Journalistik – politik tur retur

Han så Schlüter fælde en tåre, da regeringen faldt. Han fik Uffe til at danse krigsdans foran hele pressekorpset. Og midt i det hele måtte han have Enhedslistens Søren Søndergaard som bodyguard. Læs med, når journalisten og politikeren Hans Engell fortæller om et farverigt liv på Christiansborg.

Af Thomas Møller

Hans Engell er i dag en af Danmarks mest respekterede politiske kommentatorer. Han boltrer sig i hele medielandskabet, men med fast tilknytning til Ekstra Bladet og TV2. Den 64-årige ekspolitikers analyser er kendetegnet ved en høj grad af indsigt og troværdighed, og det er da efterhånden også mange år siden, at han returnerede sin partibog til Det Konservative Folkeparti.

Det skete i år 2000, da Engell forlod dansk politik og til manges overraskelse sagde ja tak til et job som chefredaktør på Ekstra Bladet. Hos de konservative var han egentlig spået en livslang karriere i toppolitik. Med sin karisma og sin kraftfulde pondus fremstod han som en naturlig leder, men en mørk vinternat kom en betonklods på motorvejen til Helsingør på tværs.

Det har nu ikke forhindret Hans Engell i at leve et hæsblæsende og til tider stormomsust liv i dansk politik og presse. Og hæsblæsende er det da også, da han ankommer tyve minutter for sent til interviewet. Han stødte ind i en gammel bekendt på sin vej gennem LO-bygningen, og så løb tiden fra ham, fortæller han, mens han lægger jakken og gør klar til at kommentere sit eget liv i dansk politik.

Gode kilder
Til daglig er det den aktuelle politiske situation, som Engell analyserer i medierne, og han er der næsten hver dag. For eksempel da statsminister Helle Thorning-Schmidt havde holdt sin seneste nytårstale, og Engell samme aften kunne fortælle, at hun skuffede de faglige ledere med sit budskab om stram lønpolitik og offentlig smalhals. Det rejser unægtelig spørgsmålet om, hvor Engell henter sine informationer.

– Har du gode kilder i LO-fagbevægelsen?

– Ja, dem har jeg masser af.

– Har du gode kilder i Socialdemokratiet?

– Ja, jeg har masser af kilder i Socialdemokratiet. Du må forstå, at det er mit kildenet, som jeg lever højt på. Og jeg har først og fremmest gode kilder i andre partier end Det Konservative Folkeparti.

– Det er efterhånden en del år siden, at du var aktiv i politik. Bliver dine kilder ikke for gamle?

– Jeg bruger rigtig megen tid på at pleje mit kildenet. Og jeg har brugt utrolig mange kræfter på at lære de unge folketingsmedlemmer at kende. I dag styres Christiansborg af en stor gruppe af yngre politikere, der gik i folkeskolen, da jeg var minister. Den nuværende regering er den yngste i Europa, og det er den yngste regering, som vi nogensinde har haft i Danmark. Så jeg har skullet lære en hel ny generation at kende.

Den hvide kanin
Hans Engell var i sin tid også en ganske ung minister. Blot 33 år gammel rykkede han ind i Forsvarsministeriet. Han var den hvide kanin, som Poul Schlüter til alles overraskelse hev op af hatten, da han dannede sin første regering i 1982. Schlüter havde fire år tidligere headhuntet den journalistuddannede Engell til jobbet som chef for den konservative pressetjeneste.

– Der er mange, der siden har sagt, at jeg var den første spindoktor i dansk politik. Men det er noget vrøvl. Jeg skal hilse og sige, at ingen i ledelsen af den konservative folketingsgruppe havde brug for en spindoktor. Hverken Schlüter, Ninn-Hansen, Ib Stetter eller Palle Simonsen. De var selv de dygtigste spindoktorer, man kunne opdrive, siger Hans Engell.

Som Christiansborg-rapporter for Berlingske Tidende havde han fulgt Poul Schlüter, men uden at være særlig imponeret.

– Inden jeg blev pressechef for de konservative, dækkede jeg samme år et møde mellem ham og statsminister Anker Jørgensen på Hotel Landsoldaten i Fredericia, og her syntes jeg, at Anker havde det bedste greb om debatten. Men siden oplevede jeg i mit nye job, at Schlüter var fantastisk spændende at arbejde sammen med, siger Hans Engell.

