringer af efterlønnen kunne vi fastholde højrefløjen på, at der skulle være en efterlønsordning. Vi ville forhindre, at den forsvandt, hvis de borgerlige kom til magten. Det lykkedes også i 10 år. Det var først til allersidst, at de genstartede angrebet på efterlønsordningen.

Foghs bobleøkonomi
Inden det kom så vidt, red Anders Fogh på et gevaldigt økonomisk opsving, hvor enhver tanke om at afskaffe efterlønnen blev afvist. Venstres finansminister, Thor Pedersen, mente, at Danmark snart kunne købe hele verden, og statsministeren selv ville have de økonomiske lærebøger skrevet om. Men så ramte finanskrisen.

– Man kan roligt sige, at Anders Fogh Rasmussen ødelagde dansk økonomi, siger Mogens Lykketoft.

– Han spekulerede systematisk i at skabe og vedligeholde en uholdbar bobleøkonomi, hvor vi bildte hinanden ind, at vores huse var blevet dobbelt så meget værd, og så kunne vi i øvrigt belåne dem afdragsfrit med flekslån. Det var jo dømt til at brase sammen på et tidspunkt, men inden da nåede Anders Fogh at vinde to valg på bobleøkonomien. Det lykkedes ham med succes at give danskerne den falske forestilling, at man kunne få mere og betale for mindre. Jeg tror, at Fogh i sit eftermæle vil blive bedømt meget hårdt på den økonomiske politik, som han førte. Da det kom til stykket, kunne vi jo ikke købe hele verden, og lærebøgerne skulle alligevel ikke skrives om. Tværtimod blev vi ramt hårdere end både Sverige og Tyskland, da krisen kom rullende, for vi havde pumpet vores økonomi meget mere op.

Først da boblen bristede, viste borgerligheden sit sande ansigt, mener Mogens Lykketoft.

– Nu manglede pengene. De var gået til ufinansierede skattelettelser, og alle engangsindtægterne var forsvundet. Så nu skulle vi sørme skære ned på velfærdssamfundet – og den er fuldstændig efter lærebøgerne! Men det er altså ikke velfærdssamfundet, der har kastet os ud i krisen. Det er manglen på rettidig omhu i forvaltningen af velfærdssamfundet.

Partiformand
Den forvaltning lå op gennem nullerne i hænderne på VK-regeringen og dens faste parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. Og ifølge Mogens Lykketoft blev Anders Fogh en meget stærk figur i dansk politik i de år netop på grund af samarbejdet med Pia Kjærsgaard.

– Han var jo god til at styre både sit eget parti og det flertal, han administrerede sammen med Dansk Folkeparti. Men når det gik så godt, var det også fordi, at den holdningsmæssige forskel på Anders Fogh og Pia Kjærsgaard er meget svær at identificere. Det var ikke et smertefuldt forlig, der skulle indgås. De var enige. Han var mere enig med Pia Kjærsgaard, end de fleste af Venstres græsrødder var. For slet ikke at tale om de konservative. Det, at de to nøglefigurer havde så nemt ved at lave deres aftaler, gav jo en stabilitet, som vi hverken har set før eller siden. Ingen socialdemokratisk ledede regeringer har haft et lige så gelinde forhold til deres parlamentariske grundlag. Pia Kjærsgaards og Anders Foghs kontrakt var, at hvis Pia fik en forhøjelse af ældrechecken og en stramning af udlændingelovgivningen, så fik Fogh sin finanslov vedtaget. Det var en simpel model.

– I løbet af nullerne overtager du selv formandsposten i Socialdemokratiet. Enhver kan se, at det er en barsk udfordring. Hvorfor vælger du at sige ja til den?

– Jeg gjorde det, fordi de fleste sagde, at det skulle jeg prøve. Jeg syntes også, at jeg havde en betydelig arv at forvalte fra den regering, vi havde haft. Det var jo ikke et brud med Nyrup-regeringens politik. Det var et forsøg på at få mandat til at fortsætte den politik. Men jeg gjorde det ikke med en hel masse illusioner om, hvad der kunne lykkes. Selvfølgelig håber man altid på, at man kan vinde et valg. Og så håbede jeg, at jeg kunne holde så meget sammen på partiet og partiets tilslutning, at jeg kunne være formand i en periode hen over et mere stille generationsskifte. Men det måtte jeg opgive efter det valgresultat, som vi fik i 2005.

– Du overvejede ikke at blive efter valgnederlaget?

– Nej, det gjorde jeg ikke. På et eller andet tidspunkt er man også nødt til at lade sine egne overvejelser om, hvad man vil stå model til, være udslagsgivende. Jeg prøvede at få partiet til at køre, men jeg syntes ikke, der var tilstrækkelig sammenhængskraft.

Kampen mod Fogh
I valgkampen mod Anders Fogh havde Mogens Lykketoft oplevet, at hans og Socialdemokratiets strategi var blevet undermineret fra flere sider.

– De radikales meget stærke fokus på 24-årsreglen, som vi siden har bibeholdt med radikal regeringsdeltagelse, blev en stor konflikt. Samtidig skulle vi slås med Karen Jespersens desertering, så der var nok at se til. Men jeg vil samtidig minde om, at i foråret 2004 havde vi faktisk 32 procent af stemmerne i en meningsmåling. Men så var der nogen, der begyndte at spænde ben.

