Forbudte følelser
Skuespilleren Thure Lindhardt er aktuel i ny dansk film om kærlighed mellem to mænd i et nynazistisk miljø. Det handler om forbudte følelser, fortæller han.
Af Thomas Møller
Hvad fanden snakker han om! Det var Thure Lindhardts første tanke, da den danske instruktør Nicolo Donato kontaktede ham på filmfestivalen i Cannes for fire år siden.
Donato havde en idé. Han ville lave en film om den umulige kærlighed mellem to mænd i et nynazistisk miljø. Han havde set en tysk dokumentarfilm om nynazister, der var homoseksuelle, og den havde inspireret ham.
– Jeg syntes, at idéen var absurd, fortæller Thure Lindhardt, da CINEMA fire år senere møder ham på Café René i København.
Vi har netop set den færdige film, der har fået titlen ”Broderskab”. Her spiller Thure Lindhardt ikke bare hovedrollen. Han er også blevet co-producer på filmen.
– Homoseksualitet og nynazisme hænger jo slet ikke sammen, men jeg fandt ud af, at netop derfor var det vanvittig interessant at udforske. Så jeg endte med at engagere mig i projektet, fortæller han.
En fremragende fascist
Thure Lindhardt spiller den unge militærmand, Lars, der er vant til kæft, trit og retning. Han er intelligent, men har også nogle alvorlige følelsesmæssige brister, blandt andet fordi han aldrig har fået gjort op med sine forældre.
– Jeg ser ham som en mand, der kan gå i mange retninger. Der er slet ingen tvivl om, at han kan blive en fremragende fascist, og jeg synes, at hans udvikling i filmen er ret interessant, siger Thure Lindhardt.
I ”Broderskab” følger vi Lars’ vej ud af militæret og ind i et nynazistisk miljø, hvor den lokale fører – Michael ”Tykke” – ser store muligheder i den veltalende og begavede aspirant. Men Lars havner i en dødsensfarlig situation, da han tiltrækkes af den idealistiske nazist, Jimmy, der er gruppens næstkommanderende.
– Jeg mener, der er to-tre steder i filmen, hvor man godt må grine. Et af stederne er, da Lars og Jimmy vågner efter deres første nat sammen. Man kan se, at de tænker, ”det her skete bare ikke”, smiler Thure Lindhardt.
Umulig kærlighed
For ham er det interessante ikke, at filmens kærlighedshistorie udspiller sig mellem to mænd. Det interessante er, at det er en passion, som er forbudt i det miljø, hvor den udspiller sig.
– Vi har lavet en film om den umulige kærlighed, der alligevel overvinder alt. Jeg kan så godt lide det klassiske billede, at selv på lossepladser vil der på et tidspunkt vokse blomster. Og selv i et nynazistisk miljø, hvor homoseksualitet er bandlyst, kan kærligheden spire mellem to mænd, siger Thure Lindhardt.
Han afviser, at ”Broderskab” fra hans side er en kommentar til for eksempel hate crimes mod homoseksuelle, der ellers indgår som en del af filmens handling.
– Jeg har slet ikke en politisk agenda, men vil gerne være med til at fortælle en god historie. Vi spiller netop ikke bøsser i filmen, og det har heller ikke været intentionen. Hvis det kun havde været en bøssefilm, så havde jeg ikke gidet, siger Thure Lindhardt.
Han henviser til sin rolle som stofmisbrugeren Steso i ”Nordkraft”. Den var spændende, fordi Steso var så meget mere end blot narkoman.
– Det er simpelthen uinteressant at tage fat på alle klichéerne om bøsser, mordere eller narkomaner. Så kan vi lige så godt lave ”Paradise Hotel” med den gode, den onde og den rigtig dumme. Det er lige præcis det klichéfyldte helvede, som kunst kan bryde, og det vil jeg gerne være med til.
Sindssygt spændende
Thure Lindhardt kalder ”Broderskab” et con amore-projekt for alle, der var involveret i filmen. Udover ham selv er medspillerne Nicolas Bro og David Dencik også co-producere på projektet.
