50 år med film

Filminstruktør Astrid Henning-Jensen har i sit livs sensommer skabt en helstøbt og vital film om en ung piges svære kamp for at blive voksen.

Af Thomas Møller

Store filmskabere som Chaplin og Hitchcock har skæmmet deres livsværk med mindre vellykkede film skabt sent i karrieren og i en høj alder. Den skæbne styrer den danske filminstruktør Astrid Henning-Jensen sikkert udenom.

I en alder af 81 år er hun biografaktuel med ”Bella min Bella”. Hun har selv udviklet filmens idé, skrevet manuskriptet og instrueret. Resultatet er en smuk og varmhjertet hverdagsfortælling om gymnasiepigen Bella og hendes løsrivelse fra den mor, som hun er vokset op med i tosomhed efter farens død.

– Jeg ville have oprør. Masser af oprør. Det handler om et ungt menneske, der vil have frihed, men som ikke ved, hvad hun egentlig vil med den. Filmens plakat siger det så tydeligt: Frihed til at vælge. Mod til at leve… sit eget liv!

Filminstruktør Astrid Henning-Jensen besøger Aalborg i forbindelse med danmarkspremieren på ”Bella min Bella”, og hun har taget plads under den ophængte filmplakat, som hun refererer til.

Hædret i Cannes
Fra de senere år huskes hun for film som ”Vinterbørn”, ”Øjeblikket” og ”Barndommens gade”, men Astrid Henning-Jensen har instrueret spillefilm i de seneste 50 år. På hendes omfattende CV finder man blandt andet ”Palle alene i verden”, der vandt juryens særlige pris på filmfestivalen i Cannes i 1950, og den Oscar-nominerede ”Paw” fra 1959.

Hun har en lang karriere bag sig, og de fleste mennesker, der når Astrid Henning-Jensens alder, har da også for længst trukket sig tilbage og nyder deres otium. Men hun oplever, at der stadig er historier, som hun gerne vil fortælle.

– Det siger sig selv, at jeg følte mig fysisk og psykisk klar til opgaven. Ellers havde jeg ikke kastet mig ud i projektet. Det er hårdt at være filminstruktør, for der er så hulens mange penge involveret, forklarer hun.

Den røde tråd
Hendes nye film rummer mange forskellige temaer, og dens handling er spundet over en lang række konflikter, men det ser Astrid Henning-Jensen ikke som et problem.

– Nej, nej. Slet ikke! Filmens røde tråd er klar og entydig. Den er kærligheden mellem mor og datter. De skal igennem nogle meget vanskelige konflikter, men derefter kan de leve videre som to selvstændige mennesker i gensidig kærlighed.

I denne tid fejres filmens 100 års fødselsdag. Astrid Henning-Jensen har instrueret film i mere end halvdelen af årene, og i den periode har mediet gennemløbet en revolutionerende teknisk udvikling.

– Det er rigtigt, men du må forstå, at den egentlige instruktion ikke har forandret sig nævneværdigt gennem årene. Det handler stadig om person til person. Men selvfølgelig er der kommet en masse nye tekniske finesser, som jeg skal holde styr på, siger hun.

For Astrid Henning-Jensen er den store forskel på dengang og i dag den stærkt tilspidsede konkurrencesituation.

– Jeg begyndte i en tid, hvor fjernsynet endnu ikke var opfundet, og hvor danske filminstruktører var en overskuelig skare. Der var ingen konkurrence. I dag spyr de talentfulde folk ud fra filmskolen, og vi skal slås ikke blot med hinanden, men med det store udbud af tv-kanaler og amerikanske film, der sidder på 80 procent af markedet. Så er der 20 procent tilbage til alle os andre. Det er vilkårene. Jeg skal ud og slås med James Bond, Robert De Niro og Al Pacino. Det bliver hårdt, siger Astrid Henning-Jensen.

Interviewet blev bragt i Kulturmagasinet Skopet, marts 1996.