Damen med håndtasken

Den radikale veteran Marianne Jelved svinger atter håndtasken i magtens centrum. I dette interview kigger hun tilbage på 25 års virke på Christiansborg. Hun kalder Schlüter og Nyrup for rigtig gode for hver deres tid. Til gengæld retter hun en skarp kritik mod Anders Fogh Rasmussens forvaltning af magten.

Af Thomas Møller

Marianne Jelved har travlt. Senere på eftermiddagen skal der være møde i Det Radikale Venstres folketingsgruppe, hvor hun har været formand siden valget i efteråret. Samtidig er Anders Eldrup netop blevet fyret som administrerende direktør i energiselskabet DONG af den magtfulde bestyrelsesformand Fritz Schur. Pressen lugter blod og vil have Jelveds kommentar til fyringen. ”Det må Rasmus tage sig af”, siger hun til sin sekretær og kaster bolden videre til det nyvalgte folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen. Imens skriver hun et kort svar på en e-mail, som netop er tikket ind. Men ellers synes det umuligt at følge med henvendelserne. De kommer i en lind strøm. Blip…, blip…, blip…, lyder det hver gang, en ny mail rammer Marianne Jelveds computer.

Sådan fortsætter det, da hun sætter sig over til mødebordet for at fortælle om sit mangeårige virke på Christiansborg. E-mailene blip’er videre, men hun ænser dem tilsyneladende ikke. ”Sjov tid går hurtigt”, nøjes hun med at konstatere.

At mildne smerten
Marianne Jelved blev medlem af Folketinget i 1987 og landede hurtigt i magtens centrum. Allerede året efter var hun formand for den radikale folketingsgruppe, og fem år senere blev hun økonomiminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering. På spørgsmålet om, hvorfor hun er radikal, kommer svaret prompte.

– Det er fordi, jeg lever bedst med den balance, der er mellem det sociale og det liberale. Jeg kan godt lide at vedkende mig begge dele. I det liberale ligger frihedstraditionen. Den personlige frihed og det frie marked. Og så mener jeg, at det er helt afgørende i et demokrati, at der er en social sammenhæng. For demokrati bygger på ligeværd. Ingen er født med særlige privilegier. Derfor har jeg aldrig været i tvivl om mit politiske tilhørsforhold. Jeg er radikal, siger Marianne Jelved.

For at illustrere sine synspunkter citerer hun gerne P. Munch, en af initiativtagerne til Det Radikale Venstre og mangeårig udenrigsminister i Thorvald Staunings regeringer.

– Han sagde, at den største opgave er at ”mildne smerten i verden”. Det synes jeg er et fantastisk godt citat. Det er stadig en inspiration for mig. Det handler om at give flere mennesker bedre mulighed for at forme deres egen fremtid på en god måde.

Den røde tråd
Det har været en rød tråd i Marianne Jelveds lange politiske virke. Både da hun var fagpolitisk engageret, og da hun var aktiv i kommunalpolitik. Og sådan er det stadig i det landspolitiske arbejde, forklarer hun. Det handler blandt andet om hendes baggrund som lærer. Den har hun taget med sig i det politiske. Man hugger jo ikke bare sine rødder over.

– Når man bliver lærer, så er man meget optaget af børn og børns vilkår. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg er optaget af, hvad det er for et samfund, som vi skal indrette for at give børnene de bedst tænkelige muligheder for at udvikle deres evner og deres talenter.

Men Marianne Jelved erkender, at der trods en fantastisk samfundsudvikling stadig er børn, som mistrives i Danmark. Det sker, selv om man på mange måder godt ved, hvad der skal til for at løse problemerne. Derfor er der fortsat en kamp at kæmpe, og trods sine 68 år føler hun sig ikke for gammel til at tage del i den.

– Nej, slet ikke. Jeg synes stadig, at det politiske arbejde er fantastisk spændende. Det kan lyde banalt, men man er ikke gammel, så længe man ikke selv føler, at man er det.

Den yngste regering
Ved det seneste valg gik størstedelen af den radikale folketingsgruppe på pension. Forinden havde der været kritik af, at gennemsnitsalderen i gruppen var for høj.