Schlüters strategi
Det var en meget lille konservativ folketingsgruppe, som han kom til som pressechef. Partiet oplevede i de år en historisk lav vælgertilslutning efter en årrække med voldsomme interne stridigheder. Det var i den situation, at Poul Schlüter formulerede sloganet ”Borgerlige stemmer der arbejder”, og ifølge Hans Engell skulle det vise sig at blive vejen tilbage til magten.

– Det var den strategi, der bragte Schlüter ind i Statsministeriet. Han indså, at hvis Det Konservative Folkeparti nogensinde igen skulle blive stort og indflydelsesrigt, så skulle det ske gennem samarbejde.

Engell peger på forhandlingerne om Nordsø-olien. Her så man Poul Schlüter kæmpe – ikke for A. P. Møllers interesser – men for at finde en løsning, hvor regeringen og et eller flere borgerlige partier kunne være med. Det skabte respekt. Ikke mindst hos de radikale.

– Mange konservative kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kørte benhård oppositionspolitik. Men Schlüters synspunkt var, at hvis man vil gøre sig gældende i dansk politik, er det fint at være respekteret i sit eget parti, men det er dobbelt så vigtigt, at man er respekteret i de andre partier.

Mindre støvet
I samme periode er Hans Engell fuldt beskæftiget med at organisere de konservatives pressearbejde. Han vil skabe en pressetjeneste, der er mindre støvet, og som kan spille en langt mere offensiv rolle for partiet.

– Vi afprøvede helt nye arbejdsformer med det formål at placere Det Konservative Folkeparti stærkere i mediebilledet. I stedet for at alle medarbejdere mødte klokken ni og gik hjem sidst på eftermiddagen, så besluttede jeg, at vi også skulle have folk på arbejde klokken fem om morgenen og i weekenderne. Så kunne de sende telegrammer til for eksempel Radioavisen og Ritzau.

Resultatet er, at de konservative pludselig er med i radioens morgenflade og i alle provinsens eftermiddagsaviser. Det samme sker i weekenden, hvor alle de andre partiers pressetjenester holder lukket.

– Vi gemte simpelthen nogle sager i ugens løb, som vi i weekenden sendte til dagbladene og Radioavisen, og nogle gange ramte vi også fjernsynet. Vi udnyttede alle de mediesvage tidspunkter i ugens løb, og det varede længe, før de andre partier opdagede, hvorfor de konservative var begyndt at slå så meget igennem, siger Hans Engell.

Helveg anmelder Schlüter
Fra sin udkigspost i den konservative pressetjeneste kan han samtidig følge, at dansk politik er i bevægelse. Der er noget i gang mellem Schlüter og de radikales leder, Niels Helveg Petersen.

– Jeg tænkte første gang over det, da Schlüter i 1980 eller 1981 udgiver en lille samling af sine taler og artikler. Det var ikke noget særligt, men når partiformanden nedfælder sine tanker på tryk, er det jo altid en stor ting i et parti. Så vores medlemsblad, Vor Tid, hvor jeg var redaktør, skulle naturligvis have en kæmpe anmeldelse af udgivelsen.

Hans Engell foreslår Schlüter, at anmeldelsen skal skrives af en god konservativ pen, men det afviser partiformanden.

– Nej, nej, siger Schlüter. Du skal spørge Niels Helveg, om han vil skrive anmeldelsen. Og det ville han gerne. Helveg leverede en anmeldelse, og når man læste den, var man ikke i tvivl om, at der var ved at ske noget i dansk politik. Det kunne jeg i hvert fald se, siger Hans Engell.

To skattenørder
I efteråret 1982 kaster Anker Jørgensen håndklædet i ringen. Regeringsforhandlingerne ender med, at en strategisk velplaceret Poul Schlüter bliver chef i en ny firkløverregering med støtte fra de radikale og Fremskridtspartiet anført af Mogens Glistrup.

– Schlüter havde ikke noget særligt godt forhold til Glistrup, men det havde til gengæld Ib Stetter. Han og Glistrup havde siddet sammen i skatteudvalget, og de var begge skattenørder. De følte gensidigt, at der var ingen på Christiansborg, der havde mere forstand på skat, end netop dem, siger Hans Engell.

Derfor kunne de noget sammen, og det blev ifølge Engell en stor fordel for Schlüter, da han skulle prøve at lodde, hvad Glistrup egentlig ville.

