I Matadors skygge

Lise Nørgaard er meget mere end forfatter til Matador. Men den populære tv-serie er kommet til at skygge for hendes alsidige virke.

Af Thomas Møller

Hun bliver der højst i tre måneder. Det garanterede Lise Nørgaards far redaktøren på Roskilde Dagblad. Han havde bestukket ham med en kasse årgangsvin for at få sin umulige datter ind på avisen. Men siden er der gået 79 år, og Lise Nørgaard har endnu ikke forladt journalistikken. Hun har heller ingen planer om det.

Siden hun i 1935 trådte ind på redaktionen i Roskilde i sine guldsandaler, har hun haft en enestående karriere som en af de første markante, kvindelige journalister herhjemme. Hun har skabt debat, og hun har skubbet til fastlåste holdninger. Altid med ironien som et effektivt virkemiddel.

Ironien er også fremtrædende i hendes forfatterskab, der er vokset med årene og efterhånden er kommet til at overskygge det lange journalistiske virke. Tv-serien ”Matador” er snart 40 år gammel, men bliver ved med at være lige populær. Nye generationer har taget den til sig, og Lise Nørgaard indrømmer gerne, at seriens langtidsholdbarhed har overrasket hende. I dag er ”Matador” en del af det nationale arvegods og den danske folkesjæl på linie med Den Lille Havfrue og fodboldlandsholdet.

– Selvfølgelig er jeg stolt af ”Matador”. Men man skal også passe på, at man ikke bliver vigtig, siger hun, da vi mødes til frokost og interview på Skovshoved Havn.

Stamgæsten
Lise Nørgaard anbefaler de friskpillede rejer. Hun er stamgæst på stedet, viser det sig, så der er god grund til at følge hendes anbefaling. Mens vi venter på maden, falder snakken helt naturligt på ”Matador” og den tid, hvor serien udspiller sig. 1930’erne var Staunings årti, men den socialdemokratiske bevægelse er ikke specielt fremtrædende i tv-serien.

– Nej, og det har heller ikke været min intention, siger Lise Nørgaard.

– Serien skildrer ikke politiske bevægelser. Den fortæller om en gruppe mennesker og den by, som de lever i. Men selvfølgelig er det politiske også en del af historien. Grisehandleren er for eksempel socialdemokrat, og det samme er hans omgangskreds – bortset fra Røde, der er kommunist.

Lise Nørgaard understreger, at hun ikke kan skrive en arbejderkrønike, for hun har aldrig levet en arbejderfamilies liv. Hun har en anden baggrund.

– Men selvfølgelig har jeg kendt mange arbejdere gennem mit journalistiske virke. Mange pragtfulde mænd og kvinder. Men det ville være at krænke dem, hvis jeg begyndte at skrive om deres følelsesliv og livsvilkår, for det har jeg aldrig prøvet på min egen krop. Jeg kan kun skrive på den piedestal, som jeg selv er sat på – og så må jeg tage et overblik over landskabet. Hvis jeg endelig skal prale, så synes jeg faktisk, at det er gået rigtig godt. Jeg synes, at jeg i ”Matador” får afløb for en stor sympati for arbejderklassen. Måske især i kraft af Agnes. Men også husassistenterne og ekspedienterne hos Skjern, siger Lise Nørgaard.

Fallit på stribe
Hun peger på, at en stor del af ”Matador” udspiller sig under den økonomiske depression.

– Jeg viser jo, at i 1930’erne gik de fallit på stribe. Meget ofte på grund af uduelige sønner, der havde arvet gode forretninger, som de ikke passede. Som for eksempel Arnesen. Når de så gik ned, viste man dem og deres koner stor opmærksomhed. Hvor var det dog synd! Men hvem tænkte på de ansatte, der mistede deres job? Hvem tænkte på frøken Jørgensen og hr. Schwann? Ingen af dem var i fagforening, for det syntes Arnesen jo ikke om. De så i øvrigt også ned på dem på den anden side af gaden, der havde ordnede forhold i ansættelsen og et fagforeningsmedlemskab. Det synes jeg faktisk, at vi får givet et godt billede af i serien, siger Lise Nørgaard.

Hun kan i dag smile over den status, som ”Matador” har fået, for begyndelsen var ikke uden problemer.

– Serien var ikke nogen succes i pressen. Anmelderne var så ondskabsfulde, og medlemmer af Radiorådet overfusede underholdningschefen på det frygteligste. De sagde, at han var ansvarlig for en gang møg. Det var så voldsomt, at han faktisk fik nerver af det. Til gengæld blev serien straks en folkelig succes. Hvis det ikke havde været for de høje seertal, var det blevet ved de første seks afsnit. Så folkets kærlighed blev vores styrke, husker Lise Nørgaard.

Lærte at neje
Hun er ikke i tvivl om, at det fascinerer tv-seerne at få et indblik i, hvordan folk levede i de år, hvor ”Matador” udspiller sig.