– Jo, jo. Men det var jo mest journalister, der fremførte det synspunkt, og hvis jeg skal tilrettelægge mit liv og min hverdag efter, hvad journalister skriver, så vil jeg have et trist arbejde. Så det har jeg ikke i sinde at lade mig påvirke af. Jeg mener, at jeg har mere at give, siger Marianne Jelved.

Efter valget har de radikale været med til at danne den nuværende regering, der ikke blot er den yngste i Europa, men også den regering med den laveste gennemsnitsalder i hele danmarkshistorien. Alligevel afviser den radikale veteran, at ungdom er blevet en kvalitet i politik, som vi har set det så mange andre steder i samfundslivet.

– Selvfølgelig er det meget markant, at regeringen består af mange unge mennesker, men jeg mener bestemt ikke, at Folketinget aldersdiskriminerer og ikke kan bruge dem, der har erfaring. Se for eksempel på præsidiet, der jo er en slags tillidsfolk valgt af tingets medlemmer. Det består af fem gamle og erfarne politikere. Mogens Lykketoft, Bertel Haarder, Holger K. Nielsen og jeg selv har været med i årtier. Søren Espersen blev ganske vist først medlem af tinget i nullerne, men han har været politisk aktiv i mange år. Så erfaring skal man ikke kimse af, siger Marianne Jelved.

Venstre skylder os
Det er da heller ikke til diskussion, at hun efterhånden har oparbejdet en temmelig høj anciennitet på Christiansborg. Marianne Jelved kom i Folketinget i Schlüters regeringstid, og hun blev gruppeformand allerede året efter, da hendes parti valgte at indgå i den borgerlige regering sammen med konservative og Venstre.

– Jeg tror, at det var en klog beslutning, som vi traf. Vi havde i Det Radikale Venstre længe haft den opfattelse, at vi ikke kunne blive ved med at have en regering, der risikerede at komme i mindretal igen og igen, som Schlüter jo accepterede, at det skete på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi brugte den formulering, at der skulle være en sammenhæng mellem indenrigs- og udenrigspolitik.

Med de radikales deltagelse i Schlüter-regeringen var det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal væk, og det gjorde livet en del lettere for Uffe Ellemann-Jensen.

– Han fik jo nogle helt andre muligheder for at være udenrigsminister, og så steg Venstre i mandattal. Derfor plejer jeg at sige, at Venstre skylder os noget, smiler Marianne Jelved.

Et kedeligt skridt
Hun mener ikke, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal var skadeligt. Men hun ser det som en kvalitet, at den til enhver tid siddende regering er i stand til at overvinde uenighederne og sammen med et bredt flertal i Folketinget varetage Danmarks interesser i den store verden.

– Det har vi altså skabt tradition for. Det var Anders Fogh, der brød den ved at melde Danmark ind i Irak-krigen. Han brød det brede samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Han valgte i stedet det smallest mulige flertal. Det var et ærgerligt og kedeligt skridt, mener hun.

– I modsætning til Anders Fogh så huskes Poul Schlüter jo for sine gode samarbejdsevner. Hvordan vurderer du hans regeringstid?

– Jeg synes, at Schlüter var en fantastisk statsminister i de år, hvor han var ved magten. Han lavede fejl. Det gør vi alle sammen. Men han var i stand til at se ud over sine egne partimæssige interesser og i stedet fokusere på, hvad der var godt for Danmark. I vores egen opfattelse havde vi i Det Radikale Venstre en aftale med Schlüter fra 1982. Vi støttede ikke hans regering som sådan. Men vi støttede Schlüter som statsminister.

Da traktaten faldt
Marianne Jelved fremhæver situationen i 1992, hvor den danske befolkning forkastede Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning.

– Da var gode råd dyre. Det var en utrolig vanskelig situation at stå i. Vi satte os for sammen med Socialdemokraterne og SF at finde en vej, så Danmark stadig kunne være med i EU. Det blev til det såkaldt nationale kompromis med de fire forbehold.

Under forhandlingerne holdt Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen Poul Schlüter orienteret om forløbet. Det vidste alle forhandlerne. Og Schlüter kunne også sende et godt råd den modsatte vej.

– Men under alle omstændigheder så sidder der altså tre oppositionspartier og laver det nationale kompromis. Jeg glemmer simpelthen aldrig, da vi gik op i Statsministeriet og præsenterede det for Schlüter. Han læste det igennem og sagde: ”Her har vi så en løsning for Danmark.” Det synes jeg godt nok er flot af en statsminister at sige til sin opposition, der kommer og afleverer et færdigt produkt. Og så bar han det igennem på topmødet i Edinburgh. I øvrigt med hjælp fra Helmut Kohl.

