Hr. Jørgensen på anden sal

Jeg har haft et eventyrligt liv, siger forhenværende statsminister Anker Jørgensen i denne portrætsamtale, der strækker sig fra Amagergade på Christianshavn til Det Hvide Hus i Washington.

Af Thomas Møller

– Skal I besøge Anker Jørgensen, spørger den lille, hjælpsomme dame med rollator og puddelhund.

– Hr. Jørgensen bor oppe på anden sal. I skal bare op ad trappen.

På plejecentret Plejebo har beboere og ansatte lært at spotte journalister og fotografer på lang afstand. Dem har der været en del af, siden Danmarks tidligere statsminister flyttede ind sidste efterår, og alle pressefolk bliver med stor hjælpsomhed sendt den rette vej.

På anden sal lukker Anker Jørgensen døren op og byder velkommen i den hyggelige lejlighed. Den er præget af hans store interesse for bøger og kunst. Langs den ene væg i stuen er en stor reol pakket med bøger, og sofabordet er dækket af bogbunker, så man knapt kan ane bordpladen imellem dem.

– Lad os lige få dem skubbet til side, så vi kan få plads til kaffekopper og tallerkner, siger Anker Jørgensen.

Han har allerede gjort kaffen klar i køkkenet, og vi bliver hurtigt enige om at sende fotografen i byen efter kage. Det skal der til, før interviewet kan gå i gang.

Borgbjerg skulle med
Imens viser Anker Jørgensen rundt i den lille toværelses lejlighed. Vi stopper op ved et maleri af en herre med trekantet skæg.

– Jeg har jo nærmest altid boet på Borgbjergvej, og derfor hænger Frederik Borgbjerg dér.

– Han var med i den første socialdemokratiske regering fra 1924 til 1926 som socialminister. Han var også med i den anden som undervisningsminister, men døde i 1936. Maleriet hang i min vælgerforening, og jeg synes, det er et sjovt billede. Især den trekantede facon som hans skæg har fået. Det er faktisk skægt, griner Anker Jørgensen.

– Da jeg fyldte 60 år – og det er jo et par dage siden – forærede min vælgerforening mig billedet, og det skulle jeg naturligvis have med, da jeg forlod Borgbjergvej.

Anker Jørgensen flyttede sidste efterår ind på plejecentret Plejebo på Vesterbro i København. Efter 45 år forlod han den store lejlighed i Sydhavnen, der havde dannet rammen om hans, hustruen Ingrid Jørgensens og deres børns liv.

– Vi havde fire værelser og et kammer, så det var en stor lejlighed. Det var i øvrigt min kone, der erobrede den, og længe før jeg blev minister. Så det var ikke derfor, at vi fik den, pointerer Anker Jørgensen.

Spærret for al trafik
Til gengæld kom lejligheden til at danne rammen om en del aktiviteter i hans år som statsminister. Det var for eksempel her, han modtog den vietnamesiske regeringschef og frihedshelt Pham Van Dong.

– Jeg inviterede ham hjem privat, og det var ikke normalt, at statsministre gjorde den slags. Men i næsten 30 år havde han kæmpet i sumpene mod først franskmændene og siden amerikanerne, så ham skulle der gøres lidt ekstra ud af. Min kone og min ældste datter var hjemme, og sammen med et personale inde fra Statsministeriet sørgede de for, at alt klappede.

– Imens var Borgbjergvej spærret for trafik, og når vi kiggede ud af vinduerne, stod der gennem flere timer masser af mennesker nede på vejen, husker Anker Jørgensen.

Van Dong var den eneste regeringschef, som blev officielt modtaget på Borgbjergvej. Men masser af politikere var gennem årene på besøg i lejligheden under mere uofficielle former, blandt andre den svenske statsminister Olof Palme.

Et ærligt valg
Fotografen er vendt tilbage med nyindkøbt kage, og den får ros med på vejen af Anker Jørgensen. Han udpeger med sin stok tre stole, hvor vi kan sidde:

– Du sidder dér, du sidder dér, og jeg sidder i den dårlige stol.

