I krig og fred

I 50 år har Jens Nauntofte rapporteret fra dramatiske krige over det meste af verden. Alligevel er det en fredelig genforening, der er det mest betydningsfulde øjeblik for ham.

Af Thomas Møller

Det var en skelsættende dag. Den 30. april 1975 buldrede de nordvietnamesiske kampvogne ind i Saigon og afsluttede 30 års krig. Jens Nauntofte var den eneste skandinaviske journalist, der stadig opholdt sig i den slagne by. Nordmændene var væk. De skulle ikke nyde noget. Svenskerne kunne ikke komme ind, og Danmarks Radios generaldirektør havde beordret stationens radio- og tv-journalister hjem. Det var for farligt. Han ville ikke tage ansvaret for, at de blev i byen.

Så Jens Nauntofte var alene tilbage. Han arbejdede freelance og skrev til fem nordiske aviser blandt andre Information og Dagens Nyheter. Han var sin egen herre, og han skulle ingen steder. Han var fuldt bevidst om, at han stod lige midt i verdenshistorien.

– Selvfølgelig var jeg usikker på, hvad der skulle ske den afgørende dag. Det var alle. Alle var usikre. Mest i forhold til de slagne sydvietnamesiske soldater. De var de farligste. De var helt rundt på gulvet. De kom ind fra slagmarken – gale og tossede – smed deres våben og forsvandt ud i rismarkerne i håb om, at de ikke ville blive stillet til regnskab, fortæller Jens Nauntofte.

Han havde opholdt sig i Sydvietnam i tre måneder og fulgt landets undergang. Nu var det den store finale.

– Det var en kæmpe historie, og den var min. Så jeg rejste sgu ikke hjem. Men det blev så ikke min historie alligevel, for vi var en snes korrespondenter, der blev spærret inde på hotellet af det nye styre. Vi sneg os ud ad bagdøren og kiggede os omkring, og efter 30 dage blev vi evakueret. Men da var vores billeder og historier allerede fortalt. Der var kommet udenlandske journalister ned fra Hanoi sammen med sejrstropperne.

Dybt dramatisk
Vietnamkrigen havde fyldt utrolig meget i medierne. Alle de amerikanske dagblade og tv-stationer sendte deres bedste journalister til Vietnam.

– De mest blændende skribenter var der, husker Jens Nauntofte.

– De skrev store essays, der fyldte magasiner og tidsskrifter. De skrev reportager til New York Times, Washington Post og alle de andre store aviser. De var alle sammen i Vietnam. Der var ikke andre steder at tage hen.

Ifølge Jens Nauntofte er krig noget af det mest betydningsfulde, der foregår. Det er der, historien bliver skabt. Det er der, skæbner afgøres. Både politikeres og soldaters.

– Så krig er stort i vores menneskelige tilværelse, og jeg kan sige, at det bestemt ikke er det kedeligste sted at være. Det er dybt dramatisk. Også journalistisk. Det er livet, der folder sig ud. Jeg har fundet Vietnamkrigen og de store krige i Mellemøsten meget interessante. Balkankrigen var også interessant, og jeg var glad for at dække den i 1990’erne.

I 50 år har Jens Nauntofte rapporteret fra krige og konflikter. Når befolkningen flygtede væk fra ragnarok, fløj han ind for at gå på arbejde. Ikke fra otte til 16. At være udenrigskorrespondent er snarere en måde at leve på. I bøger og på film skildres fagets udøvere gerne som farverige skikkelser, der sidder på et sønderskudt hotels veranda og fordøjer krigen med en flaske whisky. Det billede er ikke helt ude af trit med virkeligheden.

– Der bliver da drukket whisky på verandaen, siger Jens Nauntofte.

– Men først når dagens historie er afleveret. Så sætter man sig ned i gården sammen med de andre og får noget at spise og drikke. Det er jo ikke kedelige mennesker. Det er folk, der lever på kanten af tilværelsen. På kanten af deres egen bevidsthed om, hvad der er klogt, og hvad der ikke er klogt. Så det er folk, der tager chancer.