– Hvordan oplevede du det?

– Der blev i valgkampen i 2005 sat voldsomme personangreb i værk fra borgerlig side rettet mod Socialdemokratiets leder og statsministerkandidat. Ikke så meget direkte angreb, men mere undergravende i forhold til medierne. Det var den oplevelse, jeg havde.

– Hvordan kom det til udtryk i medierne?

– De opbyggede jo meget systematisk et billede af, at det var en tabersag, som jeg stod med. Og den slags processer kan man jo gøre selvforstærkende.

Afskedstalen
Mogens Lykketofts tale på valgaftenen i februar 2005, hvor han tog ansvaret for Socialdemokratiets valgnederlag, var en tale af stort format. Følelsesladet og stærkt personlig, men også et vue ned gennem Socialdemokratiets nyere historie. En afstandtagen til den politiske kynisme og en hyldest til det brændende engagement. Midt i nederlagets stund leverede Lykketoft et smukt højdepunkt i sit politiske liv, og talen er fortjent blevet stående.

I Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ”Lykketoft finale” om valgkampen i 2005 kan man følge Mogens Lykketofts arbejde med talen. Men det mest slående ved filmen er dens skildring af Socialdemokratiets formand som en enmandshær, der slås mod Venstres velsmurte og mægtige kampagnemaskine.

– I filmen fremstår du nærmest ensom i din valgkamp som Socialdemokratiets statsministerkandidat? Var det virkelig sådan, eller er filmen manipulerende på det punkt?

– Jeg synes, filmen er udmærket. Ikke opmuntrende, men udmærket. Den giver et reelt billede af, hvordan det var.

– Men det virker som om, du næsten er alene i verden. Var det virkelig så ensomt?

– Det kan godt være, at det er lidt overdrevet, men det er nu altid ensomt at være den, der betragtes som udslagsgivende for, om det går godt eller dårligt. Det tror jeg også, at Nyrup følte. Både da han vandt i 1998, og da han tabte i 2001.

Et magtskifte
Mogens Lykketoft har været medlem af Folketinget i godt 30 år. I de 20 af årene har Danmark haft borgerlige regeringer og i de resterende 10 socialdemokratisk ledede regeringer. Det ser forhenværende statsminister Poul Schlüter som et brud med Socialdemokratiets og fagbevægelsens traditionelle dominans i dansk politik.

– Ja, han har jo ret i sine betragtninger, siger Mogens Lykketoft.

– Men han kunne have tilføjet, at jeg, Poul Schlüter, regerede i 10 år på en opfattelse af, at de borgerlige godt kunne have regeringsmagten, men ikke føre et frontalt opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel igennem. Til gengæld var Anders Foghs tiår kendetegnet af et meget systematisk forsøg på – ikke i første omgang at nedbryde velfærdsordningerne – men at ændre mentaliteten og bane vejen for, at man på et senere tidspunkt kunne lave det opgør med hele velfærdsmodellen, som Lars Løkke påbegyndte. Så der er markant forskel på de første borgerlige 10 år og de næste borgerlige 10 år.

Mogens Lykketoft peger på, at det seneste borgerlige tiår er sammenfaldende med en svækkelse af fagbevægelsen, der blandt andet kan tilskrives den borgerlige regerings politik.

– Selvfølgelig er man først og fremmest afhængig af sine egne talenter i forhold til at vinde eller tabe, men jeg synes nu ikke, at man skal undervurdere det balanceskift, der har fundet sted i partiernes økonomi. Mens fagbevægelsen har trappet ned, har erhvervslivet trappet op. Desuden har vi en borgerlig dominans i de skrevne medier, der også i ret betydelig grad sætter dagsordenen for de elektroniske, hvad enten de er statsdrevne eller private. Det er et balanceproblem, som man kender i mange vestlige demokratier. Nogle steder er det meget værre end hos os. Tænk bare på, hvad Berlusconi har udrettet i Italien. Og Rupert Murdoch i Storbritannien.

De fantastiske fire
Gennem sine 30 år i Folketinget har Mogens Lykketoft været en del af en særlig talentfuld generation af Socialdemokrater. Her finder man store politiske begavelser som Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Lykketoft selv.

Tilsammen har de tegnet Socialdemokratiet gennem fire årtier. Tre af dem blev formand for partiet, én blev statsminister, og én blev EU-kommissær. Men samtidig er de blevet beskyldt for, at der var mere brodermord, end der var broderskab imellem dem. At magtkampe og intriger fyldte for meget og hæmmede deres politiske indsats. Hvordan vurderer Mogens Lykketoft selv, at ”de fantastiske fire” har klaret sig i dansk politik?

– Det er meget svært for mig at være objektiv. Det må andre tage sig af, siger Mogens Lykketoft.

– Men jeg mener, at vi tilsammen og over tid udrettede temmelig meget. Det er rigtigt, at der også var kampe. Men dén regering, som har været den økonomisk mest succesrige i nyere tid – dén, som viste mest rettidig omhu og skabte flest nye arbejdspladser – den regering var i meget høj grad et resultat af Svend Auken, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft. Det var samarbejde – og så var Ritt også med en overgang.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, vinter 2012.