Snart er kaffen på bordet, og så kan interviewet gå i gang. Vi vil gerne høre, hvorfor Anker Jørgensen valgte at forlade Borgbjergvej, og hvorfor han som den første forhenværende statsminister nogensinde er flyttet på et offentligt plejehjem. På spørgsmålet, om Anker Jørgensen ligesom sine forgængere overvejede en mere mondæn løsning, er svaret klart nej.

– Jeg er ikke sikker på, at de offentlige plejehjem er det bedste. Men jeg er ikke en person, der kan tillade mig at sortere i tingene på den måde. Jeg er en arbejder. Jeg ved godt, at der ikke var en eneste, der havde gøet, hvis jeg havde fundet en anden løsning. Nu er der nok snarere nogle, der vil beskylde mig for at lefle, og så er det sådan, det er, smiler Anker Jørgensen.

– Men jeg er også bevidst om, at jeg repræsenterer en politik, der blandt andet handler om, at det offentlige skal sørge godt for de gamle. Så mit valg skulle være ærligt og reelt – og selvfølgelig skal den offentlige ældreforsorg være så god, at vi ikke behøver at diskutere, om den er god nok.

Men der er også en anden grund til, at Anker Jørgensen valgte at flytte ind på netop Plejebo.

– Min kone var formand for en plejehjemskomité, og hun syntes, at der skulle være nogle flere plejehjem her på Vesterbro. Så hun tog initiativ til Plejebo, og hun var den første formand for hjemmets bestyrelse. Jeg husker tydeligt, at jeg var med til indvielsen, og da min kone blev sløj, trådte jeg ind i bestyrelsen som hendes suppleant. Men kun for en kortere periode.

En overskuelig tilværelse
Anker Jørgensen og Ingrid Kvist Jørgensen var gift i næsten 50 år, indtil hun døde i 1997.

– Vi nåede lige at fejre vores 75 års fødselsdage, og så døde hun. Det var en sygdom, der havde sneget sig ind på hende, og som gjorde hende meget syg til sidst. Så vi vidste, hvad der ville ske. Det er livet, og det kan ikke altid gå efter en snor, siger Anker Jørgensen.

I mere end ti år efter sin hustrus død blev han boende i lejligheden på Borgbjergvej, men til sidst sagde han stop.

– Det var en stor lejlighed, og så lå den på tredje sal, og der var ingen elevator. Jeg kunne godt selv gå op, og jeg gjorde det hver eneste dag – oven i købet flere gange. Men det var et slæb at komme op. Det var det.

– Her er der elevator, men jeg er ikke sikker på, at det var det vigtigste for mig. Nej, det vigtigste var nok at skære noget af min tilværelse. På Borgbjergvej var der masser af bøger og malerier, og der var mange værelser, men jeg kunne ikke længere overkomme at holde det hele rent. Jeg havde brug for, at mit liv blev mere enkelt og overskueligt.

Anker Jørgensen valgte derfor at afvikle en del af sine ejendele.

– Jeg har fire børn, og jeg bad dem om selv at dele bøgerne og de andre ting i hjemmet, og jeg skulle jo også gerne have lidt tilbage. Det har de klaret i fin stil. Det eneste problem er, at jeg sommetider mangler en bestemt bog, og hvor pokker står den så henne?

Aktiv trods handicap
Efter et langt og virksomt liv har Anker Jørgensen nået en høj alder, og det kan han mærke på sit helbred.

– Jeg er blevet meget handicappet i de senere år. Jeg vil ikke sidde og tudbrøle over det, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg er blevet en gammel mand. Jeg kan ikke længere se med det ene øje, og det er frygteligt generende, siger Anker Jørgensen.

Alligevel er han stadig særdeles aktiv. Kort før interviewet er han kommet hjem fra Jyllinge, hvor han har tilbragt et par dage hos sin veninde, og da vi i sidste uge talte i telefon med Anker Jørgensen, var han på vej ud ad døren for at besøge sin tidligere udenrigsminister, Kjeld Olesen.