Next stop Beirut
I samme øjeblik Saigon faldt – og Vietnamkrigen var bragt til afslutning – rykkede alle journalisterne videre til Libanon. Hele Saigon-korpset slog sig ned i Beirut for at dække Mellemøsten, og der genså Jens Nauntofte de gamle kollegaer.

Gennem alle 50 år har Mellemøsten været den røde tråd i hans journalistiske virke. Han er vendt tilbage til regionen igen og igen, og han har boet der af flere omgange. Hele tiden travlt beskæftiget med at researche, dokumentere og formidle.

Han har mødt alle de store figurer på den mellemøstlige scene. Libyens oberst Kaddafi, som han interviewede midt om natten i en iskold kasernebygning i Benghazi, kalder han dybt mystisk og en alt andet end let mand. Det var sværere at gennemskue den ganske unge Osama Bin Laden, som Jens Nauntofte mødte i 1980’erne i grænsebyen Peshawar nær Khyberpasset. Så var der straks større føling med Yassir Arafat, som han havde mange samtaler med gennem årene. Men den palæstinensiske leder kunne man kun få i tale efter klokken to om natten. Hele dagen var han konstant i møde, og derfor sad Jens Nauntofte og de andre journalister mange nætter i hans forgemak og drak kaffe, mens de ventede på, at døren skulle gå op.

Start i shipping
Selv om Jens Nauntofte i dag er uløseligt forbundet med udenrigsjournalistikken, så var der ikke lagt op til, at den skulle blive hans skæbne.

– Jeg er egentlig uddannet i shipping hos skibsmæglerfirmaet Wonsild & Søn, og siden var jeg ansat i rederiet J. Lauritzen. Men det var for kedeligt. Jeg ville noget andet, så jeg sagde op og tog på landevejen, fortæller han.

Landevejen førte i 1961 til Mellemøsten, og her opholdt han sig blandt andet i Israel og Egypten.

– Jeg var faktisk hele vejen rundt på tommelfingeren. Jeg havde ingen penge, men jeg brugte heller ikke nogen. Allerede der begyndte jeg at skrive lidt. Det var til Kristeligt Dagblad, hvor min morfar havde været chefredaktør.

Artiklerne kom i avisen, men da Jens Nauntofte vendte tilbage til Danmark, besluttede han, at der skulle ske noget nyt. Han ville skrive for Information.

– Jeg var knyttet til Information i rigtig mange år, mens jeg lagde mit liv om. Jeg tog først en faglærereksamen og siden en studentereksamen. Derefter begyndte jeg at læse historie på universitetet. Så jeg er ikke journalistuddannet. Man kan sige, at jeg tog journalistikken oppefra og nedefter. Jeg startede som kommentator, og siden har jeg lært mig reporterfaget på egen hånd.

Ingen pynt
Det har aldrig givet Jens Nauntofte problemer, at han er autodidakt. Ingen har bedt om at se hans journalistiske lærebrev, og arbejde har han aldrig manglet. Gennem 50 år har nysgerrighed, lysten til at formidle og trangen til at dokumentere historiens gang været i centrum for hans metier.

– Jeg var for eksempel meget fascineret af den israelske kibbutz, og det var egentlig den, som jeg i første omgang var taget til Mellemøsten for at studere. Siden vendte jeg tilbage til regionen, og da Oktoberkrigen mellem Israel, Egypten og Syrien brød ud i 1973, fik jeg så travlt, at jeg måtte afbryde mit historiestudium. Jeg blev næsten færdig med studiet, men ikke helt, og eksamensbeviset har jeg aldrig savnet. Jeg har ikke behov for at pynte mig med akademiske titler, siger Jens Nauntofte.

Da vi besøger ham kort før hans 75 års fødselsdag i udsigtslejligheden på 14. etage i Carlsbergs gamle maltsilo i København, er han og hustruen – skuespillerinden Maria Stenz – netop vendt hjem fra en rejse til Himalaya sammen med Eventyrernes Klub. I næste uge drager de to til Berlin, hvor de skal være rejseledere på en rejse, som de selv arrangerer. Selv om det efterhånden er fem år siden, at Jens Nauntofte fratrådte sit højtprofilerede job i Danmarks Radio, har han ingen planer om at gå på pension.