– Glistrup var jo utilregnelig. Helt uden for almindelig pædagogisk rækkevidde. Så det var Ib, der fik kontakten til ham, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at deres forhold betød en hel del for, at Fremskridtspartiet trods alt støttede Schlüters firkløverregering.

Drømmejob med problemer
Det meste af regeringen er allerede på plads, og Engell glæder sig til, at han skal rykke ind i Statsministeriet sammen med Poul Schlüter som regeringschefens pressemand. Anderledes kan det vel ikke være. Men så ringer telefonen. Det er Schlüter, der vil høre, om Engell har noget stærkt. Det har han ikke. Der er kun lys øl på lager.

– Jeg troede, at det var til ham selv, men så siger han, at jeg skal tage én og komme ned til ham med det samme. Jeg skal nu ikke have nogen øl, så jeg skynder mig derned og kæmper mig forbi alle journalisterne, der står foran hans dør og venter på nyt om regeringsdannelsen. Inde på kontoret falder bomben. Schlüter har besluttet, at jeg skal være forsvarsminister.

Engell behøver ingen betænkningstid, og det passer regeringschefen godt.

– Schlüter var jo ikke typen, hvor man sagde, at det ville man gerne tænke over de næste 48 timer. Når man får sådan et tilbud – og især med den måde, som Schlüter var chef på – så var min melding, at det var helt i orden.

Med sin fortid i Livgarden og Hjemmeværnet og med sin særlige interesse for NATO var Forsvarsministeriet et drømmejob for Hans Engell. Men i de kommende år skulle han sammen med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen opleve at komme under kraftig beskydning fra det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget bestående af venstrefløjen, Socialdemokratiet og de radikale.

– Jeg stod lige midt i fodnotepolitikken, og jeg skal blankt erkende, at det var en besværlig balancegang. Jeg var ikke enig med Uffe, når han udfordrede oppositionen og indimellem også bragte regeringens liv i fare. Jeg havde det synspunkt, at vi var nødt til at gøre op med os selv, om vi ville fortsætte, selv om vi var i mindretal i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Hvis svaret var nej, måtte vi gå af. Men når vi accepterede at være landets regering på de præmisser, så nyttede det ikke noget, at vi rendte rundt og råbte og skreg.

Ingen helte
Hans Engell rejser spørgsmålet, om det var særlig ædelmodigt af regeringen at blive siddende, selv om den igen og igen blev stemt ned. Selv er han ikke i tvivl.

– Nej, det var ikke særlig helteagtigt. Nogen vil kalde det taburetklæberi. Andre – inklusiv mig selv – holder fast i, at det var en regering, der havde påtaget sig den meget vigtige opgave at genoprette økonomien. Det var også Schlüters linje. Den økonomiske politik var regeringens hovedopgave. Så måtte vi lade andre ting passere.

I den samme periode følger Hans Engell på nærmeste hold, at Poul Schlüter for alvor træder i karakter som statsminister. I 1984 får Det Konservative Folkeparti sit bedste valg nogensinde og scorer 42 mandater. Den partileder, som han oprindeligt ikke havde været speciel imponeret af, er i gang med at overraske alt og alle.

– Jeg så det allerede, lige inden han tiltrådte som statsminister. Politiets Efterretningstjeneste ringede og spurgte på hvilket niveau, Schlüter ønskede personbeskyttelse. Altså bodyguards. Da jeg kom ned på hans kontor, sad han i ternet skjorte med et bjerg af aviser på bordet og spiste en leverpostejmad. Håret var krøllet, og han trængte til at blive klippet. Det stod ud til alle sider. Jeg fortæller, at PET har haft ringet. Så kigger han op på mig og siger: ”Det skal vi ikke tage stilling til. Det er deres opgave. Den vurdering må de foretage.” Jeg stod og kiggede på ham, og i det øjeblik tænkte jeg, dér har vi statsministeren! Nu er det sket. Han er begyndt at tænke som en statsminister.

Schlüters humor
Ifølge Hans Engell var det Schlüters enorme styrke, at han ikke var bange for at træffe beslutninger, og at han havde en fantastisk humoristisk sans.

– Kors, hvor kunne vi grine i den regering. Jeg tror aldrig nogensinde, at der har været ministermøder i Danmark, hvor der er blevet grinet så meget, som vi gjorde i Schlüter-årene. Når ting var ved at gå i hårdknude, kunne han altid løsne dem op. For eksempel da vi diskuterede bevillinger til NATO i forbindelse med opstillingen af nye atomraketter. Diskussionen kørte trægt, men så sagde Schlüter, at hans personlige holdning var, at vi ikke skulle bygge nye atomraketter, før vi havde brugt de gamle. Det var en absurd udtalelse fra landets statsminister, men den løsnede situationen op. Han brugte simpelthen humoren som et styremiddel.