– Dengang var folk beskedne. Det var ikke fint at være flot. Jeg kan huske, at min far ikke ville købe et dollargrin efter krigen, for det ville være tarveligt og pralende at køre gennem Roskilde i den. Så han købte i stedet en engelsk Morris. Hvis vi børn nogensinde pralede… Gud nåde og trøste os. Min far havde 44 ansatte, og vi fik at vide, at de var brave og flittige mennesker, som vi skyldte den største og dybeste tak. Uden deres arbejde ville vi hverken have tøj eller mad. Så der lærte jeg at neje for folk, siger Lise Nørgaard.

I ”Matador” finder man mange af de skarpe holdninger, der har været Lise Nørgaards varemærke gennem hele hendes karriere. Hun har altid været engageret i samfundsudviklingen, og som mangeårig dagbladsjournalist skrev hun det, som hun selv har kaldt holdningsjournalistik.

– Det vil sige, at man har en holdning, og den bliver man ved med at holde fast ved. Man har også et formål med det, man skriver. Man prøver at påvirke en udvikling. Nogle steder kom jeg ikke langt, men det lykkedes mig efterhånden at få slået nogenlunde hul på lukkeloven. Min holdning var, at når der ikke længere var en tjenende ånd i form af husmoderen, der kunne købe ind når som helst, så kunne lukkeloven udvikle sig til et helvede. Jeg oplevede i alle de år, hvor jeg var ansat i den indre by, at kvinderne var nødt til at rende fra deres arbejdsplads i spisepausen for at købe ind. Om aftenen sad de med deres poser på skødet på vej hjem i S-toget. Nu har vi endelig fået liberaliseret lukkeloven, men det tog godt nok sin tid, siger Lise Nørgaard.

Kvindekampen
Størst held havde hun måske med kampen for kvinders frigørelse og ligeret, som hun har kæmpet hele sit voksenliv.

– Jeg er feminist, og jeg har stor respekt for rødstrømperne, der virkelig fik sat fut i kvindekampen i begyndelsen af 1970’erne. De pragtfulde unge kvinder fik gennemført alt det, som jeg havde skrevet og sloges for, siden jeg var 17 år. Er det ikke utroligt? Lige beskatning i stedet for sambeskatning. Lige ret til uddannelse. Retten til fri abort. Det var simpelthen en revolution. Nu kunne man pludselig være enlig mor, uden at det var en skam og skændsel. Kvindefrigørelsen og ligeretten er den største forandring, der er sket i min levetid.

Den kønspolitiske kamp udspiller sig ikke kun i Lise Nørgaards holdningsjournalistik. Den ligger også overalt i hendes forfatterskab. Hendes debutroman fra 1959 – ”Med mor bag rattet” – handler om ligestilling på det helt praktiske plan og med Lise Nørgaards vanlige humoristiske vinkel. Selv i tv-serien ”Huset på Christianshavn”, hvor figurerne ikke måtte udvikle sig, fik Lise Nørgaard trumfet igennem, at fru flyttemand Olsen begyndte at køre bus.

– Jeg har altid brugt ironien i mine skriverier, for ellers dør læserne jo af kedsomhed. Eller af skræk. Eller af sorg. Så ironien er god. Der er i høj grad brug for humor, når man beskæftiger sig med politik, siger hun.

Fandens oldemor
I dag er Lise Nørgaard en flittig læser. Både af aviser og bøger. Til gengæld skriver hun ikke så meget længere, og nu overvejer hun at sætte sin skrivemaskine på auktion.

– Tidligere kunne jeg godt blive hidsig og sende et læserbrev til aviserne, men det gør jeg sjældent mere. For det afstedkommer straks, at de ringer fra tv-stationerne og vil have mig ind og uddybe læserbrevet. Det gider jeg ikke. Blandt andet fordi jeg ser så rædselsfuld ud i fjernsynet. I gamle dage havde de rigtige make up-artister, men nu har de skønhedseksperter, som de får billigere, og som man risikerer at komme i kløerne på. De kan få mig til at ligne en krydsning mellem den babyloniske skøge og Fandens oldemor. Det er så forfærdeligt! Så jeg skriver sjældent læserbreve mere, konstaterer Lise Nørgaard tørt.

De breve, hun har skrevet, er ligesom hele hendes øvrige produktion blevet til på en traditionel skrivemaskine.

– Jeg valgte edb fra, og det kan jeg da godt her i min høje alderdom pludselig fortryde. Men jeg var den første, der indførte ny teknik på Roskilde Dagblad i 1935, idet jeg medbragte en rejseskrivemaskine. Da jeg siden kom på Politiken, var vi fem yngre medarbejdere, der brugte skrivemaskiner. Resten skrev i hånden. Når man spurgte, hvorfor de gjorde det, så svarede de, at det ville ødelægge deres dyrebare stil at gå over til maskinskrivning. Mange år senere kom så de elektriske skrivemaskiner, der stod og brummede og summede. Men dem nægtede jeg at skrive på. Det ville jo ødelægge min dyrebare stil, siger Lise Nørgaard.