– Nej, nej. Lige nu har jeg travlt, så det har jeg ikke gjort mig nogen tanker om. Men hvis jeg en dag skal ud og rokke i en gyngestol, så skal jeg nok sige til, lover han med en tør sarkasme.

En stor overraskelse
Senest har Jens Nauntofte udgivet den anmelderroste bestseller ”Tyrannernes fald – En rejse i Det Arabiske Forår”. Bogen er baseret på hans 18 måneder lange rejse i 2011 og 2012, hvor han besøgte de revolutionære brændpunkter: Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien.

– Det arabiske forår var en meget stor overraskelse for mig. Jeg befandt mig nede på den arabiske halvø og var i gang med noget helt andet. Men det smed jeg fra mig og styrtede til Kairo. For nu skete der noget.

– Du havde ikke set, at det ulmede?

– Nej! Alle, der påstår, at de havde set det komme, prøver at bilde dig noget ind. Også de arabere, der siger det. Man må i det hele taget sætte spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt, at revolutionen hoppede fra land til land. Det var en yndet teori tilbage i 2011, og jeg skrev vist også selv, at nu kørte frihedstoget gennem Nordafrika. Men det er en poppet og nok lidt forkert måde at præsentere det på, for det var forskellige politiske udviklinger, der fandt sted i Tunesien, Libyen, Egypten og Syrien. Noget gensidig inspiration – ja! Men det var forskellige gnister, der sprang. Der er ikke nogen fællesnævner i det arabiske forår.

Jens Nauntofte peger på det særlige forløb i Egypten.

– Her kan vi se, at det hele var begyndt nogle år tidligere i tekstilbyen Mahalla Al-Kubra oppe i Nildeltaet, hvor en fagbevægelse var under dannelse. Den 6. april 2008 kulminerede utilfredsheden med Mubaraks regime. Titusindvis af tekstilarbejdere samledes i Mahallas centrum for at demonstrere mod de høje madpriser, de dårlige lønninger og samtidig kræve en demokratisk udvikling med ret til at organisere sig på arbejdspladserne. Knap tre år senere – den 25. januar 2011 – har bevægelsen spredt sig så meget, at den kan mobilisere en million egyptere på Befrielsespladsen i Kairo.

På det tidspunkt havde unge mennesker, ingeniører, IT-folk og mange andre sluttet sig til oprørsbevægelsen, men i sit udgangspunkt var den ifølge Jens Nauntofte fagforeningsbaseret i Mahalla og på de store bomuldsfabrikker.

– Det er et dybt råb ude fra Nildeltaet om at samle arbejderne, der lige så stille udkrystalliserer sig til det brag, som vi får den 25. januar 2011, siger han.

Kun en drøm
På den måde var Egypten foran Libyen og Tunesien. Den revolutionære bevægelse i landet var ikke blot en følge af det, der skete i de to andre Nordafrikanske lande.

– Men siden er det jo gået tilbage for det arabiske forår?

– Nej, for der har aldrig været et forår. Der har været en drøm, og den ligger i ruiner. Militæret under general al-Sisi har taget magten i Egypten, og den giver de ikke fra sig igen. Så man er endt med et styre, der er om muligt værre end Mubaraks. Se bare hvordan de har slået ned på Det Muslimske Broderskab, siger Jens Nauntofte.

Situationen i Libyen kalder han det rene anarki.

– Det var fint at komme af med en frygtelig slubbert som Kaddafi, men det er bare ikke blevet bedre. Nu er hele strukturen væk, og landet regeres af hundrede forskellige militser. Libyen er et klan- og stammesamfund, og det var Kaddafis tvungne statsstruktur, der gjorde, at det overhovedet hang sammen. Når du fjerner den, så ulmer det til alle sider ligesom i Afghanistan. Der har man også prøvet med et centralt styre, men det vil ikke hænge sammen. Der er visse lande, der ikke egner sig til det. Store nomadesamfund og bjergrige nationer. Undtagelsen er Norge. Det er utrolig, at det kæmpe land hænger sammen med kun fem millioner indbyggere og heraf en del bjergbønder. Men de finder ud af det.