– Det var en film, som vi kun kunne realisere, hvis vi alle var enige om, at den skulle laves. Det var vi, og det har været sindssygt spændende at være med. Vi kommer måske aldrig til at tjene en krone på den, men det er også fuldstændig ligegyldigt. Vi har ikke gjort det for pengenes skyld, forklarer han.
Filmen blev indspillet på Fyn og Langeland. Thure Lindhardt husker det som en rigtig god oplevelse, hvor holdet hyggede sig og havde det sjovt.
– Det var nødvendigt. Vi blev nødt til at have det rart og fyre nogle vittigheder af, for et øjeblik senere skulle vi ind og sparke hinanden i hovedet. Eller også skulle jeg ind og ligge nøgen på en seng sammen med David Dencik, der i øvrigt er en af mine gode venner. Det var simpelthen grænseoverskridende, så vi havde brug for at lave noget sjov og ballade mellem optagelserne.
En kæmpe ære
Thure Lindhardt føler sig overbevist om, at instruktør Nicolo Donato er med til at afblæse den danske filmkrise. Ingen kan i hvert fald påstå, at de har set historien i ”Broderskab” før.
– Vi vandt jo også hovedprisen på festivalen i Rom. Det var den første filmfestival, som vi besøgte med ”Broderskab”, og det var super fedt. Vi konkurrerede med store film som George Clooneys ”Up in the Air”, og Milos Forman stod i spidsen for juryen. Så det var en kæmpe ære og en kæmpe overraskelse, at vi vandt, husker Thure Lindhardt.
Filmen har også fået glimrende anmeldelser i Italien, og han er ikke i tvivl om, hvad det er ved filmen, som tricker italienerne.
– De har jo hele den katolske tro og samtidig lidenskaben og passionen. Så italienerne kan godt lide forbudte følelser. Det er noget, som de kender til og forstår, siger Thure Lindhardt.
Massiv medvind
Han har haft massiv medvind i de seneste år og er i dag solidt placeret på A-holdet blandt danske filmskuespillere. I 2008 spillede han hovedrollen i storfilmen ”Flammen og Citronen” og i crazy-komedien ”Blå mænd”, der begge blev kæmpesucceser det år.
– Jeg oplevede pludselig at blive genkendt på gaden i en grad, som jeg slet ikke havde været vant til. Heldigvis tilbragte jeg halvdelen af året på filmoptagelser i udlandet, så jeg undgik meget af virakken. Jeg kan enormt godt lide at arbejde, og jeg synes faktisk, det er meget sjovere end at nyde berømmelsen, smiler Thure Lindhardt.
I udlandet indspillede han den internationale thriller ”Engle & Dæmoner” med Tom Hanks i hovedrollen og Ron Howard i instruktørstolen. Den udspiller sig i samme univers som ”Da Vinci Mysteriet” og trak masser af folk i biografen sidste år.
– Jeg kom faktisk direkte fra optagelserne i Californien med sol, masser af penge, egen chauffør og en stor fed trailer, da vi startede indspilningerne til ”Broderskab”. Pludselig stod jeg på en pløjemark på Fyn, men jeg kan enormt godt lide den kontrast, siger Thure Lindhardt.
Hver sin charme
For ham er det lige så fantastisk at være med i en film som ”Broderskab”, som det er at indspille store Hollywood-produktioner til mange millioner. Det har hver sin charme, og når instruktøren råber ”action”, er håndværket det samme, uanset om han befinder sig på Fyn eller i Hollywood.
– Jeg har lige været i USA for at forberede en canadisk film, som jeg skal indspille senere på året. Jeg kan godt lide at veksle mellem Danmark og udlandet. På den måde undgår jeg at blive et slidt ansigt herhjemme, og det er virkelig en risiko i et land med kun fem millioner indbyggere, siger Thure Lindhardt.
Men han kan også lide at møde nye kollegaer i udlandet, som ikke aner, hvem han er, og som ikke har låst ham fast i en bestemt rolle.
– For mig er det dybt inspirerende at rejse ud. Simpelthen fordi det er farligt. Jeg er på usikker grund, og der er ingen, som klapper mig på skulderen. Privat er jeg et tryghedsmenneske, men på arbejde elsker jeg at udfordre mig selv.
Interviewet blev bragt i Cinema – Film & Premieremagasin, april-maj 2010.