– Vi er en syv-otte stykker, der jævnligt mødes i en kaffeklub. Det er blandt andre gamle ministre som Jens Kampmann, Ivar Nørgaard og Kjeld Olesen. Her ordner vi hele verdenssituationen, men der er ingen, der lytter til os længere, smiler Anker Jørgensen.

Hans politiske interesse og engagement er usvækket, men han er også bevidst om, at stafetten er givet videre til nye generationer.

– Man bør vide, at man har sin tid. Det kan og skal ikke være anderledes. Det nytter ikke at tro, at man kan blive ved, for det kan man ikke, siger Anker Jørgensen, der dog på ingen måde er glemt i befolkningen.

– Når jeg går på gaden eller kører med bussen, er det helt almindeligt, at folk taler til mig. Ofte er det bare en kort bemærkning, men de er altid venlige. Folk siger tak! I meget forskellige variationer. Men de siger tak. Indimellem tænker jeg, at nu kan det være nok. Men sådan kan man ikke være bekendt at opføre sig, så jeg hilser tilbage og siger: ”Tak skal du have!”

Fra politiker til bruger
Som statsminister var Anker Jørgensen med til at lægge rammerne for velfærdsstaten. Nu er han som pensionist selv bruger af velfærdsydelserne.

– Jeg bor på Plejebo på helt almindelige vilkår og betaler samme pris som de øvrige beboere. Der er ingen særbehandling, understreger Anker Jørgensen.

Han mener, at man aldrig kan læne sig tilbage og sige, at nu er velfærdssamfundet i orden.

– Velfærd er ikke noget, der er givet. Det skal der arbejdes og kæmpes for hver dag. Der er masser af folk, som ligger på lur og egentlig vil undergrave velfærdssamfundet. Ikke fordi de er onde, men fordi de vil noget andet.

I den situation bekymrer Socialdemokraternes faldende vælgertilslutning Anker Jørgensen.

– Jeg tror desværre, at folk nogle gange er letsindige og mener, at et valg bare er et valg. Men det er også en kamp mellem samfundsklassernes interesser, og dér skal vi kende vores besøgstid.

– Min holdning er, at socialdemokrater stemmer på Socialdemokratiet. Det kan lyde banalt, men desværre er der alt for mange socialdemokrater, der stemmer på andre partier, og det har aldrig været nogen gevinst. Alt det, de kritiserer os for ikke at gøre nok ved, er jo et resultat af, at de har svigtet Socialdemokratiet. Alligevel lever vi i en velfærdsstat, og jeg behøver kun retorisk at spørge, hvem der har skabt den? Alle kender svaret. Det har Socialdemokratiet, siger Anker Jørgensen.

– Nu er der udsigt til, at Socialdemokraterne og SF kan få flertal, og det hilser jeg velkomment, hvis det sker. Men der skal være kvalitet i vores politik, ellers risikerer det at gå galt.

Bog på vej
Anker Jørgensens politiske rødder finder vi på Christianshavn. Det var her, han blev født og voksede op. Og det var her, han stiftede bekendtskab med arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Nu er han i fuld gang med at skrive en bog med udkig fra Vor Frelsers Kirkes spir.

– Jeg tog et af mine første fotografier fra toppen af kirken, og det billede vil jeg bruge som udgangspunkt for bogen. Vi ser Folketinget, hvor jeg arbejdede i mange år. Ved siden af finder vi Nationalbanken, hvor jeg husker mine samtaler med nationalbankdirektøren. Nedenfor spiret ligger Amagergade, hvor jeg voksede op. Og vi må heller ikke glemme kasernen i Bådsmandsstræde, som siden blev til Fristaden Christiania, og som var en af de vigtige opgaver, jeg fik at slås med i Statsministeriet.

– Der er masser af stof, og jeg vil fortælle om det hele med udgangspunkt i mit eget liv, forklarer Anker Jørgensen.

Hans far var kusk, og hans mor vaskede trapper og arbejdede på et ægpakkeri. Faderen døde, da Anker Jørgensen blot var nogle få dage gammel, og moderen døde, da han var fem år.