Men Engell selv forstod også at gøre brug af sin humoristiske sans. For eksempel da han holdt tale ved Poul Schlüters 60 års fødselsdag og drillede fødselaren.

– Jeg sagde, at jeg havde gået og luret på, hvad en statsminister egentlig laver. Det er ikke ret meget, for det er fagministrene, der har alle lovforslagene. Men nu havde jeg endelig fundet ud af, at der var ét område, som Schlüter havde gjort til sit eget. Han var minister for Det Radikale Venstre.

Tragisk undtagelse
Ifølge Engell var Poul Schlüter altid på forkant med den parlamentariske situation. Han havde en klar erkendelse af, at de radikale og ind imellem også Fremskridtspartiet skulle holdes tæt ind til kroppen. Det parlamentariske fodarbejde skulle være i orden.

– Og så forstod Schlüter – i modsætning til flere af sine forgængere og efterfølgere – at prioritere sin arbejdsindsats. Anker kunne det samme. En statsminister må ikke sande til i sager. Han skal have det store overblik og være regeringens leder. Statsministeren skal vide, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er væsentligt. Det var Schlüter god til, men det gav også anledning til absurde situationer, som da han sad og åbnede kuverten med alle papirerne umiddelbart inden et møde i regeringens koordinationsudvalg. ”Nå, statsminister”, sagde jeg, ”det er vist det, man kalder i sidste øjeblik.” Så svarede Schlüter noget, som jeg aldrig vil glemme. Han sagde: ”Det vigtigste er ikke, at man har læst alle papirerne. Det vigtigste er, at man ved, hvad der står i dem.”

Det gjorde Schlüter ifølge Engell. Uanset om det var en stor og kompliceret sag, så vidste Schlüter præcist, hvad det politiske i sagen var.

– Derfor er det også skæbnens ironi, at han falder på en tamilsag, som han under normale omstændigheder aldrig ville være faldet på. Han ville længe forinden have lugtet, at der var et eller andet galt. Men nu var det Ninn, og han var måske heller ikke alt for godt kørende rent rådgivningsmæssigt. Så Tamilsagen var den tragiske undtagelse.

Under anklage
Hans Engell er i mellemtiden fratrådt som forsvarsminister og er blevet formand for den konservative folketingsgruppe. Han elsker sit nye job. Men det varer kun til den dag, hvor Tamilsagens første bølgeskvulp forhindrer, at de konservatives nestor, Erik Ninn-Hansen, bliver genvalgt som formand for Folketinget. H. P. Clausen må rykke op i stolen, og nu mangler Schlüter en justitsminister. Han ringer til Engell, der denne gang har svære betænkeligheder ved at sige ja. Tamilsagen kaster lange skygger over Justitsministeriet. Højesteretsdommer Mogens Hornslet kulegraver sagen, og de to tidligere justitsministre – Ninn-Hansen og H. P. Clausen – er begge i søgelyset. Hans Engell rykker ind i et ministerium under anklage.

Til gengæld var stemningen ikke speciel tynget i Det Konservative Folkeparti.

– Når du spørger til stemningen i partiet, så havde jeg det som om, at jeg befandt mig i uvirkelighedens verden. Det var stærkt belastende oplysninger, der kom frem fra dommer Hornslets undersøgelse. Først og fremmest for Ninn – og for flere embedsmænd, men også for Schlüter. Mange mente, at Schlüter klarede afhøringerne glimrende, men det var bestemt ikke min oplevelse. Formen var fin. Stilen var fin. Havde det været en spørgetid i Folketinget, havde han fået UG med kryds og slange. Men Mogens Hornslet var dommer, og han havde en helt anden tilgang. Så min konklusion var klar. Regeringen var færdig, når dommer Hornslet var færdig.

Det siger Hans Engell til sine partifæller – undtagen Schlüter – og de er uforstående. Han får prædikatet lyseslukker.