Stor bevågenhed
Konflikterne i Mellemøsten har i mange år haft mediernes store bevågenhed, og Jens Nauntofte ser flere gode grunde til den massive dækning af regionen.

– Det er jo geopolitisk interessant på grund af olien i Mellemøsten og på grund af Israels beliggenhed. Israel er USAs nærmeste allierede og bedste ven. Uanset om det er demokraterne eller republikanerne, der er ved roret i Washington, så står USA inde for Israels eksistens. Israel er untouchable. Landet fungerer nærmest som den 51. stat i det amerikanske statsforbund. Det er ikke formelt indlemmet, men det har en lignende status i den politiske bevidsthed, siger Jens Nauntofte.

Han peger på, at USA er en kristen nation, og at de amerikanske kristne ser Israel som deres sjæl.

– Der er en åndelig forbindelse. At lægge Jerusalem ned eller bekæmpe Israel er simpelthen en dødssynd, for det er dér, vi finder den kristne oprindelse. Det kan lyde lidt mystisk, og det er det også, erkender han.

Ny verdensorden
Samtidig har olien og de strategiske interesser i regionen været vanvittig vigtige, men nu er en stor omrokering i verdenspolitikken i gang, forklarer Jens Nauntofte.

– Olien bliver ikke ved med at have den samme betydning, og det gør dem meget bekymrede i de olieproducerende lande. Men om syv-otte år vil USA være selvforsynende med tjæreolie, og dermed falder Mellemøstens strategiske betydning. Lige nu er Obamas opgave at få USAs mellemværende med Syrien og Iran bragt ned på et leje, som kan tolereres, og hvor tingene kan køre, uden at han bliver til grin. For det er ikke længere Mellemøsten og Europa, der interesserer USA. Det er Stillehavsregionen og randstaterne i Asien. Det er det nye verdenscentrum. Det er dér, energien ligger. Vækstraterne er fantastiske.

Omrokeringen i verdenspolitikken er allerede i fuld gang, konstaterer Jens Nauntofte.

– Obama viser det tydeligt. Han vil ikke ind i Syrien, og han vil have en aftale med Iran om landets atomprogram. Hvis de to ting falder på plads, så er der sådan set kun Israel tilbage, som bekymrer USA, og Israel skal nok klare sig selv.

En krigernation
Jens Nauntofte ser ikke et perspektiv for fred mellem israelere og palæstinensere i sin levetid. Længere kan han ikke se, understreger han.

– Israel er jo en krigernation. Ellers havde den ikke overlevet i tre måneder med palæstinensere og en hel arabisk verden, der er imod dem. Det var aldrig gået. Israel er skabt i krig og blod, og hvorfor skulle det holde op. Det er betingelsen for landets eksistens. De har taget Vestbredden, og den vil de ortodokse og højrefløjen ikke af med. For dem er der ingen forskel på det Israel, som de tog i 1948, og den Vestbred, som de tog i 1967. Det er det samme. Man besætter land, laver kibbutzer og bosættelser, og man rykker teltpælene frem hver gang. Det er ikke særlig mystisk. Det er meningen med deres liv. De er optaget af, at landet skal overleve. Så det ligger i Israels gener, at der ikke bliver fred. Sådan har de levet i 3-4.000 år. Det er jo ikke kun de sidste 50. Det er derfor, jeg taler om, at det er genetisk.

Det tætteste, man har været på en forsoning, var med Oslo-aftalen i 1993, hvor PLO og Israel anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en fredsaftale. Året efter modtog Yassir Arafat, Shimon Peres og den israelske ministerpræsident Yitzhak Rabin Nobels Fredspris for deres indsats. Men den blev der sat en brat stopper for, da Rabin blev myrdet i Tel Aviv af en jødisk fundamentalist.

– Det ser jeg som meget afgørende for, at der alligevel ikke blev fred, siger Jens Nauntofte.