Tamilsagen
Der har i de senere år været en del diskussion om, hvorvidt Poul Schlüter – eller den borgerlige regering uden ham – kunne være fortsat efter offentliggørelsen af tamilrapporten. Schlüter har selv afvist, at den mulighed reelt forelå.

– Det er jeg enig med ham i. Jeg tror, at der lynhurtigt var blevet udskrevet valg, hvis den borgerlige regering havde forsøgt at fortsætte med eller uden Schlüter. I hans sidste regeringsår, hvor Tamilsagen blev undersøgt, foregik der jo ikke noget i Folketinget. Alt var gået i stå. De ting, der skulle ske lovgivningsmæssigt, fortsatte naturligvis, men der var ingen reformer og ingenting, der pegede fremad. Man afventede undersøgelsen af Tamilsagen, siger Marianne Jelved.

Da dommer Hornslets tamilrapport endelig forelå, blev CD, Kristeligt Folkeparti og Radikale Venstre samme dag kaldt over til Poul Schlüter.

– Jeg fastholdt i den kreds, at vi ville have en dronningerunde. Vi ville altså ikke pege på en VK-regerings fortsættelse. Vi ville have en anden regering. Men jeg tror også, at Schlüter havde bestemt sig. Han tog konsekvensen af tamilrapporten, og det har jeg stor respekt for. Jeg tror, at han gjorde det, fordi han ikke ville se Det Konservative Folkeparti gå i valgkamp på, at de ikke havde holdt den lovgivning, der gjaldt. Og jeg tror, at Schlüter havde gjort op med sig selv, at hvis det blev så klar en tilkendegivelse om hans ansvar, som tilfældet var, så ville han gå. Det gjorde han, og det var en forståelig beslutning, selv om jeg synes, at rapportens konklusioner var hårde og ikke helt fair over for ham.

Ministeriet Nyrup
Efter dronningerunden blev Socialdemokraternes formand Poul Nyrup Rasmussen udpeget til kongelig undersøger. For Marianne Jelved og Det Radikale Venstre var spørgsmålet nu, hvad en ny regering kunne blive enig om. Derfor forlangte man, at der skulle forhandles et regeringsgrundlag.

– Det er vel Det Radikale Venstre i den klassiske kongemagerrolle, som vi ser her?

– Jo, jo. Det kan du sige. Men det var jo ikke givet endnu, for vi skulle først vide, hvad vi kunne blive enige om politisk. Derfor brugte vi en uge på at forhandle et regeringsgrundlag. Både den økonomiske politik, arbejdsmarked, miljøpolitikken og flere andre ting. Det var første gang, at man lavede et egentligt regeringsgrundlag, og det blev en fantastisk hjælp i den første Nyrup-regering. Ved de efterfølgende folketingsvalg udarbejdede vi hver gang et nyt regeringsgrundlag. Det betød, at vi forblev fokuserede på, hvad der var regeringens opgave.

– Hvordan oplevede du Nyrup som regeringschef?

– Nu kendte jeg jo Nyrup inden regeringsdannelsen og var meget tryg ved ham som statsminister. Vi havde et rigtig fint samarbejde, og jeg havde også et fint samarbejde med Lykketoft gennem alle årene. Vi levede op til regeringsgrundlaget. Vi fik de reformer, som alle regeringspartierne mente var nødvendige. Så der var ingen, der vandt. Hele den måde at tænke på var ikke noget, som man praktiserede dengang.

– Men netop skiftet fra Schlüter til Nyrup har været med til at give de radikale et ry som flik-flakkere?

– Jo, men det ligger i det socialliberale. Vi ligger på den kant, hvor vi kan vælge at samarbejde med Socialdemokraterne eller med de borgerlige. Afhængig af, hvad den parlamentariske situation giver anledning til. Det er jo sådan set udmærket. Men jeg vil gerne sige, at det ikke er nogen nem position at have.

– Men som politiker vil man vel gerne have magt?

Marianne Jelved griner.

– Jo, men det kræver virkelig, at man er troværdig, fordi folk godt kan opfatte det som utroværdigt, at du skifter side. Derfor er det vigtigt, at folk kan se vores politik. At de kan se, hvad det er for en retning, vi vil i.