– Da vi er til nytårstaffel hos Dronningen første nytårsdag 1993, har en af de kvindelige ministre købt en fantastisk flot kjole. Sort med påsyede røde roser. Jeg komplimenterer hende for kjolen og siger så, at den får hun ikke megen brug for i de kommende år. Regeringen er færdig. Men hun forstår slet ikke, hvad jeg taler om. Det var højst ejendommeligt. Jeg havde det, som om jeg var passager om bord på Titanic efter kollisionen med isbjerget! Skibet var på vej ned, men mine partifæller dansede videre.

Engell er ikke enig
I de senere år har flere iagttagere peget på, at dommer Hornslet var meget hård i sin vurdering af Poul Schlüters rolle i Tamilsagen. Det har blandt andre den tidligere radikale leder Marianne Jelved givet udtryk for. Hans Engell er ikke enig.

– Jeg er ikke i tvivl om, at Poul Schlüter fandt det urimeligt, uretfærdigt og alt for hårdt. Hans synspunkt var, at Hornslet umuligt kunne vide, hvad han – Poul Schlüter – vidste og ikke vidste. Men Hornslet arbejdede ekstremt længe og grundigt. Han var skarp i sine vurderinger, og ingen har efterfølgende kunnet omstøde hans afgørelser. Hornslets beretning førte til, at vi fik den første rigsretssag i 80 år – mod Ninn – og rigsretten fulgte jo stort set dommer Hornslets konklusioner hele vejen igennem, siger Hans Engell.

Han mener, at Schlüter – omstændighederne taget i betragtning – kom godt ud af sagen.

– Vi skal ikke glemme, at når Schlüter vælger at gå af, er det en stærkt medvirkende årsag til, at der ikke kommer et krav i Folketinget om, at rigsretsanklagen også skal omfatte statsministeren. Og jeg må bare sige, at kronjuristerne i Justitsministeriet vurderede på baggrund af Hornslet-rapporten, at hvis Folketinget havde valgt at rejse rigsretssag mod Poul Schlüter, så var han højst sandsynligt blevet dømt. Når Folketinget ikke gjorde det, var det fordi, man så Ninn som hovedskurken, og fordi Schlüter ved at gå af ligesom havde påtaget sig et ansvar.

Ingen anden udvej
Hans Engell har aldrig talt med Poul Schlüter om det spørgsmål, men han har hæftet sig ved, at Schlüter i hele den efterfølgende periode på intet tidspunkt har været ude og argumentere imod Hornslet.

– Stort set frem til i dag har Schlüter tiet. Han har sagt lidt – og mest i de senere år. Men i mange år gjorde han det ikke. Nogle borgerlige synes, at Schlüter bare gav op, men jeg mener, at han gjorde det helt rigtige. Der var ingen anden udvej. Han måtte træde tilbage.

Poul Schlüter har dog svaret på Hans Engells udlægning af Tamilsagen. Det har han gjort i et interview med journalist Kurt Strand til bogen ”Det var vel ikke så ringe endda”. Her pointerer Schlüter, at hvis der havde været et grundlag for at rejse en rigsretssag mod ham, så ville man også have gjort det, selv om han var trådt tilbage som statsminister.

Poul Schlüter siger, at han ikke kendte til, at nogle af juristerne i Justitsministeriet mente, at der ville kunne rejses en sådan sag. Hans Engell fortalte ham det heller ikke. Schlüters konklusion er, at de pågældende juristers vurdering er forkert. Der var ikke noget grundlag for en sag, og derfor blev den heller ikke rejst, siger han til Kurt Strand.

Schlüter hæfter sig i stedet ved, at hele tre juridiske professorer ved Københavns Universitet har kritiseret Hornslet-rapporten. Det anser han for en stor støtte.

Starter med konklusionen
Hans Engell var helt tæt på begivenhederne, da Tamilsagen toppede med fremlæggelsen af dommer Hornslets rapport.

– Poul Schlüter var jo under et voldsomt pres i de dage. Det overraskede mange, hvor professionelt han håndterede sit sidste pressemøde?

– Ja, det klarede han flot, siger Hans Engell.

– Men hvordan tog han det, når kameraerne var slukket?

– Jeg blev kaldt over i Statsministeriet om eftermiddagen – længe inden pressemødet – og der sad vi ved et langt bord. Så siger Schlüter, at vi lige så godt kan starte med konklusionen. Den er, at han går af. Så rejser han sig op og går over mod de store vinduer ud mod Prins Jørgens Gård, og der så jeg, at han fik et par tårer i øjnene. Det gik lynhurtigt væk, og så satte han sig igen. Jeg tror, det var enormt vigtigt for ham, at man ikke oven i den kæmpe skandale, som Tamilsagen jo var, kunne sætte en finger på hans håndtering af den. Men jeg er også sikker på, at det var vigtigt for Schlüter, at de radikale bevarede respekten for ham helt til det sidste. De havde båret ham gennem ti år som statsminister, og det forhold skulle slutte ordentligt.