– Så jeg kan ikke huske nogen af dem, og alligevel har jeg en følelse af, at jeg kan huske en masse, fordi jeg har fået fortalt så meget om dem begge. Vi boede i Amagergade, hvor tv-serien Huset på Christianshavn mange år senere udspillede sig, forklarer Anker Jørgensen.

– Da min mor døde, kom jeg til at bo hos min onkel og tante. Hun var tobaksarbejderske, og hun var min fars søster. Jeg kom aldrig til at sige mor til hende, selvom hun var eksemplarisk som mor. Hun var bestemt, men kærlig og god.

Anker Jørgensen kom ud at arbejde allerede som 14-årig. Først på en låsefabrik, og senere havde han forskellige løse job, inden han fik ansættelse som cykelbud hos FDB. Her blev han fyret, da han fyldte 18 og skulle have mere i løn, men vendte siden tilbage som lager- og pakhusarbejder.

– Jeg har altid betragtet forbrugerbevægelsen og arbejderbevægelsen som to sider af samme sag. Så for mig var det stort at komme til at arbejde for FDB, husker Anker Jørgensen.

Et helligt sted
Hos FDB havde de en bogafdeling, og den var som en oase for den unge Anker Jørgensen, der allerede flere år tidligere var blevet grebet af bøgernes magi.

– Der var en dreng, som blev ved med at spørge, om han kunne få nogle cigaretter af mig. Han vidste, at min tante arbejdede på en tobaksfabrik. Til sidst lykkedes det mig at skaffe ham noget tobak, og til gengæld gav han mig en bog, som han havde. Det var Johann Wolfgang von Goethes drama om Faust.

– Jeg kiggede i bogen og syntes ikke rigtig, at det var noget for mig. Alligevel var der et eller andet, der fængede. Siden er bogen blevet meget værdifuld for mig. Både fordi den er kommet til mig på den måde, men også fordi det er et af litteraturens mesterværker.

– Jeg begyndte at interessere mig for Goethe og fandt ud af, at han også havde skrevet digte. Så dem lånte jeg på biblioteket og begyndte at læse. På et tidspunkt var mit drengehoved fyldt med Goethe-citater, husker Anker Jørgensen.

Han blev snart en fast gæst på biblioteket i Ølandshus ved Amagerbrogade.

– Det var et moderne bibliotek, og for mig var det et helligt sted. Bøgerne stod der reol efter reol. Senere fandt jeg ud af, at man kunne slå alle bøger op i kartoteket. Det var simpelthen en åbenbaring.

Ikke bare bogstaver
Anker Jørgensen begyndte også at købe bøger, og det foregik i bogladen Fremad.

– Det var jo vores. Jeg var i høj grad begyndt at blive opmærksom på, at der var noget, der var de andres, og så var der dét, der var arbejderbevægelsens. Jeg kunne have købt en bog af Erik Knudsen hvor som helst, men jeg købte den hos Fremad.

Det var ikke almindeligt i det miljø, hvor Anker Jørgensen voksede op, at drenge interesserede sig for bøger og litteratur. Den dag i dag er han stadig lidt uforstående over for, hvorfor det alligevel gik ham sådan.

– Litteraturen har i hvert fald fået mig til at se ting lynende klart, som jeg måske ellers aldrig ville have opdaget. Jeg mener, at bøger udvider. De kan bare ligge, som de gør dér på sofabordet, men jo tættere man kommer på bogen, jo tydeligere kan man mærke dens atmosfære. Bøger er jo ikke bare bogstaver.

– Min bogsamling endte med at blive enorm, men det betyder ikke, at jeg har læst dem alle sammen. Det viser bare, at jeg hele tiden har været i gang med at udforske det ene og det andet for at finde ud af, hvad jeg skulle mene om tingene. Bøger er en nødvendighed for ethvert menneske, der vil beskæftige sig med større, fælles anliggender, og det er jeg jo kommet til som politiker, siger Anker Jørgensen.

– Men jeg tænkte aldrig, at jeg ved hjælp af bøgerne kunne blive til noget. Det var ren interesse, og meget af den holdt jeg for mig selv. Ellers havde tobaksarbejdersken nok ment, at den var helt gal med den unge mand.