Reformer
Nyrup-regeringen er i dag berømmet for sin økonomiske politik, og som økonomiminister sad Marianne Jelved helt inde i regeringens maskinrum.

– Vi ville gerne have alle de negative uligheder væk fra samfundet. Gælden, underskuddene på de offentlige budgetter og den stigende arbejdsløshed. De partier, der gik sammen i regeringen med Nyrup som statsminister, var fuldstændig enige om, at det var det, som vi skulle have løst.

Under Nyrup blev der blandt andet gennemført en arbejdsmarkedsreform, der satte en begrænsning for, hvor længe man kunne være på dagpenge. Målet var at få de langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet.

– Der var brug for politiske reformer, og Schlüter havde allerede taget nogle vigtige beslutninger i løbet af 1980’erne. Fastkurspolitikken, førtidspensionsreformen og afskaffelsen af den automatiske dyrtidsregulering, der var en ren inflationsskaber. Så Schlüter valgte at lave nogle reformer, som faktisk startede den reformproces, som blev fulgt op af Nyrup-regeringerne.

– Man har sagt om jer, at I faktisk videreførte Schlüters økonomiske politik. Er du enig i det synspunkt?

– Ja.

– Vil det sige, at det reelt ikke har nogen betydning, at vi skifter regering i Danmark?

– Det kommer an på, hvad du forlanger af en regering. Ligegyldig hvilke partier, der danner regering, så er de nødt til at se på, hvad det er for nogle problemstillinger, som Danmark har. Hvorfor er vores konkurrenceevne for eksempel forværret? Der er jo ingen regeringer, der kan leve med, at gælden stiger. I de lande, hvor det sker, skaber det kun store problemer. Vi har selv prøvet det. Schlüters VK-regering efterlod en arbejdsløshed på 350.000 og en stigende gældsætning, fordi opsvinget ikke kom, som de forventede. Men de gjorde heller ikke noget for at ændre den måde, som arbejdsmarkedet fungerede på. Det kom Nyrup så og gjorde. Der skete nogle ændringer. Men du kan sige, at vi stadigvæk gik efter, at der var overskud på betalingsbalancen, overskud på de offentlige budgetter og at vi nedbragte vores gæld. Men jeg vil også gerne se, hvilken regering der ikke vil starte med det som målsætning – og så fuld beskæftigelse selvfølgelig.

Stabilitet og gæld
I Nyrup-regeringerne blev Marianne Jelved en stærk økonomiminister, der øgede sit ministeriums indflydelse ganske betydeligt. Hun bestred posten i næsten ni år, hvor EU-samarbejdet kom til at spille en stadig større rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.

– EU er jo primært et kæmpestort hjemmemarked, og hvis man skal have glæde af det, så skal alle landene helst have styr på deres økonomi. Derfor opstod der et ønske om at få en stabilitets-orienteret økonomisk politik, som man kaldte det. Det betyder det samme, som når min snusfornuftige mormor sagde til mig: ”Du skal altid have noget på bogen, Marianne.” Det vil sige, at i gode tider skal vi sørge for at have overskud, for der kommer altid nedgangstider. Det er almindelig husmandsfornuft, siger Marianne Jelved og fortsætter:

– Det er det, der sker i EU i de år. Man tilrettelægger procedurer, der gør, at vi kigger hinanden over skulderen. Vi fremlægger det, der hedder et konvergensprogram – altså et økonomisk program, der rækker fire år frem. Det gør vi hvert år. Alle medlemslandene. Og vi bliver eksamineret i det. Vi skal stå til regnskab for det og forklare os.

– I det tætte økonomiske samarbejde i EU, som du deltog i frem til 2001, så du der nogle tegn på det, som vi i dag oplever som den europæiske gældskrise? Den burde jo faktisk slet ikke kunne lade sig gøre med det system, som du skitserer.

– Altså i 2000 får vi euroen. Digitalt i første omgang. Op til det har der været megen kontrol med landene, som skulle med i euroen.

– Men Grækenland er jo med i euroen. Er det en overraskelse for dig, at det er gået, som det er?