Nye tider
Da Poul Schlüter trækker sig i 1993, bliver Hans Engell efter et kort parløb med Henning Dyremose Det Konservative Folkepartis ubestridte leder. Han spørger sin gamle læremester, om han har lyst til at blive de konservatives spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, og det har Poul Schlüter.

– Jeg kan ellers huske, at han mange år tidligere havde sagt, at han hellere ville dø en naturlig død end at blive æresmedlem af Det Konservative Folkeparti og medlem af Europa-Parlamentet. Han blev begge dele, smiler Hans Engell.

Selv fortsatte han Schlüters midtsøgende linje ud fra devisen, at de borgerlige stemmer fortsat skulle arbejde.

– Det var jo en katastrofe, som vi havde været igennem. Vi havde haft Statsministeriet, formandsstolen i Folketinget, formandsposten i Retsudvalget og så videre. Nu var det hele væk, og det samme var en generation af konservative profiler, der havde tegnet partiet i 30 år. Jeg havde det som om, at jeg stod på en keglebane, hvor alle keglerne var væltet. Nu handlede det om at sikre sig de andre partiers respekt og søge indflydelse. Vi skulle i arbejdstøjet.

Politisk mod
Ifølge Hans Engell må en politiker ikke være bange, for så går det først galt. Det handler om at have politisk mod. Det udviste han selv i 1995, da han indgik et finanslovsforlig med Nyrup-regeringen uden om Venstre. Det gik ikke stille af sig. Engell og hans folk holdt hemmelige nattemøder med regeringen, og da Venstres topfolk fik forelagt resultatet, var stemningen så ophidset, at det næsten kom til håndgemæng.

– Vi var ganske langt i forhandlingerne, men det var min vurdering, at Venstre forhandlede på skrømt. De gik reelt efter et folketingsvalg, som jeg ikke troede på. Men jeg var fuldstændig klar over, at hvis vi satte os ved bordet og lavede en ren konservativ aftale med regeringen, så var det et spil med de helt store jetoner. Venstre ville blive rasende.

Hans Engell lander en finanslovsaftale med regeringen, som er meget tilfredsstillende for de konservative forhandlere. Aftalen indgår i en stor buket, der også omfatter forsvarsforlig, politiforlig, arbejdsmarkedsaftaler og skatteaftaler.

– For mig handlede det om at bevare tilliden hos politi, forsvar, erhvervsliv samt lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer. Det var en så flot buket, som vi havde bundet, hvor både regeringen fik meget, og vi fik meget. Vi forklarede, at den kunne vi ikke ofre i Venstres taktiske spil, men det kunne de slet ikke høre. Venstre hørte kun sig selv, og det er i øvrigt noget, der ligger til det parti. Det må være en del af deres DNA, siger Hans Engell.

Sit Thor! Sit!
Hos de konservative havde man grundige interne drøftelser, inden man indgik aftalen.

– Jeg vidste jo ikke, hvordan erhvervslivet ville reagere. Jeg vidste ikke engang, hvordan vores egne partimedlemmer ville tage det. Ville de gå helt amok? I mens prøver Marianne Jelved og jeg nogle ting af på hinanden blandt andet omkring formueskattens afskaffelse, som var et konservativt ønske. I aften- og morgentimerne er det så op til hende at undersøge, om socialdemokraterne vil være med. Hun ringer næste morgen, mens jeg står i badet, og siger blot: ”Fuglen kan flyve”, inden hun lægger røret på.

Hans Engell har en aftale, og den bliver godt modtaget af Det Konservative Folkepartis repræsentantskab. Kun en enkelt er imod.

– Jeg spurgte med vilje ikke Schlüter, hvad han mente, og hvad han ville have gjort. Som partileder måtte jeg selv tage ansvaret, men jeg var heller ikke sikker på, hvad han egentlig ville have svaret. Bagefter havde jeg på fornemmelsen, at han sådan set var enig i det, der var foregået. Han gik i hvert fald aldrig imod. Omvendt vidste Schlüter om nogen, hvor store omkostninger det har, når V og K er i krig med hinanden.