– Drabet på John F. Kennedy afbrød ikke nogen proces, som Lyndon B. Johnson ikke førte videre. Men drabet på Rabin førte til et brud med den fredspolitik, som han stod for. Han var en stærk faktor i Israel, og jeg ser mordet på ham som skelsættende.

Yitzhak Rabin havde været med fra før Israels skabelse. Han havde været med i alle krigene. Han var en stor feltherre. Han var både politiker og general. Eller med Jens Nauntoftes formulering slet og ret kriger.

– Jeg mødte ham ved flere lejligheder, og han var styg. En vranten, gammel, sur general. Kæderygende og whiskydrikkende. Han tændte den ene cigaret med den anden og havde den der dybe røst, som folk var bange for. Fordi han var israelsk nationalist, kunne man ikke sætte en finger på ham, før han gav Arafat hånden. Set med rabiate, jødiske, fundamentalistiske øjne på Vestbredden var det håndtryk forræderi mod Israel. Nu var Rabin deres fjende, og så myrdede de ham.

Den smalle sti
Da Jens Nauntofte som helt ung rejste til Israel, var det med stærke sympatier for den unge jødiske stat. Men så opdagede han en historie, der var ukendt i Danmark.

– Da jeg tog derned, var der ingen, der havde hørt om palæstinenserne. Der var nogle arabere, der sloges med Israel, og det var det.

Mødet med palæstinenserne nuancerede Jens Nauntoftes syn på konflikten, men han understreger, at der for ham altid har været et på-den-ene-side og på-den-anden-side.

– Som journalist har jeg ment, at jeg gjorde bedst i ikke at blive politiker. Politiske opfattelser, der bandt mig, var dårligt forenelige med mit journalistiske virke. Det gælder om at holde sig på sandhedens smalle sti og ikke begynde at drive politik på forskellige synspunkter i den ene og den anden retning. Det er muligt, at folk ikke har været i tvivl om, at jeg havde nogle sympatier, men det er ikke nogen, som jeg har prædiket. Jeg har ikke holdt tale på Rådhuspladsen – hverken for eller imod Israel – og hvis jeg var blevet spurgt, havde jeg sagt nej tak, siger Jens Nauntofte.

Ingen and i Berlin
Han har til gengæld sagt ja til så meget andet. Han er aktiv forfatter, foredragsholder, udenrigsreporter, rejseleder, globetrotter og medlem af Eventyrernes Klub. Og netop eventyrlyst og udlængsel er et par vigtige brikker til at forstå den livsretning, som han valgte, da kedsomheden i shippingbranchen blev for overvældende.

Gennem 50 år som rejsende reporter har Jens Nauntofte fået de utroligste oplevelser med, og spørger man til det mest betydningsfulde øjeblik, er han ikke i tvivl. Det var den dag i november 1989, da han stod ved Berlinmuren og rapporterede til TV-Avisen samtidig med, at tyskerne brød gennem muren.

– Jeg var i den grad overrasket, da muren faldt. Jeg sad på TV-Avisens redaktion i København den morgen, da telegrammerne myldrede ind, og vi troede simpelthen ikke på det, som vi læste. ”Det er en and”, sagde min kollega Steffen Gram, ”men vi kan ikke udkomme klokken 19.30 uden at have den med. Hvem vil rejse til Berlin?” Det ville jeg gerne. ”Har du pas og penge?” Det havde jeg, og så var jeg af sted.

Jens Nauntofte måtte love at levere en historie med både sovs og kartofler. Han skulle finde hele historien i Berlin – også selv om den viste sig at være en and. For hvem havde så sluppet det fjerede kræ løs? Og hvorfor var det sket?

– Jeg fandt nu ikke nogen and i Berlin. Men jeg fandt ud af, at jeg stod midt i den helt store historieskrivning. Det var dybt interessant. Murens fald er den mest betydningsfulde begivenhed i mit liv. Efter den dag var verden ikke længere den samme.

Interviewet blev bragt i Liv & Lidt Mere, vinter 2013.