Op af skuffen
Da hun kom til Berlingske Tidende, fik hun indføjet i sin kontrakt, at hun ikke skulle skrive elektrisk. Til gengæld havde hun ret til at tage to puddelhunde med på arbejde.

– Det gjorde jeg nu aldrig, for de hadede at komme til byen. Men pludselig en dag blev døren til mit kontor slået op, og ind kommer de bærende på et stort lokum af en computer. En af de første af slagsen. Avisen havde indført, at alle skulle skrive på computer, og flere medarbejdere fik et nervesammenbrud. To døde af det. Men jeg råbte bare: UD! Så blev der panik, og så hev jeg min kontrakt op af skuffen, og så kunne de jo godt se, at jeg kunne værge for mig. Derfor har jeg aldrig fået lært at skrive på computer.

Resultatet er, at hun stadig har sin gamle skrivemaskine stående derhjemme. Men den har været på hårdt arbejde gennem årene og er efterhånden helt slidt ned.

– Så nu tror jeg, at jeg vil sælge den på auktion. Som den skrivemaskine ”Matador” blev skrevet på. Pengene vil jeg give til dyrene, Læger uden Grænser, Frelsens Hær eller noget andet, som jeg går ind for.

Tre datoer
Lise Nørgaard er tryg ved, at skrivemaskinen vil indbringe gode penge.

– Folk er jo ikke rigtig kloge. De samler på alle effekter, der har noget med ”Matador” at gøre. De er så vanvittige, at de er klar til at slå hinanden ihjel for at få fat i det. Jeg har også en rigtig stalker, der hele tiden sender mig forslag til, hvor vi skal mødes og spise frokost. I morges lå der et brev, hvor han foreslog tre forskellige datoer. Han er egentlig sød og rar, men det er også lidt uhyggeligt. Han er det, jeg kalder Matador-sindssyg, og dem er der faktisk nogle stykker af.

Det ligger Lise Nørgaard fjernt at hænge fast i ”Matador”. Hun har kun gemt nogle få minder om serien. Arne Ungermanns originaltegning af drengen, der sidder på trappen, har hun givet videre til sin datter. I stedet holder hun sig i gang ved at læse tre aviser hver dag og pleje familien og en stor vennekreds.

– Mogens Lykketoft er en af mine gode venner. Jeg holder så meget af ham. Vi småskændes altid. ”Jeg tilgiver dig aldrig, at du slap tøjlerne”, siger jeg til ham. Så siger han, at han jo har haft det rart lige siden. Jeg mener stadig, at partiet havde været bedre tjent med at beholde Lykketoft som formand. Han er en utroligt vidende politiker. Ordentlig, ubestikkelig og ikke særlig forfængelig.

Gode gener
Lise Nørgaard har et par uger inden vores interview haft fødselsdag. Hun fyldte 97 år.

– Ja, hvad mener du! Men jeg er arveligt belastet med gode gener. Min mor tog alle sine tænder med i graven som 98-årig.

Trods sin høje alder er Lise Nørgaard fuldstændig selvhjulpen og lever et godt og aktivt liv. Alligevel er der lidt malurt i bægeret.

– Nu tror du nok, at jeg er idiot. Men jeg må indrømme, at livet ikke længere har den samme tiltrækningskraft, som dengang jeg havde hund. Den sidste var en lille fransk bulldog. Det var min sjette hund, og alle mine hunde har simpelthen været så fantastiske. De har været mine bedste venner. Men pludselig dør min lille hund, da jeg er 92 år. Så jeg er for gammel til at anskaffe en ny, der kan blive 15 år. Det kan jeg ikke tillade mig. Men du kan tro, at jeg savner en hund. Jeg har aldrig før boet i et hjem, hvor der ikke stod én med glad hale og ventede, når jeg kom hjem.

– Jeg kan godt fortælle, at da min hund døde, fik jeg en depression. Det fik jeg hverken, da min mand døde, eller da min søn døde. Da var jeg meget, meget ked af det. Men savnet af det firbenede væsen slog mig helt ud.

Ikke imponeret
Når man ser på Lise Nørgaards samlede produktion, kan man blive helt forpustet. Journalistik, filmmanuskripter, romaner, tv-serier, ugerevyer med videre. Listen er nærmest uendelig. Men selv er hun ikke imponeret. Hun ville gerne have skrevet noget mere. En roman eller to. Men hun har ikke kunnet finde tiden til det.

På spørgsmålet om, hvad der har motiveret hende til at skrive så meget, er hun lidt i tvivl.

– Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Men jeg kan sige, at det har været sjovt og inspirerende. Jeg har fået lov til at lave nogle helt andre ting, end jeg havde mulighed for i mine journalistiske stillinger. Men jeg tror også, der har været et underliggende ønske om at blive anerkendt, siger Lise Nørgaard.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, efterår 2014.