Det var også det regnestykke, som Hans Engell selv stod tilbage med. Finanslovsaftalen havde absolut styrket partiet, men den var ikke uden omkostninger.

– Med aftalen trådte vi i den grad i karakter som et selvstændigt parti, der selv forhandler sine aftaler på plads. Men Uffe blev endnu mere sur, end jeg havde frygtet. Reaktionen var voldsom. Især Thor Pedersen. ”Sit Thor! Sit!”, råbte Uffe. Selv holdt han en pompøs tale: ”Aldrig havde han troet…” Bagefter gik han ud på gangen og dansede krigsdans foran hele pressekorpset.

Ikke for ivrig
Det var i de år, at Hans Engell for alvor markerede sig som en benhård spiller på Christiansborg. Det kostede venskaber. Forholdet til Uffe Ellemann-Jensen var ikke længere godt, og i dag fortryder Engell sin indsats som leder af det tæskehold, der i 1994 gik til angreb på den socialdemokratiske trafikminister Helge Mortensen i den såkaldte HT-sag.

Tæskeholdet jagtede Mortensen i flere måneder, og pressen var med på turen. Alle lugtede blod, og Engell var med egne ord ubønhørlig i sin jagt på trafikministeren. Han skulle ned med nakken. Men i virkeligheden var sagen ikke særlig stor, og da Engell på et tidspunkt kan mærke, at Helge Mortensen er ved at knække både fysisk og psykisk, giver det anledning til selvransagelse. Ganske vist har ministeren lavet nogle forkerte aftaler, men det retfærdiggør ikke, at han risikerer at blive kørt væk i en ambulance efter et samråd.

Hans Engell har siden haft lejlighed til at beklage forløbet over for Helge Mortensen, og i dag har han taget den franske politiker Talleyrands mundheld til sig: ”Ikke for ivrig!”

Min nekrolog
Omvendt er toppolitik i Engells optik ikke for gemytlige fætre. Det handler om magt, og den gik han efter, lige indtil en betonklods på Helsingørmotorvejen kom på tværs.

– Da jeg lavede research til denne artikel, skrev jeg dit navn på Google, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da søgemaskinen selv foreslog ”Hans Engell + betonklods”. Kan du i dag se det humoristiske i episoden?

– Det har jeg kunnet i mange år. Jeg har for længst erkendt, at den er blevet en del af min identitet. Når jeg dør, vil betonklodsen stadig hænge om benet på mig i min nekrolog. Så jeg kan godt grine af det, men et eller andet sted er det også et traume for mig. Jeg er meget ked af den hændelse. Ikke så meget karrieremæssigt, for jeg fik syv pragtfulde år som chefredaktør på Ekstra Bladet. Men jeg har det skidt med, at jeg – der blev betroet så meget af de konservative – ikke var i stand til at håndtere situationen den fatale nat.

Helt ned i knæ
Det var ikke kun den konservative partileders bil, der blev smadret på motorvejen til Helsingør. Det var også en stor politisk karriere, der lå i ruiner. Engell vidste det – og så alligevel… Magten var svær at slippe, og selv om han trak sig som formand, fortsatte magtkampene i partiet med Engell som en central spiller. Begge hans efterfølgere – Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller – måtte gå af efter kort tid på posten, og det fik Engell sin del af skylden for.

– Jeg burde være gået helt ned i knæ, men det havde jeg svært ved. Den konservative borgerkrig udløste nogle kræfter i partiet, som jeg tror, at mange af os undervurderede. Det var ikke godt, og alle os, der var involveret, har betalt en pris for det. Når jeg ser tilbage, kunne jeg godt have undværet den ballade.

Og ballade var der. Så sent som i sommeren 1999 er Hans Engell til konference i OSCE i Sankt Petersborg sammen med blandt andre Enhedslistens Søren Søndergaard. Under konferencen trækker det op til det endelige opgør hos de konservative. Den nye partileder, Pia Christmas-Møller, benytter Engells fravær til at udfordre ham i stort opsatte avisartikler hjemme i Danmark. Pressen lugter blod, og da Engell lander i Københavns Lufthavn, er journalisterne mødt så talstærkt frem, at Søren Søndergaard må agere bodyguard for at hjælpe Engell gennem myldret.

– Det fik han kritik for. Frank Aaen var slet ikke tilfreds, husker Hans Engell.

