Voldsomme film

I Susanne Biers film havner almindelige mennesker ofte i ekstreme og ubehagelige situationer, men sådan er livet også, forklarer hun.

Af Thomas Møller

En ny film af Susanne Bier bliver imødeset med spænding og forventning. Sådan har det efterhånden været længe. Hun er Danmarks bedst sælgende filminstruktør, og især i de senere år har Biers arbejde fået et internationalt format, der også gør hende eftertragtet i udlandet.

Det så man tydeligt på dette års festival i Cannes, hvor filmselskabet Zentropa præsenterede hendes nye film, ”Hævnen”, for opkøbere fra hele verden.

– Den solgte fantastisk i et marked, der ellers var helt dødt, fortæller Susanne Bier med begejstring, da CINEMA møder hende under åben himmel i Filmbyen på en af sommerens rigtig varme dage. Hun er i fuld gang med den danske lancering, men tænker tilbage på Cannes med et smil.

– I biografen, hvor de viste ”Hævnen”, fortalte de, at næstefter Oliver Stones nye ”Wall Street” var det den film, som flest købere havde været inde og se. Den blev solgt til mere end 30 lande, og det er enormt tilfredsstillende at vide, at den kommer til at åbne over hele verden.

Susanne Bier afviser, at det var hendes navn på plakaten, der trak de mange opkøbere til.

– Jeg vil da gerne have, at interessen skyldes, at jeg har et godt navn. Men jeg tror snarere, det handler om, at der var en del buzz omkring filmen, siger hun.

Sårbar idyl
I ”Hævnen” får vi historien om den idealistiske læge Anton, der deler sit liv mellem arbejdet i en afrikansk flygtningelejr og sin familie med kone og to børn hjemme i en dansk provinsby.

I flygtningelejren er dagligdagen barsk og til tider gruopvækkende, men bag idyllen i den danske provins er der også problemer. Antons ældste søn bliver mobbet, og da han udvikler et nært venskab med en ny dreng i klassen, eskalerer situationen og bliver stadig mere foruroligende.

– Vi ville gerne undersøge, hvor skrøbelig og sårbar den danske idyl egentlig er, fortæller Susanne Bier.

– Filmen er udtryk for en vis nysgerrighed. I de senere år har der i Danmark været en fornemmelse af, at fjenden er udefrakommende. Men hvad nu hvis fjenden ikke er det fremmede? Hvad nu hvis fjenden er indbegrebet af dansk uskyld? Sådan er det i ”Hævnen”. Det er en sød lille dreng, og det synes jeg er ret interessant.

Sådan er livet
Ligesom i Susanne Biers tidligere film som for eksempel ”Brødre” bliver vi i ”Hævnen” stillet over for nogle forfærdelige dilemmaer. Men det er også meningen.

– Jeg synes ikke, man kan sige, at mine film er ubehagelige at komme igennem. Men de er voldsomme. Jeg har det selv sådan, at jeg gerne vil blive berørt, når jeg går i biografen. Jeg vil gerne være følelsesmæssigt involveret. Og som instruktør ønsker jeg at holde mine tilskuere i et emotionelt greb, som de ikke bare kan værge sig imod.

I Biers film havner almindelige mennesker ofte i ekstreme og ubehagelige situationer, men sådan er livet også, forklarer hun.

– Vi kan ikke kontrollere og styre alt! Det er et tema, som jeg er meget optaget af. Pludselig gør livet noget helt andet, end det man havde bestilt, det skulle være. Sådan er det – på godt og ondt – og det må folk gerne tænke over og diskutere, når de forlader biografen. Men jeg sørger altid for, at de har en rimelig stor pose håb med i lommen.

Sexet svensker
I ”Hævnen” bliver den ene mandlige hovedrolle spillet af Mikael Persbrandt, og det er ikke første gang, at Susanne Bier gør brug af svenske skuespillere i en af sine film. Men på spørgsmålet, om hun har en forkærlighed for dem, ryster hun på hovedet.

– Jeg har en forkærlighed for de rigtige skuespillere, og de er nogle gange svenske. I ”Hævnen” forestillede jeg mig Anton som en inderlig idealist, men med skrammer og tatoveringer. En gadedreng med den rette ånd, griner hun.

– Mikael Persbrandt er så flabet, og han er så sindssygt sexet! Jeg synes, det var skønt at putte ham ind i en rolle, hvor han både skulle være moralsk troværdig og meget følsom. Vi kvinder kan jo godt lide mænd med de rette holdninger, men vi kan også godt lide, at de er lidt beskidte.