– Ja, Grækenland kom med i euroen, og i dag kan jeg da godt spørge mig selv, om der var nogen, der undersøgte de tal, som grækerne leverede dengang. Det kan da godt være, at de har snydt et eller andet sted på vægten. Nogle år senere – omkring 2003 – så vi, at der ikke blev taget initiativer over for Tyskland og Frankrig, da de overskred det underskud, som de måtte have. Det var et eksempel på jungleloven, og når de store ikke holder aftalerne, så gør de små det heller ikke. Nu har vi så fået en finanspagt. Den er i virkeligheden en opstramning af de aftaler, som blev indgået, dengang jeg var med, siger Marianne Jelved.

Værdisammenfald
Med den ny regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse har vi atter fået en radikal økonomiminister. Det er partiets politiske leder, Margrethe Vestager, der har overtaget Jelveds gamle ministerium. Dermed videreføres en lang tradition, der daterer sig tilbage til 1929. Her indledtes et mangeårigt regeringssamarbejde med den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning og den radikale udenrigsminister P. Munch i spidsen. Samarbejdet mellem socialdemokrater og radikale har altid været omdiskuteret, men Marianne Jelved afviser, at der blot er tale om et fornuftsægteskab.

– Nej, som nogen socialdemokrater siger, så er ”de radikale enormt besværlige, men det er værre uden.” Jeg synes, at den tidligere socialdemokratiske Aarhus-borgmester, Thorkild Simonsen, har illustreret det meget fint. Hver eneste gang, der havde været kommunalvalg, så sørgede han for, at de radikale var med – også selv om socialdemokraterne ikke nødvendigvis havde brug for de radikales stemmer.

Marianne Jelved peger på, at Thorkild Simonsen på den måde opbyggede et tillidsforhold og altid var sikker på at have de radikale med sig uanset valgets udfald.

– Men jeg tror også, at radikale og socialdemokrater historisk set har nogle værdisammenfald i vores måde at tænke på. Der er en ældgammel tradition hos de radikale, som P. Munch også er fader til. Han sagde: ”Vi er imod sammenrotningen mod de små.”

Foghs symbolpolitik
Nu folder værdisammenfaldet mellem radikale og socialdemokrater sig atter ud på regeringsplan. Det sker efter, at Det Radikale Venstre har været sat uden for indflydelse under 10 års borgerligt styre. En helt usædvanlig situation for det lille midterparti, der normalt har kunnet profitere af at være tungen på vægtskålen.

– Har I selv en del af skylden for, at I blev sat uden for døren?

– Nej.

– Det er ikke fordi, I var så fjendske over for Pia Kjærsgaard?

– Nej. For at kunne være med i det flertal skulle vi anerkende al den politik, som Anders Fogh havde lagt frem. Det vil sige, at vi skulle anerkende skattestoppet. Og vi går altså ikke ind for den slags symbolpolitik, som er skadelig for dansk økonomi.

– Anders Fogh fremstiller selv sine statsministerår som kontraktpolitik…

– Jo, men det er også en symbolpolitik. Han vælger en fem-seks punkter og siger, at det er hans kontrakt med vælgerne. Men Folketingets arbejde består af rigtig mange flere ting end at tage halvanden milliard kroner fra ulandsbistanden og give dem til flere hofter på sygehusene. At hæve strafferammen for vold, stramme udlændingelovgivningen og indføre et skattestop. Der skal altså meget, meget mere til for at regere et land.

En populist
Marianne Jelved peger på, at Anders Foghs kontrakt med vælgerne kun gav mening, fordi hans regering havde et fast flertal bag sig i Folketinget.

– Hvis du kun har 80 mandater og et støtteparti, der ikke bakker op om forslagene, så går den jo ikke. Så var Anders Fogh aldrig kommet igennem med det. Det er så forbavsende, at det er smittet af på rigtig mange menneskers opfattelse af, hvad politik er. At det er et spørgsmål om en kontrakt med vælgerne.

– Nu er kontraktpolitikken så afløst af den såkaldte løftebrudspolitik…

– Ja, og det er bare igen helt urimeligt, for du har en regering, som ikke er en flertalsregering, og som derfor ikke er i stand til at lave den type aftaler. Så kan man sige, at nogle af partierne kunne have tænkt sig lidt om med hensyn til den retorik, som de valgte at bruge. Men forskellen er, at Anders Fogh fik et flertal i Folketinget bag de kontrakter, som han havde lovet vælgerne. Det gjorde Helle Thorning ikke.