På vand og frugt
I dag stortrives Engell som politisk kommentator, forfatter og foredragsholder. Årene på Ekstra Bladet blødte ham op. Han blev et mere rundt og helt menneske med øje for andet end finanslovsforhandlinger. Det politiske hundeslagsmål er erstattet af iagttagerens mere tilbagetrukne rolle.

– Når jeg sidder og tænker tilbage på mine år i politik, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at jeg fik lov til at opleve de gode tider. Selvfølgelig var tiåret med Schlüter-regeringerne meget hårdt, men vi havde det sjovere som ministerhold, end de har i dag. Vi havde nogle helt andre frihedsgrader. Når vi havde fået vores kapitel i finansloven på plads og sikret os, at der var et politisk flertal bag de ting, som vi foretog os, så havde vi meget frie hænder til at styre vores ministerområde. Der var ikke nogen særlig detailindblanding fra Finansministeriet. Jo mindre man havde med dem at gøre desto bedre.

I dag ser det ifølge Hans Engell ganske anderledes ud.

– Ministrene har simpelthen færre frihedsgrader. Finansministeriet blander sig i alt! Der er ikke én minister, der kan gøre noget som helst. En fuldmægtig i Finansministeriet har i dag mere magt, end mange kontorchefer, afdelingschefer og departementschefer har det i fagministerierne. Magten er i den grad blevet centraliseret i Finansministeriet, og det gør det meget mere besværligt at være minister. Samtidig er medierne blevet mere pågående. I dag tør ministrene knapt nok at købe en ny skrivebordsstol af frygt for at havne på forsiden. Det hele er blevet så asketisk. Jeg kender ingen regering, der drikker så meget vand og spiser så megen frugt, som den siddende regering gør. Vi andre fik da en god frokost og fik snakket sammen efter ministermøderne om tirsdagen, husker Hans Engell.

Hans, mit barnebarn
Så er det trods alt sjovere at kommentere livet på Christiansborg, og trods sin politiske fortid føler Hans Engell sig i dag bredt accepteret som uvildig kommentator.

– Nu har jeg heller ikke hørt til de konservative, der for eksempel hadede socialdemokrater. Det har præget mig, at min farmor og farfar var aktive konservative, mens min mormor og morfar var aktive socialdemokrater. Min mormor gav altid penge til de socialdemokratiske valgkampe, og det forstod jeg ikke. ”Hans, mit barnebarn”, sagde hun, ”jeg elsker dig højt, men der er én ting, som du aldrig må bede mig om. Det er at stemme på de konservative. For det parti har intet gjort for den lille mand.”

Hans Engell mindes mormorens udtalelse med et smil.

– Jeg syntes, at det var uretfærdigt. Jeg oplevede de konservative som nogen, der også gerne ville gøre noget for den lille mand. Faktisk tror jeg, at det er her, vi skal finde forklaringen på partiets aktuelle problemer. Det Konservative Folkeparti er i for høj grad blevet synonym med skattelettelser, de riges forhold og erhvervslivets interesser. Partiet er ikke længere det folkeparti, som det engang var, siger Hans Engell.

I rimelig form
Han peger på, at de konservative tidligere appellerede mere bredt.

– Vi havde god kontakt til sygeplejerskerne. Kirsten Stallknecht sad i den konservative hovedbestyrelse. Vi havde god kontakt til forsvarets folk. Der sad fremtrædende officerer i folketingsgruppen. Og vi havde rigtig gode kontakter til ansatte i den offentlige sektor. I dag er det som om, at det hele er blevet for snævert. Det handler mest om topskatten, men jeg skal hilse og sige, at den ikke er Danmarks største problem. Til gengæld har de konservative det problem, at de i dag opleves som nogen, der gør for meget for de rige og for lidt for de mange.

Hos de konservative – og i de øvrige partier – har de forhåbentlig vænnet sig til, at Engells skarpe analyser venter lige rundt om hjørnet. For han har ingen planer om at indstille sine metier.

– Jeg har en enorm erfaring med politik og medier, så hvorfor skulle jeg lukke ned, blot fordi jeg har nået en vis alder? Jeg synes, det er skønt, at man er begyndt at bruge os ældre som en ressource. Marianne er igen minister. Holger er også kommet med i regeringen, og Lykketoft er formand, når han ikke laver tv sammen med Uffe. Alle vi gamle, der holder os i rimelig form, kan stadig bruges. Det er godt at se, siger Hans Engell.

Denne udgave af interviewet med Hans Engell blev bragt i bogen ”Under Christiansborgs spir”.