Fra Saddam til Palme
Men Anker Jørgensen blev til noget, og i dag sidder han på anden sal på Plejebo og tænker tilbage på et fantastisk liv, hvor han har mødt alverdens politiske ledere. De gode. Og de mindre gode. Til de sidste hører den irakiske diktator Saddam Hussein.

– Jeg er den eneste dansker, der har besøgt Saddam Hussein. Jeg var dernede for at få de danske gidsler fri. Det var efter, jeg var trådt tilbage som statsminister, og jeg fik alle gidslerne med hjem, fortæller Anker Jørgensen.

– Hvis der kom en krig med USA – og det gjorde der jo – ville Saddam Hussein placere de udenlandske gidsler på steder, hvor de blev bombemål. Jeg husker, at han og jeg sad ansigt til ansigt, og han talte hele tiden udenom. Han kom med drabelige beskrivelser af Francois Mitterrand og Margaret Thatcher, og jeg svarede stille og roligt, at jeg kendte dem fra en anden side.

Anker Jørgensen deltog i mange møder i Det Europæiske Råd sammen med blandt andre Margaret Thatcher, og hendes omkvæd var det samme hver gang, fortæller han.

– Hun sagde: ”Det er altid England, der skal betale det hele.” Den tyske forbundskansler Helmut Schmidt og jeg vidste præcist, når det kom, og vi tog aldrig fejl. Hun var en skrap dame, og Helmut Schmidt syntes, hun var en lidelse at høre på. Han er jo selv en temperamentsfuld herre, men jeg var sådan set enig med ham.

Anker Jørgensen er straks mere begejstret for de nordiske statsministre Trygve Bratteli, Einar Gerhardsen og Olof Palme.

– Palme var en strålende begavelse udover det normale. Han var altid syv skridt foran alle os andre. Han havde en enorm viden og var meget hurtig til at ræsonnere… og så blev han skudt! Jeg holdt tale både i Folketinget, på Slotspladsen og ved den svenske ambassade, husker Anker Jørgensen.

I Det Hvide Hus
Anker Jørgensen nåede også at møde fem amerikanske præsidenter – fra Richard Nixon til gamle Bush.

– Jeg har mødt Nixon ved flere lejligheder, og han var en laban. Han var da høflig nok over for mig, men de høflige kan være de værste, smiler Anker Jørgensen.

– Til gengæld var hans afløser, Gerald Ford, en fin fyr. Han virkede helt reel. Jeg besøgte både Ford og Jimmy Carter i Det Hvide Hus, og Carter var en helt igennem god oplevelse. Ham sætter jeg stor pris på. Jeg nåede også at møde Ronald Reagan. Han var en regulær fyr. Han troede på atombomber og al den slags, men han var samtidig en meget jordbunden og djærv mand. Ham kunne jeg ligefrem godt lide, siger Anker Jørgensen.

– Mens Jimmy Carter var præsident, var jeg til NATO-møde i Det Hvide Hus. Der var middag for alle regeringscheferne, og ude i haven havde man bygget en lille scene, hvor der blev danset ballet. Der var kun fem balletstjerner, men det var Peter Martins, Peter Schaufuss og en tredje dansker. Jeg spurgte Carter, om han var klar over, at tre af danserne kom fra Danmark. ”Gør de det?”, sagde han. Og så fortalte han hele forsamlingen, at Anker Jørgensen havde gjort ham opmærksom på, at tre af de optrædende var danskere. Så fik vi en lille klapsalve…

Pludselig bliver Anker Jørgensen afbrudt af en høj stemme fra Plejebos interne samtaleanlæg: ”Anker, vi skal spise!”

– Nå, så går den ikke længere. Nu skal jeg ned til en halv skive rugbrød og en øl.

– Men du må gerne skrive, at jeg har haft et eventyrligt liv. Det er lidt pudsigt, for jeg er ikke romantiker, og jeg har hele livet arbejdet med realiteter. Jeg har arbejdet med ting, som jeg næsten fra begyndelsen følte, at jeg måtte have noget med at gøre. Og det fik jeg. I langt højere grad, end jeg havde kunnet forestille mig.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2009.