– Siger du, at Anders Fogh er en populistisk politiker?

– Ja, det handlede om at blive genvalgt. Venstre skulle jo vise, at de kunne blive genvalgt, og at de kunne blive det største parti. Det er også fint nok. Det må de gerne have som målsætning. Men den politik, der blev ført for at nå den målsætning, er vi på mange områder dybt uenig i. Derfor kunne vi selvfølgelig ikke være en del af det faste flertal.

Asocialt skattestop
Marianne Jelved mener, at det reformarbejde, der havde stået på siden Schlüters og Nyrups tid, kom til at køre i et for lavt gear under Fogh.

– Og så indfører han skattestoppet, som efter min mening er noget af det mest asociale. Det favoriserer de rigeste boligejere på bekostning af dem, der ikke ejer nogen privat bolig eller blot en mere beskeden af slagsen. De rige får et meget større råderum, end de ville have haft, hvis de skulle betale ejendomsværdibeskatningen. Det er simpelthen ødelæggende for den sociale balance og indkomstfordelingen i Danmark. Men det var også ødelæggende for boligmarkedet. Vi fik det, der blev kaldt en boligboble, hvor priserne steg uhæmmet, fordi der ikke var nogen beskatning, som fulgte med prisudviklingen og holdt den i ave.

– Mener du dermed, at skattestoppet var gift for dansk økonomi?

– Ved du hvad, det var jo en måde at købe boligejerne på. Det var det, Fogh gjorde – og det er usagligt! Jeg kender ikke nogen økonom, som er enig med ham. Men han sagde jo også, da det gik allerbedst, at nu kunne man skrive de økonomiske lærebøger om. Men det kan man altså bare ikke.

– Jeg hører dig sige, at Schlüter var en god mand for Danmark. Det samme var Nyrup. Du er mere skeptisk med hensyn til Fogh?

– Ja, jeg er mere skeptisk over for ham. Jeg mener, at han faktisk gjorde nogle ting, som var galt for Danmark. Ikke kun på det økonomiske og sikkerhedspolitiske, men også på det værdipolitiske. Han polariserede Danmark. Det gjorde han i forbindelse med Muhammed-tegningerne, hvor han talte om at skille bukkene fra fårene. Det sagde han i februar, og så tog han på ferie. Da gav jeg et interview til Berlingske Tidende, som fik overskriften: ”Han er en farlig mand”. Og det mener jeg. Når man som landets statsminister polariserer på den måde og siger til sine borgere, at jeg ser godt, hvem I er, og hvad I gør, og jeg skiller bukkene fra fårene, så er det virkelig en opdragelsesmetode, som jeg ikke kan acceptere. For han siger ikke, hvad det er, de gør galt – og han siger ikke, hvem der hører til bukkene, og hvem der hører til fårene.

– Det ligger fjernt fra Schlüters forsonende linje?

– Ja, det gør det.

– Så ligger det trods alt tættere på Bush, der sagde, at enten er I med os, eller også er I imod os…

– Ja, og Bush var dog ham, der efter den 11. september sagde, at det ikke var en religionskrig. Han gik faktisk i moske, og han forsøgte at afværge den type problemstilling. Det kan man ikke ligefrem sige, at det endte med i Danmark.

God arbejdsplads
Trods de til tider skarpe politiske modsætninger så kalder Marianne Jelved Christiansborg for en fantastisk god arbejdsplads.

– Jeg er meget glad for at arbejde herinde. Uanset hvor forskellige vi er, så har vi et godt arbejdsmiljø sammen. Vi kan hjælpe hinanden på kryds og tværs af partier. Dér kan vi altså noget helt særligt i Danmark. Så Folketingets arbejde er langt bedre, end politikernes rygte kunne give anledning til at tro, siger Marianne Jelved.

Til gengæld mener hun, at medierne ofte tegner et fordrejet billede af det politiske liv på Christiansborg.

– Megen politisk journalistik bygges op over eventyrmodellen. Der er en skurk, og der er en helt. Man skal vide, at medierne også lever af det drama, som de kan beskrive. Hvis vi andre ikke synes, at der er et drama, så skal det nok blive skabt. Det skal man som vælger være klar over, når man følger journalisternes skildring af livet på Christiansborg.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, sommer 2012.