Mikael Persbrandts partner i filmen er danske Trine Dyrholm, og hun er helt bevidst valgt til at matche ham, forklarer Susanne Bier.

– Jeg syntes, han skulle have en kvinde, der kan lidt af det samme – og det kan Trine! På en måde er hun den langbenede blondine, men når det kommer til stykket, kan hun være både voldsom og brutal.

Optimist af natur
Samme Trine Dyrholm har i et interview beskrevet Susanne Bier som stædig og med en sarkastisk humor. Det billede kan hun egentlig godt nikke genkendende til.

– Jeg kan lide at drille, men jeg synes også, det er sjovt selv at blive drillet. Jeg kan godt lide, at vi ikke tager hinanden og os selv alt for alvorligt, forklarer hun.

Bier betegner sig selv som privilegeret, fordi hun får lov til at arbejde med det, som hun synes er spændende. Men det kræver også en god portion stædighed at få tingene til at fungere med to børn på 15 og 21 år og hele verden som arbejdsplads i en ofte stærkt udfordrende filmbranche.

– Det kan godt være noget af et cirkus, så det kræver, at man ikke lader sig slå ud. Jeg er nok optimist af natur og har et grundlæggende godt humør. Det er gode egenskaber at have med i bagagen som filminstruktør. Jeg tror, det er med til at bære mig igennem. For når tingene bliver besværlige, er lysten til at fortsætte altid større end lysten til at give op, forklarer Susanne Bier.

Sudan på nakken
Til de mere bizarre udfordringer hører en sag fra januar i år, hvor Sudans udenrigsministerium pludselig gik til angreb på hendes endnu ikke færdiggjorte film. Midt i produktionen beskyldte de Susanne Bier for at være i gang med at instruere en racistisk og antimuslimsk film, der kunne ses som en forlængelse af de danske Muhammed-tegninger. Selv var hun fuldstændig paf!

– Jeg fattede simpelthen ikke, hvad der foregik. Der er intet i filmen, der begrunder det. Den beskæftiger sig ikke engang antydningsvis med religion. Men måske ville man bare prøve at lave lidt ballade og se, hvad der skete, siger Susanne Bier.

Hun erkender, at hun i situationen var lidt rystet – men nok mest fordi anklagerne mod ”Hævnen” var fuldstændigt sindssyge.

– Jeg var desværre i den uheldige situation, at filmen ikke var færdig, så jeg kunne ikke umiddelbart modbevise historien. Men den døde alligevel, for den var helt uden substans. Det svarer til, at man bliver anklaget for at have kørt over for rødt lys uden nogensinde at have siddet i en bil. Så langt ude var det, fastslår Susanne Bier.

En udfordring
Til gengæld har hendes arbejde i USA, der blandt andet har resulteret i spillefilmen ”Things We Lost in the Fire”, været uden store konflikter, som kunne trække overskrifter i aviserne. Det har vi ellers tidligere oplevet med danske instruktører, der er løbet ind i problemer, når de har forsøgt sig i USA.

– Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke så nemt føler mig truet på min integritet, siger Susanne Bier.

– I USA arbejder man jo i et studiesystem, som er helt anderledes, end det vi kender i Danmark, hvor man som instruktør er meget mere autonom. Men jeg føler mig ikke truet af det amerikanske system. Jeg ser det mere som en udfordring at lære at manøvrere i det.

Susanne Bier er også glad for at lave testscreeninger, som mange andre instruktører ellers hader og ser som en kunstnerisk kapitulation. Men hun er ikke i tvivl om, at de er en god idé.

– Det nytter ikke noget, at man laver en film, hvor man tror, at man fortæller én ting, og publikum så ser noget helt andet. Så jeg laver ret mange testscreeninger, og jeg vælger jo selv, om de skal have konsekvenser. Jeg synes faktisk, at det er lidt barnligt, når man ikke vil teste sin film foran et publikum – for man får jo alligevel reaktionen. Men hvis folk hellere vil vente til premieren, hvor de ikke længere kan gøre noget, så fint med det. Jeg foretrækker at få meldingen, mens jeg stadig kan massere materialet.

”Hævnen” indbragte Susanne Bier både en Golden Globe og en Oscar. Ovenstående interview blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, august-september 2010.